Slyngebarn.dk

Gå tilbage   Slyngebarn
Glemt adgangskode? Tilmeld


» De forskellige slyngetyper
Overordnet set findes der 3 typer slynger:
- vikler
- skråslynger
- bæreseler



Vikler fås som fastvikler eller strækvikler.

Strækvikler
Som navnet siger, er der stræk i strækvikler, så de smyger sig ganske tæt om bærer og barn. Strækvikler egner sig derfor kun til helt små børn, da et barn på over 8-9 kg vil få stoffet til at give sig hurtigt, så barnet kommer til at hænge. Det er ubehageligt for bæreren.

Brugsperiode: Fra nyfødt til ca. 6 mdr. (6-9 kg)

Strækvikler bruges fortrinsvis til mavebæring, og fås normalt kun i en længde (ca. 4.7 m). De bruges ikke til ryg- og hoftebæring pga. strækket.

Fastvikler
Fastvikler bruges til mave-, hofte- og rygbæring, og fås i forskellige længder. Str. 6 eller 4,6/4,7 m er den mest almindelige, da den kan bruges af stort set alle til de mest almindelige begynder-bærestillinger: omsluttet kryds indvendigt eller udvendigt. Når man er lidt mere erfaren og/eller modig kan man bruge de kortere vikler til f.eks. rygbæring med tibetansk afslutning eller hoftebæring.

Fastvikler kan også bruges som en nem gynge: Hæng en grisehalekrog i loftet (skal boltes godt fast), før viklen igennem en slyngering og bind et råbåndsknob. Hæng slyngeringen på grisehalekrogen og vupti!


Brugsperiode: Fra nyfødt.



Skråslynger kan inddeles i ringslynger, bæresjal, lommeslynger og "klikslynger". Fælles for disse er, at de bruges på skrå over den ene skulder, og forskellen er lukke- eller låsemetoden.
  • En ringslynge låses ved at den ene ende af stoffet trådes gennem to ringe, der er sat fast i den anden ende af stoffet.
  • Bæresjalet låses med en knude (gerne en slip knot).
  • "Klikslyngen" låses med et klikspænde.
  • Lommeslyngen er et rør, der er syet sammen på forhånd, og derfor er dette en af de få slynger, man skal have taget mål til (den kan ikke reguleres i størrelsen).
Ringslynge og bæresjal (rebozo)
Ringslyngen og bæresjalet justeres og låses ved at trække i halen, så slyngen strammes om barnet.

Klikslynge
Klikslyngen skal indstilles i den rette længde, før barnet lægges i.

Skråslynger kan bruges til vuggestilling, ammestilling, hoftebæring og vuggestilling på ryggen. Vi anbefaler, at man er fortrolig med at bære, før man bruger vuggestilling på ryggen med en skråslynge. Barnet lægges i slyngen foran, og slyngen skubbes om på ryggen


Brugsperiode: Fra nyfødt.



Bæreseler
kan inddeles i ABC (Asian Baby Carriers) og "almindelige" bæreseler.
ABC'er er Mei Tai, Podeagi og Onbuhimo. De har alle et rektangulært panel som bærestykke, men bindes på forskellig vis.
  • En Mei Tai har fire stropper; to for oven og to for neden. De nederste stropper bindes om hofterne, og de øverste stropper føres over skuldrene og ned om barnets numse før de bindes.
  • En Onbuhimo har to stropper for oven og to ringe for neden; de øverste stropper føres over skuldrene og igennem ringene før de bindes.
  • En Podeagi har kun to stropper for oven; til gengæld er panelet længere, så det går under barnets numse, og stropperne føres over skuldrene og ned om barnets numse over stoffet.

"Almindelige" bæreseler er Patapum, Ergo, Weego, Sutemi, BabyBjörn osv. Disse bæreseler fungerer efter samme princip som en Mei Tai, men låsemekanismerne er klikspænder og de er mere europæiske/vestlige i design. Ofte er der forsøgt at tage ergonomiske hensyn, f.eks. med ekstra bred lændestøtte.


Brugsperiode: Fra 4-6 måneder, med mindre der findes en særlig spædbarnsindsats.
Powered by vBadvanced CMPS v3.1.0

Alle tidspunkter er GMT +2. Klokken er nu 15:30.


Powered by vBulletin® Version 3.8.2
Copyright ©2000 - 2017, Jelsoft Enterprises Ltd.