curlingbørn

[Caroline]

Jeg skulle ikke hjælpe med ret meget hjemme. Eller jeg havde ikke pligter, men hjalp netop sammen med mine forældre. Så vi tog opvasken sammen, men jeg vaske de aldrig tøj selv eller gjorde badeværelse rent
Min mand modsat. Begge dele har klart haft fordele og ulemper. Mine forældre talte meget mere med mig og lyttede mere. Min mand er mere selvstændig end mig

Jeg er for doven til at lave husarbejde for mine børn. De skal ligge deres tøj til vask og deres rene tøj på plads fordi jeg ikke gider. Og det siger jeg til dem. Så gør vi det jo sammen. Jeg lægger det sammen fra tørrestativet og de får en bunke af gangen og går ind med (bluse, sokker, under bukser).

Den store er efterhånden god til at tømme opvaskemaskinen, men den mellemste er bedre til at hjælpe med madlavning. Efterhånden kan den mellemste også dække bord, men det er først inden fordesidsteuger. Vi tager helt klart udgangspunkt i de opgaver de synes er mindst kedelige og laver ting sammen
Begge drenge er bedre til at rydde babylegetøj sammen og op i kasser, end til at rydde op på lego

[Salling]

Oprindeligt skrevet af Mango

Jeg tror at det at være klar til at møde verden og være robust og selvstændig er noget helt andet end at kunne vaske sit tøj eller skifte sengelinned eller whatever. Jeg skulle det hele selv (jeg stod for en del af madlavning til 6 personer da jeg var 12 år, og skulle vaske mit eget tøj og tjente min egen lommepenge ved at vaske biler osv) meget tidligt derhjemme, mest fordi jeg var den yngste af 4 i en sammenbragt flok. Men da jeg flyttede hjemmefra var jeg helt lost og traf rigtig dårlige beslutninger fordi jeg ikke var følelsesmæssig klar eller robust. Hvis bare mine forældre havde brugt ligeså meget tid på at tale med mig om verdenen og de valg jeg ville skulle træffe, eller bare vist lidt interesse i mit indre liv, så var mit begyndelse på voksen tilværelset blevet meget mere vellykket. Jeg var SÅ umoden, selv om jeg kunne stryge skjorter og alt mulig andet.

Der synes jeg netop program 2 går lidt mere efter (fælles) ansvar frem for bare "det du kan selv, skal du selv" men helt klart hverken det praktiske el psykiske (el hvad vi nu skal kalde det) kan stå alene.

[supermom]

Nå - jeg havde ikke set programmerne. Men synes egentlig at mine børn er robuste. Jeg vil gerne forklare hvordan vi holder familiemøde.
Hver mandag eftermiddag sidder vi sammen en halv time hvor jeg har nogle punkter vi snakker om. Vi har haft ret meget fokus på at snakke pænt til hinanden, og tage ansvar for god tone hjemme - at vurdere indbyrdes konflikter ud fra parametrene “lille problem, mellem problem eller stort problem”.

Jeg gik ned med stress i sensommeren 2017 og børnene var selv meget opmærksomme på at hjælpe mere til hjemme.
Så - de vælger en opgave de skal varetage i en uge.
Det er opgaver jeg stiller op.
Det kan fx være
•tømme opvaskemaskine
•tage ud af bordet
•gå ud med skraldespand
•lægge vasketøj sammen og på plads.

Det er mest fordi jeg gerne vil at børnene har været introduceret til de forskellige opgaver.

De synes mærkeligt nok at det er fedt at man kan vælge noget, og ikke bliver pålagt noget - og har ikke rigtigt fanget at jeg pålægger dem at vælge .

Nåmen vi har sådan en tavle, hvor der står, hvem der gør hvad.

De synes det er hyggeligt

Desuden er det der med konflikthåndteringen ret effektivt.

[Manama]

Hos os hjælper alle alle.Der ligger ikke andre dybere filosofier bag, andet end at hjemmet skal være rart for os alle.
I praksis betyder det at børnene er stjerne gode til at hjælpe til.

Helt konkret har vi 15 minutters fælles oprydning hver dag. Så når vi har spist aftensmad og før lektierne, så sætter vi et æggeur til 15 minutter. Tænder en playliste på youtube, og så arbejdes der effektivt de 15 minutter.
Der er ingen krav om hvad man skal ordne, man tager det man har lyst til den dag. Jeg kommer gerne med idéer og forslag, og nogle skal hjælpes mere på vej end andre. Det betyder at det ofte er mig der fjerne rod (og ja også skoletasker!) fra gulvet :D mens en hænger vasketøj til tørre, en sætter en maskine over og en svinger støvsugeren :D

Vi har kørt den model et par år, og det betyder at det er godt og rart, det er faktisk hyggeligt for alle. Man har efterhånden fundet ud af at det nemmeste er at hænge tøj på plads når man kommer hjem, og tømme madkasser. Dét er nemlig en skodtjans flere timer senere

I weekenden holder vi fri, men man tager selvfølgelig ud efter sig selv, fylder i opvaskemaskine og alle de der standard ting som jo skal gøres. Det er rutine, så ikke noget man tænker over
Jeg møder ofte forundring over at mine børn kan så mange praktiske ting, og gør det uden brok, men jeg har bare ikke lige overvejet at det kunne være anderledes. De kan, de vokser af ansvar, det er så godt

[slyngelise]

Mine børn vil flytte hjem til deres far, fordi jeg behandler dem som slaver, og de skal "arbejde" som i gamle dage
Og det er ellers virkelig minimalt, hvad jeg har fået indført at opgaver til dem.

[mormai]

Med mellemrum laver jeg sedler, som jeg hænger på køleskabet, og så glemmer vi lykkeligt, hvad der står på dem.

Med mellemrum stamper jeg eller faderen i gulvet, og så lister alle lidt forskrækkede rundt.

Langt det meste af tiden løser vi opgaver ad hoc, hvilket vil sige, at vi har en klar forventning om, at når vi beder om noget, så bliver det gjort. Alt fra at tømme opvasker, lave mad, vaske tøj, støvsuge, følge den mindste til bussen, rydde op, lufte hunden, handle ind osv.

På trods af mine forsøgsvise sedler på køleskabet, så tror jeg ikke på det, og derfor virker det ikke hos os. Faderen tror da slet ikke på det og forsøger heller aldrig. Til gengæld tror vi på samtalen, på fællesskabet, på at finde frem til rimelighed sammen. Vores liv er fælles, og vi skal være fælles om at få det til at gå op, så de voksne ikke bliver servicestationer. Og jeg synes faktisk, vores unger er søde til at hjælpe til, og de er bestemt til at tale med.

Og så hader jeg begrebet curlingbørn. Og curlingforældre. Når nu dialogen og relationerne er mit udgangspunkt for at forstå opdragelse eller opvækst, så synes jeg, at curling-begreber starter med at lave skyttegrave. Det er imo “godtebegreber”, hvor hvor man kan godte sig over nogen, man finder håbløse. (Fuldstændig på linje med Dovne-Robert’er om kontanthjælpemodtagere). Det gør det muligt, at sige, at børn ikke er robuste, og forældre er forkerte. Hvilket i begge tilfælde ikke passer - siger læreren, der møder børn og forældre hver dag Men det var en sidebemærkning til den egentlige debat. Sorry.

[Schmetterling]

Jeg synes der er stor forskel på opgaver man SKAL udføre alene og opgaver man hat ANSVARET for. Det er IMO ikke specielt gavnligt, hvis det udelukkende er af praktiske grunde. Det hvor jeg tror det virker, er når man kan lære en masse med voksen vejledning. Det er jo en super måde at være sammen på i en travl hverdag
Min mand havde engang en elev der selv skulle smøre sine madpakker. Med det resultat at han næsten hverdag kom i skole med to stykker rugbrød uden noget. Ikke fordi der ikke bar pålæg, men fordi han åbentbart ikke magtede opgaven. Så går det jo ikke.

Jeg tror også at det handler meget om det enkle barn. Vores den ene har behov for at behovene sænkes i perioder, hvor noget som at tage overtøj på kan påvirke rigtigt meget. Så gør vi det selvfølgeligt. I andres øjne er vi helt sikkert curlingforældre, når vi giver vores store barn sko på. De har jo bare ikke muligheden for se hvad der ligger bag.

[sommerregn]

Oprindeligt skrevet af slyngelise

Mine børn vil flytte hjem til deres far, fordi jeg behandler dem som slaver, og de skal "arbejde" som i gamle dage
Og det er ellers virkelig minimalt, hvad jeg har fået indført at opgaver til dem.

Jeg læste fornylig noget om at ændre vaner hos børn og der stod bl.a. at man som forældre skulle forvente "negativ feedback" i starten og se det som et tegn på at man var på rette vej

Det bliver selvfølgelig lidt mere kompliceret at stille krav til dine børn hvis de oplever at der nærmest ingen er hos faderen, men måske kan du trøste dig selv lidt med at du på den lange bane gør børnene en tjeneste ved at inddrage dem i forskellige huslige pligter så de ikke står helt på bar bund senere. Nogle gange kan det også føles tomt og ensomt/ ligegyldigt hvis man bare må alt hvorimod det selvom det er irriterende med de begrænsninger der følger med regler trods alt giver en ret stor tryghed.

[sommerregn]

Oprindeligt skrevet af supermom

Nå - jeg havde ikke set programmerne. Men synes egentlig at mine børn er robuste. Jeg vil gerne forklare hvordan vi holder familiemøde.
Hver mandag eftermiddag sidder vi sammen en halv time hvor jeg har nogle punkter vi snakker om. Vi har haft ret meget fokus på at snakke pænt til hinanden, og tage ansvar for god tone hjemme - at vurdere indbyrdes konflikter ud fra parametrene “lille problem, mellem problem eller stort problem”.

Jeg gik ned med stress i sensommeren 2017 og børnene var selv meget opmærksomme på at hjælpe mere til hjemme.
Så - de vælger en opgave de skal varetage i en uge.
Det er opgaver jeg stiller op.
Det kan fx være
•tømme opvaskemaskine
•tage ud af bordet
•gå ud med skraldespand
•lægge vasketøj sammen og på plads.

Det er mest fordi jeg gerne vil at børnene har været introduceret til de forskellige opgaver.

De synes mærkeligt nok at det er fedt at man kan vælge noget, og ikke bliver pålagt noget - og har ikke rigtigt fanget at jeg pålægger dem at vælge .

Nåmen vi har sådan en tavle, hvor der står, hvem der gør hvad.

De synes det er hyggeligt

Desuden er det der med konflikthåndteringen ret effektivt.

God idé det der med at lade dem vælge og så have samme opgave hele ugen, det tror jeg vi skal prøve. Vi har ellers haft skiftende tjanser (efter skema) det virkede bedst i starten og pt er der intet system andet end når de voksne beder om det.

[liv]

Oprindeligt skrevet af mormai

Med mellemrum laver jeg sedler, som jeg hænger på køleskabet, og så glemmer vi lykkeligt, hvad der står på dem.

Med mellemrum stamper jeg eller faderen i gulvet, og så lister alle lidt forskrækkede rundt.

Langt det meste af tiden løser vi opgaver ad hoc, hvilket vil sige, at vi har en klar forventning om, at når vi beder om noget, så bliver det gjort. Alt fra at tømme opvasker, lave mad, vaske tøj, støvsuge, følge den mindste til bussen, rydde op, lufte hunden, handle ind osv.

På trods af mine forsøgsvise sedler på køleskabet, så tror jeg ikke på det, og derfor virker det ikke hos os. Faderen tror da slet ikke på det og forsøger heller aldrig. Til gengæld tror vi på samtalen, på fællesskabet, på at finde frem til rimelighed sammen. Vores liv er fælles, og vi skal være fælles om at få det til at gå op, så de voksne ikke bliver servicestationer. Og jeg synes faktisk, vores unger er søde til at hjælpe til, og de er bestemt til at tale med.

Og så hader jeg begrebet curlingbørn. Og curlingforældre. Når nu dialogen og relationerne er mit udgangspunkt for at forstå opdragelse eller opvækst, så synes jeg, at curling-begreber starter med at lave skyttegrave. Det er imo “godtebegreber”, hvor hvor man kan godte sig over nogen, man finder håbløse. (Fuldstændig på linje med Dovne-Robert’er om kontanthjælpemodtagere). Det gør det muligt, at sige, at børn ikke er robuste, og forældre er forkerte. Hvilket i begge tilfælde ikke passer - siger læreren, der møder børn og forældre hver dag Men det var en sidebemærkning til den egentlige debat. Sorry.

for det indlæg.

Det fungerer ca. på samme måde herhjemme. Bortset fra at vi ikke laver sedler...

Jeg h.a.d.e.r. selv at få min hverdag, rutiner og forpligtelser sat i skema. Føler det som en spændetrøje, og reagerer ved at opbygge en masse irritation mod den der har bestemt der skal være et skema eller sedler (også hvis det er mig selv )

Jeg/vi voksne bruger indimellem todo lister og skemaer til os selv, men kun hvis det er strengt nødvendigt - det er typisk lige op til jul eller større opgaver på job med stram deadline eller sådan noget. For mig er det et redskab, som kan bruges om nødvendigt, men helst ikke.

Hverdagen fungerer ved at vi voksne har hver vores hovedansvarsområder (manden står for indkøb, madlavning, daglig økonomi, jeg står for rengøring, vasketøj, daglig oprydning, resten tager vi ad hoc). Ungerne laver en del, men skal bedes om det - det er som regel ikke noget problem. De kan sagtens se at når vi kommer hjem om eftermiddagen og hele hytten flyder er det smart at hjælpes ad, så der kan blive til at være i en fart. Eller at når der skal købes stort ind er det smart at være et par stykker til at slæbe. Eller at når vi lige mangler et par ting til madpakkerne og de voksne er travlt optaget med madlavning og vasketøj, er det smart af en af dem drøner ned til købmanden, så aftensmaden ikke bliver forsinket eller alternativt at madpakkerne næste dag bliver virkeligt kedelige.

Så det er vel det vi lærer dem i det store perspektiv. At det er en fordel for alle, at alle hjælper til. Det er da ikke så skidt en ting at have med sig hjemmefra

[supermom]

Oprindeligt skrevet af sommerregn

God idé det der med at lade dem vælge og så have samme opgave hele ugen, det tror jeg vi skal prøve. Vi har ellers haft skiftende tjanser (efter skema) det virkede bedst i starten og pt er der intet system andet end når de voksne beder om det.

Og de kører heller ikke sur/træt i det, når det kun er en uge ad gangen.