Fødselsberetninger - Slyngebarn
Slyngebarn.dk

Gå tilbage   Slyngebarn > OT og andet godt > Ordet er frit
Glemt adgangskode? Tilmeld

Ordet er frit Snak, snak, snak og snak........

Besvar
Trådværktøjer Visningstilstande
Ulæste 24-09-06, 00:26   #1
hejlouise
hejlouise er træt.
Sorte Slyngel
 
hejlouises avatar
 
Tilmeldingsdato: 06/05-06
Geografisk placering: Jægerspris
Indlæg: 11,448
Tak givet gange: 303
Takket 2,014 gange i 578 indlæg
iTrader: 11 / 100%
Fødselsberetninger

Ja, vi er vist et par stykker, der nyder at læse fødselsberetninger, så jeg vil som Ulla foreslog starte en tråd - jeg lægger ud med min, og glæder mig til at læse jeres!

Godt initiativ, Ki!

KH / Louise

Da Amanda blev født

Ja, godt nok fik vi en tid til kejsersnit, så det skulle have været 17/8 (pga UK), men det ville damen skam selv bestemme! Hun blev forsøgt vendt uden held torsdag d. 4/8, og allerede lørdag d. 6/8 skete der noget.

Vi havde haft Vitus på besøg fredag aften, og det var blevet sent - han gik ved 3-tiden. Vi vågnede stille og roligt ved 10.30-tiden; Mikkel og Vitus skulle gøre køkkenet færdigt, og jeg skulle i Tivoli for at fejre min moster, som havde fødselsdag d. 1. Da jeg så mig i spejlet lagde jeg mærke til, at maven var faldet - den hang nærmest helt nede ved navlen, som jeg husker det - det så sjovt ud!

Ved 11-tiden mærkede jeg et lille smæld inden i, og 2 minutter efter gik vandet - det begyndte bare at sive. Det var lidt af et chock, vi var slet ikke forberedte; jeg var 37+4, og skulle jo først have kejsersnit d. 17!

Nå, der var slet ingen tvivl - det blev ved med at løbe. Vi ringede til fødegangen, hvor de gav besked om, at vi skulle komme med det samme, dog uden at haste. Jordemoderen mente ikke, at det var nødvendigt med liggende transport (selvom vi havde fået at vide, at det skulle være liggende hvis der skete noget - hvordan kunne hun egentlig vurdere at det ikke var nødvendigt over telefonen?), så Mikkel slæbte et par håndklæder ud i bilen, som jeg kunne sidde på :O). Mikkel fik ringet til min søster og sin mor, så alle var med på, at der nok var noget i gære. Jeg forsøgte at huske, hvad det var, der skulle med - jeg havde fulgt debatten på ND længe, men mente naivt nok, at der jo var masser af tid, så der var ikke pakket noget som helst - jeg var kun så småt begyndt at købe ind. Hvem sagde Nemesis? Mikkel stressede, som en ægte førstegangsfar, og ville bare have mig ud i bilen og afsted, og synes bestemt ikke, det var i orden at jeg skulle tjekke Hvidovre hospitals hjemmeside og pakke en taske!

Nå, han fik mig ud i bilen, og afsted til Hvidovre - ca. 10 minutters kørsel. Den første ve meldte sig da vi kørte fra motorvejen, men jeg sagde ikke noget til Mikkel - han skulle nødig stresse mere. Vi gik ind på fødegangen, og det var en helt anden oplevelse end i torsdags, hvor der var et mylder af mennesker - der var helt tomt og øde! Vi fandt en jordemoder, og blev ledt ind i et undersøgelsesværelse, hvor jeg kom op på briksen - vandet sivede stadig, så jeg fik de famøse hospitals-netunderbukser på, og en ble. Der blev kørt en strimmel, og jeg lå bare og talte mellem veerne - som jeg husker det allerede med 5 minutters mellemrum, men ikke så slemt. Efter et kvarters tid kom jordemoderen tilbage, og vi blev flyttet ind i en anden stue (med 4 senge), hvor der i forvejen lå en pige, der lige var blevet sat i gang - det var lidt spøjst; hendes veer ville ikke melde sig, og jeg kunne ikke bruge mine til noget!

Veerne blev stærkere, og jordemoderen kom ind og scannede igen - nej, hun havde ikke vendt sig. Så ville de gøre klar til kejsersnit, og narkoselægen kom ind for at fortælle om bedøvelsen og stille forskellige spørgsmål (fx om jeg var allergisk over for noget, eller havde kunstige tænder - på spørgsmålet om hvorfor det var relevant, var svaret "så vi ved, om der er noget at stjæle når du er bedøvet" :o)). Derefter kom jordemoderen igen og fortalte, at vi blot ventede på Sidse (jordemoderen på vagt) - det var "min" Sidse, den jordemoder, jeg har gået hos de sidste tre gange, så det var perfekt.

Endelig kom Sidse, gav et knus og vi fik snakket lidt. Veerne var grimme, og jeg prøvede alt muligt - åndedræt, afspænding, hive mig op i den der triangel, der hænger over sengen - men det var bare ubehageligt. Sidse lagde drop og kateder, og endelig kom portøren, og jeg blev kørt til operationsstuen mens Sidse fik hældt Mikkel i smølfetøj (blåt tøj og hvid hat - yndigt!)

Vi var blevet forberedt på, at der ville være en masse mennesker, og det var der! Et mylder i et meget lille rum. Jeg blev hældt over på operationsbordet, bogstavelig talt - de skubbede en plade ind inder mig og vippede mig over! - og jeg fik blodtryksmanchet på, ilt i næsen og drop forbundet (væske, går jeg ud fra). De kom alle hen og præsenterede sig, og sagde, at vi ikke skulle koncentrere os om at kunne huske deres navne eller funktioner. De to narkoselæger var omkring de 30, og i hopla - de jokede rundt. Sidse prøvede at tysse på dem, men vi fik sagt at det ikke gjorde det mindste - det var faktisk rart, både fordi de var sjove, og fordi det hjalp at kunne koncentrere sig om noget andet end den forestående operation - og så var det beroligende; hvis de ikke tog det mere alvorligt, var der jo ikke noget at bekymre sig om! Narkosesygeplejersken blev ved med at spørge om jeg havde det godt, havde kvalme etc. Jeg lå med hænderne spredt ud i en slags kors, og den ene narkoselæge sagde, at han lige skulle hente naglerne :o)

Så ventede vi kun på kirurgen, og det føltes som en evighed pga veerne i tiltagende styrke, men det var vist kun 5-10 minutter. Jeg blev lagt på siden, og der blev givet en lokalbedøvelse i ryggen - ikke noget at snakke om. Mens vi ventede sagde den ene narkoselæge til den anden at de da vist lige så godt kunne have brugt "XXX" (kan ikke huske navnet) som lokalbedøvelse, hvorefter de var færdige af grin - hmm... indforstået narkoselægehumor... De forklarede så, at det bedøvelsesmiddel, de havde snakket om, først virkede efter 20 minutter, og det var jo sjovt, fordi kirurgen ikke var kommet. Mystiske drenge :O)

Kirurgen kom, og spurgte om jeg havde spørgsmål - nej, for fanden, læg så den bedøvelse så jeg kan slippe af med veerne! Jeg var nok ekstra pivet, fordi jeg jo vidste, at der ikke var et formål med veerne... Var egentlig også lidt skuffet over at gå glip af lattergassen; det har jeg ikke prøvet siden skoletandlægen i tredje klasse, så jeg havde glædet mig... Men OK, så skulle jeg have epiduralen - lige da nålen blev stukket ind i ryggen på mig, kom den ondeste ve! Jeg fik at vide, at jeg skulle ligge HELT stille, jo tak, det er nemt med en ve, men på den anden side - man vil bare ikke bevæge sig når man har en nål i ryggen! Så jeg spændte for at ligge stille, og det er jo en god ide når man har en ve... Øv, men det var da heldigvis hurtigt overstået, og snart kunne jeg ikke mærke mine ben.

Kirurgen nev mig i maveskindet, og det var en mærkelig fornemmelse, for jeg kunne mærke det, men det gjorde ikke ondt, ej heller kildede - det var en følelsesløs berøring! Klædet blev sat op og Mikkel placeret ved min venstre skulder. En-to-tre var de i gang med at skære, og så blev der bokset på min mave, og hevet og sledet. Igen mærkeligt, for jeg kunne mærke det uden at kunne mærke det! I løbet af ingen tid hørtes der et vræl, og Amanda var ude! Hun blev straks tørret og vejet, Mikkel stod derovre, og jeg kunne se hende - meget mystisk fornemmelse, ikke helt virkeligt, og lidt tårer, selvfølgelig... Jeg blev syet, portøren kom, jeg blev hældt over i en hospitalsseng (det gik meget hurtigt), og vi blev kørt til opvågningsstuen. Jeg fik Amanda op til mig, og straks blev hun lagt til - hun begyndte at lede efter brystet med det samme. Mikkel fik at vide, at han ikke måtte forlade os, da han havde ansvaret - jeg kunne jo ikke bevæge mine ben og komme ud af sengen, hvis der skulle ske noget - så vi kunne ikke få ringet til nogen. Så var vi alene, og fik kigget ordentligt på hende. Mikkel spurgte, om det var lille Amanda - jeg havde foreslået navnet et par dage før; vi havde ikke haft et pigenavn klar (men var ret tidligt enige om Styrbjørn, hvis det havde været en dreng). Og det var det.
Sjovt nok så min søster og min mor meget mærkelige ud, da de fik at vide, at hun skulle hedde Amanda - de havde jo været i Tivoli for at fejre min moster, som under frokosten havde sagt "tænk, hvis hun skal hedde Amanda, det er sådan et pænt navn" - og vi havde IKKE sagt det til nogen!

Sidse kom ind og snakkede lidt, og takkede af. To dage før havde hun skudt lillepigen til 3000 gram, så 2700 var ikke helt ved siden af. Jeg fik regelmæssigt målt blodtryk, og tjekket om benene var tilbage, men der gik et par timer før jeg havde nok følelse i dem til at vi kunne komme på barselsgangen. Vi blev på Hvidovre til mandag eftermiddag, alt i alt en god oplevelse.



De glade forældre med deres lille Grøf (2700 g, 49 cm) på enestue med plads til far - perfekt!
__________________
KH / Louise
Mor til sødeste Amanda (aug. 05) og skønneste William (nov. 07)
hejlouise er offline   Besvar med citat
The Following 5 Users Say Thank You to hejlouise For This Useful Post:
AWO (12-05-13), boble (06-08-11), Djóravinurin (03-10-11), hejbabyhej (10-06-13), Nadiri (07-07-14)
Ulæste 24-09-06, 00:38   #2
Ulla
Ulla sætter ikke komma når jeg er ivrig. sorry
Queen Oohlah
 
Ullas avatar
 
Tilmeldingsdato: 03/05-06
Geografisk placering: Vesterbronx
Indlæg: 27,626
Tak givet gange: 1,910
Takket 6,026 gange i 2,283 indlæg
iTrader: 7 / 100%
jaaa, dejlig tråd .. så kan man smæske sig i beretninger når man keder sig ;-)
Her kommer mine:

Rumles Fødsel:
Jeg havde haft en helt almindelig, meget nem graviditet. Jeg havde overhovedet ingen gener udover en smule kvalme i starten - hverken halsbrand, vand i kroppen eller plukveer. Jeg tog 17-18 kilo på men det eneste der generede mig var at jeg ikke kunne sove på maven og at jeg var noget tung i røven. Jeg skulle have en forbandet god grund til at rejse mig igen når jeg først havde sat mig i sofaen. Så da jeg gik på barsel 6 uger før forventet fødsel skulle jeg bare hygge mig og gøre klar til lillemandens ankomst. Vi vidste at de var en dreng fordi jeg i december 2003 havde fået foretaget et nakkefoldsscanning med et tvivlsomt resultat hvorfor vi valgte at få foretaget en moderkagebiopsi. Og den viste altså at vi ventede en sund og rask dreng.


3 uger før termin, mandag den 17 maj, skulle vi i IKEA med Martins mor og købe bla tremmeseng og andet babyudstyr. Et par timer før vi tager afsted kigger jeg i en folder med øvelser for gravide? sådan nogle havde jeg overhovedet ikke lavet så jeg tænkte at jeg nok hellere måtte komme igang. Jeg kastede mig (så meget man nu kaster sig når man vejer næsten 20 kilo mere end man plejer) ned på gulvet og forsøgte at lave en eller anden øvelse der skulle være god for min lænd ? men det gjorde helt vildt ondt så jeg stoppede igen. Da vi tager afsted for at mødes med Lotte i Taastrup er jeg stadig øm i lænden og bander over at jeg er så dum at begynde på sådan noget pjat SÅ sent!

I IKEA begynder jeg at få plukveer. Mange plukveer. Jeg satte mig på alt hvad der kunne siddes på. Og jeg undrede mig. Jeg havde haft helt ufatteligt få plukveer så hvorfor fik jeg pludselig så mange? Lotte blev ved at påstå at jeg snart skulle føde. Vås? 3 uger til termin og jeg er førstegangsfødende - de går altid over tid så jeg regnede med at der var der ihvertfald 4 uger til ? hvis ikke 5!!

Lotte kørte os hjem igen hvor jeg går i seng med alle mine plukveer? I løbet af natten vågner jeg mange gange på grund af plukveer. Og tirsdag tager de til. De ændrer sig langsomt men sikkert til rigtige veer.. I starten er de til at holde ud. Nærmest hyggelige men de bider jo lidt så jeg får ikke meget ro selvom jeg forsøger flere gange at tage en lur. Jeg mailer frem og tilbage med Susan det meste af dagen, det var ret syret. Hun var på arbejde og skulle først på barsel om en måneds tid.

Vi ringer til Riget og hører hvordan vi skal forholde os til dem. Vi manglede stadig den sidste del af fødselsforberedelsen - den om selve fødslen, så vi var lidt på bar bund. Hvornår er det nu man skal ringe?? Jeg får besked på at spise et par panodiler og bliver informeret lidt om hvordan og hvorledes. Sent tirsdag aften bliver veerne rigtigt modbydelige. Der er kun minutter imellem dem så vi ringer til Rigshospitalet som beder os komme ind. Jeg får kørt en strimmel og undersøgt. Jeg har ikke åbnet mig men livmoderhalsen er så småt begyndt at udslette sig selv. Der kunne gå dagevis før der skete noget. Det kommer ikke rigtigt bag på mig - jeg tror stadig at jeg bare har snydeveer som vil gå i sig selv igen. Tror stadig at jeg føder om 5 ugers tid.

Vi tager hjem igen og natten er et mareridt for os (mig). Jeg har modbydelige veer og jeg får absolut ingen søvn. Jeg er træt og kan ikke finde ud af at slappe af under veerne. Men jeg får godt nok taget mange brusebade som er den eneste lindring jeg kan finde. Tidligt ud på morgenen ringer Martin ind og siger at nu kan jeg ikke klare den mere. Jeg er træt og har ikke sovet i lang tid og min smertetærskel er i bund. Vi får besked på at vente et par timer og komme klokken 8 hvor der er vagtskifte. Som sagt så gjort.

Vi kørte med den klammeste taxichauffør som godt kunne regne ud hvad jeg skulle - jeg sad på bagsædet og klamrede mig til dørhåndtaget fordi jeg ikke havde lyst til at jamre for højt med hans tilstedeværelse. Da vi stiger ud skynder han sig ud og kigger ind på bagsædet for lige at tjekke om vandet skulle være gået eller andet ulækkert i hans bil. Dumme svin - han fik ingen drikkepenge.

På Rigshospitalet bliver vi modtaget at den sødste jordemoder, Gabrielle, som undersøger mig. Der er stadig ikke sket det store, men hun kan godt se at jeg er forpint så jeg bliver sendt i seng med et skud morfin så jeg kan sove. Jeg var på det tidspunkt slet ikke istand til at gennemføre en fødsel så træt jeg var. Vi får en stue hvor jeg sover i 8 timers tid.

Da jeg vågner (af veer) kommer Gabrielle ind og tilser mig. Jeg har det meget bedre og kan bedre tåle smerterne efter lidt søvn. Jeg har åbnet mig 2 cm mens jeg sov. Jeg får et klux - rimelig kedeligt at ligge der med varmt vand i numsen mens man har veer. Men hun får mig overbevist om at det er endnu mere ufedt at presse den slags ud samtidig med barnet. Helt enig.

Så er der er vagtsskifte og vi får en ny jordmoder. Anette. Ingen af os kunne lide hende. Hun virkede sur og ikke særlig engageret. Hun kunne vist heller ikke lide os. Hun gjorde det lynhurtigt klart over for mig at jeg var førstegangsfødende og der ville gå lang tid. Måske imorgen. Så jeg kunne lige så godt tage hjem og vente. Faktisk var jeg lidt i vejen. Så gik hun igen og lod os alene.

Vi kiggede lidt på hinanden og vidste ikke rigtigt hvad vi skulle gøre. På den ene side havde jeg ikke lyst til at tage hjem, det var rædselsfuldt at køre taxi med veer og jeg havde ikke haft den fedeste nat derhjemme hængende forpint over køkkenbordet - det havde jeg bare ikke lyst til at gøre igen. På den anden side havde jeg bestemt heller ikke lyst at blive og glo på den sure heks. Samtidig blev mine veer pludselig uregelmæssige. Min intuition sagde mig at det var hendes skyld. Havde læst et eller andet sted under graviditeten at man fik dårligere veer hvis man var utryg men jeg slog det hen. Situationen var lidt underlig. Vi vidste ikke rigtigt hvad vi skulle tro - var jeg ved at føde eller ej? Først kommer den ene jordemoder og forbereder mig på at der snart ville ske noget og giver mig lavement og alting - så kommer der en ny og siger at jeg er langt fra fødsel. Hun var jo trods alt fagperson og vidste alt om den slags.Troede vi.

Vi blev enige om at tage hjem og komme igen efter 23 hvor vi kunne regne ud at næste vagskifte var. Det syntes vi selv var løsningen. Vi fortalte hende at vi ville tage hjem - men hun synes lige jeg skulle blive og spise nu der alligevel var aftensmad. Jeg havde ingen appetit men havde heller ikke spist i lang tid så det gør jeg. Aftensmaden var hospitalsmad som man kender det. Jeg kunne kun få mig selv til at spise kartofler og kogte bønner. Med noget ækel hvid sovs på. Jeg når at spise under halvdelen så får jeg det skidt og kaster op. Anette nåede lige at holde en skraldespand ind under og i samme åndedrag fortælle mig at det var normalt at brække sig og fordi at mavesækken og livmoderen var så tæt på hinanden ville det fremprovokere nogle veer men det skulle jeg ikke tage mig af - det var snydeveer og jeg var ikke ved at føde af den grund. Javel så. Jeg har det rigtigt skidt og ligger mig ned - hvor de såkaldte snydeveer kom. De var godt nok kraftige. Og så gik vandet. Midt i en ve. Jeg blev helt vildt forskrækket fordi det gav et ordenligt SMÆLD og så pjaskede der temmelig mange liter vand ud over det hele. Først der gik det op for mig at det var alvor. At jeg rent faktisk var ved at føde. Jeg stoppede op midt i det hele og sagde bare "hov, der gik vandet". Martin gik ud og hentede Anette som kom ind og måtte erkende at jeg nok ikke skulle tage hjem alligevel.

Vi bliver og herfra starter nogle rigtigt grimme veer som jeg slet ikke kunne følge med i? Jeg kan ikke holde ud af være nogle steder og har det rigtigt slemt. Anette er ikke megen hjælp. Hun kommer og går lidt som det passer hende føler vi og vi er meget overladt til os selv. Jeg manglede virkelig en der kunne motivere mig lidt men hun havde kun små korte og syrlige bemærkninger tilovers. Såsom at pointere hvor dårlig jeg var til at slappe af under veer (uden at guide mig til at blive bedre hvilket fik en ond spiral) , kommetere at det ikke hjalp at skrige og den slags. Ikke en eneste opmuntring fik jeg. Martin var heller ikke megen hjælp. Han var dybt frustreret over at se mig så forpint og anede ikke hvad han skulle stille op. Det hjalp nok heller ikke at jeg enten bortviste ham eller så klamrede jeg mig til ham så han havde blå mærker dagen efter. På et tidspunkt forsøgte jeg at bide ham i afmagt. Så stakkels Martin var bare skræmt.

Jeg havde hele tiden haft den holdning til smertelindring at jeg helst ville være foruden og ellers starte med "det bløde" jeg ville ihvertfald ikke have en blokade. Det var faktisk, næstefter akut kejsersnit, det værste jeg kunne forestille mig. Men jeg kan godt se at der er så meget knald på de veer at jeg ikke slipper udenom smertelindring? Jeg ville meget gerne i vand men det ville Anette ikke lade mig da jeg ikke var særlig åben og det muligvis kunne sætte en stopper for veerne. Det irriterer mig helt vildt at jeg ikke må for jeg ville hellere have lidt mere rolige veer i lidt længere tid end så heftige veer i kort tid. Så jeg beder om saltvandspabler. Men Anette -som iøvrigt lige havde blæret sig med at de var såååååå large med smertelindring på Rigshospitalet, ville ikke give mig saltvandspabler fordi de virkede alligevel ikke på mere end 25% og det gjorde så forbandet ondt at få dem lagt så det var ikke det værd. Og så gik hun igen. Det var så her at vi skulle have bedt om at få en ny jordemoder men den tanke faldt os ikke ind før langt senere. Vi var stadig begge temmelig forvirrede over at det rent faktisk var NU og jeg havde for mange smerter til at begynde at argumentere for min sag. Så jeg bed tænderne sammen og bad lidt senere om lattergas. Men det ville hun heller ikke give mig - "for jeg havde jo allerede brækket mig en gang så ville jeg bare brække mig at maskens lugt"!! Det eneste jeg kunne få åbenbart, var en blokade. Som jeg ikke ville have.

Der var omkring 2½ time siden at vandet var gået og endelig ville hun lade mig komme i karbad for jeg var godt og vel 5 cm åben. I det øjeblik jeg kom ned i vandet tænkte jeg aaaaaaaaaaaaahh hvor dejligt?. Så fik jeg 3-4 veer hvor jeg slet ikke havde kontrol over min krop. Jeg fedtede rundt i det badekar og var ved at slå hovedet mod fliserne på væggen. Så blev Martin rigtigt bange. Han krævede at jeg øjeblikkeligt fik en epiduralblokade. Jeg nikkede bare opgivende da Anette spurgte mig og det var det jeg ville. 5 cm åben og er der ikke noget med at man åbner sig 1 cm i timen? Jeg kunne på ingen måder klare så meget som en time mere hvor der ikke skete andet end at jeg havde de dræber-veer. Samtidig var jeg lidt ked af det fordi at jeg så ikke fik den fødsel jeg gerne ville ? uden blokader. Anette kommenterer at hun bare fra allerførste øjeblik havde vidst at jeg var typen til en epidural. Dumme kælling. Hun ville jo sådan set ikke give mig andet så hvor mange muligheder havde jeg lige?

Men skæbnen ville altså at jeg fik min vilje alligevel; jeg var på fødeklinikken hvor de ikke giver blokader så jeg skulle først over på fødegangen. Gangen og klinikken ligger klods op af hinanden så der gik ikke lang tid før jeg lå på en ny stue og narkoselægen kom. Jeg blev sprittet på ryggen, fik lagt an til drop i håndryggen og skreg mit personnummer mellem 2 veer så fik jeg presseveer. Narkoselægen som skulle til at give mig blokaden bad mig ligge helt stille men jeg skreg at det kunne jeg ikke for jeg ville presse og det skulle være NU! Anette kom ind på stuen og han kiggede på hende og sagde; hun siger altså at hun har presseveer? Det troede Anette ikke på for det var jo ikke andet end en lille halv times tid siden at jeg kun var 5 cm åben. Hun mærkede efter ? og pludselig var jeg 10 cm og meget klar til at føde. (No wonder jeg var så forpint? ) Så pakkede nakoselægen sine ting sammen og vrissede et eller andet surt og gik sin vej. Jeg opfattede ikke meget på det tidspunkt - men jeg opfattede at Anette lige nåede at undskylde ulejligheden. Og det frydede jeg mig over i et kort øjeblik?.

Martin fik pludselig travlt for Rumle skulle have elektroder på hovedet så de kunne følge om han havde det godt - og ingenting var klar på stuen så han måtte hjælpe med at afisolere nogle ledninger og holde iltmasken. Det virkede en smule kaotisk men han var glad fordi han pludselig følte at han kunne være med og gøre gavn. Istedet for bare at glo på at jeg havde det rigtigt elendigt. Jeg fandt aldrig ud af hvad den iltmaske skulle gøre godt for. Jeg fandt heller ikke rigtigt ud af hvorfor han skulle have de elektroder på hovedet men jeg havde heller ikke overskud til at bekymre mig om så meget. Jeg havde de vildeste presseveer og havde svært ved at holde dem tilbage så jeg kom i tanke om at det der var vistnok nu at man skulle gispe? mente jeg at jeg havde hørt engang? så jeg gispede alt hvad jeg kunne. Martin det fæ begyndte straks at rette på mig (fordi jeg havde haft svært ved at kontrollere min vejrtrækning under udvidelsen) og ville have mig til at trække vejret laaaaaaangsomt og roligt. Og det er altså ikke mens man ligger og prøver at holde pressetrang tilbage at man går ind i en dialog om hvorvidt man skal trække vejret på den ene eller den anden måde så jeg gloede bare ondt på Martin og gispede videre? så måtte jordemødrende lige træde til og forklare Martin at det altså ikke var helt forkert det jeg lavede. Tak!

Jeg fandt en hel ny energi under den pressefase?. Pludselig kunne jeg foretage mig noget (det var faktisk et kærkommen break i ve-helvedet selvom jeg stadig havde ondt) og jeg fik virkelig kanaliseret min afmagt og vrede ud i de pres. Og så pressede jeg så øjenene var ved at poppe ud af hovedet på mig. Al min uforløste vrede mod Anette fik jeg samlet i de pres. Jeg var fuldt ud koncentreret om at presse så da Martin på et tidspunkt bemærkede med tårer i øjnene at han kunne se hovedet syntes jeg hverken han var sød eller dejlig eller noget som helst andet jeg havde forestillet mig at jeg ville synes i den situation. Jeg syntes han var pisseirriterende, han skulle holde sin kæft så jeg kunne arbejde i fred og hvad havde han iøvrigt forestillet sig? Selvfølgelig kunne han se hovedet ?det er ligesom det der kommer først ud!! Set i bakspejlet en smule urimeligt at tænke sådan om sin søde mand ? men nu var det jo så også mig og ikke ham der havde smerter!!

Pressefasen tog omkring et kvater ? De klippede lidt i mig og så sagde det SvuuuuuuuP? og så kom Rumle ud. 19 maj 2004 klokken 22.27. Han var ikke særlig stor, 3050 gram og 49 cm. Var lidt fedtet af fosterfedt men ikke særlig blodig. Jeg blev faktisk lidt forskrækket, jeg tror jeg havde forestillet mig efter en evighed med veer at jeg skulle presse endnu en evighed. Ikke at han ville komme ud efter så kort tid. Han var den smukkeste, sødeste og mest nuttede lille baby man kan forestille sig. Med nogle stoooore dejlige øjne. Martin græd og jeg fik den lille dejlige baby op på mavsen. Alle smerter var forsvundet med det samme - og dem der havde været var bestemt også det værd!

De spurgte Martin om han ville klippe navlestrengen men han kunne slet ikke få sig selv til det, han var helt ved siden af sig selv. Både af lykke og af forvirring. Mens jeg lå der i min nybagte jeg-har-født-lykke ville de gudhjælpemig have mig til at presse igen. Jeg havde det sådan at de kunne sådan set rende mig ? de kunne selv hente den moderkage, jeg gad ikke presse den ud. Men der var ingen vej udenom. Da den var ude havde Anette fri. Hun sagde farvel - og syrligt fik hun lige sagt et eller andet i stil med "ja, du vel glad for at jeg ikke fik ret hva?" (og ja det var jeg) - nævnte iøvrigt også at hun var overrasket over så sej jeg havde været tilsidst. Nå? Så gik hun hjem og en ny jordemoder kom ind for at sy mig. Selvfølgelig verdens sødeste jordemoder. Alle jordemødre vi har mødt på Riget er de sødeste, varmeste og mest dejlige mennesker man kan forestille sig - lige bortset fra hende jeg fødte med. Hvor uheldig har man lov at være? Hun må iøvrigt ha nævnt overfor den nye jordemoder at jeg var et tudefjæs for hun var overdrevent forsigtig da hun skulle til at sy. "Nu kommer der altså et lillebitte prik ?. " men jeg var fuldstændig kold. Her havde jeg lige født verdens lækreste baby så kunne hun for min skyld ha broderet sit navn uden det havde rørt mig :o)



Milas fødsel:
Søndag morgen. Jeg er gået 2 dage over tid og halvmuggen over situationen. Dels fordi Rumle kom 3 uger før og derved syntes jeg lige pludselig at jeg havde været gravid MEGET længe og dels fordi jeg bare var kæmpestor og tung i forhold til sidst i Rumles graviditet. Jeg vågner ved fornemmelsen af at tisse lidt i bukserne - ikke meget, blot en teskefuld og jeg tænker straks fostervand? Men hmmm?. det er vist bare udflåd. Har kvalme og plukveer så jeg sparker Martin ud af sengen for at tage Rumle som lige er vågnet og rimelig frisk på leg. Hele dagen har jeg kvalme og lidt on-off plukveer. Og en del udflåd som jeg undrer mig over. Da Rumle skal sove til middag går vi i Blockbuster og lejer et par film. Martin bestemmer suverænt et par dårlige gysere -jeg har det bare skidt på det tidspunkt.

Bæller en masse juice og er gnaven. Er faktisk en smule bekymret om jeg mon er ved at blive halvsyg - har det lidt tømmermændsagtigt faktisk. Hjem igen og går i seng. Småsover mens Martin og Rumle leger ude i gården. Hen ad eftermiddagen har jeg det fint igen. Sidder lidt ude i sandkassen og sludrer med naboer og senere henter vi pizza. Efter maden får jeg det igen lidt skidt. Får nogle grumme plukveer hvoraf 2-3 stykker virker lidt som rigtige veer. Begynder at tænke på om det mon er snart? Skriver i alle tilfælde en sms til Stine om at der måske sker noget i løbet af et par dage så de er parate til at tage Rumle.

Jeg putter Rumle. Får en rigtig led ve samtidig så jeg fortæller ham at hvis mor får mere ondt i maven i løbet af natten kan det godt være hun skal en tur på hospitalet men så kommer Stine og passer på ham. Tænker at han sikkert ikke fatter en skid men hvis han bare fatter minimum er det godt. Han vågner omkring midnat og græder, jeg bærer ham ind i dobbeltsengen. Han vil have mælk med sugerør og puttes og nusses og hvad ved jeg og kun af mor - jeg har det lidt ve-agtigt og bider tænderne sammen og føjer hans mindste krav så han kan falde i søvn igen hurtigst muligt.

Begynder at have lidt miniveer. De er dybt uregelmæssige, der kommer måske et par stykker af 10-20 sekunders varighed i rap for så at gå 10 minutter uden og jeg kan sagtens holde dem ud. Sådan går der måske en times tid og så har de tiltaget så meget i styrke at vi ringer ind til fødegangen for at høre hvordan vi skal forholde os. Jordemoderen vi snakker med synes ikke vi skal trække den alt for længe da jeg er andengangsfødende og foreslår at vi kommer ind når jeg synes at de bider rigtigt. Det synes jeg at de gør efter kort tid og vi ringer til Stine. Hun kommer en lille halv times tid efter, ved 3 tiden og lægger sig til ind til Rumle mens Martin bestiller en taxa. Jeg vræler lidt fordi jeg synes det er synd for Rumle og fordi jeg ikke gider køre i taxa med veer. Det er dog en supersød chauffør som lover at han nok skal køre pænt og ruller vinduet ned så jeg kan få frisk luft? det var faktisk en ok behagelig køretur alligevel.

På Riget bliver vi mødt af en sød ung jordemoder (som jeg har glemt hvad hed)som fortæller at det var hende der havde syet mig efter Rumles fødsel. Det var meget rart for jeg kan huske at jeg syntes hun var sød hende der syede mig dengang. Hun kører en strimmel på mig - baby har det supergodt derinde men hun kan ikke mærke hvor åben jeg er, hun kan simpelthen ikke komme til. Så kommer vi ind på en fødestue hvor jeg får klux. Det er nok noget af det værste jeg ved ? verdens længste mest ulidelige fem minutter det er altså at ligge med saltvand i måsen, have veer og bare SKULLE men ikke måtte. Jeg får lov at komme på toilettet og mine veer tager lidt til i styrke. Bliver undersøgt igen, jeg er ikke særlig åben, vist omkring 3 cm bare og det bliver jeg lidt deprimeret over. Frygter laaaaaaaaang laaaaaang nat ala Rumles fødsel hvor det bare er langsommeligt smertehelvede. Jeg får akkupunktur og det tager toppen af smerterne så jeg kan samarbejde med dem. Har mest lyst til bare at være i fred og ligger helt stille på sengen og koncentrerer mig om vejrtrækningen. I starten syntes jeg det var rigtigt behageligt at høre musik. Vi hørte Woven Hand men halvvejs gennem Cd'en kunne jeg ikke fokusere med på den.

Fuldstændig åndsvagt; under Rumles fødsel plagede jeg om at komme i bad men måtte ikke ? denne gang blev de VED med at spørge om ikke jeg havde lyst til at komme i bad og det ville jeg bare ikke. Jeg ville bare være i fred. Jordemoderen så gerne at jeg vimsede lidt rundt og fik rørt mit bækken for at tynge lidt nedad - og jeg så gerne at hun holdt sin kæft med sine gode ideer men ellers var der fint samarbejde. På et tidspunkt skal jeg altså bare på toilettet og får en ve bagefter. Står og hænger op af håndvasken og rokker lidt. Det er faktisk meget rart - så jordemoder er ellevild og racer ud efter et eller andet fikst rollatoragtigt stativ som hun mener det ville være lykken for mig at hænge op ad. Jeg står ved det i ca 3 sekunder og går så ud til min håndvask igen som er MEGET bedre. Hænger der lidt men mine veer er ved at være lede og akkupunkturen er ikke længere rigtigt nok. Jeg har lagt mig tilbage og er træt - døser hen mellem hver ve. Hvilket er godt rent hvilemæssigt men jeg føler det som tortur hver gang jeg bliver vækket af en ve.

Nålene kommer ud og vi bliver enige om at forsøge os med lattergas. Den bliver senere kombineret med nåle i lænden. Jeg suger igennem og brækker mig. Jeg har haft lettere kvalme under hele forløbet så Martin havde papskålene parat.

Martin var noget mere aktiv end sidste fødsel ? under Rumle var han mest den neglebidende tilskuer, denne gang fræsede han rundt og tog irriterende billeder af mig med veer mens han snakkede. Han var rigtigt møgirriterende - han vidste at han ikke måtte snakke til mig under en ve men han tog hele tiden fejl af hvor længe de varede så han begyndte at knævre igen for tidligt. Især fordi jeg fjernede lattergasmasken når jeg syntes jeg havde fået nok, ikke nødvendigvis fordi veen var ovre. Og jeg ville bare gerne ligge og døse resten af veen ud og stirre på de farvede skorstene på Panuminstituttet - og så ævlede han løs. Men han var nu også sød til at holde masken og duppe mig på panden med en kold klud på kommando.

Vi fik en ny jordemoder, Vibeke, som også var rigtig sød. Hun undersøgte mig og der var ikke sket særlig meget. Så sad hun og bladrede lidt i min journal fra Rumles fødsel og kom til den konklusion at jeg først åbner mig når vandet er gået så under næste ve prikkede hun vandet. Det fossede ud og veerne tog til i styrke. Jeg blev moslet over på fødelejet, meget mod min vilje - jeg syntes jeg lå glimrende hvor jeg lå men der var ikke noget at gøre. En assisterende jordemoder blev tilkaldt til at gøre klar til fødsel. Jeg var helt sikker på at jeg skulle tisse og ville have Martin kom med et bækken til mig men han nåede det ikke så det væltede ud over fødeleje og gulv (så jordemoder var ved at skvatte i det) og de konstanterede at det var ikke tis ? det var fostervand. Og det var der bare MEGET af.

De begyndte at snakke om at der da også var rimelig meget baby derinde. De kiggede i vandrejournalen og så at hun i sidste uge var skønnet til 3600 gr og det syntes de virkede som for lidt. Jeg lavede en lynhurtigt panikker. Jeg skulle dælme ikke føde nogle store børn det kunne de godt glemme. Så skyllede der en ekstra omgang fostervand ud og de begyndte at trække i land at det vist også bare var noget de troede ? såååå meget baby var der slet ikke det var bare uanede mængder fostervand. Hmmmm. Men jeg hoppede på den.

Kort efter fik jeg presseveer. Dem havde jeg egentligt set frem til fordi det var de veer jeg kontrollerede bedst under Rumles fødsel hvor udvidelsen bare havde været smertehelvede. Men denne gang var det omvendt. Jeg kunne slet ikke finde ud af at omstille mig til at være aktiv frem for at bare ligge og være passiv tilskuer. Så der gik lige et par presseveer med at være sur og kontrær og totalt usamarbejdsvillig hvor jeg bandede (højlydt) over at de da for fanden godt lige måtte give mig en chance for at følge med selv. En presseve mere og så kunne jeg selv mærke hovedet stå hen over skambenet - der skulle det bare ikke stå (av av av av av) og jeg kunne egentligt godt huske fra Rumle at når man er nået så langt så er det næsten overstået og så tog jeg mig sammen og pressede hende ud. Svup svup ud kom en ordentlig basse af en baby. 4118 gram og 50 cm. Den 7 august 2006 kl. 9.43!!

Med en kort, kort navlesnor så hun kunne dårligt komme hele vejen op på mit bryst men lå et stykke nede indtil moderkagen var ude. Og den viste sig også at være en ordentligt basse på 1 kilo (Rumles vejede det halve). Martin klippede navlesnoren og så kunne hun komme ordentligt op på mit bryst. Hun hylede hysterisk med det samme og scorede 10 i apgar i første hug - totalt sund og rask og lækker lille hundjævel jeg fødte os der. Super smuk på trods af at hun var blodig og fedtet og fuldstændig mast sammen. Martin tudede og jeg flæbede også lidt. Huden var bristet lidt så jeg skulle lige sys lidt før vi fik lov at være lidt alene med syltetøjsmadder og dejlig varm the.

Det var en rigtig god fødsel. I modsætning til Rumles fødsel, som vi oplevede meget forceret, var jeg meget mere med denne gang og styrede selv hvordan jeg ville have det. Det var rigtigt godt. Men jeg var godt nok TRÆT bagefter ?. Og erklærede straks at NU skal vi ikke have flere børn! Ha ha!

__________________
Ulla (Rumle 2004) + Mila (2006)
Højst sandsynligt skrevet fra min smaaartphååååne
Ulla er offline   Besvar med citat
The Following 2 Users Say Thank You to Ulla For This Useful Post:
Hersom (30-06-13), Nadiri (07-07-14)
Ulæste 24-09-06, 10:37   #3
bork
bork Hjemme<3
Border-line wrapper
 
borks avatar
 
Tilmeldingsdato: 23/06-06
Geografisk placering: Göteborg
Indlæg: 14,832
Tak givet gange: 4,155
Takket 997 gange i 494 indlæg
iTrader: 15 / 100%
Vi ventede i spænding, vi ventede og ventede... Terminsdagen kom... og gik
uden skyggen af en ve - øv øv!
Jeg gik 13 dage over tid (De længste 13 dage i mit liv) og blev endelig sat
igang - Jeg var tilsidst ret træt af at være gravid og ville gerne snart
hilse på min baby og se hvad det var for èn.
kl. 7.30 skulle jeg møde op på fødegangen, fredag d. 4.11.05, for først at
blive undersøgt og dernæst få lagt en stikpille op som skulle udslette
livmoderhalsen og gerne sætte skub i tingene/ gang i fødslen. Mit første
chok kom her - Det var en mandlig jordemoder, kunne det virkelig passe??? -
:shock: :shock: Det troede jeg ikke fandtes. Nå men han undersøgte mig og lagde stikpillen
op, lidt brutalt syntes jeg, men han undskyldte mange gange hvis det havde
gjort undt. Jeg havde min mor med for min mand var i skole, vi havde fået
forklaret at der kunne gå laaang tid fra stikpillen blev lagt op til baby
meldte sin ankomst - ja helt op til en uge! Så min mand blev sendt i skole
og min mor blev chaufør. Og vi blev sendt hjem igen med besked om at komme
ind igen kl. 15.30, hvis ikke jeg kom inden med veer... Jeg skulle gå hjem
og hvile mig for jeg ville få brug for alle mine kræfter når først fødslen
begyndte. Jeg var så spændt at jeg selvfølgelig ikke kunne hvile mig, for nu
kunne jeg snart se en ænde på graviditeten.
Der kom stadig ingen veer og kl. blev 15.30 og denne gang var det min mand
der blev chaufør. Jeg blev igen undersøgt og nu var livmoderhalsen blød - et
tegn på fremskridt, jeg fik kørt en strimmel og baby havde det godt.
Derefter fik jeg igen lagt en stikpille op og vi blev sendt hjem med besked
på at møde op igen lørdag morgen kl 7.30 hvis ikke jeg fik veer inden. Denne
gang var det en kvindelig jdm. og hun var sød og forklarende og hun syntes
vi skulle tage hjem og få sovet en god nats søvn.
Vi tog hjem, og ved 18 tiden havde jeg nogle plukveer som hurtig var
overstået, de gik i sig selv igen og jeg havde en del slimet udflåd- tænkte
at det nok var slimproppen der var ved at gå, men vidste også at den kunne
gå laaang tid før fødslen gik igang. Jeg var så småt ved at tro at jeg var
blevet kronisk gravid! :roll: Så ved 21 tiden gik jeg i seng og faldt hurtigt i
søvn!
kl. 23 vågner jeg op, mærker lidt prikken i underlivet- var det mon veer???
Jeg havde længe gået og tænkt/talt om hvad en var og hvordan mon de føltes
de veer??? Jeg lå lidt og vækkede så min mand. Vi gik ud i køkkenet og tog
en kop kaffe, for det skulle være godt for veer... Jeg gik lidt rundt og det
prikkede af og til i underlivet. kl. 24 blev vi enige om at ringe til
fødegangen, for hvis det var veer, hvilket vi regnede med det var, så var
der kun 5 min i mellem og hvor hurtigt ville det mon så gå inden baby kom?
Nu var det igen den mandlige jdm. der var der, han syntes vi skulle komme
derind så han kunne undersøge mig, de havde godt nok travlt men vi kunne
bare komme. Det gjorde vi så. På vej derind snakkede vi om at det kunne da
ikke passe at det igen var ham, han havde jo også været der om morgenen. Men
jo, det var ham og jeg blev igen den "heldige" vinder af ham! :shock: - Han
undersøgte mig igen... av av... og nu var livmorhalsen væk og jeg var 2
fingre åben- YES!
Jeg fik lavement (Føj) og fik kørt en strimmel, baby havde det stadig godt.
Og jeg fik besked på at vi bare kunne gå lidt rundt for det varede lidt før
der var en fødestue klar, jeg fik sagt at jeg godt kunne tænke mig at føde i
vand, men fik at vide at det kunne jeg ikke for det var optaget! Surt, for
da vi nogle uger inden havde været på rundvisning, havde vi fået at vide at
der kun var èt fødekar, men hvis man ønskede at føde i vand, så kunne det
næsten altid lade sig gøre for det var som regl frit. Hende der viste os
rundt havde kun oplevet 2 gange at det var optaget! - Men typisk mig altid
uheldig.
Vi fik at vide at de havde lidt travlt i nat, men at vi bare kunne gå lidt
rundt og at min jdm. ville komme og undersøge mig igen kl. 3.
kl. blev 3 og den blev over 3.... kl. 4 blev vi flyttet ind på en fødestue
og mine veer var reglmessige og jeg sagde til min mand, hvis det var veer,
så var det altså ingen sag! - Jeg blev klogere....
Natten gik og kl. 4.30 kom min jdm. ind og sagde at han syntes vi skulle se
om vi kunne sov lidt - sove, jeg ville ikke sove jeg ville føde! Han sagde
at hvis ikke jeg sov kl. 5 15, så skulle jeg ringe efter ham - og det gjorde
jeg så, han begyndte at snakke om ve-stimulerende drop, for at få lidt gang
i veerne, men ville lige undersøge mig først, for at se hvormeget jeg havde
åbnet mig... han mente 3 cm og mærkede min forsterhinde... Og ville da lige
mit fostervand. Det gjorde han så lige inden vagt skifte- og min mand fik
besked på at køre hjem og lufte vores 2 hunde mens tid var!
Mens manden kørte hjem vraltede jeg, med stor ble, ned i forhallen for at
ringe til mine spændte forældre, min mor ville se om hun kunne få en kollega
tilat tage hendes vagt, så hun kunne være med til fødslen... Det kunne hun
og kl. 7 var hun på sygehuset. da jeg nåede tilbage til min seng begyndte
veerne at nive lidt merer og jeg fik lagt nogle akupunkturnåle i lænden, det
hjalp! På alle stuerne er der kar til smertelindring, og jeg sagde at det
ville jeg gerne op i. Jeg var faktisk ved at være ret træt. Og karet blev
fyldt mens jeg hilste på min nye jdm. og sagde farvel til hr. jdm.
Min nye jdm. syntes vi skullle lufte ud, hvilket viste sig at være en dårlig
ide, for det vand jeg lige var kommet i blev hurtig koldt og jeg fik det
skidt og ville op igen, så jeg fik tøj på og kom op i min seng.
Veerne gjorde rigtig undt nu og blev værre og værre... Jeg blev undersøgt
igen og var stadig kun 3 cm åben! Jeg bad om en rygmarvsbedøvelse, for hvis
det skulle gøre SÅ undt uden at der var sket mere, så var det jo håbløst!
Der blev ringet efter en nakoselæge og han kom efter 15 min. - Min
redningsmand! Veerne gjorde nu så undt og kom bare væltende ind over mig,
jeg kunne slet ikke slappe af i mellem dem. Min mand var kommet tilbage og
greb mig om ben og nakke så jeg krummede min ryg, så jeg kunne få lagt
bedøvelsen. Min mand beroligede mig med at det gik hurtigt og at det kun var
en lille nål. Han fortalte bagefter at lægen måtte stikke 2 gange og at det
var en laaang nål.
Efter kort tid virkede bedøvelsen og jeg følte mig som i den 7. himmel...
Jeg kunne kun svagt mærke veerne og kunne igen pjatte og snakke. Jeg var
godt nok træt, jeg havde jo kun sovet et par timer aftenen inden og nu var
kl 11. lørdag formiddag d. 5.11.05.
Nu lå jeg der i min seng koblet til deværse maskiner, og så syntes jdm at
jeg skulle ud og tisse... Sikke en rejse, at gå de 10 meter. Mit højre ben
var også bedøvet, så det så ret sjovt ud når jeg gik, men jeg kom da både
frem og tilbage...
Jeg havde også fået saltvands og ve-drop og der blev skruet op for
ve-droppet hver halve time uden at jeg mærkede noget til det-SKØNT! Jdm.
havde også fået sat en elektroede på babys hovede- efter 4 forsøg lykkedes
det og det var ikke så rart, hun var ikke så god til det.
Efter nogle timer var der næsten ikke mere bedøvelse tilbage, så jdm
undersøgte mig igen og mente at nu varede det ikke så længe mere, vedroppet
blev skruet helt op. Min mand skyndte sig igen hjem for at lufte hundene.
Jeg blev ret nervøs da jdm ville til at slukke for bedøvelsen, men til mit
held gik hun først ud og snakkede med en anden jdm, som fortalte at jeg bare
kunne få en ny pose bedøvelse. Det fik jeg men min jdm kunne ikke finde udaf
at indstille den igen og måtte have hjælp, det var ikke så betrykkende...
men langt om længe kunne jeg igen slappe af, dejligt!
Det er ingen hemmelighed at jeg ikke brød mig om denne jdm, så da hun kom og
sagde at der snart var vagtskifte blev jeg lettet. Hun nåede at forklare mig
hvordan presseveer føltes og at de kunne være svære at føle pga. bedøvelsen,
men at det var op til den næste jdm om hun ville stoppe bedøvelsen.
Da min 3. og nye jdm kom, snakkede vi lidt og hun undersøgte mig, jeg var nu
helt åben og skulle bare vente på presseveerne, baby var på plads og sunket
helt ned, og via elektroden kunne vi se at den havde det godt, så alle tog
det stille og roligt. Jdm ville godt have mig over på fødelejet, så der blev
jeg bikset over. Jeg sagde at det føltes lidt som om jeg havde pressetrang,
men ville ikke presse før min mand kom. 5 min efter kom han og han kiggede
noget da jeg nu lå dèr på fødelejet. Jeg begyndte at presse på bedste vis.
Jdm roste mig og ved 3. pres var hovedet ude, jdm. stillede et spejl op så
jeg kunne følge med- det var meget motiverende. Lige da hovedet stod fast
var det en lidt ubehgelig følelse men et par pres til og en varme og
lettelse strømmede ud af mig og jeg så straks at det var en dreng, han kom
op på min mave med det samme, navlesnoren blev klippet og han fik en apgar
på 10 med det samme. Han var bare så yndig, næsten ingen fosterfedt pga den
lange fødsel. kl. 17.25 d. 5.11.05 blev Julius født. kl. 1740 fødte jeg
moderkagen og så skulle jeg desværre syes... øv øv... Det var værre end
selve fødslen, jeg gad ikke mere, ville bare nyde min lille dreng. Han søgte
straks op til brystet, men blev sur da der ingen mad var. Han var skrup
sulten. Han havde brugt sin "madpakke" fordi jeg gik over termin. Men jeg
havde jo ingen mælk endnu så jeg var ikke ret populær *G*
At føde Julius er den bedste oplevelse i mit liv Jeg gør det gerne igen og
glæder mig faktisk... Nu jeg ved at jeg kan få rygmarvsbedøvelse...!
:Yahoo:
__________________
Knus Mette, mor til Julius 051105 Og Sofia 040609 Og voksen for Max fra 2007 hver 2. uge
bork er offline   Besvar med citat
Følgende brugere siger tak til bork for dette brugbare indlæg:
Nadiri (07-07-14)
Ulæste 24-09-06, 15:02   #4
Ki
Ki ...
Haveheks
 
Kis avatar
 
Tilmeldingsdato: 29/06-06
Geografisk placering: Horsens
Indlæg: 5,425
Tak givet gange: 0
Takket 29 gange i 12 indlæg
iTrader: 3 / 100%
Send en besked via MSN til Ki
Sætter også lige min ind for god ordens skyld :-)

...

Sidst redigeret af Ki; 08-12-11 kl. 21:11
Ki er offline   Besvar med citat
Ulæste 24-09-06, 17:15   #5
Dana
Dana læser med
Vikleentusiast
 
Danas avatar
 
Tilmeldingsdato: 16/05-06
Geografisk placering: værløse
Indlæg: 19,847
Tak givet gange: 8,352
Takket 7,360 gange i 2,698 indlæg
iTrader: 40 / 100%
Send en besked via MSN til Dana
Nayas fødsel

Min graviditet var rigtig skidt synes jeg. De første tre måneder var jeg træt og havde kvalme, de næste tre måneder kastede jeg op 1-5 gange dagligt og fik konstateret bækkenløsning i uge 17. Så havde jeg en måned hvor jeg havde det fint, men i uge 29 synes jeg pludselig ikke hun sparkede som hun plejede.
Jeg ringede til fødegangen og talte med en super sød jm, der beroligede mig og sagde at det var helt normalt omkring uge 30, da der blev for lidt plads til kolbøtter, men jeg skulle endelig lige komme ind. Da jeg kom ind var alt fint, men jm undrede sig lidt over mine kraftige plukkeveer. Dem havde jeg haft i dagevis sagde jeg. Jm undersøgte mig indvendig og min livmoder var udslettet og jeg var (muligvis) 1cm åben, og mens jeg lå der tiltog plukkeveerne i styrke og regelmæssighed. Jeg fik ve-dæmpende drop og blev overført til Glostrup, da Herlev ikke har nogen neonatalafdeling. Der fik jeg mere drop samt lungemodningshormoner, og de sagde at hvis veerne kom igen når droppet blev fjernet, skulle jeg indstille mig på kejsersnit da Naya lå i sædestilling og var for lille til at blive født vaginalt i den position. Hun blev scannet til 1367g!
Klokken 4 om natten blev droppet fjernet og klokken 6 startede veerne igen. Der kom en eller anden læge og fortalte om kejsersnittet og om proceduren med fortidligfødte børn. Klokken 8 fik jeg et eller andet smertestillende og så stoppede veerne ? lige så brat som de var startet. Jeg var indlagt i en uge, og blev så sendt hjem på sofaen hvor jeg lå i 18uger. Gab. Min iskiasnerve satte sig fast, og jeg var bare SÅ træt af at være gravid. :evil:

Jeg var til jm kontrol i uge 37 den 28.6 hvor vi havde aftalt at hun ville undersøge mig indvendigt. Hun undersøgte og konstaterede at jeg var 4cm åben og hovedet stod fast og hun kiggede nedad. (både min lillesøster og jeg er stjernekiggere). :Yahoo: Hurra!! Jeg forestillede mig en hurtig fødsel, da min mor også har født hurtigt. (4 timer med mig)
I den kommende uge gik vi laaange ture, for at sætte gang i fødslen, men intet skete.
Den 2.7 var vi til fødselsdag hele dagen hos en af vores venner, der var et barn på 1år samt en på 6mdr, og jeg ville bare ha? min baby ud nu, så jeg meddelte Casper at nu var det tid til sex. (ikke lige det der var mest behageligt med bækkenløsning og iskiasnerven i klemme).
Sex blev det og da jeg rejste mig fra sengen sivede der vand ned af mit ben. Hmm gad vide om det var fostervand. Der kom ikke mere, men jeg fik ondt i ryggen, så jeg lagde mig igen ? det var nok sex?en. Da jeg rejste mig igen en halv time senere kom der lidt mere vand. Jeg ringede til fødegangen og de sagde at hvis det fortsatte skulle jeg komme ind. Hver gang jeg havde ligget ned, kom der lidt vand, når jeg rejste mig. Vi ringede til min mor, som kørte os på fødegangen. Jeg havde stadig ondt i ryggen, men ingen veer.
På fødegangen blev jeg lagt i modtagelsen og blev undersøgt og fik kørt strimmel. Jeg var 5 cm åben og alt var fint, men stadig ingen veer. Vores jm var enorm sød, men næsten for begejstret. Klokken var vel knapt 23. Jeg spurgte nervøst om det så var nu, eller om der kunne gå lang tid endnu. Det kunne jm ikke lige svare på, og der var klokken 23 så hun, ville lade det være op til den næste.
Den næste jm var en rolig og super sød dame, som spurgte om jeg gerne ville have at det var nu eller om jeg ville hjem og sove. NU!!!!!!
Vi blev sendt ud og gå en times tid, og jeg fik et klyx, og kørt en strimmel igen. Stadig ingen veer. Hun spurgte, om hun skulle tage vandet. De sagde at det var forvandet der var sevet derhjemme, men hovedhinden var stadig intakt og meget spændt.
Casper var lige ude efter kaffe, men da han kom til bage tog hun vandet, og næsten med det samme meldte den første ve sig. Hun undersøgte mig igen ? meget grundigt. ?Du kan nok mærke at jeg undersøger meget grundigt? sagde hun. Jaja, jeg lå bare og var glad for mine veer.
Så fortalte hun at hun ikke mente at det var hovedet der lå nedad, men numsen, og at hun lige skulle have fat i en læge. :shock: Lægen kom og mærkede, og jeg fortalte dem venligt at min jm altså havde konstateret at hovedet sad fast i tirsdags. De var dog enige om at det hjorde det ikke, så jeg blev scannet og ganske rigtigt, lå hun i sædestilling. De anbefalede et kejsersnit, som vi tog imod, men de kunne ikke sige hvornår det ville blive. Klokken var ca.02 søndag morgen. Jeg lå i en ca. 20 min og ventede og nåede at have en 3-4 veer, som jeg pludselig ikke var så glad for.
Og så gik det pludselig stærkt. Lægen kom igen og stillede en hel masse spørgsmål, som jeg undrende svarede på, for der var jo længe til jeg skulle opereres, men pludselig var det nu og jeg blev kørt på operationsstuen og Casper kom ind klædt i grønt fra top til tå. Jeg blev sat på briksen og skulle have epidural ? det eneste smertelindring jeg på forhånd havde sagt at jeg helst ikke ville have, da jeg havde hørt at man kunne få en frygtelig hovedpine af det. Det skete kun yderst sjældent, sagde narkoselægen. (gæt hvem der havde spinalhovedpine de næste to døgn og måtte ned og have blodpatch? :roll: )
Jeg synes at selve kejsersnittet varede en evighed ? i hvert fald 20 min. De forberedte, nev mig og spurgte om jeg kunne mærke det. Ja. Ok, så skær vi, sagde hun. NEEEJ, jeg sagde ja, jeg kunne godt mærke det!! Jamen det skal du også kunne, men det skal bare ikke gøre ondt! Nå ok!! Jeg lå spændt og ventede på at mærke kniven, men mærkede (selvfølgelig) ikke noget. Jeg kunne til gengæld mærke Da de stak deres hænder ind i maven på mig og rodede rundt. Det tog en evighed og lå og småtudede fordi hele min fødselsillusion var bristet i løbet af 20 min. Jeg tænkte at hvis de nu hev en dreng ud vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre, for vi vidste jo med 90% sikkerhed at vi skulle have en pige. Og hun ville nok være rynket, lyshåret og med gråt fosterfedt for der var stadig 11 dage til termin, for sådan så vores venners søn ud, da han blev født 13 dage før termin.
Klokken 2:52 kunne vi høre gråd ? og de sagde ?så er hun ude?. Hvad blev det, spurgte jeg nervøst, selvom de lige havde sagt ?hun?. Og det blev jo en pige og de holdt hende hen et øjeblik før de tog hende ud til check og Casper gik med. Jeg kan kun huske at jeg så det smukkeste lille ansigt, helt fint og glat og lyserødt og med tæt mørkt hår ? og jeg tænkte: hvor er mit barn henne?? Hende den lille grimme med fosterfedtet?? Hun kom ind igen og blev lagt på mit bryst. Jeg havde stadig den højre arm ud til siden med pulsmåler på og et drop i den venstre arm og så rystede jeg hele tiden. De gav mig et eller andet i droppet flere gange som tog rystelserne, men de blev ved med at komme tilbage, så jeg ville gerne have at Casper tog Naya da jeg var bange for at tabe hende.
Jeg var helt rundt på gulvet ? var det det? Jeg havde forventet det store lykkesus når hun blev lagt op på min mave, og nu lå jeg bare og ville helst ikke have hende.
Vi blev kørt på opvågning og først der blev hun lagt til og suttede med det samme.
Ved 8 blev vi kørt op på barselsgangen hvor vi fik en enestue i 3 døgn. Vi var endelig blevet forældre, selv om det ikke var foregået som vi/jeg havde forventet.

Det første billede vi har af Naya ca. 12 timer gammel
__________________
Dana, mor til to børn der forlængst er vokset fra slynger.
Dana er offline   Besvar med citat
The Following 2 Users Say Thank You to Dana For This Useful Post:
Dronning Gulerod (10-02-16), Nadiri (07-07-14)
Ulæste 26-09-06, 13:21   #6
maybritt
maybritt har ikke brugt den nye funktion... Edit
Gæst
 
No Avatar
 
Indlæg: n/a
Annas fødsel:
Lørdag 6/9-2003:

Lørdag d. 6. september vågnede jeg op med murren som menssmerter. Vi skulle op til Jacobs forældre, selvom de ikke var hjemme det meste af dagen, men så vi sad blot ude i haven og nød det gode vejr. Den der murren begyndte at komme og gå mere regelmæssigt, men uden at der var de store smerter ved det, blot ubehag. Da hans forældre kom hjem, og vi sad og spiste, sagde jeg, at jeg ikke troede, der gik langt igen, før jeg ville føde, for det begyndte mere og mere at ligne svage veer. Det var så vores mening at gå i Tivoli om aftenen for at se fyrværkeri, når vi kom hjem, men jeg kunne lige pludselig ikke overskue at gå derind, fordi det begyndte at gøre mere end ondt, bare sådan i det små.

Så jeg lå hele natten og havde ondt, fik ikke sovet og prøvede på et tidspunkt at finde ud af, hvor langt der var mellem veerne, men jeg opgav det.

Søndag 7/9-2003:

Klokken 6 begyndte jeg at skrive det ned, og det var ca. 5-6 minutter. Klokken 7 ringede jeg til min tante Marianne, som jo er jordemor. Hun havde lovet at stå mig bi, hvis jeg havde brug for det, og det havde jeg sagt ja tak til. Hun kom susende klokken 8 uden at have fået morgenmad.

Hun checkede mig og sagde, at jeg var 1½ cm åben, og barnets hjertelyd var fin. Så hentede Jacob morgenbrød til os, og vi satte os og spiste. Vi fordrev tiden hele dagen hygge, prøve at sove lidt og ellers have veer. Om eftermiddagen blev Jacob sendt i byen efter et lavement, for at se om det kunne sætte lidt fut i veerne. For der skete ikke rigtigt noget. Det hjalp bare ikke. Først på aftenen gik vi lige en tur rundt om søerne for at få mig op og få tyngdekraften til at hjælpe lidt. Senere på aftenen ved 9-tiden ringede jeg til fødegangen for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig, da jeg nu skulle i gang med nat nummer 2 uden søvn. Jeg var nu 3-4 cm åben.... De anbefalede mig at prøve at få lidt søvn. Ja tak....... Tag en øl, et par panodiler og sov til i morgen.... Jeg kunne jo gå hen og få brug for det!

Tanten tog hjem, og jeg prøvede at sove, da jeg efterhånden var godt træt. Lige inden jeg gik i seng, skulle jeg tisse, og der gik slimproppen. Jeg havde været i tvivl om hvordan det ville være, men det, der kom, var jeg slet ikke forberedt på. En KÆMPE slimklat, så meget at jeg ikke var i tvivl om, at det var DET! Først på natten gik jeg ind i stuen og lagde mig for ikke at genere Jacob, for jeg havde pludselig meget ondt i siderne oppe ved ribbenene, og det gjorde bare ondt HELE tiden, ja jeg jamrede mig en smule. Det var musklerne, der begyndte at slå knuder. Jeg fik dog sovet lidt ind imellem men selvfølgelig ikke så meget igen.

Mandag 8/9-2003:

Om morgenen tudede jeg, fordi det bare gjorde ondt i siderne, og jeg ringede så til fødegangen for at høre, om det kunne være rigtig. De sagde, jeg skulle komme ind og blive checket, for det var ikke helt rigtigt med konstante smerter. Så ringede jeg til tanten for at orientere hende, og hun tilbød at køre os til Frederiksberg. Jeg kom derud og blev checket. Dyb nedtur - en helt nats smerter og stadig kun 3-4 cm åben!!! De kørte en strimmel på veer og hjertelyd og sagde, at jeg så godt kunne tage hjem! Ja jeg kunne da også godt blive, hvis jeg var utryg ved det hele, men jeg ville nok få spat ret hurtigt, så et varmt bad ville måske gøre underværker for mig.

Så tilbød tanten, at jeg kunne tage hjem til hende og få et karbad der. Det tog jeg imod med kyshånd. Så vi tog til derud, og jeg kom i karbad. Ah dejligt - det hjalp på smerterne i siden. Til gengæld fik jeg mega rystetur, da jeg stod op, fordi jeg dels frøs og dels fik en ve i det samme - det var ret ubehageligt. Jeg blev lagt for at få lidt hvile, men jeg fik nu ikke sovet et eneste sekund.

På et tidspunkt stod jeg op og fik en morgenkåbe på at rende rundt i, og jeg gik ned i stueetagen. Kort tid efter blev jeg lagt i en liggestol udenfor i solen, hvor der også var en dejlig frisk brise, det var rigtig rart. De andre havde fået frokost i mellemtiden - jeg kunne end ikke tænke på mad. Mens jeg lå udenfor, blev Jacob sendt hjem, for han var ved at være rastløs. Så ville vi tilkalde på ham, når der begyndte at ske noget. I løbet af eftermiddagen begyndte der også at komme tegnblødning.

Imens begyndte veerne nu at blive mærkbart stærkere, og der var også oftere imellem dem, nu 3-4 minutter. Jeg blev beordret op på alle fire, når veerne kom, igen for at tyngdekraften kunne hjælpe til - der manglede lige lidt i, at der skete mere. Klokken 18.20 var jeg sikker på, at der kom noget væske med, da jeg vendte mig om, så måske det var vandet, der var begyndt at sive??? Selv Marianne var i tvivl, men vi blev enige om, at det nok var det. Jeg fik lige 3 spiseskefulde suppe, da de andre spiste aftensmad, mere blev det ikke til, da jeg blev afbrudt af 4 veer i rap.....

Ved 8-tiden om aftenen tog jeg et karbad mere, men det hjalp ikke synderligt på veerne, og igen fik jeg stor rystetur, da jeg kom op. Tanten checkede mig igen, og nu var jeg 5 cm åben. Jeg fik halsbrand og tog en pille, som jeg fik kvalme af og ud at kaste op.

Med alle de tegn besluttede tanten klokken 9 om aftenen, at nu kørte vi til Frederiksberg, og så måtte de tage over. Vi ringede til dem og sagde, at nu kom vi og derefter til Jacob for at sige, at han godt måtte komme.

Da vi kom derud, stod jeg og hang over en vogn, mens veerne kom, for der var ikke lige nogen til at modtage. Jeg blev derpå vist ind på en stue, og her fik jeg atter kørt en strimmel med veer og hjertelyd. Der kunne de se, at barnet tydeligt havde mindre hjertelyd hver gang, der var en ve, så de besluttede at sætte en elektrode direkte på barnets hoved for at overvåge hjertelyden mere nøjagtigt og faktisk hele forløbet igennem, hvilket betød at jeg ikke kunne forlade sengen. Men det gjorde heller ikke noget, for jeg havde det bedst med at ligge på siden, når veerne kom, og badekarret skulle jeg under ingen omstændigheder op i - var bange for at få flere af de grimme rysteture....

Halv elleve, lige før jordemoderskift, bad jeg om noget mod smerterne, for veerne var ret kraftige, og nu kørte jeg trods alt på 3. døgn og 3. nat i træk.... Hun foreslog akupunktur eller lattergas, og vi prøvede så akupunkturen. Det hjalp nu ikke så meget, så med den nye jordemor, der hed Ane, spurgte jeg så halv tolv, hvad der skulle til for at få epiduralblokade. Det kunne jeg godt få. Jeg skulle dog lige være opmærksom på, at det kunne påvirke blodtrykket og veerne. Det var ok med mig.

Tirsdag 9/9-2003:

Så fik jeg en liter saltvand i drop, før der kom en narkoselæge og bedøvede rygraden. Jeg kunne ikke mærke det, selvom jeg havde hørt, at det er DET, der gør ondt. Jeg skulle også ligge stille på trods af, at der kom en ve midt i det hele, men det gik fint. Så sprøjtede han væske ind, og det føltes koldt ned langs rygraden. 5 minutter efter var veerne væk, eller rettere jeg kunne ikke mærke dem. Jeg kunne kun mærke barnet trykke, og det var fordi, det ikke var bækkenbunden, der var bedøvet, kun livmoderen, men det var ok. Jeg slap i hvert fald for veernes smerte og var pludselig en helt ny kvinde. Jeg kunne snakke med Jacob og kunne pludselig finde overskud til at spise lidt. Det gik så støt derudaf hele natten. Veerne kom og gik, blev kraftigere og mere intense. Barnet krævede pludselig ilt, når der kom en ve, så jeg sugede ilt til mig, hver gang veerne kom. Ikke for min skyld, men barnets. De gav mig også et kateter et par gange i løbet af natten, fordi jeg jo havde fået saltvand, men ikke kunne fornemme om jeg skulle tisse. Jeg fik også noget ve-stimulerende drop for at hjælpe veerne på vej.

Omkring klokken 8 tirsdag morgen var der igen jordemorskift, og jeg var nu åbnet 10 cm. Så skulle jeg op og ud af sengen og stå hen over sengen for at bruge tyngdekraften til at få barnets hoved lige det sidste stykke ned. Her fik jeg mega krampe i mit venstre lår, og det gjorde ondt. Både Jacob og den nye jordemoder Pia masserede en meget hård muskel hele tiden, men den forblev øm og generet. Om det er epiduralen, der gjorde det, ved jeg ikke, for jeg måtte jo ikke stå ud af sengen de første 1½ time efter, da jeg ikke ville kunne stå på benene, og efter det igen måtte jeg ikke sætte mig på hug, da jeg ikke ville kunne komme op igen af mig selv, så det havde en eller anden påvirkning på benene.

Klokken 9 blev det tid til at presse, så de fjernede epiduralen fra mig, for nu skulle jeg jo kunne mærke veerne komme, så jeg vidste, hvornår jeg skulle presse. Da de kunne begynde at se hovedet, kunne de tydeligt se en mørk hårtop med langt hår, så de begyndte at joke med, at de jo så kunne lave fletninger. Det var hårdt, meget hårdt og på et tidspunkt observerede de grønt fostervand, selvom jordemoderen troede, at det var rester fra det lavement, hun troede, jeg havde fået, da jeg kom. Men det havde jeg jo ikke, da jeg allerede havde fået det om søndagen! Barnet var stresset! Til sidst blev de enige om, at tage barnet med sugekop, og det gjorde altså ret nas og få den sat op, men da jeg ikke klarede det selv i den næste ve sugede de barnet ud i næste ve igen..... Puha så var hovedet født, og Jacob sad og hulkede af glæde - da vidste han endnu ikke, om det var en dreng eller en pige, vi var ved at få. En ve mere og så var kroppen ude også. Klokken var 10.39!

Det var en pige, men hun var meget dårlig og slap, da hun kom ud. Hun havde også navlestrengen to gange om halsen. Var taget med sug, havde haft en lang fødsel undervejs OG havde slugt det grønne fostervand, så det var kommet i lungerne!!!

Især det sidste var slemt, så de fik hurtig fat i hende, og pludselig stod der MANGE mennesker på stuen. De sugede hende for det grønne fostervand og gav hende en cpap i næsen, så hun kunne få ilt med det samme. De satte også hurtigt et drop i armen på hende. Jacob blev meget bange og panisk, idet han blot så, at de tog hende og gjorde noget ved hende, men han anede ikke, hvad der var galt, eller hvor alvorligt det var. Ingen fortalte ham noget. Alle koncentrerede sig jo bare om barnet. Hun havde svært ved at trække vejret selv.

Jacob fik hurtig ringet efter sin bror, og han var der i løbet af 10 minutter for at støtte.

Jeg fødte så moderkagen, og det var jo ingenting i forhold til et barn, og jeg var desuden sprunget (hvad jeg SLET ikke mærkede) og skulle syes med 8 sting indvendigt i højre side.

Jeg var ikke nervøs for vores datter, for hun blev ordnet på et lille bord ved siden af mig, så jeg kunne hele siden se og høre, hvad der foregik. Men alligevel da vi hørte, at hun skulle på Hvidovre på børneafdelingen, og at vi skulle med, så tænker man alligevel: "Åh nej!!!!" Det havde vi dæleme ikke lige planlagt. Vi ville hellere på Riget, men det er kun, hvis barnet stadig er i maven, at man kommer derhen. Hvidovre er, når barnet er født. Så ok.

Vi fik en 3 kvarters tid efter fødslen barnet over til os, og hun lå på mit bryst, mens vi kiggede på denne lille størrelse, der havde fået så hård en start på livet. Hun var efter sigende 56 cm og 3200 g, så hun var lang og tynd.





En times tid efter fødselen kom Falck og hentede hende, og vi lå bare og ventede. Personalet havde en lille snak imens om, om der var noget, de havde overset i forbindelse med fødslen, siden hun havde det så skidt, da hun kom ud, for det havde overrasket dem. De skulle også lige checke mig med hensyn til blødning og min mave. Alt så dog fint ud. Mens vi ventede fik vi kaffe/te/saft og ristet brød. Alt serveret på en bakke med et fint fødselsdagsflag.

Efter klokken 13 kom de så for at hente os. Lige inden jeg skulle af sted, ville jordemoderen have, at jeg skulle tisse engang, men jeg kunne simpelthen ikke. Jeg kom på en båre, og vi kom alle tre ind i ambulancen og kørte til Hvidovre. Her blev jeg placeret i en seng på gangen, mens de rokerede rundt, fordi vi skulle have en enestue. De havde sat mad til mig, for jeg havde jo ikke fået frokost. Jeg fik også en kørestol, og så trillede vi alle tre ned på neonatalafdelingen for at kigge til vores lille pige.

Hun lå i kuvøse med cpap i næsen til ilt og en sonde i næsen til mad, lille strikhue til at holde på det hele og drop i arm og navle til henholdsvis antibiotika til lungerne for at forhindre lungebetændelse og for at kunne tage blodprøver uden at skulle stikke hele tiden. Det var et sørgeligt syn at se sit lille nyfødte barn ligge sådan.

Der var en børnelæge, som så fortalte, at det næste døgn skulle vise, om hun selv ville blive bedre til at trække vejret, eller om hun skulle i respirator. Hun trak vejret helt vildt hurtigt. Børn trækker vejret stærkt, men det her var VILDT!!!! Hun var startet med 100% ilt, men det havde de allerede trappet ned til 75 %, så det var allerede en lille bedring. Jacob blev helt bange igen, og han græd meget i løbet af dagen, når han snakkede med folk. Det tog ret hårdt ved ham, mens jeg holdt hovedet koldt, en af os skulle jo gøre det.....

Vi blev så indlagt på en enestue på barselsafdelingen, og dermed kunne Jacob overnatte der, hvad han så også gjorde hver nat. Vi kunne gå ned og kigge til hende når som helst, vi havde lyst. Ellers så gik dagene, hvor hun meget hurtig blev bedre og bedre, og vi kunne flere ting med hende.

Onsdag 10/9-2003:

Vi var nede til stuegang om morgenen, hvor vi så hende uden slanger og sonde. Vi vaskede hende i ansigtet og skiftede ble. Ilt stadig 75 %. Vi skulle blive på Hvidovre hele tiden, hvor vi ellers troede, at det kun var for for et par dage og så tilbage til Frederiksberg. Senere på dagen fik vi resultat af stuegang. Ilt var nu nede på 65 %, og hun havde haft et lille hul på den ene lunge, som ville lukke sig af sig selv. Intet alarmerende. Jacob var til landskamp om aftenen, og jeg var nede og holde Anna for første gang i mine arme efter fødslen uden for kuvøsen. Sad i 1½ timer og det var STORT. Sad bare og nød den lille tøs.

Torsdag 11/9-2003:

Om morgenen vaskede vi igen ansigtet og skiftede hende. Jeg sad med hende og prøvede at amme. Hun suttede fint. Bagefter sad Jacob med hende og var salig. Ilt var nu nede på 40 %. Droppet i navlen blev fjernet, og hullet i lungen var nu væk. Om eftermiddagen ammede jeg igen, da hun var suttelysten.

Fredag 12/9-2003:

Om morgenen var ilt kun 32 %. Vi vaskede hendes ansigt og tog temperatur på hende, 37.5 grader. Hun blev vejet til 3280 g, så hun havde taget fint på, men fik jo også sondemad. Ammede hende efterfølgende. Om eftermiddagen var ilten nede på 25 %, og sonde og cpap var væk. Det var nu kun mig, der skulle give hende mad ved hjælp af amning. De ringede simpelthen efter mig, når hun var sulten, også en enkelt gang i løbet af natten, hvor hun spiste 50 g mad.

Lørdag 13/9-2003:

Om morgenen til stuegangen var ilt nede på 22 % som er den rette og efter et check hos børnelægen blev hun til vores store overraskelse udskrevet med en vægt på 3320 g. Det blev jeg også på barselsgangen, så lørdag eftermiddag tog vi hende med hjem og skulle så pludselig stå med ansvaret selv, og det var da lidt hårdt, når man ikke havde prøvet det på barselsgangen. Så der var bare ingen hjælp overhovedet....


Davids fødsel:

Torsdag 28/7-2005:

Ved aftensmaden syntes jeg, at der var noget i gære og at det var rart at sidde ned, mens maden blev lavet, men ikke så det nødvendigvis var veer. Efter maden (18.30) bad Jacob mig om at lægge mig ned og hvile, og der begyndte jeg at tage tid mellem "jagene" som endnu ikke var noget særligt, blot en markering. Jo ret præcist 7 minutter mellem hver (nu) ve..... Et par timer senere var det stadig 7 minutter, og jeg syntes, at vi skulle ringe til Jacobs forældre for at sige, at de godt kunne forberede sig på, at de skulle tage Anna i løbet af natten. Jacobs far var så lige i nærheden tilfældigvis, og vi aftalte, at han så lige så godt kunne hente hende med det samme (og heldigvis for det). Hun var ellers lagt der klokken ni, men steg ud af sengen efter flaske nummer 2 og gik ned i stuen, ud i haven, ud til bilen osv. og mor og far brokkede sig ikke engang - det har sikkert undret hende, men vi var jo i gang med at pakke taske til hende samt samle vores eget sammen. Mens vi ventede på svigerfar, gik veerne pludselig over til 2-3 minutters mellemrum stort set fra en ve til en anden, og de bed mere til nu, sådan at man LIGE skulle støtte sig op ad et eller andet, når den var der. Måske det skete, fordi jeg begyndte at gå rundt frem for at ligge i sengen...

Svigerfar var der ved ti-tiden, og de kørte lidt over ti, og jeg fik ringet til Herlev. Der var også begyndt med tegnblødning der ved 18-tiden, så med de to ting var der ingen tvivl, om at de gerne ville se mig til et check. Det tager kun 12 minutter at køre til Herlev, og alligevel fik jeg 4 veer på vejen. Vi havde også lidt besvær med at finde fødegangen, IKKE sjovt når man render rundt med bidende veer...... men det lykkedes da, og efter kort venten (og MANGE veer - sådan føltes det) blev jeg vist ind i et undersøgelsesværelse og checket af en jordemor. Klokken var her 23.05. 4-5 cm åben og der blev kørt en ctg-strimmel, som viste, at der var 2 minutter mellem veerne. De gjorde virkelig nas nu, og da den rigtige jordemor kom og ville have mig ind på en stue "for der var lattergas", sagde jeg bare JA TAK, jeg skal bare have noget NU, for det gjorde ret ondt. Havde meget svært ved at takle de der veer..... Jeg var blevet tilbudt et lavement, men det kunne jeg slet ikke overskue med de smerter og takkede pænt nej.

Det var svært at komme ind på fødestuen, fordi det gjorde så ondt, men ind kom jeg da, endda med lidt pressetrang, men det var fordi jeg stod op, fandt vi ud af for jeg var stadig 5 cm åben, da hun checkede mig. Lattergassen hjalp ikke et døjt, syntes jeg, og jeg sugede ret kraftigt til. Hun tog vandet 23.30, og jeg bad om en epidural, som hun fik bestilt, men der var en times ventetid på det. Hun ville så gøre klar med drop og elektrode på barnets hoved, men inden der fik jeg voldsom pressetrang, og hun checkede igen. 10 cm åben!!!!! så jeg var åbnet fra 5 til 10 cm på blot 10 minutter. Så tror pokker at veerne gjorde så ondt!!! Vi nåede aldrig at få anlagt det drop eller noget, for nu skulle ungen jo bare ud, og det gik i løbet af 3-4 veer og 10 minutter. Så lå han der. Den dejligste lille dreng. De sugede ham, og han fik topkarakter. Jacob klippede navlestrengen, og han blev lagt op på moderens mave. Han blev født 28. juli kl. 23.50


Her nyfødt



Og her ½ time gammel

Han vejede 4170 g og var 55 cm lang. Langt sort hår og han ligner sin far ;-)))

Jeg sprang ikke noget som helst og var superfrisk og slet ikke så bombet som efter den første fødsel.

Vi kom på barselsgangen efter et par timer og var der to nætter (svarende til 24 timers indlæggelse). Ingen problemer med at komme hjem så hurtigt (mod forventning), men der var vitterlig ingen god grund til at blive, så man kunne lige så godt tage hjem. Jacob var der hele tiden. Anna var hos farmor og farfar.

Hun kom fredag eftermiddag for at se ham (sammen med resten af familien) og var faktisk ret uinteresseret, undtagen når han græd, så skulle hun lige ae hans hoved.
  Besvar med citat
Følgende brugere siger tak til for dette brugbare indlæg:
Nadiri (07-07-14)
Ulæste 07-12-06, 09:26   #7
yndlings-lea
yndlings-lea har ikke brugt den nye funktion...
Træslyngel
 
No Avatar
 
Tilmeldingsdato: 01/12-06
Geografisk placering: dragør
Indlæg: 52
Tak givet gange: 2
Takket 13 gange i 6 indlæg
iTrader: 0 / 0%
...
__________________
Kærligst Lea

~ Vera Filuka Dagny 2010 ~ Flora Linea 2006 ~ Klara Oline 2000 ~

Sidst redigeret af yndlings-lea; 19-05-08 kl. 17:12
yndlings-lea er offline   Besvar med citat
Ulæste 07-12-06, 11:19   #8
Rikke
Rikke runs - on coffee and in the forrest
Sling-chick
 
Rikkes avatar
 
Tilmeldingsdato: 28/08-06
Geografisk placering: N 55° 46' 19.449" E 12° 30' 23.515"
Indlæg: 13,994
Tak givet gange: 5,389
Takket 11,434 gange i 4,177 indlæg
iTrader: 5 / 100%
Send en besked via MSN til Rikke
Jeg havde på grund af en lidt overvældende vægtscanning fået tid til igangsættelse d. 11. april og fik der lagt en stikpille op. Vi skulle så ligge og vente en time, så ud og gå en time og så tilbage. Men intet skete! Så vi blev bedt om at komme igen næste morgen.

D. 12. fik vi afleveret alle ungerne i hhv. SFO og børnehave samt sat tasker til dem der skulle ha dem - hvis altså der skete noget med det her føderi!

Lidt over halv ni var vi der, vi blev installeret på en stue og jeg blev undersøgt. 2 fingre åben, så de besluttede at droppe den næste stik-pille og gå direkte til at tage vandet. Det var en jordemoderstuderende, der stod for det, og det var vist ikke helt let! Hun måtte ihvertfald droppe den dér hæklenål og gå videre til en fingertut med modhager! Men hun fik det taget kl. 9.45! Ud væltede 1½-2 liter fostervand! Der var ret meget! De kom springende med ekstra underlag til at suge det op, så det ikke væltede ud over gulvet. Det var svagt, svagt lysegrønt, så det var jo fint nok

Lige straks kom der ikke nogen veer, men i løbet af de næste par timer kom der så småt gang i dem.

Kl. 11.30 blev jeg hentet af et nyt sæt jordemoder + studerende. Vi gik så ned på fødegangen, hvor vi endnu en gang blev installeret på en stue! Jeg fik så sat en CTG, som skulle blive på til jeg havde født.

12.15 bliver min epidural bestilt og narkosen lover at komme ved 13-tiden.

13.30 konstaterer de, at mine veer er tiltagende og jeg bliver undersøgt - 3 cm åben. Narkosen er endnu ikke kommet

13.45 kommer min redningsmand - han hed Thomas ! Det tog ham godt 45 minutter at lægge epiduralen, da han gerne ville have, at den lå helt perfekt, så han måtte gøre det i 2. forsøg. Imens oksede mine veer derudaf, så ca hver 1½ minut måtte han holde en pause, mens jeg pustede og stønnede!

14.30 er epi'en helt på plads! Jeg får en ve og sidder med et stort smil og siger 'Jeg har en ve ... og jeg kan ikke mærke den!'

Jeg blev så lige undersøgt og var på de 3 kvarter det tog af få lagt epi'en åbnet mig yderligere 6 cm, så nu var jeg 9! Okay, så det var ikke mig, der var pivet! Det sys jeg ellers lidt selv, da det jo tog ret lang tid at gå fra 2 til 3!

15.15 tømmer de blæren - bare for at være på den sikre side, men der var ikke meget!

15.30 er der vagtskifte og selv om min JM var på døgnvagt tilbyder hun at skifte med den nye - det er nemlig min konsultations-JM og hendes studerende! Så der nyder jeg for en gangs skyld et vagtskifte!

15.50 er der ingen kant længere og jeg presser på toppen af veerne, men bebsen har drejet sig lidt, så jeg bliver kostet rundt på siden. Der presser jeg lidt mere, men det er godt nok svært at mærke hvor der skal presses!

16.10 kommer jeg op og sidde og får så endelig presset igennem! JM sætter fingrene op og beder mig presse dem ud, og det hjælper helt vildt!

16.15 sætter de ve-drop, da veerne er lige hyppige nok, men ikke helt lange nok - jeg er ligeglad - de veer kan jo heller ikke mærkes når jeg har epidural!

Ca. 16.20 beder jordemoder mig om at mærke efter og der kan jeg mærke hovedet sidde i åbningen - en meget mærkelig fornemmelse - og det ku jeg godt mærke - der virker epi'en ikke!

16.29 kommer bebsen ud - jeg får selv trukket den det sidste stykke ud - det er lidt svært - den er meget fedtet, så jeg får først fat i den ene arm og derefter under den anden! Og så er den der! JM spør, om ikke jeg skal se hvad det er blevet og det blev jo så en lille pige!

Jeg bristede stort set ikke, lidt i hver skamlæbe, så fik kun et enkelt sting.

Jeg fik min lille pige og selv om farmand holdt på, at det blev en dreng, så er han fuldstændig væk i hende!

Hun vejede 3725 gr og var 53 cm lang - 38+6! Det var nok ikke så dumt at blive sat i gang før tid!

Ja, jeg kan kun sige, at jeg havde en drømme-fødsel! Jeg fødte selv uden andet end en epidural, som godt nok blev lagt lige lovlig sent, men jeg havde da glæde af den i 2 timer! Det var jo heller ikke til at forudsige, at det kun tog 45 minutter at gå fra 3 til 9 cm. Jeg fik til gengæld lov til at ligge på siden, mens den blev lagt, hvilket gjorde, at det har været nemmere at krumme sammen! Selv med monster-veerne tordnende derudaf!

Her er hun lige efter fødslen - hun var ikke helt tilfreds!
__________________
Rikke - blev mor i 96, 99, 04 og 06
Arbejder på at blive lidt mere
Rikke er offline   Besvar med citat
Følgende brugere siger tak til Rikke for dette brugbare indlæg:
Nadiri (07-07-14)
Ulæste 07-12-06, 14:38   #9
missred
missred Så er der tabt 40 kg :-)
Bærende kagemor
 
missreds avatar
 
Tilmeldingsdato: 10/09-06
Geografisk placering: Herning, Gjellerup
Indlæg: 3,458
Tak givet gange: 558
Takket 506 gange i 341 indlæg
iTrader: 0 / 0%
Send en besked via MSN til missred
Emmas fødsel.
Søndag nat d. 3/8-03 kl. 01.00 var jeg på wc og så at min slimprop var gået, derefter fik jeg veer med 5 min. imellem. Jeg ventede med at vække Niels til jeg var hel sikker på at det var veer jeg havde. Men da kl. var 02.30 vækkede jeg Niels. Jeg ringede så til fødegangen og sagde at jeg meget gerne ville ind og ses på. Vi var inde på fødegangen kl. 03.00 og jeg fik kørt en strimmel, og jm sagde at jeg bestemt var gået i fødsel. Hun kunne dog ikke sige, hvornår jeg ville føde, men der ville nok gå et døgn. Ha!! jeg blev klogere *S*

Vi fik af vide vi skulle tage hjem igen, men komme igen når mine veer var lidt længere. Kunne de blive det? *S* jeg synes de var slemme nok!

Vi tog så hjem og fik ringet til mine forældre og sagde at det var nu! :o) min mor skulle nemlig være med til fødslen og da de bor på Sjælland, skulle hun jo have god tid til at komme herovre.

Det var ellers aftalt at hun skulle komme om mandagen, men det blev jo lige lavet om.

Mine veer kom meget regelmæssigt, Niels tog tid på dem og de kom alle med 2-6 min imellem i de næste mange timer. Og de gjorde sku ondt!! Av!

Mandag morgen d. 4/8-03 kl. 09.00 kom mine forældre, de var kun lige kommet ind af døren før jeg sagde, at nu skulle vi altså ind på fødegangen. Så der var vi kl. 09.30.

Jeg blev undersøgt, jeg havde mange veer, men var kun åbnet mig 1 cm :o( øv Jeg fik nogen piller og en sprøjte, som skulle hjælpe mig til at sove og hjælpe på veerne.

Så blev vi sendt hjem igen, jeg fik så sovet noget. Men jeg vågnede desværre op midt i et mareridt, jeg kunne ikke finde Niels og da jeg ville kalde på ham, ville min stemme bare ikke virke. Jeg blev så bange, at jeg begyndte at stortude. Jeg kunne så endelig kalde på Niels og han kom farende ind til mig. Jeg græd bare så meget, jeg var helt opløst. Men jeg fik endelig ro på mig selv, og jeg faldt til ro igen.

Mandagen gik med at jeg havde veer hele dagen og Niels sad og tog tid på dem og skrev det hele op. Der var hele tiden de der 2-5 min imellem og de varede mellem 1-2 min af gangen.

Om aften tog vi ind på fødegangen igen, jeg fik så de samme slags piller og sprøjte igen, så jeg kunne sove om natten. Jeg var lidt bange for at jeg ville få mareridt igen. Men jeg ville jo også gerne sove, så jeg tog dem.

Om natten sov jeg også godt nok. Jeg drømte igen, men denne gang var det mere behageligt. Jeg drømte, at jeg stod ved et stort pakketransportbånd, hvor der hele tiden kom pakker, det var alle mine veer der kom for fuld styrke. Jeg vækkede Niels i søvne og spurgte ham om han ikke kunne tage nogen af alle de pakker, for jeg kunne ikke følge med. (Hvis bare mænd kunne tage nogen af vores veer for os *S*) Og lige efter jeg havde spurgt Niels om det, så så jeg den største lyserøde barbie pakke der findes, komme hen imod mig, og så vågnede jeg. (Det har da været et klart tegn om, at det var en pige, der var på vej til mig *S*)

Tirsdag morgen d. 5/8-03 Havde jeg en aftale om at ringe til Ambulatoriet ang. igangsættelse. Men jeg havde for mange veer, så Niels ringede i stedet for mig. Niels fortalte dem, at det var aftalt at vi skulle ringe til dem om en tid til igangsættelse. Men at jeg havde masser af veer lige nu, så hvad skulle han gøre?

De sagde så, at vi skulle tage ind på fødegangen.

Der var vi så kl. 09.00, vi fik lov til at sidde ret længe og vente, før jeg kom ind på en stue, der blev jeg så undersøgt igen, og jeg var kun åbnet mig 1½ cm!! Øv øv :o(

Jeg havde jo troet at alle de veer havde åbnet mig noget mere. For veerne var ret slemme og gjorde ret ondt.

Jeg fik kørt en strimmel i ca. 1 time og det hele så fint ud, jeg havde masser af veer og Emmas hjerte slog fint, men mine veer arbejde bare ikke rigtigt.

Jeg blev så kørt op på H3, hvor jeg skulle ligge og slappe af og lade veerne arbejde.

Veerne kom hele tiden synes jeg, men de gjorde ikke så ondt, at jeg ikke kunne slappe af.

På et tidspunkt kommer der en sygeplejerske og giver mig en klys og da den har virket, så giver hun mig stikpille, så jeg kan få mere gang i veerne. Uhh sådan en stikpille giver altså falske veer, der gør vildt ondt, jeg fik bare så ondt i min mave. Jeg græd vildt, fordi det bare gjorde så ondt.

Kl. ca. 16.00 kommer jeg så ned på fødegangen igen, og bliver der undersøgt igen, jeg har bare ikke åbnet mig mere :o( livmormunden er 1 cm åben. Jeg får så morfin der skal tage smerterne, under alt dette har mine forældre været med hele vejen og til stor hjælp, de får så at vide, at de skal tage hjem, da jeg skal have ro, så morfinen kan virke. Niels bliver hos mig, han lægger sig på fødesengen og jeg ligger i en anden seng. Niels får lidt søvn, men jeg kan bare ikke sove.

Veerne kommer hele tiden og de gør ondt!! Jeg troede at morfinen skulle hjælpe på smerterne :o(

Kl. 20.40 tisser jeg lige pludselig i sengen, jeg får kæmpet mig ud af sengen og på wc. Niels henter min jm og hun lugter til lagnet og siger det er vandet der er gået. Ok tænker jeg, så vil der ikke gå lang tid endnu, det er jeg helt sikker på. Men jeg skulle blive klogere *S*

Jeg har nu åbnet mig 3 cm juhuuu hvor går det bare langsomt.

Niels ringer til mine forældre og de kommer. De deles om at sidde ved mig og holde min hånd og få klemt deres *GG*

Kl. 22.00 får jeg en fin maske med dejlig lattergas jeg kan suge i :o) Og jeg fik godt nok suget en masse lattergas under hver ve.

Kl. 00.00 er jeg åbnet 5-6 cm fedt! :o) det går fremad *S* Jm synes jeg klarer veerne rigtigt flot, jeg har jo også haft nogen timers øvelse nu :o)

Jeg har en strimmel kørende hele tiden, så der kan holdes øje med Emmas hjertelyd, og det ser bare så fint ud, hun er i hvert fald ikke stresset.

Jeg bliver på et tidspunkt undersøgt og jm siger jeg nu har åbnet mig 8 cm. Jubii nu er der ikke langt igen :o)

Men kl. 02.40 undersøger jm mig igen og hun har taget fejl, jeg er stadig kun åben 5-6 cm. Øv :o(

Nu troede jeg jo lige og så tager jm fejl, det må da ikke ske.

Jeg skal så have lagt en rygmarvsbedøvelse og have et vestimulerende drop, og derefter er jeg godt smertedækket som jm har skrevet i mine papir. Jeg har stadig lattergassen og jeg bruger den flittigt *SS* Veerne tiltager efter jeg har fået rygmarvsbedøvelsen og vedroppet, men kl. 05.00 har jeg stadig kun åbnet mig 5-6 cm, det aftales så, at hvis der ikke er sket mere inden kl. 06.00, så skal jeg have kejsersnit, for nu har jeg haft veer længe nok. Ja tak!!

Kl. 06.00 onsdag morgen er jeg stadig kun 5-6 cm åben, så jeg skal have kejsersnit. For Niels bliver det for meget der, han bliver så lettet over at jeg skal have kejsersnit og han græder. Han vil bare ikke se mig lide mere, nu skal Emma ud og jeg have ro. Niels bliver spurgt om han vil være med under kejsersnittet. Han er lidt usikker først, da han ikke så godt kan lide sygehuse, men da han får at vide, at han ikke kommer til at se noget, så vil han gerne.

En læge kommer og lægger et kateter på mig, og jeg bliver kørt til operationsstuen, der bliver jeg taget godt imod og en læge fortæller Niels og mig, hvad der vil ske.

Lægerne skruer op for min rygmarvsbedøvelse og spørger mig så om jeg kan mærke noget. Det kan jeg ikke, men kun lige til en læge rør ved mig ved skidtet, så bliver jeg bange, for jeg vil ikke have de skal skære i mig, når jeg stadig kan mærke noget. Men lægerne skruer bare mere op for bedøvelsen og så kan jeg ikke mærke mere. Og lægerne kan gå i gang med at få Emma ud.

Endelig 16 dage over termin, kl. 06.50 onsdag d. 6/8-03 kommer Emma ud til os :o) hun skriger med det samme og moderkagen undersøges og den er fin og hel. Den ene læge siger til mig at Emma sad fast i mit bækken, så hun kunne slet ikke komme ud. Men der var ikke sket noget med hende. Jeg er bare glad for, at jeg ikke kom så langt i mine veer, at jeg skulle presse for så ville Emma sikkert ikke have haft det så godt, som hun havde.

Endelig efter så mange timer med veer, så har jeg fået en dejlig stor pige *S* jm giver Emma til Niels, så han kan sidde med hende, jeg kan også se hende og hun ser bare så sød ud. Jeg bliver så lukket med en hel masse hæfteklemmer *SS* og da lægerne er færdige med det, så får jeg Emma over til mig. Hvor var det bare dejligt endelig at have min datter i mine arme, efter jeg først har gået 16 dage over tiden og så haft veer siden søndag nat.

Jeg bliver så kørt op til opvågning, hvor jeg skal blive til jeg kan mærke mine ben igen.
På opvågningen skal Emma så undersøges, vejes og måles. Mine forældre for lov til at komme ind, så de kan være med. Emma vejede ved fødslen 4250 g og målte 53 cm, så hun var bare så fin stor.

Da jeg kan mærke mine ben igen, bliver jeg kørt op på barselgangen, jeg var vildt træt efter ikke have sovet i 48 timer, men jeg kunne alligevel ikke sove, for jeg skulle jo nyde min datter *S* Jeg kunne ikke få øjne fra hende, så dejlige var hun. Jeg lå der i 2 dage, så ville jeg hjem, der var så varmt og jeg kede mig. Jeg ville bare hjem og have ro på det hele.

Hjemme ville Emma ikke tage mit bryst, så jeg måtte give hende flaske og det får hun stadig, da hun ikke rigtig gider sutte hos mig. Hun vokser fint og har det rigtig godt.

Under hele forløbet har Niels og mine forældre været der for mig, de har støttet mig helt fantastisk, siddet ved mig og holdt mig i hånden under mine veer, talt mig til ro når jeg skreg af smerte, de har bare været så søde og dejlige, jeg kunne ikke have klaret det uden dem.

Jeg tror også det har været en stor hjælp for Niels, at han har kunnet støtte sig til mine forældre, de har kunnet skiftes til at sidde ved mig, så den der ikke sad ved mig kunne slappe lidt af.

Så Niels og mine forældre skal have en stor tak og knus for al den hjælp de har givet mig.

Emma.


Christoffers fødsel.
Efter min fødsel med Emma, så fik jeg denne gang lavet en fødselsplan, at jeg ikke måtte have veer i mere end 10 timer ellers skulle jeg have kejsersnit. Jeg skulle ikke igennem det samme som med Emma. Det gav mig en ro at vide der var en fødselsplan.

Jeg havde igennem hele min graviditet en super sød jm, som hele tiden var indstillet på at jeg skulle have en bedre fødseloplevelse denne gang og hun var enig med mig i at barnet ikke måtte blive for stort, hvis jeg skulle føde det selv, så vi blev enige om at når barnet var omkring de 4 kg, så skulle jeg sættes i gang.
Da jeg var til min sidste jm undersøgelse21/4, så blev baby skudt til 4 kg, så hun ringede til en scanningslæge om jeg kunne få en tid snart, til en vægt scanning. Det kunne jeg den 25/4 og til den scanning blev baby skudt til 4500g +- 600g, så det var en stor baby jeg gik rundt med.
Niels og jeg snakkede med lægen om at jeg gerne ville sættes i gang, men det måtte jeg slet ikke, da min livmoder kunne gå i stykker. Men vi kunne finde en dag for kejsesnit og hvis jeg ikke selv var gået i fødsel inden den dag, så ville jeg få ks. Vi valgte så mandag den 1 Maj til vores barns fødselsdag, hvis jeg ikke havde født inden.

Så fra den 25/4 til mandag den 1/5 gik jeg hele tiden og ønskede, at jeg ville få veer og få lov til at føde selv, men mandag morgen var der ikke sket noget, så vi tog på sygehuset og blev gjort klar.

Og kl. 11.00 blev jeg kørt ind på op.stuen, jeg blev flyttet over på op.briksen og skulle have rygmarvbedøvelse, der kom en læge og nej hvor gjorde det ondt, han stak forkert flere gange og måtte skifte nål og på et tidspunkt, så ramte han en nerve, så det brændte ned i mit skridt og lidt ud i det ene ben, han undskylde mange gange og trak nålen ud igen og så forsvandt den smerte. Men endelig fik han nålen lagt rigtigt og jeg blev bedøvet.
Jeg blev så lagt ned og skulle selv nive mig i min mave og jeg kunne ikke mærke noget. Så gik lægerne ellers i gang med at få baby ud.
Det tog meget lang tid med at skære mig åben, da jeg havde en masse gammel arvæv fra det sidste kejsersnit, men endelig kunne jeg høre lægerne sige, så nu kommer han og han er stor.
Christoffer kom ud kl. 11.56 og jm kom og viste ham til Niels og jeg og så tog hun ham med ind og blive tjekket og han var super fin.
Jeg blev så lukket igen, men det tog også tid, da lægerne skulle skære det gamle arvæv væk og give mig et nyt pænt ks.ar.
Imens så kom jm ud med Christoffer og han blev lagt op på min brystkasse, men jeg kunne ikke have ham der så længe da han var så tung.
Så Niels fik ham og sad med ham og Christoffer begyndte med det samme at sutte på sine fingere.

Så var jeg endelig færdig og skulle op på opvågningen. Deroppe fik jeg Christoffer over til mig og han fandt brystet med det samme og suttede løs, dejligt at jeg kunne amme, når jeg ikke kunne med Emma.
Christoffer skulle så vejes og han vejede 4950g og var 52 cm, så han var en stor dreng! Jeg var 40+6, da Christoffer blev født.

Jeg kom så på barselgangen, da jeg kunne mærke mine ben igen. Jeg viste jo at jeg ville have ondt i maven og aret efter kejsersnittet, så det kom ikke som en overraskelse. Christoffer fik målt sit blodsukker flere gange og først efter 1-2 dage, så var det fint. Jeg havde mistet ret meget blod under ks, 1800 ml. så om torsdagen, skulle jeg have blod, jeg fik så 1 liter og om aften ville jeg hjem og sove i min egen seng, men jeg skulle komme igen fredag morgen og have 1 liter blod mere.

Efter jeg blev udskrevet om fredag og kom hjem, så er det bare gået super godt, Christoffer har spist flot hos mig og jeg har ammet ham i ca. 5 mdr. så det var jeg glad for.
Christoffer er i dag 7 mdr. og trives flot. Han er stadig en dejlig stor dreng på 12 kg og ca. 75 cm.

Christoffer.
__________________
Heidi, mor til Emma 2003 og Christoffer 2006. Har båret Christoffer i Thyholm Mei Tai.
missred er offline   Besvar med citat
Følgende brugere siger tak til missred for dette brugbare indlæg:
Nadiri (07-07-14)
Ulæste 07-12-06, 21:05   #10
saralee
saralee nu mor til 3! og NU er det også slut :-)
Hoppende Slyngemor
 
saralees avatar
 
Tilmeldingsdato: 12/08-06
Geografisk placering: Silkeborg
Indlæg: 1,048
Tak givet gange: 0
Thanked 1 Time in 1 Post
iTrader: -1 / 0%
Det hele startede faktisk om dagen d. 26. jeg havde om morgenen snakket med min mor i tlf fordi jeg var træt af at der ikke skete noget når nu min jm havde oplyst mig om at jeg var 2 cm åben om torsdagen. senere hen på formiddagen havde jeg en del plukveer. som nev lidt mere end de plejede, og så fandt jeg jo denne magiske lille bitte bitte klat blod i mine trusser. den var nok på str med en knappenåls hoved, men jeg blev så glad og tænkte at DEN måtte da være et tegn? jeg gik også i flere timer bagefter og tjekkede trusserne..men intet mere kom :-( da det blev eftermiddag snakkede jeg med min veninde, hun skulle holde føsdags fest om aftenen, men jeg ringede og meldte afbud da jeg gerne ville være hjemme og få hvilet HVIS nu der skete noget. og vi sluttede samtalen af med at det kunne nu være sjovt hvis jeg fødte på hendes fødselsdag (D. 27 Aug) nå..men utålmodige gik en tur i regn og tordenvejr..for ville lige se om jeg kunne få de der plukveer til at gøre lidt mere end bare at nive voldsommere end normalt.
Om eftermiddagen tog jeg med min husbond ned på job og hjalp ham lidt med at tage brød ud af fryseren, det var også der min mor kom og afleverede Lærke, hun havde været inde i viborg og se hendes onkel optræde med dans. mens vi stod der og snakkede fik jeg en plukve, som faktisk gjorde ondt...jeg måtte da skære en grimasse :-)
Hjem tog vi! og hyggede alle tre. de tog lidt til de plukveer...det var omkring kl 20:00 og vi snakkede lidt frem og tilbage om vi skulle få Lærkes bedstefar til at hente hende nu..istedet for evt at skulle vække hende nogle timer senere..det blev vi enige om at gøre kl 21:00 for der nev de da en del..det var hvertfald svært at gå imens :-)
Jeg blev derimod lige pludselig helt vildt nervøs for om det nu ville gå i sig selv når vi nu havde sat så meget iværks..hvilket resulterede i at jeg stormede rundt på gulvet for at holde det igang..jeg turde simpelthen ikke sætte mig ned og slappe af. Jesper derimod satte sig til at se en film. og tog tid for mig. de varede omkring 20-30 sek og kom hver 4-8 minut. omkring kl 22:00 ringede jeg ind på fødegangen for at sige at det kunne være de fik en hjemmefødsel i nat. hun sagde at så snart jeg følte de gav lidt (uanset hvor længe de varede osv) så skulle jeg ringe da jeg jo var 2 gangs med en hurtig første fødsel. kl 23:00 var der 11 minutter mellem veerne som stadig varede knap 30 sek med NU gjorde de ondt!! de andre kunne jeg sagtens snakke mig igennem! og var ikke værer end menes smerter. jeg fik pludeslig travlt med at sætte ting frem og tænde starinlys osv. jeg fik vækket jesper for nu havde jeg brug for hans opmærksomhed. og han sagde at nu kunne jeg godt tage at ringe ind til fødegangen..meeen jeg syntes nu de skulle gøre mere ondt..og varer mindst et minut. jeg tog veerne over pudslebordet/køkkenbordet på alle fire halvt ude af terrasse døren og på toilettet :-) jeg ringede ind kl 23:30 og de ville sende en jm med det samme. jeg fik også ringet til min veninde og sendt hende afsted..hun skulle agere fødselshjælper. jeg følte dog stadig lidt at det var for tidligt med al den tumult..
m kom kl 00:15 og ind af døren kom et kæmpe brød..han lignede lidt en forsikrings mand eller lign. og jesper så helt forkert ud i hovedet. Jeg udbrød " neej sikke en ovverraskelse..jeg har kun læst om mandlige jordmødre" og jesper spurgte mig med det samme om jeg var ok med det! og det var jeg! :-) jeg vælger f.eks altid en mandlig læge fremfor en kvindelig. Nå men vores jm hed Morten og han undersøgte mig straks. jeg var 4 cm åben. så lidt havde de der nivende plukveer alligevel givet. jeg fik i samme omgang en klyx som jeg bare VILLE have. og jeg holdte den inde i lidt over 3 minutter denne gang imod minde 10 sek med Lærke :-)
Uuud på lokum..skide..og så i bad..uuhh det var dejligt med det varme vand. og nu bed veerne også så meget at jeg måtte lave dybe larmende vejrtrækninger igennem dem. Min veninde ankom og vi sludrede lidt om løst og fast kun afbrudt at nogel enkle veer. jeg sad på knæ i brusekabinen med strålen retten lige under maven, det var der al smerten sad. og jeg kan huske at jeg tænkte at det var da det værste ved at være andengangs fødende..jeg vidste at det ville bliver MEGET værre endnu.
kl blev 01:00 og jeg sad stadig i bruseren..jm kom og kiggede engang imellem jesper sad hos mig og pludselig under en slem ve begyndte der at lugte vildt slemt fra kloaken...og da veen begyndte at klinge af kunne jeg ikke lade være med at grine.....vildt træls at sidde der og snuse jeg ved ikke hvor meget luft indenbors under en ve og så lugter der bare af LORT..haha. og vi kiggede lige efter om det mon var mig selv der havde skidt i bruseren (for sjov...) jeg gik ind på sengen i stuen og pakkede mig ind i nogle dyner. nu frøs jeg helt vildt.og ville have agurkestrimler..som min veninde lavede og serverede for mig. veerne kom nu ind over hinanden og gjorde sindsygt ondt! de gik aldrig helt væk...før den næste kom. og jm forklarede mig at de veer imellem de store ikke gav noget som helst. og han kunne se på mig at jeg ikke havde langt tilbage så han syntes vi skulle tage vandet..så ville jeg føde i løbet af ingen tid mente han. jeg ville dog lige ud og tisse...og da jeg ikke kom hurtigt tilbage kom jm ud til mig. der havde jeg plantet mig på knæ i bruseren igen...ååh det varme vand var skønt. men jm mente jeg skulle ind i sengen igen for ellers ville de snart ikke kunne få mig derfra igen. jeg kom ind i sengen under dynerne igen og klagede over at smerten kunsad lige foran maven. jm forslog sterilvands papler men jeg skulle IKKE nyde noget af et bistik..han snakkede ellers godt for det :-)
Nu mente han vi skulle tage vandet så jeg kunne slippe for de kopplende veer, og vandet sivede stille ud fordi hovedet stod så dybt. kl var nu 01:30 jesper blev beordret ned ved siden af mig så jeg kunne holde om ham når jeg skulle presse..presse veerne meldte sig med det samme..og jeg gik igang på fulde hammer (jeg ville bare have lillemanden ud da jeg under lærkes fødsel havde det vildt træls med presse veerne..syntes de var de værste) og jm måtte bede mig holde igen fordi jeg pressede selvom jeg ikke havde en presse ve..haha...jeg havde vidst travlt. Jesper heppede med og pressede selv med :-) jeg kunne lyn hurtigt mærke hovedet komme langt ned og hver gang en ve sluttede spurgte jeg ivrigt om hvor mange veer der var tilbage nu før han var født..og jeg godtog kun præcise svar :-) så kom næste presse ve og nu stod hovedet helt fremme...og jeg begyndte at gispe af mig selv fordi jeg følte hovedet gled ud. det gjorde det dog i næste ve mens alle råbte gisp gisp gisp...det nåede jeg vidst ikke. der gik lige et stykke tid mens hovedet var ude hvor jeg ingen ve havde og det var en megt underlig fornemmelse da jeg ikke syntes det sved. jeg var bare fyldt GODT ud :-) og jeg nåede vidst at få slynget et par bemærninger ud som "ååh jeg glæder mig ikke til kroppen skal ud" næste ve kom og ud kom lillemanden..en smule gurglene :-) der blev hujet og jesper hulkede. og lillemanden blev lagt op på min mave (kun halvt op da navlestrengen...ligesom med lærke ikke var særlig lang) han blev ikke suget blev hurtigt fin lyserød. han lå bare stille med helt lukkede øjne og knirkede lidt engang imellem. jeg ville have navlestrengen klippet over da det hev og nev hvergang de rykkede rundt på ham..jesper klippede den. og vi beundrede den meget stille lille mand med KÆMPE nosser :-) der var ingen tvivl :-)
Så skulle jeg tjekkes efter for bristninger og jeg meddelte bestemt at jeg ville IKKE pilles mere ved. men jeg var sprææet 2 cm i mellemkødet og han måtte igang med nål og tråd efter jeg længe havde forsøgt at overbevise ham om at det skulle nok gro sammen af sig selv. bedøvelsen var træls at få lagt. men jeg kunne slet ikke mærke da han syede mig (det kunne jeg med lærke..det gjorde bare ondt) så jeg roste ham helt op til skyerne bagefter.
Jeg lagde lillemanden til brystet og det baksede vi lidt med. bagefter belv han målt og vejet og fik k-vitamin. 3350g og 50 cm.
jeg kom op på benene og var ude og tisse (under bruseren! pga sygning)
så lå vi i sengen mig jesper og nyt medlem af familien. og sludrede om løst og fast med jm som gik og pakkede sammen. vi fik et stykke kranskage og en kop kaffe. og der blev skrevet journal og vi fik en hel bunke papire. bagefter sagde vi farvel til jm og min veninde. og så var vi bare os tre midt om natten i vores dejlige hus, vi lagde os i sengen sammen omgivet af starinlys og talte fødslen igennem.

Jm var hos os i en time og 25 min før jeg havde født. og jeg pressede lillemanden ud på 10 minutter. fra første presse ve 01:30 og han er født 01:40.

Kalle er ankommet til verden :-)

Velkommen lille mand!
__________________
Kh. Sara, mor til Lærke 04 Kalle 06 og Rose 09
saralee er offline   Besvar med citat
Følgende brugere siger tak til saralee for dette brugbare indlæg:
Nadiri (07-07-14)
Ulæste 07-12-06, 22:43   #11
fru schwartz
fru schwartz Er den fødte teltcampist..
Textilcampist
 
fru schwartzs avatar
 
Tilmeldingsdato: 19/10-06
Geografisk placering: Østjylland
Indlæg: 6,583
Tak givet gange: 3,082
Takket 4,714 gange i 1,422 indlæg
iTrader: 3 / 100%
Laura:
Jeg var lige gået ind i 35. uge, Carsten lå på Århus Amts sygehus med åbent benbrud (firmafodbold...tsk tsk!). Jeg tussede rundt derhjemme, havde det vildt godt (laaangt om længe..havde en skod-graviditet med alt for mange styrtblødninger og al for meget opkast).

Jeg vågnede om natten ved at jeg sjat-tissede (troede jeg!), dappede ud og skiftede trusser og pludselig slog det mig..Hey, det ku? jo være fostervand! Jeg gik i seng igen og forsøgte at falde i søvn, op igen og lukke katten ind ? og ?smæld? sagde det, og fostervandet gik!

Jeg ved ikke helt hvad jeg tænkte på...jeg troede ihvertfald ikke at jeg skulle føde, det var jo ikke endnu! Så jeg havde gooooo? tid, lagde make-up, strøg bukser (meget vigtigt!!), fik fat i min søster og ringede til sidste til Skejby! De ville meget gerne sende en ambulance..visse vasse, jeg kører selv! Ikke tale om, jeg måtte love dem at tage en taxa..godt så!

Tog den her taxa...Chaufføren troede jeg var sindsyg! Kom kåd svansende ned på parkeringspladsen med en lille håndtaske og bad ham køre mig til fødegangen! Han spurgte ?sig mig, skal du føde?, jeg sagde ?ja, det tror jeg nok..før eller siden da? og han sagde ?det tager du meget roligt? (det gjorde jeg vist også set i bakspejlet!)

Ankom til Skejby, blev undersøgt, og en flink Jm kunne fortælle mig at nu ventede vi bare på veer...Jamen allerede??..

Blev puttet i en seng og skulle forestille at sove...tankerne kørte rundt, hvad med kattene, hvad med Carsten, og fordømt..der røg den cafe-aftale jeg havde med min veninde dagen efter!

Carsten kom ud på orlov fra Amtssygehuset og kom ind til mig på svangregangen med morfin i droppet, benet i stativ, min veninde kom og underholdt mig (Carsten var vitterlig ikke særlig underholdende..han var vist mest optaget af hans morfindampe?!)..Ingen veer og jeg havde det vildt godt!

Det blev aften og Carsten skulle tilbage til Amtssygehuset. Jeg var begyndt at få små-veer og var temmelig ked af at Carsten ikke måtte blive hos mig! ? Patienthotellet kunne ikke tage ham, og han måtte ikke overnatte på svangregangen, så der var ingen vej udenom! Heldigvis var der en sød sygeplejerske der forhørte fødegangen om de havde travlt, eller om vi måtte overnatte deroppe...det kunne vi heldigvis godt!

Lidt efter midnat blev vi installeret på fødegangen i en dobbeltseng. Jeg havde stadig småveer/kraftige plukkeveer...ikke noget at regne, jeg rendte rundt og servicerede Carsten, så tv og hyggede mig.

Lidt over 01 blev jeg undersøgt ? 3 cm åben, regelmæssige og meget hyppige veer. Jeg syntes ikke veerne gjorde ondt og var ret overskudsagtig. Var god til at trække vejret rigtigt og lovpriste mit graviditetsyoga. En time senere spurgte jeg om det skulle føles som om jeg var ved at skide en hel zoo..Jm så forbavset ud, undersøgte mig og sagde ?Jamen lille ven, du skal da sige til når du er ved at føde?...Er jeg ved at føde!?..tænk sig, jeg troede det skulle gøre ondt og at jeg skulle slå alt og alle ihjel!

Jeg kom over på fødelejet, begyndte at presse ? Det sved da hovedet stod dernede og da Jm lige tog den sidste kant.

Da hovedet var ude sagde Jm ?Så Helle, nu rækker du ned og tager imod dit barn? I næste presseve havde jeg fat i hende og hev hende selv op på maven...det var det mest fantastiske nogensinde og jeg kunne ALT i det øjeblik.

Laura var så smuk og fin og jeg var mor!

Hun vejede 2750 g og 51 cm lang. Havde det rigtigt godt efter fødslen og vi fik lov til at beholde hende hos os (at hun så kom temmelig akut på neo et døgn senere, er en helt anden historie).

Vi blev puttet i dobbeltsengen igen, nu med Laura imellem os...ubeskrivelig lykke.

Jeg er rigtig stolt af Lauras fødsel, den var så dejlig og rolig og jeg kan huske hvert et øjeblik, fornemme dufte, stemningen, huske navne og ansigter på div. Personale og jeg var bare så meget med...

Lærke:
Lige gået ind i 33. uge, vi havde lige fået lagt nye gulve, samtlige møbler stod inde i den ene stue...kaos! Vi var i Ikea for at købe skabe, reoler til Lauras nye værelse mm mm...Jeg kunne tude så dårligt havde jeg det (det havde jeg under hele graviditeten..endnu en skod-graviditet!). Om aftenen havde jeg også ondt...ikke ve-ondt, men bare ondt i hele skroget..endnu mere end jeg plejede.

Jeg havde en ret god fornemmelse af at jeg heller ikke kom til at gå tiden ud den her gang. Vågnede kl. 3 om natten ved at vandet gik. Vækkede Carsten som var helt ustyrlig og måske liiige havde set lidt for mange amerikanske film ? ventede vel sådanset bare at jeg begyndte at trave hvileløst frem og tilbage for så at levere en fuldbåren 3 mdrs. Baby i armene på ham!? Jeg ringede efter min mor, hun kom kort tid efter, vi hyggesnakkede, jeg bød på the, men fornemmede at Carsten gerne ville have lidt action...herregud, det var jo på en eller anden facon også mandens første fødsel...den første husker han ikke meget af.

Vi kørte ind til Randers ? ventede og ventede og ventede på at blive undersøgt. Jm troede ikke rigtigt på at mit vand var gået, kunne jeg godt høre på hende, så jeg føler vi blev syltet en del.

Først da jeg trådte ud på gangen og proklamerede at nu var der altså ikke flere af de rigtigt store bind tilbage, lykkedes det mig at blive undersøgt.

En venlig jm kunne oplyse mig at mit vand var gået (!!) ? vi blev installeret på en fødestue, da jeg kunne informere at jeg fødte temmeligt hurtigt første gang.

Jeg forsøgte at sove lidt, men jm og jm stud. kom hele tiden rendende ? jeg følte de jagede med mig, forsøgte at presse mig til at tage et lavement ?for at sætte skub i tingene? (men den kamp vandt jeg!), jog mig i bad, jog mig ned i opholdsstuen...og jeg ville bare gerne sove og samle kræfter!

Til sidst blev jeg så træt af dem, at vi gik en tur ? der var det skønneste maj-vejr, vi spiste en is, gik en runde om sygehuset, grinede fjoget og flettede fingre.
Kl. 12 var vi tilbage på fødestuen ? Carsten fik frokost, og jeg fik veer! De kom som lyn fra en klar himmel, der var mange af dem og de gjorde ondt! 10 min senere bad jeg om smertelindring...op i rygsækken med naturlige fødsler ? been there, done that, nu måtte de godt bare køre buffet?en frem!

Jm synes tydeligvis at jeg var en pyllerrøv, bad mig se tiden an og trække vejret dybt....Fint så! 30 min senere kaldte jeg på hende og sagde at hvis hun skulle have en børnelæge med til fødslen, så måtte hun godt snart ringe efter ham. Jeg kravlede over til fødelejet, og meddelte at nu var det nu!

Det myldrede ind med børnelæger ? jeg havde fået af vide at der skulle være en med til fødslen, ren standard, da det var for tidligt! Da der pludselig stod 3 af slagsen virkede det meget overvældende, de gav hånd, præsenterede sig og jeg tænkte ?ja det er sgu meget fint, men jeg er altså ved føde, så formalitaterne, dem tager vi lige senere?

Der gjorde så ondt, jeg kunne slet ikke følge med, kunne ikke finde ud af om jeg skulle presse, gispe eller noget helt 3. ? Hjertelyden dykkede ret kraftigt, så jeg fik besked på at NU skulle jeg bare presse ? efter 2 presseveer og veer i mindre end en time var hun ude.

Jeg var helt rundt på gulvet, nåede slet ikke at registerere alle følelserne som jeg gjorde med Laura og det hele var bare meget meget overvældende! Men der var hun...Lærke som var lige så smuk som sin storesøster.

Hun vejede 2450 g og var 50 cm lang ? hun var lidt blå, hendes lunger knirkede og vi var forberedte på at hun skulle på neo. Jeg lå med hende i sammenlagt 20 minutter, hvor hun on/off var ovre på bordet for at få ilt og hvad de ellers gjorde ved hende...alt det registrede jeg ikke rigtigt, jeg ville bare skynde mig at suge alt til mig af hende.

Carsten fulgte med hende ned på neo, Jm og jm stud gik ud for at skrive papirer og jeg blev efterladt mutters alene på fødestuen med en stak Se og Hør ?så kunne jeg jo ligge og kigge lidt i dem, var jm?s ord....Der synes jeg måske nok at omsorgen og alt det her sådan rigtig for alvor forsvandt!

Så der lå jeg ? jeg anede ikke om jeg skulle grine eller græde...gjorde begge dele, med mig selv og mine Se og Hør blade!

Denne fødsel gør ikke rigtigt noget ved mig...det var en hændelse, der kom noget helt igennem fantastisk ud af den, men selve hændelsen...det var bare sådan ret ?nå? agtigt!

Til gengæld havde jeg det meste fantastiske neo-ophold (når det nu skulle være!)...det kan man ikke rigtigt sige jeg havde med Laura!
fru schwartz er offline   Besvar med citat
Følgende brugere siger tak til fru schwartz for dette brugbare indlæg:
Dronning Gulerod (10-02-16)
Ulæste 07-12-06, 23:00   #12
Ditte
Ditte har ikke brugt den nye funktion...
For viderekomne
 
Dittes avatar
 
Tilmeldingsdato: 18/06-06
Geografisk placering: Frederiksberg
Indlæg: 22,650
Tak givet gange: 4,071
Takket 4,999 gange i 2,340 indlæg
iTrader: 11 / 100%
Alma:
D. 17.december 2001, 1 uge før termin (39+0) var jeg til almindeligt JM tjek. Alt så fint ud, og de vurderede hende til at veje 4200-4500. Wow tænkte jeg, men ok, de lovede mig at man var bygget til de børn man skulle føde....(?) så det var jeg nok også.
Hun spurgte mig, hvad det var for nogle mæker jeg havde på maven og jeg sagde kradsemærker, "jeg bruger neglebørsten når mine strækmærker klør rigtig meget" og JM sagde, at de skulle helst ikke klø så meget at jeg havde blodige striber over hele maven, så de tog lige en blodprøve, som viste alt for høje levertal.
"vi vil gerne tilbyde dig en igangsættelse" sagde JM og jeg sagde, "fint med mig, hvornår skal det være"? "NU" sagde JM. WHATTT??? jamen jeg skal da lige ringe til kæresten og....og....(og jeg mister altså ikke fatningen nemt normalt!) men JM sagde at jeg bare kunne køre hjem, hente ham, pakke taske osv og så komme igen om 1-2 timer og få pillerne lagt op. Rimelig syret at komme hjem og vække thomas(dengang sov vi jo snildt til kl 10 på fridage!) og sige, "skat, tage lige tøj på, du skal være far her om lidt" Og så lige Thomas der hader spontane ting og hader overraskelser, hihi.
Nå men jeg fik nogle piller kl 12, thomas tog til tandlægen og da der ikke var sket noget kl 16 fik jeg to stikpiller mere lagt op, og så kom der ellers gang i sagerne. jeg havde vestorm og kunne ingenting. var helt væk i en konstant smerte og sagde ikke en lyd, gik nærmest helt ind i mig selv. Det var rigtig ubehageligt at der ikke var nogle pauser mellem veerne til lige at komme sig lidt, og jeg kunne slet ikke selv styre noget, men var helt hensat til at følge min krop så godt jeg kunne. Jeg fik ingen bedøvelse for det gik så stærkt og de sagde at de ville "gemme det" til i morgen, for jeg kom ikke til at føde før i morgen middag. Jeg tænkte, at sådan her kunne jeg ikke holde ud at have det til i morgen, og det behøvede jeg heldigvis heller ikke. Kl 22.30 spurgte de om jeg ville hjem og sove lidt (?????) og det ville jeg absolut IKKE. kl 22.45 begyndte presseveerne(Godt jeg ikke var taget hjem!) men jeg var kun 6-7 cm åben og måtte IKKE presse, og fra 22.45-23.30, altså 3 kvarter, åbnede jeg mig de sidste 3-4 cm, tror liiige det gjorde nas. Kl 23.30 startede pressefasen og kl 00.10 var Alma født. Meget uvirkeligt men dejligt. Men ingen lykkerus og ingen tårer. jeg var lidt skuffet over mig selv, men hun var min, det følte jeg helt sikkert.
Hun vejede 4012 gram og var 53 cm lang og med smukt mørkt hår, næsten sort og lignede bare en rigtig lille Alma ;-)


Her er hun 2-3 uger gammel...
__________________

Kram Ditte
Alma (dec 01) & Gustav (nov 05) og Valde (aug 08)
Ditte er offline   Besvar med citat
Ulæste 07-12-06, 23:06   #13
Tessa4
Tessa4 har ikke brugt den nye funktion...
Kobberslyngel
 
Tessa4s avatar
 
Tilmeldingsdato: 20/10-06
Geografisk placering: Vestsjælland
Indlæg: 156
Tak givet gange: 40
Takket 11 gange i 8 indlæg
iTrader: 2 / 100%
Christian's fødsel

Det hele startede søndag den 16. december 2001. Kl. 18.45 kom den første spæde ve. De var meget uregelmæssige. De kom med 5-11 minutters mellemrum.

Vi ringede efter min veninde, som skulle være med for storebrors skyld. Storebror blev lagt til at sove omkring kl. 0.00, fordi veerne ikke var blevet regelmæssige endnu.

Kl. 2.00 ringede vi til fødegangen, da der nu var 2-3 minutter imellem veerne, og de var begyndt at bide temmelig kraftigt nu.

Storebror blev vækket, og vi kørte afsted. Han var meget spændt, og han glædede sig.

Kl. 2.30 ankom vi til fødegangen og blev vist ind på en fødestue. Jeg blev undersøgt. Jeg var 2 fingre åben og stadig 1 cm livmoderhals tilbage - nedslående.

Vi fik lov at blive, og jeg lagde mig i karbad, da jeg syntes, at veerne bed lige lovlig meget, specielt hvis der skulle gå 3-4 timer, inden jeg fødte.

Da klokken var 4.50, blev jeg undersøgt indvendig igen. Jeg var 7-8 cm og en hindeblære, der stod og trykkede. Umiddelbart derefter kom den første presseve. Hindeblæren bristede, og jeg blev hevet op af badekaret.

Inde ved fødesengen var der endnu en vandafgang. Det så storebror, og der var blod med. Det kunne han ikke lide, og han ville gerne ud. Det var også temmelig hektisk nu. Smerterne var uudholdelige, og jeg brølede ned i masken med lattergas.

Jeg pressede med ved hver ve, og kl. 5.11 kom lillebror til verden. En ordentlig klippert på 4.200 gram og 53 lang. Storebror var 3.400 gram og 50 cm lang. Så der var da en del til forskel.


Moderkagen blev født 5.20, og storebror kom ind umiddelbart derefter. Han var bare så stolt, og lillebror blev kysset og krammet, selvom han stadig var smurt ind i blod og fostervand.

Storebror syntes, at det værste var blodet, og det bedste var alt det andet. Storebror er 5½ år og har selv spurgt, om han måtte komme med til fødslen.


Kristoffer's fødsel

Det startede allerede onsdag aften ved 22-tiden. Jeg havde veer med 3-4 minutters mellemrum. De bed ikke voldsomt men nok til, at jeg mente, at det var nu.

Min mand blev hjemme fra sit natarbejde, og jeg ringede til min veninde, som skulle være med. Hun bor på Amager og skulle helt til Hørve, der er ca. 100 km. Hun kom kl. 2.30, og vi sad og hyggede imellem veerne. Omkring kl. 4 blev der længere tid imellem, og kl. 5 kom der slet ikke flere.

Min veninde kørte hjem for at gå på arbejde, og jeg gik i seng, for tænk hvis det gik i gang igen, så måtte jeg hellere være frisk. Kl. 10 fik jeg veer igen, og kl. 11.30 syntes jeg, at de bed så meget, at jeg ville på sygehuset. Jeg fødte nemlig på 2½ time sidst.

Min veninde kom endnu engang og havde en anden veninde, der skulle hente de 2 store, så ville min far komme fra København og hente dem hos hende. På sygehuset blev jeg undersøgt. Jeg var 1 cm åben, og veerne var gået lidt i sig selv igen. Vi skulle så gå rundt et par timer, og så ville jeg blive undersøgt igen.

Da vi kom efter et par timer, var der stadig intet sket. Jeg fik hende til at løsne hinderne for at få sat skub i det. Det skete der intet ved, så vi tog lidt slukørede hjem til de 2 store drenge. Min veninde blev natten over, da det er en lang vej at køre, og hun er selv gravid med termin i november.

Desperation var nået, så fredag morgen blev manden sendt på apoteket efter amerikansk olie. Jeg tog en spiseskefuld og ventede på mave/skidepinen. Den skulle gerne komme indenfor 3 timer, men INTET skete. Så min veninde valgte at køre hjem til hendes 2 drenge. Da var kl. 15.10. Hendes sidste ord var: "Nu kører jeg, så du kan føde".

Kl. 15.40 kom den første ve, kl. 17.30 afleverede vi de store hos min anden veninde, og kl. 18.20 ankom vi til sygehuset. Jeg var 3 cm åben og havde ikke haft vandafgang men masser af tegnblødning. Men som jeg forklarede dem, hvis der havde været vandafgang, ville de også have travlt, da de andre så er født indenfor 15 minutter.

Jeg gik i karbad, og kl. 21.10 fik jeg små presseveer. Jeg kom op og blev undersøgt. Der manglede bare en kant, så hun ville tage vandet og så fjerne kanten, mens jeg småpressede med. Det tog 3 presseveer, så fjernede hun hånden, og Kristoffer "stormede" ud mod friheden. Hun nåede lige at stoppe ham, og så skulle jeg holde igen i 2 presseveer. Skide svært at holde igen på en så voldsom trang.

Første presseve jeg måtte presse, blev hovedet født, og anden ve blev Kristoffer født helt. Da var kl. 21.30. Han var blå og ville ikke sige noget, så hun gav ham lidt zoneterapi, og der fik hun skruet op for blusset. Nej hvor han skreg. Han havde haft navlestrengen rundt om halsen + en hånd imellem. Han blev vejet til 3.500 gram og målt til 54 cm.

Vi tog hjem efter 4 timer, og de store kom hjem dagen efter. De er så glade for ham begge to. Det skal også lige siges, at min veninde ikke kom med til fødslen, da vi var enige om, at hun ikke skulle køre turen forgæves en gang til. Så hun må nøjes med at se det på video.


Nathali's fødsel

Jeg ventede med glæde vores 4. barn. Jeg havde termin den 1. marts 2006. Graviditeten havde ikke været nem. Jeg var indlagt flere gange med truende for tidlig fødsel, så jeg regnede absolut ikke med at gå over tid. Det havde jeg gjort med alle 3 drenge. Denne gang vidste vi, at vi ventede en pige, og allerede der havde jeg sat næsen op efter at føde 1-2 uger før termin. Optimist er man vel.

Jeg startede onsdag aften den 28. februar med veer, der tog til i styrke, så vi ringede til min far og hans kone, som skulle komme til de store. De bor i København og har ca. 100 km herop.

Kl. 3.40 om natten mener jeg, at det er ved at være tid, så vi kører på fødegangen. Jeg bliver undersøgt, og livmoderhalsen er ½-1 cm, og jeg er 2 fingre åben. Efter en time går det i stå. Vi vælger at gå en tur rundt på gangene i håb om, at der sker noget, men ingenting sker.

Da vi kommer tilbage, bliver jeg undersøgt igen, og nu er der ingen livmoderhals, men jeg stadig kun 2 fingre åben. Vi får lov at sove lidt. Jeg får et par veer, men jeg kan sagtens sove imellem indtil kl. 9, så gør de nas, og jordemoderen gør alt klar til fødslen. Hun ved, at lige pludselig går det stærkt hos mig. Men det hele går i stå igen, så vi vælger endnu en gåtur, som ingen effekt har, så vi tager hjem.

Det sidste jordemoderen siger er, at hvis jeg mener, det er NU, så skal Falck hente mig. Vi kommer hjem, og resten af dagen går med småveer, hvor jeg har en enkelt eller 2 pr. time. Da både min far og hans kone skal på arbejde fredag, kører de hjem. På turen hjem siger hun til min far, at jeg ikke holder natten over.

Jeg går i seng kl. 22, og det er stadig det samme. Kl. 24 starter veerne med at gøre rigtig nas, men jeg har kun 4 på en time. Kl. 1 får jeg en, som har ændret karakter, så selv manden opfanger det. Jeg rejser mig for at ringe og få tøj på, men veerne vælter ind over mig. Jeg får genboen over til drengene og får ringet til fødegangen og sagt, at de må sende Falck.

Da de kommer, er der 3-4 minutter imellem, fordi jeg sidder ned, men lige så snart, jeg står op, er der ingen pauser imellem. Op på briksen og så afsted. Vi ankommer på fødestuen kl. 2.22. Jeg kommer op på briksen på alle 4. De hjælper mig af med tøjet, og jeg vender mig om på ryggen. Der går vandet, og Nathali kommer flyvende. Den jordemoderstuderende når ikke at få handsker på, før hun griber hende. Moderkagen bliver født 7 minutter efter.

På grund af den hurtige fødsel er hun blå og slap, så der kommer en børnelæge og tjekker hende samt giver hende ilt. 10 minutter efter får jeg hende over, og hun er helt fin og tager fat på brystet med det samme.

Jeg bliver tjekket for bristninger, og jordemoderen er i tvivl, om min ringmuskel er ødelagt, så hun bliver nødt til at hente en læge. Det er den heldigvis ikke, så den jordemoderstuderende for lov at sy mig. Det tager en hel time, men til gengæld blev det pænt, proklamerede jordemoderen. Hun bliver vejet til 3.850 gram og måler 52 cm.

Efter nogle timer kommer vi over på en barselsstue, hvor jeg har valgt at blive i et par dage for at få ro til at lære den lille at kende. Drengene kommer selvfølgelig ind og hilser på os, og de er vildt stolte af lillesøster.


Jeg har ikke Frederik's fødsel her på computeren, og min beskrivelse ligger i hans kasse gemt væk til en jeg bliver nostaligsk. Men det var en god oplevelse. En første gangsfødsel, der varede 12 timer, alt gik efter planen, dog blev jeg klippet før han kom ud. Han vejede 3400 gram og var 52 cm lang.
__________________
Theresa, alenemor til 4 skønne unger
Frederik juli 96, Christian dec 01, Kristoffer aug 03, Nathali marts 06
Tessa4 er offline   Besvar med citat
Ulæste 07-12-06, 23:12   #14
Ditte
Ditte har ikke brugt den nye funktion...
For viderekomne
 
Dittes avatar
 
Tilmeldingsdato: 18/06-06
Geografisk placering: Frederiksberg
Indlæg: 22,650
Tak givet gange: 4,071
Takket 4,999 gange i 2,340 indlæg
iTrader: 11 / 100%
Gustav:
Gustavs fødsels startede også med en igangsættelse, 18 dage før termin. Han var vægtscannet til at veje omkring 4 kg og med alma havde de jo skudt 200-500 gram over, så jeg tænkte han sagtens kunne veje både mere men især nok mindre her knap 3 uger før termin. jeg havde fået en stikpille og skulle gå hjem og der skete ingenting. dagen efter om morgenen, kom vi igen, og fik en ny pille. Der skete stadig ikke noget. kl 15 blev jeg undersøgt og JM sagde at min livmoderhals var næsten væk så hun ville tage vandet. Det gjorde hun og så kom der fart på veerne med det samme. kl 17 var de rigtig slemme synes jeg og lært af erfaring, ville jeg gerne have en epidural, hellere for tidligt end for sent. Kl 18 fik jeg lagt sådan en, og sikke en lettelse. SKØNT med pause i veerne. Veerne arbejdede og jeg spiste kiks og hyggede imens. De havde sat en masse elektroder på Gustavs hoved derinde i maven og pludselig kom der en masse lyde og blink og JM sagde at han muligvis ikke havde det godt og de måtte tjekke via en blodprøve, og ellers skulle han ud med KS. Pludselig stod der en masse læger/sygeplejersker og rikkede op til KS mens andre prøvede at tage en blodprøve i hans hoved gennem min skede!? Epiduralen var virkede ikke længere, da han var sunket en del, men da jeg kun var 6 cm åben og de ikke vidste om han var ok og iltede sit blod ok måtte jeg IKKE presse (de ja vu!) Føj det var ubehageligt at have den vildeste pressetrang og prøve ikke at presse(det lykkedes heller ikke særlig længe ad gangen). Fra 21-22 var et HELVEDE fordi pressetrangen var så voldsom og jeg ikke måtte presse og der stod 4 mennesker nede mellem mine ben og sagde jeg skulle ligge stille og slappe af(??!!). Kl 22 fik de endelig blodprøven og en læge løb ud og testede den. Den var god nok og jegfik grønt lys til at presse. 3 presseveer og ialt 7 minutter og stjernekiggeren Gustav var ude. Han vejede 4600 så lidt galt var de på den! han var 55 cm lang.
3 dage efter fik han gulsot og vi var indlagt på neonatal i 3 uger, da hans lever ikke rigtig ville fungere optimalt. heldigvis gik det i orden og vi kom hjem med den skønne "lille" dreng.


Her er Gustav 2-3 uger gammel(kan ikke få billederne gjort mindre, har prøvet)
__________________

Kram Ditte
Alma (dec 01) & Gustav (nov 05) og Valde (aug 08)
Ditte er offline   Besvar med citat
Ulæste 07-12-06, 23:57   #15
anaiV
anaiV har ikke brugt den nye funktion...
Ikke den hurtigste slyngel i stuen
 
anaiVs avatar
 
Tilmeldingsdato: 20/08-06
Indlæg: 8,750
Tak givet gange: 1,563
Takket 2,759 gange i 1,057 indlæg
iTrader: 6 / 100%
Bertrams fødsel

Jeg vil begynde min fortælling søndag den 17/9 hvor jeg har lidt murren i underlivet og i det hele taget føler mig underligt til mode. Jeg har i nogen tid, faktisk et par uger været ret utålmodig efter at fødslen skulle gå i gang. Mest fordi jeg har så meget vand i kroppen og føler mig tung og uhandy. Ødemerne gør at mine ben er lilla og spænder helt vildt og der er ingenting der hjælper.
Karsten og jeg har joket lidt med at vi bare skal have dyrket noget sex, så skal det hele nok komme af sig selv, så efter aftensmaden gør vi et forsøg og vupti 30 minutter senere, da jeg lige vil rykke mig lidt frem i sofaen hører eller føler jeg nærmest et lille smæld og et skvulp væske løber ud. Jeg siger højt ?Hvad fanden var det? ? Jeg tror vandet er gået? mens jeg rejser mig op og så løber der ellers bare fostervand ud af mig ? Jeg nærmest løber gennem lejligheden ? ud på trappen og ned på badeværelset hvor jeg ifører mig et sammenfoldet håndklæde ? mens jeg venter på at Karsten kommer ned til mig. Praktisk som han er ? løber han bare i hælene på mig med en klud og tørrer op ? så da han kommer ned bliver han bare sendt op igen efter rene trusser.
Jeg ringer til fødegangen og fortæller at jeg lige har haft vandafgang og gerne vil have at vide hvordan jeg skal forholde mig ? de har enormt travlt på fødegangen og siger at da fostervandet var klart og ikke er ledsaget af veer skal jeg forholde mig i ro ? få noget søvn og så ellers henvende mig om morgenen kl. 9 med mindre jeg får kraftige regelmæssige veer selvfølgelig.
I løbet af natten melder veerne sig ? de er ikke kraftige, men jeg er ikke i tvivl om at det er veer, og de kommer med 6-7 minutters mellemrum og varer ca. 30 sek. ? jeg lægger mig på sofaen for ikke at vække Karsten og prøver så ellers at få lidt søvn.
Mandag den 18/9 står vi op og spiser morgenmad som sædvanligt inden vi tager på fødegangen, jeg har stadig småveer, men ikke noget jeg ikke kan håndtere.
Jeg bliver undersøgt og er ca. 1 cm åben, der bliver kørt en strimmel og baby har det fint ? nu er mine veer aftaget og jeg bliver derfor sendt hjem for at vente på at veerne skal tage til og hvis der ikke er sket noget inden næste morgen skal jeg komme igen der og have lagt ve-drop.
Hele mandagen går så med småsysler og ingen veer ? overhovedet? Veerne melder sig hen under aften og er fra starten ret kraftige, ca. 45-60 sekunders varighed med 6-7 minutter imellem ? og som aftenen går, bider de mere og mere ? kl. 00.45 ringer jeg så igen til fødegangen og bliver bedt om at komme derud ? så af sted med os. Undersøgelsen viser at de sidste 8 timers veer intet har gjort og det frustrerer mig i den grad for jeg er meget træt og kan ikke sove. Jordemoder Johanne vælger at indlægge mig og give mig lidt at sove på ? det virker også en 3-4 timer. Ud på morgenen den 19/9 tiltager veerne og jeg får en varmepude til lænden hvilket virker rigtig godt og jeg kan sove lidt videre.
Kl. 7 bliver jeg tilknyttet Jordemoder Anja som vælger stadig at se tiden an da der er meget travlt på fødegangen ? og ctg?en viser at min baby har det fint ? jeg er derimod ved at være godt træt af at have veer konstant?
Kl. 8.40 kommer Anja ind og undersøger mig igen og jeg er nu 2-3 cm åben og jeg åbner mig endnu 1 cm under undersøgelsen og er dermed nu i aktiv fødsel. Problemet er bare at vi grundet travlhed er blevet flyttet ned på den lille fødestue/pulterkammer hvor der ikke er plads til noget som helst.

Mine veer er tiltaget betragteligt men de holder igen med at stimulere mig da der meget travlt.
Endnu en time senere ligger jeg stadig og vrider mig, der er stadig ikke sket mere og pga. træthed har jeg meget svært ved at håndtere smerten ved veerne og kaster op flere gange, samtidigt har jeg helt uforklarligt fået feber ? Anja tilbyder mig nu en epiduralblokade inden jeg bliver stimuleret aktivt med S-drop ? dette takker jeg ja til ? Hurra for anæstesi-læger de er i sandhed hverdagens helte? Det gjorde godt nok sindssygt ondt at få den lagt ? Selv Karsten var nødt til at tage en dyb indånding på dette tidspunkt ? jeg tror også at jeg klemte alt blod ud af hans fingre  men da den virkede efter 10 minutter var jeg pludselig i stand til at fortælle jokes. Der sættes nu en elektrode på bebsens hoved, jeg bliver stimuleret med drop og jeg sættes i penicillinbehandling da det er 1½ døgn siden vandet gik.
Epiduralen gør at jeg sover de næste timer og min hårdt prøvede kæreste får lov til at tage hjem en tur ? det er farligt skal jeg hilse at sige ? da han kom tilbage havde han nemlig købt en bil ?
Kl. 15.30 overtager Jordemoder Pia overvågningen af mig og Anja siger at nu har jeg bare at føde inden hun kommer ind igen i nattevagt ? hvilket jeg lover?
Over de næste timer øges droppet uden tilsyneladende at have den store effekt, kl. 17.30 er jeg stadig ?kun? 6 cm åben, jeg bliver sat på max dosis drop og lægen truer med at hvis der ikke sker noget inden en time så er der kejsersnit? det var åbenbart det der skulle til for en time efter er jeg 9 cm åben og så begynder smerterne igen at tage til ? og endnu en time senere er jeg helt åben.
Jeg er nu begyndt at have pressetrang men må ikke da hovedet ikke står helt nede på bækkenbunden og Pia fortæller at det godt kan tage endnu en time inden jeg må presse hvilket får mig til at gå helt i spåner? Jeg kommer nu om på knæ og albuer over en sækkestol og får lattergasmasken til at tage toppen men det kan jeg slet ikke finde ud af og vil hellere bruge vejrtrækning ? mine presseveer tager nu meget til og endelig kl. 21.50 får jeg lov at presse ? hvilket jeg gør på livet løs veerne kommer med 1 minuts mellemrum og jeg kan ikke nå at trække vejret imellem så der skrues ned for droppet men veerne kommer bare hele tiden ? efter 50 minutters pressen kaldes lægen ind og vi bliver enige om at han skal lægge en blød kop, da jeg næsten ikke har flere kræfter, 22.47 kommer min lille dreng så op på min mave og nu er alle trængsler pludselig glemt for Hold K*** hvor er han smuk?
Han er lidt slap og bliver derfor hurtigt afnavlet og taget hen for at blive suget Apgar 7/1, 8/5, 10/13
Efter han så har fået lidt MME fra kop kommer han tilbage på min mave hvor vi får lov at nyde hinanden?
Nå ja mht. til Jordemoderen ? så nåede jeg det ? Pia blev og tog imod ? Johanne som tog imod mig natten før syede mig og Anja fik lov at være den der målte og vejede lillebassen som er 52 cm og vejer 3250 gram.
__________________
bare mig
anaiV er offline   Besvar med citat
Besvar


Aktuelt aktive brugere, der læser denne tråd: 1 (0 medlemmer og 1 gæster)
 
Trådværktøjer
Visningstilstande


Powered by vBadvanced CMPS v3.1.0

Alle tidspunkter er GMT +2. Klokken er nu 12:18.


Powered by vBulletin® Version 3.8.2
Copyright ©2000 - 2019, Jelsoft Enterprises Ltd.
no new posts