Fødselsberetninger - Side 2 - Slyngebarn
Slyngebarn.dk

Gå tilbage   Slyngebarn > OT og andet godt > Ordet er frit
Glemt adgangskode? Tilmeld

Ordet er frit Snak, snak, snak og snak........

Besvar
Trådværktøjer Visningstilstande
Ulæste 10-12-06, 20:58   #16
LotteS
LotteS har ikke brugt den nye funktion...
Slyngeudvikler

Forhandler

 
No Avatar
 
Tilmeldingsdato: 12/10-06
Indlæg: 3,242
Tak givet gange: 129
Takket 249 gange i 129 indlæg
iTrader: 2 / 100%
...

Sidst redigeret af LotteS; 24-11-08 kl. 00:31
LotteS er offline   Besvar med citat
Ulæste 10-12-06, 21:03   #17
LotteS
LotteS har ikke brugt den nye funktion...
Slyngeudvikler

Forhandler

 
No Avatar
 
Tilmeldingsdato: 12/10-06
Indlæg: 3,242
Tak givet gange: 129
Takket 249 gange i 129 indlæg
iTrader: 2 / 100%
...

Sidst redigeret af LotteS; 24-11-08 kl. 00:30
LotteS er offline   Besvar med citat
Ulæste 11-12-06, 22:20   #18
fritze
fritze har ikke brugt den nye funktion... Edit
Gæst
 
No Avatar
 
Indlæg: n/a
Laura Emilies fødsel 33+2

Mandag d.22 august troede jeg bare, at jeg havde ekstra udflåd (skulle jo være meget normalt under graviditet), men det viste sig at være vandet der allerede småsiv hele dagen.
Omkring kl. 3 natten til tirsdag vågnede jeg ved at der var noget der løb.. Jeg skulle jo ikke føde før om 7 uger, så tænkte ikke nærmere over det, men gik bare på toilettet. Gik ind i seng igen, men det blev ved. Gik på toilet igen og kæresten vågnede og spurgte hvad jeg lavede. ØH tror vandet er gået, sagde jeg bare og gik i seng igen. Jeg tænkte ikke rigtig over at VANDET var gået, for der var jo længe til. Så det var kæresten der sagde jeg skulle ringe til fødegangen. De gav mig besked på at blive liggende i min seng og så ville der komme en ambulance og hente mig. Tænke lige UPS fordi jeg havde gået frem og tilbage, men stadig ikke over at jeg måske snart skulle føde.. Thomas var syg, så min mor tog med ind på sygehuset. Jeg er blevet spurgt bagefter, om hvad vi havde gjort, hvis jeg nu havde født og Thomas ikke var med? Det tænke jeg heller ikke over, for ja det skulle jeg jo ikke.

Inde på sygehuset gav de mig vehæmmende drop og fik kørt strimmel. Laura Emilie havde det fint og mine veer, som begyndte i ambulancen, blev mindre ved hjælp af droppet. Jeg fik også den første lungemodningssprøjte til Laura Emilies lunger. Nåede aldrig at få nr.2. De regnede ikke med at jeg gik tiden ud, men jeg skulle heller ikke føde nu her forløbelig. Der var forskellige meninger fra JM til JM (fik 5-6 forskellige på det døgn), så nogen sagde jeg kunne komme hjem efter et par dage og andre mente først når jeg engang havde født. Jeg skulle i hvert fald sygemeldes fra mit sidste job.. Så tror hverken de eller mig selv regnede med at jeg skulle være mor inden for et døgn.

Efter en 3 timer tror jeg det var, skruer de ned for droppet og veerne tager heller ikke til i styrke igen. Min lillesøster kommer og underholder mig og Thomas og min mor kommer også lidt senere. Min mor skulle lige hjem på arbejde. De kører igen om aftenen. Jeg begyndte at læse lidt men fik ondt, så prøvede at sove, men det kunne jeg ikke. Mellem kl.22-23 fik jeg en ve hver 10-15minut og de varede næsten 5 min. hver gang. De trak tårer, men jeg regnede ikke med at fødslen var så småt igang, for det skulle jo gøre MEGET mere ondt end det.. Jeg får kaldt på en sygeplejeske og han kalder på en JM. De skruer op for droppet i håb om at stoppe veerne igen. Hun undersøger mig og jeg er 4 cm åben.

Droppet virker ikke denne gang og omkring kl.1 får jeg de første presseveer. Jeg bliver undersøgt igen og er nu 5-6cm åben. Får af vide at jeg heller må ringe til Thomas og min mor, da det går stærkt. Så dem får jeg ringet til ca. 20min over 1. Får af vide at jeg ikke må presse, men skal gispe.. ØH okay HVORDAN? Det er sgu svært. Kommer over på fødebriksen og der tror jeg, det går op for mig at jeg skal føde nu. Kan huske jeg blev ked af det og siger at det jo er alt for tidligt. Har jo heller ikke fået den sidste sprøjte til Laura Emilie. Er også bange for at Thomas ikke når at komme.

Det næste går så stærkt, så kan ikke helt huske rækkefølgen. Men jeg er nu fuld åben og må gerne presse. Da Thomas og min mor kommer er mine veer ikke helt så stærke mere. Laura Emilies puls dykker og jeg må vende mig fra side til side og tilbage igen. Ved ikke om det virkede, men hun bliver mast, så nu skal hun bare ud. Jeg får også ilt, som er til Laura Emilie. Jeg får vedrop og får bedrøvelse, da hun vil klippe mig. Hun skal ud og hurtigt. Da hun får hovedet ud bliver jeg helt forskrækket, var bange for at hun blev kvalt. Men hun skulle lige vende sig. Jeg sidder og holder fast i mine ben i knæhaserne, så jeg kan se hendes baghoved. Eller i hvert fald en sort klump.. Kan huske jeg tænker, nej hvor har hun/han meget hår. (Pga. eletroden der sidder i hendes hovedbund for at måles hendes puls).

Hun kommer ud 2:22 og Thomas klipper hendes navlestreng. Der gik faktisk et godt stykke tid, før jeg opfatter at det blev en pige. Børnelægen tager hende over til sig og giver hende ilt. Hun blev ikke lyserød, så hurtigt som hun burde. Børnelægen tager hende med sig og min mor går med. (Thomas ville gerne se hende ordentlig sammen med mig). Først her går det op for mig at der var 2 JM, en sygehjælper, en læge og en børnelæge til stede under fødslen. Jeg føder moderkagen som er fin, en ½ times tid senere. Blev dårlig under veerne og da JM spritter sine hænder, kaster jeg op. Den lugt kunne jeg ikke lige klare. Ligger med varmelampe, mens jeg bliver syet da jeg fryser helt vildt. Min mor kommer tilbage og fortæller os hvor stor hun er, og at hun fik lagt sonde, cpap (ilt og luft) og lagt i kuvøse. Jeg finder ud af at jeg først må komme ned og se hende efter 2-3 timer. Skulle lige syes,have lidt mad/drikke og op på toilet osv. Thomas skynder faktisk på mig, jeg har åbenbart ikke travlt.

Jeg bliver kørt derned i min seng og lige inden vi er der, så begynder jeg at græde. Jeg bliver lige pludselig nervøs og først der går det op for mig, at jeg skal se min datter. Ligger i min seng og kigger ind i kuvøsen. Kan næsten ikke se hende, da hun har tæppe over sig og en cpap-hue på. Og så fylder cpapen også godt i hende lille ansigt. Får lige hurtigt af vide hvordan hun har det. Hvilket egentlig er fint nok, men hun kan ikke selv klare sin vejrtrækning Jeg er oppe på stuen et par etager over Laura Emilie ved 6 tiden. Får en 3 timers søvn og så skal jeg bare ned til hende igen. Får lov til at få hende ud og ligger med hende en times tid. Jeg havde ikke fået meget søvn de sidste par dage, men da jeg lå der var jeg ikke træt.

Fødslen var hård fordi jeg var træt, men må indrømme at jeg blev positiv overrasket. Havde regnet med at det ville gøre mere ondt og så gik det jo også rimelig strækt. En god fødsel trods alt.

Laura Emilie låi kuvøse i 9dage og vi var indlagt i 20 dage. Hun vejede ved fødslen 2060g og var 46cm lang :smile:

Mia
  Besvar med citat
Ulæste 29-12-06, 13:35   #19
Herma
Herma har ikke brugt den nye funktion...
Guldslyngel
 
No Avatar
 
Tilmeldingsdato: 19/06-06
Geografisk placering: Nørresundby
Indlæg: 777
Tak givet gange: 16
Takket 37 gange i 15 indlæg
iTrader: 3 / 100%
For at starte med begyndelsen: Vi havde ikke gjort noget særligt for at passe på de sidste 6 mdr. efter jeg fandt ud af at jeg ikke kunne tåle p-piller, men det gav intet resultat. Jeg havde været sammen med (og boet sammen med) min mand i 14 mdr. da min far fortale at han havde fundet sig en ny kæreste. Han hed Christian og var 1 år ældre end mig. Hvad siger man så??? Dagen efter var min mand og jeg så på besøg hos min faster. Hun er heller ikke helt nem at have med at gøre, så da vi kom hjem sagde jeg til min mand: "Nu er min familie fandme blevet for underlig, jeg vil have min egen!!!" 4 uger efter sad jeg med en positiv test. Beslutsomhed !
Graviditeten forløb uden de store komplikationer (lidt kvalme, lidt halsbrand og lidt bækkenløsning der heldigvis kunne klares med afslapning. Og så selvfølgelig humørsvingninger.... ).
Terminen var sat til 19/8 2002 ved scanning (havde ikke haft mens i 3 måneder da jeg blev gravid). Jeg besluttede tidligt at jeg ville føde ambulant, da jeg har vild fobi for at være indlagt og især på barselsgangen (længere historie).

Nå, men for nu at komme til sagen. Torsdag d 15/8 fik jeg veer. De var ikke særligt regelmæssige og de gik da også i sig selv i løbet af en times tid. Så blev tålmodigheden sat på en prøve!! . Men der skete ikke mere.... Søndag havde jeg mange plukveer og om aftenen besluttede vi at nu skulle der altså ske noget! Så vi gik en tur i rask trav 3 km på 5 kvarter... Jeg måtte jo stoppe og puste ved hver anden lygtepæl pga. plukveer!! Da vi kom hjem styrtede jeg på toilettet (ja undskyld, men det gjorde jeg) og sagde stolt til min mand at det godt kunne være første tegn på snarlig fødsel. Jeg smed mig på sofaen, for jeg var jo blevet træt af den gå tur. 45 min senere, kl. 23, kom den først rigtige ve så. Og jeg var ikke i tvivl om at det var en ve!! "Sprang" op fra sofaen og meddelte min mand at det var den første ve og nu skulle vi i seng. Svaret kom promte "jamen skal jeg ikke bare lave en kande kaffe?". Så fik han en smøre om førstegangsfødsler og 36 timers veer!!! Vi gjorde os klar til at gå i seng og kl 23.30 blev lyset slukket. Kl. 23.40 blev lyset tændt igen og min mand spurgte "hvad nu?". Jeg forklarede at jeg lige ville se hvor længe der var mellem veerne og hvor længe de varede. 10 min senere kom der et forsigtigt hvad så? fra ham. Lettere forvirret fortæller jeg at der er 4 min imellem og at de vare 1 min. Vi bliver enige om at det nok er tid til at ringe til fødegangen og vi står op igen. Meget forsigtigt spørger min mand "må jeg godt lave kaffe nu?". Det fik han så lov til og jeg ringede til fødegangen. Jeg måtte gerne komme med det samme, men jeg måtte også gerne vente var beskeden derfra. "Så bliver vi hjemme lidt endnu." Jeg gik i bad og manden gik og fløjtede mens han vaskede op og drak sin kaffe!!
Ved 1-tiden tvang jeg mig selv ud fra bruseren igen og fandt ud af at der nu kun var ca. 2 min mellem veerne, så jeg ringede til fødegangen og sagde at vi var på vej. Dernæst ringede jeg til min far som skulle køre os og sagde "så er det nu". Hans svar var "Er det lige nu det er nu? Vi er altså lige gået i seng!" Ja det var nu, så de måtte stå op igen. Vi fik samlet de sidste ting sammen og gik ned (bor på 3.). Det var en dejlig lun nat kan jeg huske. Jeg frygtede køreturen, for jeg kunne ikke sidde ned under veerne, men veerne stoppede totalt mens vi kørte. Sad lidt og ærgede mig, for så blev jeg jo bare sendt hjem igen! Men da vi stod i forhallen til sygehuset skal jeg da lige love for de kom igen!!! Vi kom op på fødegangen og jeg fik sagt at jeg gerne ville føde i vand. Kl. 2.00 blev jeg undersøgt og livmoderhalsen var udslette og jeg var ca. 2 cm åben, så jordemoderen mente at jeg ville føde ved 8-tiden. Vandstuen var optaget, så der ville gå ca. 2 timer før jeg kunne komme derind, så hun spurgte om jeg ville hjem, have en anden stue i mellem tiden eller bare gå rundt i opholdsstuen. Jeg valgte det sidste, man skulle jo nødigt være til besvær!!! Jeg gik så rundt der ude og talte med min far og hans kæreste, som stadig var der. Vi blev enige om at han skulle hente os igen næste formiddag, hente min farmor og lave flæskesteg, som de skulle tage med over til os om aftenen. ca 2.45 kørte de hjem igen. Min mand lod mig passe mig selv under veerne, hvilket passede mig fint. jeg fik følelsen af at jeg skulle på toilettet, men kunne slet ikke overskue det med de veer, som i øvrigt tog helt vildt til i styrke konstant! Udsigten til at det skulle vare til kl. 8 var ved at slå mig ud! Jeg brølede meget under veerne og der kom en jordemor som så meget bekymret på mig. Hun fik hentet min egen jordemor og jeg krævede at nu skulle der altså ske et eller andet. Hun ville gerne lige undersøge mig igen og vi gik ind i undersøgels rummet igen. kl. var 3.12. Hun undersøgte mig og sagde noget befippet "du er 9½ cm åben. Jeg beklager, men jeg kan ikke nå at gøre klar til at du kan føde i vand". Jeg kiggede meget overrasket på hende og spurgte om det ikke blev værre end nu? Hun fik mig overbevist om at det snart var overstået. Så kiggede jeg på min mand og sagde det der næsten fik hende til at gå i gulvet: "skal vi have 10 mere?" Den havde hun ikke hørt før..... Da den næste ve kom pressede jeg lidt med og vandet gik. Vi skulle så over på en fødestue. Jeg blev hjulpet ned fra lejet og hun hjalp mig med at få trusser på. Hun havde fanget at jeg var ret blufærdig, så hun ville også hjælpe mig med mine bukser, men jeg kiggede opgivende på hende og spurgte om det nu også var nødvendigt?. Vi kom over på fødestuen og hun sagde til sosuen at hun gerne måtte gøre klar til en snarlig fødsel og at hun ikke skulle gå for langt væk. Da sosuen var på vej ud af døren undersøgt jm mig igen og konstaterede at sosuen nok hellere måtte blive. jm. ville gerne have at jeg skulle føde stående, men mine ben var helt færdige, så jeg kom op på fødelejet. "du skal lige have fødderne op på pladerne", men nej det skulle jeg ikke. Jeg havde det fint med at ligge og ligne en frø der er blevet kørt over!!! Første presse ve gav ikke rigtigt noget, men da min mand blev instrueret i at hjælpe mig op når presseveerne kom, skete der noget og 10 min senere, kl. 03.41 var Alex født. Under en af de sidste presseveer fik jeg halvhjertet sagt at jeg ikke ville mere, for man skal jo brokke sig lidt når man føder ikke??? . kl 6.10 havde jeg været ude at tisse og da jeg kom ud stod der en jordemor og ventede på mig. Hun sagde at jeg havde været så billig i fødsel, at jeg kunne låne telefonen på deres kontor til at ringe til min far så han kunne hente os. Så kl 6.15 ringede jeg til min far og sagde at han gerne måtte hente os. "Skal du ikke lige føde først?" var hans kommentar til det. Jeg fik dog overbevist ham om at det havde jeg gjort, så kl 7.30 sad vi hjemme i vore egen stue og spiste rundstykker med en noget klatøjet nybagt morfar og hans mindst ligeså klatøjede kæreste.
Så siden da har joken herhjemme været at Alex' fødsel var hårdest for morfar og hans kæreste !
Om eftermiddagen ringede jeg så til min Farmor og hun startede med at sige:"Ja, så kom dagen, men der er jo ikke sket noget endnu". Så da jeg kunne fortælle hende at hun havde 2 timer til at pakke sin taske, så hun kunne komme på barselsbesøg var hun temmeligt overrasket!
Det blev vist en længere beretning, men det var bare alletiders oplevelse som jeg gerne ville dele med jer....

Herma
Herma er offline   Besvar med citat
Ulæste 05-01-07, 22:11   #20
ireneB
ireneB nu har jeg
Oplært

Forhandler

 
ireneBs avatar
 
Tilmeldingsdato: 13/10-06
Geografisk placering: Sønderborg
Indlæg: 5,570
Tak givet gange: 39
Takket 419 gange i 186 indlæg
iTrader: 2 / 100%
Ronjas Fødselsberetning: http://reinkvist.dk/ronja/foedsel.html

Ragnas Fødselsberetning: http://reinkvist.dk/ragna/foedsel.html
__________________
Mvh Irene, mor til fire tøser på 3, 7, 11 og 20 år
PaaPinden ~ strikkeside - Ammenet
ireneB er offline   Besvar med citat
Ulæste 12-01-07, 00:34   #21
Laerke78
Laerke78 har ikke brugt den nye funktion... Edit
Gæst
 
No Avatar
 
Indlæg: n/a
Superkort beretning

Hej medmødre,

Jeg var førstegangsfødende og havde termin 1. dec men fødte 6. dec.

Jeg havde lige været til JM-tjek dagen før fødslen, Hun tror på at fuldmånen kan sætte fødsler igang (det var netop fuldmåne den dag), og har med sine mere end 20 års erfarring oplevet frekvensen af fødsler stige omkring fuldmånetid. Hun sagde dog at lægerne havde lavet en undersøgelse om det, der ikke kunne bekræfte dette.

Plukveerne startede om formiddagen

ved 17tiden fandt jeg ud af at slimproppen var gået

Ved 20tiden gik vandet i stor mængde og veerne gik igang for alvor.
Da jeg ringede til Hvidovre hospital sagde de, at vi ikke havde travlt og godt kunne vente ihvertfald to timer med at tage afsted. Heldigvis ventede vi ikke så længe.

Lidt over kl 21 kørte vi. Ved ankomst, diskuterede JM'erne om jeg skulle køres op på afdelingen, hvor jeg kunne få lov til at føde i vand (som var mit ønske), eller om de liiige skulle tjekke hvor åben jeg var. Det blev det sidste, heldigvis, for jeg var fuldt åben og måtte straks gå igang med at presse. Fra første pres til sidste gik der 10 minutter! Vist ret usædvanligt for en førstegangsfødende.

Det betød, at jeg ikke fik lov at føde i vand og ingen smertestillende kunne få - AV! Men, jeg klager ikke.

Jeg sprak lidt to steder indvendigt og fik akkupunktur som smertestillende for det.

Trods den heldige fødsel, ved jeg ikke, om jeg ville gøre det igen, selvom vi meget gerne vil have en søster eller bror til Nikoline...men sådan reagerer de fleste vist første gang.

Lærke
  Besvar med citat
Ulæste 18-01-07, 22:18   #22
CamillaSC
CamillaSC har ikke brugt den nye funktion...
stud.mor.

Forhandler

 
No Avatar
 
Tilmeldingsdato: 11/05-06
Indlæg: 2,581
Tak givet gange: 62
Takket 112 gange i 51 indlæg
iTrader: 5 / 100%
Ja så vil jeg da også lige komme med min fødselsberetning her 1½ år efter ;-)

Jeg havde termin d. 8/7 2005 og 14 dage før var der ingen tegn på, at jeg skulle føde snart, så vi besluttede at tage en lille ferie.Søndag den 26/6 tog vi på camping i Grenå. Det var super hyggeligt, men natten til onsdag havde jeg lidt muren i maven, så vi besluttede at tage hjem onsdag i stedet for torsdag som først planlagt.
Det gik dog i sig selv igen, så torsdag cyklede vi ud for at handle ad en bumpet og gruset sti. Om aftenen gjorde jeg hovedrent på wc'et, vi havde kun en uge tilbage, og der skulle jo være rent til babyen kom. Om aftenen hyggede vi med chips og chilidip - for jeg mente, at det med chili og fødsler bare var en skrøne.
Kl. ca. 4.00 vågnede jeg i en våd seng, men var i tvivl, om det var vandet, der var gået, for jeg havde ingen veer. Efter 20 min ringede jeg til fødegangen, som bad mig ringe tilbage, når jeg fik regelmæssige veer.
5 min efter startede veerne, så timingen var i orden. De var lette men hyppige, og efter to timer var de taget så meget til, at jeg vækkede Jacob.
Han foreslog at jeg tog et karbad, men efter 1 time VILLE jeg på sygehuset, og de sagde heldigvis ok, da jeg ringede. Turen ned til taxaen var rigtig hård, det tager normalt et par minutter, men det tog 10 for mig, og chaufføren så meget skræmt ud, da han opdagede, at jeg skulle føde.
Ved modtagelsen på Skejby kl. 8.30 blev jeg dog lidt slået ud, for jeg havde knap udvidet mig en finger.
Jordemoderen foreslog, at jeg kunne komme i badekar eller blive sendt hjem med noget at sove på, da jeg ikke havde sovet, siden vandet gik, i det veerne jo fra starten kom hvert 2-3 minut. Jeg valgte karet for jeg havde ondt og ville ikke hjem igen.
Efter 2 timer i karet, hvor jeg lærte at slappe af og trække vejret rigtigt, var jeg 5-6 cm åben og kom op og ligge på sengen lidt, hvor jeg fik sat nogle akupunkturnåle og fik iltmaske. Efter en time var der dog ikke sket det store, og jeg kom i karet igen.
Nu foreslog jordemoderen, at Jacob gik i kantinen og fik noget mad, klokken var da ca. 12.15. Heldigvis kom der en ordentlig ve, og jeg bad ham blive. Ca. 12.45 kom jeg op igen, og efter 5-10 minutter kunne jeg ikke længere lade være med at presse, og 13.02 fødte jeg den dejligste lille pige. Glæden over at høre hende skrige, og at det var overstået oversteg alt andet, så det var jordemoderen der måtte spørge om ikke Jacob ville kigge efter hvad køn det var, og om han ikke ville klippe navlestrengen.
Set i bakspejlet var det en let fødsel, men i løbet af 2 timer nåede jeg både at sige "jeg fatter ikke at der er nogen der får 2" og "hvornår skal vi have den næste".
Hun var 2820 g og 49 cm lang og klarede alle test til UG.
Det er den bedste fødselsdagsgave, jeg har fået nogensinde i hele mit liv. Og selvom jeg før tiden havde sagt, at den 1/7 skulle hun ikke komme, fordi jeg ville have min fødselsdag for mig selv, ja så kom hun lige til tiden, og dagen kan jo sagtens deles.
CamillaSC er offline   Besvar med citat
Ulæste 19-01-07, 08:07   #23
Lisbeth
Lisbeth ..
Øko-Slyngel
 
Lisbeths avatar
 
Tilmeldingsdato: 15/09-06
Indlæg: 3,285
Tak givet gange: 0
Takket 4 gange i 4 indlæg
iTrader: 7 / 100%
Send en besked via MSN til Lisbeth
Nogen har måske allerede læst mine fødselsberetninger i FOGF, men her er de:

Jakobs fødsel

Astrids fødsel - hjemmefødsel

Signes fødsel - hjemmefødsel
__________________
Lisbeth
SB-pause - CU IRL
Lisbeth er offline   Besvar med citat
Ulæste 10-03-07, 23:34   #24
Dottelue
Dottelue er vist en af de gamle
Jordbunden (m.i.s.)

Forhandler

 
Dottelues avatar
 
Tilmeldingsdato: 16/01-07
Geografisk placering: Nord for Kolding
Indlæg: 27,333
Tak givet gange: 4,854
Takket 14,967 gange i 6,054 indlæg
iTrader: 16 / 100%
Send en besked via MSN til Dottelue
Beskrivelse af Sissels fødsel:
Jeg havde termin med Sissel d. 2/12. Efterhånden var jeg dog nået til d. 13/12 og var ?lidt? utålmodig. (pænt sagt)
Efter et par aftener med ?snydeveer? havde jeg haft næsten en hel dag med snydeveer. Jeg sender bla. en mail til Kim med overskriften ?1. advarsel? og en besked om at han ikke skal forvente at komme på arbejde mandag (vi har nu onsdag). Min veninde Berit (med termin i januar) ringer for liiige at høre? og jeg snakker med hende en halv times tid, mens jeg er lidt stille under ?veerne?, direkte adspurgt benægter jeg dog at der er noget under opsejling, for det er jo bare snyd som så ofte før.
Vi går aftentur med Jackie, som vi plejer, og der er faktisk fantastisk få plukveer undervejs, så jeg bliver overbevist om at det her går i sig selv igen.
Kl. 03 d. 14/12 vågner jeg begynder at holde øje med clockradioen, der er ca. 6 min. i mellem. 03:30 står jeg op og går i bad indtil kl. 4 hvor jeg går op til Kim og siger at han ikke kommer på arbejde i dag. Han står op, og vi får pakket det sidste i tasken. Halv fem er der 5 min. imellem veerne og jeg ringer til fødegangen for at fortælle at vi kommer. Jackie bliver vækket (er ikke morgen-hund), får en tur i haven og noget at spise. Kl. 4:45 letter vi anker, med ankomst kl. 5. Vi er ret overbeviste om at det er nu, det er nu, så vi har autostol og det hele med til hjemturen.
Marianne (naboen) sover ret let, og har siden fortalt at hun tænkte: ?nå så blev det heller ikke i nat, for nu kører Kim på arbejde. Hov der er 2 bildøre der smækker!!! Han skal ikke på arbejde?). Skønt at sygehuset ligger lige ved siden af mit arbejde, så jeg viste præcis hvor lang tid det tog at komme derind. Undervejs snakker vi om at det er godt at det ikke er omkring kl. 8, så vi kunne have holdt i kø hele vejen ind til byen.
Hold da op hvor er der langt fra indgangen til fødegangen!!! Men vi når da frem i god ro og orden, og bliver installeret på en fødestue. Jeg bliver undersøgt og der er stadig 1 cm livmoderhals og jeg er kun 1 cm åben. Der bliver også kørt en strimmel, og det ser fint ud, desuden får jeg et klyx. Herefter bliver vi overladt til os selv i et par timer. Jeg når i øvrigt at kaste op et par (=adskillige) gange undervejs. Veerne gør lidt ondt efterhånden og jordemoderen siger at de er ?gode?.
Kl. 7 er der vagtskifte, og vi får Joanna som jordemoder. Hun har en sygeplejerskestuderende med, som jeg desværre ikke kan huske hvad hedder, hun var ellers sød. Hun skal se en naturlig fødsel, i modsætning til det kejsersnit hun så dagen før.
Joanna giver mig noget varmt på lænden, selv om jeg siger, at det ikke gør ondt der, men hun insisterer. Da jeg bliver ved med at klage mig, lægger hun 9 akupunkturnåle på mig. 4 i lænden, 4 i maven (lige over bikinilinien) og en midt i panden på mig. Det er guld! Jeg får mig endda en lille lur eller to med veer og det hele, mens Kim sidder og holder mig i hånden. Han får hverken sovet eller spist hele dagen.
Kl. 9 er det slut med at ligge og hvile mig. Veerne bider igen fra sig og jeg tager mig et brusebad, som nu ikke hjælper fantastisk (lidt underligt at gøre siddende). Jeg fryser under veerne, men i mellem dem har jeg det alt for varmt, så jeg er vist ret svær at gøre tilpas. Jeg var i øvrigt 2 cm åben og livmoderhalsen er væk. 1 cm på 3½ time. Det har lange udsigter!
Jeg kæmper videre indtil kl. 11:40, hvor jeg igen bliver undersøgt og efterhånden er jeg 3 cm åben. Joanna giver mig papavarin, der skulle hjælpe med at sætte lidt gang i det hele (blødgøre det hele lidt). Det sætter gang i sagerne og da hun undersøger mig ½ time senere er jeg åbnet 6-7 cm. Jeg begynder at få lattergas under veerne. Efter lidt tid på det, begynder jeg at have det rigtigt godt. Jeg sætter mig op, har ellers ligget ned for det meste, og sidder og snakker med den studerende og Kim. Hun vil gerne hvis jeg føder før kl. 15, for der slutter hendes vagt. Jeg har det strålende og sidder bare og koncentrerer mig lidt om masken under veerne.
Efterhånden begynder det dog at være svært at koncentrere sig om samtalen og jeg lægger mig ned igen.
Hele vejen igennem bliver der jævnligt lyttet til den lilles hjertelyd og Joanna er glimrende tilfreds med hvad hun hører.
Kl. 13:45 er jeg 7-8 cm åben, og Joanna beslutter sig for at tage vandet. Herfra er intet som planlagt! Vandet er grønt, meget grønt! Der er desuden ikke meget af det! Samtidig konstaterer hun at Sissel ikke længere er på vej ned, men er ved at trække hovedet op igen og jeg lukker mig lidt igen. Ikke et godt tegn, når man lukker sig igen! Der bliver selvfølgelig tilkaldt en børnelæge, som sætter en elektrode på Sissels hoved. Hjertelyden er ikke helt stabil, og når et par gange at komme ned på 80 mod de sædvanlige 120-140. Jeg begynder at få vedrop og saltvandsdrop. Kan dog selv kun huske at de lagde vedroppet (mest fordi de fumlede rundt med det). Børnelægen begynder at forklare om kejsersnit, og at Kim ikke kan komme med ind. Min eneste kommentar er: ?min lillebror var igennem det sidste år, vi ved det godt.? Hvis hjertelyden falder én gang mere, eller hun trækker sig længere op, så bliver det kejsersnit.
Får lidt skæld ud for ikke at slappe af gennem veerne. Jeg arbejder ikke med dem.
14:22 er hovedet igen kommet lidt længere ned, men der er stadig en kant før jeg må presse. Vedroppet bliver sat op fra 5 ml til 30.
Den sidste tid har jeg muligvis haft lidt pressetrang, men jeg ved det ikke. Ville bare så gerne have hende ud. Generelt registrer jeg meget lidt på dette tidspunkt
14:39 bliver det igen checket hvor meget jeg har åbnet mig, og da jeg desværre er fortsat med at lukke mig, og tøsen er i gang med at trække hovedet op igen, trykker børnelægen på den røde knap og bestiller et ?type 1? kejsersnit (barnet skal være ude inden 10 minutter). Og herfra kommer det til at gå rigtigt stærkt, i løbet af ingen tid tager Kim mine smykker af, mine akupunkturnåle skal af, der kommer en seng ind og jeg kommer over på den, de flytter mine drop-poser, jeg bliver kørt ud af rummet, hen af gangen ind i elevatoren. I elevatoren når vi lige at skifte jordemoder (couldn?t care less), inden det igen går hen af gangen og ind på operationsstuen. Herefter må Kim ikke være med mere, og han bliver vist hen til en stol for enden af gangen. Jeg bliver flyttet over på operationsbordet, der bliver sat en skærm op, en milliard mennesker er henne for at præsentere sig for mig (kan ikke huske et eneste navn, så det er spild af tid!), når kun lige at høre at en siger ?skal vi ikke spritte hendes maveskind af??, svaret er ?det er der ikke tid til?, så blev jeg nervøs! Heldigvis gik der ca. 15 sekunder så var jeg bedøvet. Jeg blev bedøvet med en ?knock out bedøvelse? svare lidt til at knalde mig en mellem øjnene med et baseball bat.
Indtil kl. 14 er Kim den perfekte fødselshjælper, derefter blev han irriterende med hans evindelige ?træk vejret dyyybt ind, stiiille og roligt?. Da de kørte os af sted til ks var jeg dog glad for ham igen.
Kl. 14:50 er Sissel født. Hun bliver taget ind på børnebordet og Kim får lov til at komme ind. Ikke specielt fedt at se sit nyfødte barn blive suget i lungerne. Han sidder med hende indtil jeg vågner 5 kvarter senere. Hun begynder at sutte omgående jeg får hende op på maven. Det er også her at jeg foreslår Sissel, til gengæld må Kim bestemme hvordan det skal staves.
Vi kommer over på barselsgangen og begynder at ?synkronringe? til vores forældre, som selvfølgelig straks kaster alt fra sig, for at komme ned og se vidunderet.
Der er heldigvis god plads på barselsgangen, så Kim får lov til at sove i den anden seng på stuen. Sengene bliver skubbet helt sammen, og vores første nat som en familie bliver med Sissel (og en sengehest) imellem os.

Dagen efter på barselshotellet møder vi en læge der kigger ned i vuggen og siger: Nej! Det er jo vores lille 14:44 alarm.? det var hende der havde grebet Sissel efter at hun var taget ud. Hun kunne desuden fortælle at Sissel var Koldings hurtigste kejsersnit til dato. 6 min fra alarm til hun var ude, det er da meget godt gået.
__________________
Hilsen Lotte, Mor til Sis fra 06 og Astrid fra 09
Ejer af Tidsel. Danmarks største specialbutik kun med vikler, slynger, ringslynger, bærejakker og andet bæregrej.
Dottelue er offline   Besvar med citat
Ulæste 20-03-07, 19:18   #25
Sissemor
Sissemor har opgivet AOS og flytter nu alt over på maisha :-)
Øko-Erna
 
Sissemors avatar
 
Tilmeldingsdato: 21/05-06
Geografisk placering: Helsingør
Indlæg: 1,482
Tak givet gange: 0
Takket 5 gange i 4 indlæg
iTrader: 0 / 0%
jeg lægger lige links ind til mine hjemmefødselsberetninger.

bjørns fødsel: http://sisse.holmstrups.dk/?page_id=5

falkes fødsel: http://sisse.holmstrups.dk/?page_id=8

jeg har ikke fået læst denne tråd endnu men glæder mig!!!
__________________
Sisse, mor til Bjørn fra april 2003 og Falke fra august 2006

Alt Om Slynger ~ Ammenet.dk
Sissemor er offline   Besvar med citat
Ulæste 23-03-07, 11:43   #26
anithus
anithus har ikke brugt den nye funktion...
Træslyngel

Forhandler

 
anithuss avatar
 
Tilmeldingsdato: 09/02-07
Geografisk placering: Spjald
Indlæg: 76
Tak givet gange: 0
Thanked 1 Time in 1 Post
iTrader: 5 / 100%
Frejas fødsel

Den 19. marts blev jeg mor igen ;o)

Jeg vågnede kl. 7.00 om morgenen og følte at jeg havde drømt at jeg havde veer hele natten. Pludselig mærkede jeg noget som mindende om veer, og begyndte så småt at tage tid. Der var 5 min. imellem men de varede ikke så længe og gjorde heller ikke så ondt. Men jeg var ikke i tvivl ? det var veer. Vækkede farmand og sagde at i dag sker det? Filippa synes det var en træls morgen fordi mor ikke gad at ligge i sengen og putte som vi plejede. Hun så også lidt bekymret til når jeg fik en ve ;o)

Jeg ringede til FG kl. 9.00 og vi aftalte at jeg skulle ringe igen når veerne blev længere, eller hvis jeg følte at vi havde brug for at komme ind. Herefter ringede jeg til min mor som skulle komme og hente Filippa. Min mor kom ca. 20 minutter efter, og hun mente helt bestemt at vi snart skulle køre, for tænk nu hvis jeg fødte i bilen eller noget ;o) Jeg følte nu ikke selv at det var tid endnu, så jeg satte mig ved computeren og skrev fakturaer og fik svaret på mails fra kunder osv.

Kl. 11.30 begyndte veerne at bide noget - stadig med 5 min. imellem - så vi ringede igen og aftalte at vi så småt kunne bevæge os mod sygehuset (vi har ½ times kørsel) I bilen blev veerne noget kraftigere og jeg havde lige tre veer fra bilen til fødegangen - pyha...

På FG havde de RIGTIG travlt, og der var ikke rigtig en jordemoder som havde tid til at undersøge mig. Vi ventede et kvarter og så kom der en jordemoder som konstaterede at jeg var 5 cm åben. Vi fik en fødestue og hun fortalte at om ca. 20 min. ville den jordemoder som skulle jeg skulle føde sammen med komme. Jeg skulle have lagt venflon før jeg måtte føde, da jeg ved sidste fødsel mistede meget blod, så de ville være klar med drop.

Jordemoderen som havde taget i mod os blev ved med at sige at lige om lidt kom den anden jordemoder, men så fik jeg pludselig presseveer. Det satte fut i jordemoderen, jeg skulle have hospitalstøj på (hvilket var ret svært med presseveer skal jeg sige) og så skulle jeg jo have lagt det pokkers venflon. Jeg skulle sidde på sengekanten til det og det var bare SÅ ubehageligt fordi jeg følte at jeg var ved at presse barnet ud i madrassen ? og så gjorde det ?. ondt. Hun kunne ikke ramme mine årer, og forsøgte nok 5 gange før jeg nærmest satte neglene i hånden på hende, og sagde at nu måtte hun droppe det for NU skulle jeg føde. - Kunne ikke selv komme op i sengen fordi veerne var så kraftige, så de nærmest kastede mig op i den ;o)

Der lå jeg så på siden og var ved at kravle igennem sengegærdet. Efter ca. 5 presseveer var hun ude?smuk og dejlig med mørkt hår. Jeg fik lidt bristninger og et klip da de var bange for at min endetarm kunne tage skade?

Alt i alt var det bare den bedste fødsel jeg kunne forestille mig, specielt når jeg sammenligner med den sidste. Min jordemoder var også rigtig god (på trods af det med venflonen), så ingen klager over at det aldrig nåede at blive hende de havde planlagt.

Vi lå ca. 4 timer på FG, fordi der ikke var en jordemoder som havde tid til at veje og måle. Jeg havde lille Freja liggende på maven hele tiden, det var bare så afslappende og hyggeligt. Farmand trissede rundt og fandt mad og fik ringet til familien.

Da hun var blevet vejet og målt (3980g og 54cm) skulle de regne lidt på mit blodtab og det viste sig at være en smule for stort igen. Vi blev derfor indlagt på barselsgangen natten over. Om aftenen kom min mor og far forbi med Filippa. Hun blev super forskrækket da hun så mig i sengen med hospitalstøj på og så med en lille baby i armene. Heldigvis så far helt ?normal? ud så hun løb over til ham. Lidt efter lå hun dog i sengen sammen med Freja og mig, og syntes det var rigtig hyggeligt.

Nu er vi hjemme og Freja er sød, dejlig og nem. Filippa er rigtig god som storesøster, og tager det virkelig flot!


Anitta
__________________
Mor til Filippa Mai fra maj 04 & Freya Malia fra marts 07
----------------------

Indehaver af www.filabel.dk
anithus er offline   Besvar med citat
Ulæste 23-03-07, 16:38   #27
missred
missred Så er der tabt 40 kg :-)
Bærende kagemor
 
missreds avatar
 
Tilmeldingsdato: 10/09-06
Geografisk placering: Herning, Gjellerup
Indlæg: 3,458
Tak givet gange: 558
Takket 506 gange i 341 indlæg
iTrader: 0 / 0%
Send en besked via MSN til missred
Her kommer Emma´s fødselsberetning kopiret fra min hjemmeside.

Søndag nat d. 3/8-03 kl. 01.00 var jeg på wc og så at min slimprop var gået, derefter fik jeg veer med 5 min. imellem. Jeg ventede med at vække Niels til jeg var hel sikker på at det var veer jeg havde. Men da kl. var 02.30 vækkede jeg Niels. Jeg ringede så til fødegangen og sagde at jeg meget gerne ville ind og ses på. Vi var inde på fødegangen kl. 03.00 og jeg fik kørt en strimmel, og jm sagde at jeg bestemt var gået i fødsel. Hun kunne dog ikke sige, hvornår jeg ville føde, men der ville nok gå et døgn. Ha!! jeg blev klogere *S*

Vi fik af vide vi skulle tage hjem igen, men komme igen når mine veer var lidt længere. Kunne de blive det? *S* jeg synes de var slemme nok!

Vi tog så hjem og fik ringet til mine forældre og sagde at det var nu! :o) min mor skulle nemlig være med til fødslen og da de bor på Sjælland, skulle hun jo have god tid til at komme herovre.

Det var ellers aftalt at hun skulle komme om mandagen, men det blev jo lige lavet om.

Mine veer kom meget regelmæssigt, Niels tog tid på dem og de kom alle med 2-6 min imellem i de næste mange timer. Og de gjorde sku ondt!! Av!

Mandag morgen d. 4/8-03 kl. 09.00 kom mine forældre, de var kun lige kommet ind af døren før jeg sagde, at nu skulle vi altså ind på fødegangen. Så der var vi kl. 09.30.

Jeg blev undersøgt, jeg havde mange veer, men var kun åbnet mig 1 cm :o( øv Jeg fik nogen piller og en sprøjte, som skulle hjælpe mig til at sove og hjælpe på veerne.

Så blev vi sendt hjem igen, jeg fik så sovet noget. Men jeg vågnede desværre op midt i et mareridt, jeg kunne ikke finde Niels og da jeg ville kalde på ham, ville min stemme bare ikke virke. Jeg blev så bange, at jeg begyndte at stortude. Jeg kunne så endelig kalde på Niels og han kom farende ind til mig. Jeg græd bare så meget, jeg var helt opløst. Men jeg fik endelig ro på mig selv, og jeg faldt til ro igen.

Mandagen gik med at jeg havde veer hele dagen og Niels sad og tog tid på dem og skrev det hele op. Der var hele tiden de der 2-5 min imellem og de varede mellem 1-2 min af gangen.

Om aften tog vi ind på fødegangen igen, jeg fik så de samme slags piller og sprøjte igen, så jeg kunne sove om natten. Jeg var lidt bange for at jeg ville få mareridt igen. Men jeg ville jo også gerne sove, så jeg tog dem.

Om natten sov jeg også godt nok. Jeg drømte igen, men denne gang var det mere behageligt. Jeg drømte, at jeg stod ved et stort pakketransportbånd, hvor der hele tiden kom pakker, det var alle mine veer der kom for fuld styrke. Jeg vækkede Niels i søvne og spurgte ham om han ikke kunne tage nogen af alle de pakker, for jeg kunne ikke følge med. (Hvis bare mænd kunne tage nogen af vores veer for os *S*) Og lige efter jeg havde spurgt Niels om det, så så jeg den største lyserøde barbie pakke der findes, komme hen imod mig, og så vågnede jeg. (Det har da været et klart tegn om, at det var en pige, der var på vej til mig *S*)

Tirsdag morgen d. 5/8-03 Havde jeg en aftale om at ringe til Ambulatoriet ang. igangsættelse. Men jeg havde for mange veer, så Niels ringede i stedet for mig. Niels fortalte dem, at det var aftalt at vi skulle ringe til dem om en tid til igangsættelse. Men at jeg havde masser af veer lige nu, så hvad skulle han gøre?

De sagde så, at vi skulle tage ind på fødegangen.

Der var vi så kl. 09.00, vi fik lov til at sidde ret længe og vente, før jeg kom ind på en stue, der blev jeg så undersøgt igen, og jeg var kun åbnet mig 1½ cm!! Øv øv :o(

Jeg havde jo troet at alle de veer havde åbnet mig noget mere. For veerne var ret slemme og gjorde ret ondt.

Jeg fik kørt en strimmel i ca. 1 time og det hele så fint ud, jeg havde masser af veer og Emmas hjerte slog fint, men mine veer arbejde bare ikke rigtigt.

Jeg blev så kørt op på H3, hvor jeg skulle ligge og slappe af og lade veerne arbejde.

Veerne kom hele tiden synes jeg, men de gjorde ikke så ondt, at jeg ikke kunne slappe af.

På et tidspunkt kommer der en sygeplejerske og giver mig en klys og da den har virket, så giver hun mig stikpille, så jeg kan få mere gang i veerne. Uhh sådan en stikpille giver altså falske veer, der gør vildt ondt, jeg fik bare så ondt i min mave. Jeg græd vildt, fordi det bare gjorde så ondt.

Kl. ca. 16.00 kommer jeg så ned på fødegangen igen, og bliver der undersøgt igen, jeg har bare ikke åbnet mig mere :o( livmormunden er 1 cm åben. Jeg får så morfin der skal tage smerterne, under alt dette har mine forældre været med hele vejen og til stor hjælp, de får så at vide, at de skal tage hjem, da jeg skal have ro, så morfinen kan virke. Niels bliver hos mig, han lægger sig på fødesengen og jeg ligger i en anden seng. Niels får lidt søvn, men jeg kan bare ikke sove.

Veerne kommer hele tiden og de gør ondt!! Jeg troede at morfinen skulle hjælpe på smerterne :o(

Kl. 20.40 tisser jeg lige pludselig i sengen, jeg får kæmpet mig ud af sengen og på wc. Niels henter min jm og hun lugter til lagnet og siger det er vandet der er gået. Ok tænker jeg, så vil der ikke gå lang tid endnu, det er jeg helt sikker på. Men jeg skulle blive klogere *S*

Jeg har nu åbnet mig 3 cm juhuuu hvor går det bare langsomt.

Niels ringer til mine forældre og de kommer. De deles om at sidde ved mig og holde min hånd og få klemt deres *GG*

Kl. 22.00 får jeg en fin maske med dejlig lattergas jeg kan suge i :o) Og jeg fik godt nok suget en masse lattergas under hver ve.

Kl. 00.00 er jeg åbnet 5-6 cm fedt! :o) det går fremad *S* Jm synes jeg klarer veerne rigtigt flot, jeg har jo også haft nogen timers øvelse nu :o)

Jeg har en strimmel kørende hele tiden, så der kan holdes øje med Emmas hjertelyd, og det ser bare så fint ud, hun er i hvert fald ikke stresset.

Jeg bliver på et tidspunkt undersøgt og jm siger jeg nu har åbnet mig 8 cm. Jubii nu er der ikke langt igen :o)

Men kl. 02.40 undersøger jm mig igen og hun har taget fejl, jeg er stadig kun åben 5-6 cm. Øv :o(

Nu troede jeg jo lige og så tager jm fejl, det må da ikke ske.

Jeg skal så have lagt en rygmarvsbedøvelse og have et vestimulerende drop, og derefter er jeg godt smertedækket som jm har skrevet i mine papir. Jeg har stadig lattergassen og jeg bruger den flittigt *SS* Veerne tiltager efter jeg har fået rygmarvsbedøvelsen og vedroppet, men kl. 05.00 har jeg stadig kun åbnet mig 5-6 cm, det aftales så, at hvis der ikke er sket mere inden kl. 06.00, så skal jeg have kejsersnit, for nu har jeg haft veer længe nok. Ja tak!!

Kl. 06.00 onsdag morgen er jeg stadig kun 5-6 cm åben, så jeg skal have kejsersnit. For Niels bliver det for meget der, han bliver så lettet over at jeg skal have kejsersnit og han græder. Han vil bare ikke se mig lide mere, nu skal Emma ud og jeg have ro. Niels bliver spurgt om han vil være med under kejsersnittet. Han er lidt usikker først, da han ikke så godt kan lide sygehuse, men da han får at vide, at han ikke kommer til at se noget, så vil han gerne.

En læge kommer og lægger et kateter på mig, og jeg bliver kørt til operationsstuen, der bliver jeg taget godt imod og en læge fortæller Niels og mig, hvad der vil ske.

Lægerne skruer op for min rygmarvsbedøvelse og spørger mig så om jeg kan mærke noget. Det kan jeg ikke, men kun lige til en læge rør ved mig ved skidtet, så bliver jeg bange, for jeg vil ikke have de skal skære i mig, når jeg stadig kan mærke noget. Men lægerne skruer bare mere op for bedøvelsen og så kan jeg ikke mærke mere. Og lægerne kan gå i gang med at få Emma ud.

Endelig kl. 06.50 onsdag d. 6/8-03 kommer Emma ud til os :o) hun skriger med det samme og moderkagen undersøges og den er fin og hel. Den ene læge siger til mig at Emma sad fast i mit bækken, så hun kunne slet ikke komme ud. Men der var ikke sket noget med hende. Jeg er bare glad for, at jeg ikke kom så langt i mine veer, at jeg skulle presse for så ville Emma sikkert ikke have haft det så godt, som hun havde.

Endelig efter så mange timer med veer, så har jeg fået en dejlig stor pige *S* jm giver Emma til Niels, så han kan sidde med hende, jeg kan også se hende og hun ser bare så sød ud. Jeg bliver så lukket med en hel masse hæfteklemmer *SS* og da lægerne er færdige med det, så får jeg Emma over til mig. Hvor var det bare dejligt endelig at have min datter i mine arme, efter jeg først har gået 16 dage over tiden og så haft veer siden søndag nat.

Jeg bliver så kørt op til opvågning, hvor jeg skal blive til jeg kan mærke mine ben igen.

På opvågningen skal Emma så undersøges, vejes og måles. Mine forældre for lov til at komme ind, så de kan være med. Emma vejede ved fødslen 4250 g og målte 53 cm, så hun var bare så fin stor.

Da jeg kan mærke mine ben igen, bliver jeg kørt op på barselgangen, jeg var vildt træt efter ikke have sovet i 48 timer, men jeg kunne alligevel ikke sove, for jeg skulle jo nyde min datter *S* Jeg kunne ikke få øjne fra hende, så dejlige var hun. Jeg lå der i 2 dage, så ville jeg hjem, der var så varmt og jeg kede mig. Jeg ville bare hjem og have ro på det hele.

Hjemme ville Emma ikke tage mit bryst, så jeg måtte give hende flaske og det får hun stadig, da hun ikke rigtig gider sutte hos mig. Hun vokser fint og har det rigtig godt.

Under hele forløbet har Niels og mine forældre været der for mig, de har støttet mig helt fantastisk, siddet ved mig og holdt mig i hånden under mine veer, talt mig til ro når jeg skreg af smerte, de har bare været så søde og dejlige, jeg kunne ikke have klaret det uden dem.

Jeg tror også det har været en stor hjælp for Niels, at han har kunnet støtte sig til mine forældre, de har kunnet skiftes til at sidde ved mig, så den der ikke sad ved mig kunne slappe lidt af.
__________________
Heidi, mor til Emma 2003 og Christoffer 2006. Har båret Christoffer i Thyholm Mei Tai.
missred er offline   Besvar med citat
Ulæste 23-03-07, 16:40   #28
missred
missred Så er der tabt 40 kg :-)
Bærende kagemor
 
missreds avatar
 
Tilmeldingsdato: 10/09-06
Geografisk placering: Herning, Gjellerup
Indlæg: 3,458
Tak givet gange: 558
Takket 506 gange i 341 indlæg
iTrader: 0 / 0%
Send en besked via MSN til missred
Her kommer Christoffer´s fødselsberetning.

Efter min fødsel med Emma, så fik jeg denne gang lavet en fødselsplan, at jeg ikke måtte have veer i mere end 10 timer ellers skulle jeg have kejsersnit. Jeg skulle ikke igennem det samme som med Emma. Det gav mig en ro at vide der var en fødselsplan.

Jeg havde igennem hele min graviditet en super sød jm, som hele tiden var indstillet på at jeg skulle have en bedre fødseloplevelse denne gang og hun var enig med mig i at barnet ikke måtte blive for stort, hvis jeg skulle føde det selv, så vi blev enige om at når barnet var omkring de 4 kg, så skulle jeg sættes i gang.
Da jeg var til min sidste jm undersøgelse21/4, så blev baby skudt til 4 kg, så hun ringede til en scanningslæge om jeg kunne få en tid snart, til en vægt scanning. Det kunne jeg den 25/4 og til den scanning blev baby skudt til 4500g +- 600g, så det var en stor baby jeg gik rundt med.
Niels og jeg snakkede med lægen om at jeg gerne ville sættes i gang, men det måtte jeg slet ikke, da min livmoder kunne gå i stykker. Men vi kunne finde en dag for kejsesnit og hvis jeg ikke selv var gået i fødsel inden den dag, så ville jeg få ks. Vi valgte så mandag den 1 Maj til vores barns fødselsdag, hvis jeg ikke havde født inden.

Så fra den 25/4 til mandag den 1/5 gik jeg hele tiden og ønskede, at jeg ville få veer og få lov til at føde selv, men mandag morgen var der ikke sket noget, så vi tog på sygehuset og blev gjort klar.

Og kl. 11.00 blev jeg kørt ind på op.stuen, jeg blev flyttet over på op.briksen og skulle have rygmarvbedøvelse, der kom en læge og nej hvor gjorde det ondt, han stak forkert flere gange og måtte skifte nål og på et tidspunkt, så ramte han en nerve, så det brændte ned i mit skridt og lidt ud i det ene ben, han undskylde mange gange og trak nålen ud igen og så forsvandt den smerte. Men endelig fik han nålen lagt rigtigt og jeg blev bedøvet.
Jeg blev så lagt ned og skulle selv nive mig i min mave og jeg kunne ikke mærke noget. Så gik lægerne ellers i gang med at få baby ud.
Det tog meget lang tid med at skære mig åben, da jeg havde en masse gammel arvæv fra det sidste kejsersnit, men endelig kunne jeg høre lægerne sige, så nu kommer han og han er stor.
Christoffer kom ud kl. 11.56 og jm kom og viste ham til Niels og jeg og så tog hun ham med ind og blive tjekket og han var super fin.
Jeg blev så lukket igen, men det tog også tid, da lægerne skulle skære det gamle arvæv væk og give mig et nyt pænt ks.ar.
Imens så kom jm ud med Christoffer og han blev lagt op på min brystkasse, men jeg kunne ikke have ham der så længe da han var så tung.
Så Niels fik ham og sad med ham og Christoffer begyndte med det samme at sutte på sine fingere.

Så var jeg endelig færdig og skulle op på opvågningen. Deroppe fik jeg Christoffer over til mig og han fandt brystet med det samme og suttede løs, dejligt at jeg kunne amme, når jeg ikke kunne med Emma.
Christoffer skulle så vejes og han vejede 4950g og var 52 cm, så han var en stor dreng!
Jeg var 40+6, da Christoffer blev født.

Jeg kom så på barselgangen, da jeg kunne mærke mine ben igen. Jeg viste jo at jeg ville have ondt i maven og arret efter kejsersnittet, så det kom ikke som en overraskelse. Christoffer fik målt sit blodsukker flere gange og først efter 1-2 dage, så var det fint. Jeg havde mistet ret meget blod under ks, 1800 ml. så om torsdagen, skulle jeg have blod, jeg fik så 1 liter og om aften ville jeg hjem og sove i min egen seng, men jeg skulle komme igen fredag morgen og have 1 liter blod mere.

Efter jeg blev udskrevet om fredag og kom hjem, så er det bare gået super godt, Christoffer har spist flot hos mig og jeg har ammet ham i ca. 5 mdr. så det var jeg glad for.
__________________
Heidi, mor til Emma 2003 og Christoffer 2006. Har båret Christoffer i Thyholm Mei Tai.
missred er offline   Besvar med citat
Ulæste 01-04-07, 23:16   #29
Ann Mørk
Ann Mørk er stolt af sine to små M'er
Kobberslyngel
 
Ann Mørks avatar
 
Tilmeldingsdato: 26/03-07
Geografisk placering: Svendborg
Indlæg: 240
Tak givet gange: 0
Takket 0 gange i 0 indlæg
iTrader: 0 / 0%
For at starte ved starten...
Min graviditet gik nemt, jeg havde kvalme i 14 dage, og derudover ingen gener andet end at være træt i lænden om aftenen den sidste månede.
Det var skønt bare at gå og mærke den lille bevæge sig derinde og gå at glæde mig sammen med min kæreste.

Nå men jeg havde termin d. 15 november (06), og morgnen før kl. 6.30 begyndte mine veer, jeg vidste ikke helt at det var veer, det føltes bare som om jeg var træt i lænden - som hvis maven havde "hængt" i løbet af natten... Jordmoderen havde sagt at var man i tvivl om man havde veer, havde man det ikke - og jeg var i tvivl... Desuden regnede jeg med at gå en uge eller to over tiden, som de fleste førstegangsfødende.

Min kæreste tog på arbejde kl 14.00. Og så begyndte veererne at gøre ondt - ikke helt vildt men bare en smule. Kl. 17 gjorde det mere ondt, og jeg ringede til fødegangen for at snakke med en jordmoder, hun mente bestemt at fødslen var i gang... Der var ca. 8 min mellem veerne, og jeg skulle ringe igen når der var 5 min imellem (jeg bor ret tæt på sygehuset).
Nå jeg fik fat i kæresten og sagde han nok lige skulle komme hjem... fordi jordmoderen mente at fødslen så småt kunne være i gang og jeg måske snart skulle undersøges. Ok, han ville tage hjem når der var pause en time senere... Han troede ikke at det var snart jeg skulle føde...
Nå, kl 20.30 ringede jeg igen til fødegangen, der var nu 5 min imellem veerne. De bad mig komme derud for lige at blive undersøgt.

Vi var derude kl. 21.30, og blev modtaget af en sød jordmoder, hun mente dog vi sagtens kunne tage hjem et par timer, men hun ville lige undersøge mig først - da hun havde gjort det, ombestemte hun sig, og sagde vi skulle blive, jeg havde nemlig åbnet mig 4 cm.
Jeg fik 2 panodiler kl. ca 22, og kom kort efter ind på fødestuen. Alt gik rigtig godt, og jeg var ret hurtigt åbnet 10 cm.
Jordmoderen var rigtig god, og der var en social og sundhedsassistent der også. De var virkelig søde og dygtige.

Nå men det gjorde rigtig rigtig ondt, og jeg tror kl var ca 3, da presseveerne gik i gang. Desværre var babyen ikke helt nede i bækkenet som han skulle være, han var tre cm længere oppe og der var en eller anden kant? livmoderkant tror jeg det var der sad og spærrede lidt. Jeg hørte ikke ret godt efter, jeg havde travlt med at presse.
- Min kæreste var (selvfølgelig) med til fødslen, og jeg havde før fødslen været nbervøs for hvad jeg ville sige til ham... Men han var en kæmpe hjælp og støtte under fødslen, og jeg sagde ikke noget grimt eller ondt til ham. -
Nå men jeg pressede og pressede, jeg stod, sad på hug og lå ned... Og endelig... kl. 6.58 kom Malthe til verden. Min kæreste fulgte godt med medens hovedet kom mere og mere til syne (jeg havde ikke lyst til at se selvom de tilbød et spejl).
Det første jeg så af ham, var da jormoderen holdt ham i benene med hans ryg mod mig... Jeg kunne med det samme se vi havde fået en søn
Min søn blev lagt op til mig, han skreg ikke (han trak skam vejret fint), gylpede lidt fostervand op, tissede en kæmpe tår på mig.
Min kæreste klippede navlestrengen over. Så blev Malthe tørret af medens han lå hos mig. Han blev lagt til brystet, og begyndte uden problemer at spise.
Jeg var fuldstændig udmattet, og kunne ikke stå på mine ben - jeg havde også presset i 4 timer... og jeg havde kun fået 2 panodiler...
Jeg blev syet o.s.v. og hjulpet over i en anden seng.

Jeg ville have haft kejsersnit, men ombestemte mig - fødslen var en oplevelse jeg ikke ville snyde min kæreste eller mig selv for. Og jeg havde en rigtig rigtig god fødsel! Jordmoderen var suveren, og nærmest "heppede" på mig.

Min kæreste tog dette billede få min efter Malthe kom til verden - Da min kæreste selv så billedet - som jo er lidt rystet - fandt han ud af at han var lidt mere berørt af situationen end han havde troet.
__________________
Mor til Malthe fra november 2006 og Magnus fra 19. april 2008.

Enhver kan tage fejl, sagde pindsvinet - da den steg ned fra skurebørsten.
Ann Mørk er offline   Besvar med citat
Ulæste 08-04-07, 12:37   #30
Herma
Herma har ikke brugt den nye funktion...
Guldslyngel
 
No Avatar
 
Tilmeldingsdato: 19/06-06
Geografisk placering: Nørresundby
Indlæg: 777
Tak givet gange: 16
Takket 37 gange i 15 indlæg
iTrader: 3 / 100%
Hannahs fødsel

Ti dage over termin var der stadigt ingen tegn på at fødslen var nært forestående og jeg var så småt ved at indstille mig på igangsættelse med alt hvad det indebar. Jeg havde en jordemortid dagen efter og havde aftalt med min far at jeg ville komme forbi ham bagefter. Jeg åd den dag, som jeg ikke havde gjort siden før jeg blev gravid og tænkte at det da nok kunne være fordi der snart skete noget. Min far ringede ved 22-tiden, for at høre om der skete noget, for så ville han da gå i seng, så han kunne være klar (han skulle se efter Alex og varme håndklæder osv.), men jeg mente ikke at der var nogen grund til det. Kort efter gik vi i seng.

Kl. 00.16 vågnede jeg, fordi jeg skulle tisse. Da jeg rejste mig fra toilettet, fik jeg en plukve, men det var jeg jo så vant til at jeg ikke tænkte mere over det. Da jeg lagde mig i sengen igen var kl. 00.23 og der kom en plukve mere. Jeg prøvede at falde i søvn igen, men plukveerne blev ved med at komme med nogle minutters mellemrum. Jeg gik ud for at tisse igen og denne gang var der lidt tegnblødning. Jeg prøvede at gå i seng igen, men jeg kunne ikke ligge ned mere, så jeg tog mit ur med ind i stuen, så jeg kunne tage tid på veerne, mens jeg travede op og ned af gulvet. Veerne kom med et par minutters mellemrum og varede 45 sek. Jeg blev enig med mig selv om at det var tid til at vække P., han kunne jo altid gå i seng igen, hvis veerne stoppede, så 00.55 vækkede jeg ham. Han stod op og nussede lidt rundt med at få de sidste ting klar og fik overtalt mig til at ringe til fødegangen. Det gjorde jeg så ca. kl. 01.10, for jeg havde fået besked på at ringe i god tid. Jeg fik fat i en meget sød, men ret skeptisk jordemor. Da jeg fortalte, at jeg havde haft veer i en lille time, spurgte hun, lettere arrogant, om jeg godt nok mente det var nok og det kunne jeg jo kun sige ja til. Hun spurgte så om jeg havde født før og om det gik hurtigt og da jeg svarede ja, det tog 4 timer og 40 minutter skyndte hun sig at finde min journal frem, mens hun sagde at så måtte jeg hellere komme ind. Jeg fik fortalt, at jeg skulle føde hjemme og det kunne hun så også godt se i journalen og hun lovede, at sende en jordemor af sted med det samme (der stod understreget på journalen at det kunne kom til at gå meget stærkt). Så ringede jeg til min far og hans mand tog telefonen. Jeg sagde til den lettere forvirrede mand, at jeg ikke kunne sove pga. veer og at han gerne måtte sende min far af sted. Han kunne åbenbart høre på mig at jeg ikke helt havde fattet alvoren, for min far trådte ind af døren 15 min. senere, så han var nærmest blevet skubbet ud hjemmefra.

Indtil da havde veerne ikke været slemme, men de kom da ret tæt og jeg kunne ikke overskue at tage det klyx jeg havde til at stå til fødslen. Men i det min far trådte ind af døren ændrede veerne karakter og jeg begyndte at føle at jeg mistede kontrollen. Det begyndte at presse og jeg kunne mærke at jeg skulle på toilettet, så jeg fik råbt til P at han skulle ringe til fødegangen og sige at de skulle skynde sig, for nu var der presseveer. Jeg fik også lige instrueret ham i nummer osv. for det kunne han ikke lige overskue på det tidspunkt. Mens han ringede fik jeg sat mig på toilettet og der gik vandet. Jeg kunne mærke at hovedet gled ned på bækkenbunden, hvorefter jeg gik i panik og skreg. P kom og spurgte hvad der skete og jeg fortalte ham, i total panik, at jordemoren ikke kunne nå frem, for nu kom babyen. Totalt cool sagde han: nå, men så må jeg jo bare tage imod! Han fik mig beroliget og jeg bad ham om at få dækket sengen ned. Stille og roligt gik han ind og begyndte på det, mens jeg stod på badeværelset og gispede mig igennem presseveerne. Jeg skyndte på den stakkels mand, men det hjalp åbenbart ikke, for lige efter begyndte min far at skælde ham ud og så blev sengen dækket ned. Efter 3-4 presseveer kunne jeg ikke holde igen mere og vraltede ind i soveværelset, hvor jeg smed mig på sengen. Jeg fik en presseve mere og jeg sagde "nu kommer hovedet". Ja ja sagde P. helt cool og ville gå rundt om sengen. Han kiggede ned mellem benene på mig og hans ansigtsudtryk glemmer jeg aldrig. Totalt betuttet stod han og sagde: "øhhh...hej lille ven! Du har godt nok meget hår!" Jeg kunne mærke at hun drejede sig, jeg pressede igen og hun var født. P. fandt et varmt håndklæde til hende og fik smidt nogle håndklæder ned i den sø af fostervand, som jeg lå i. Hun blev lagt op på mit bryst, men P tog hende hurtigt igen, for hun var meget blå og sagde ikke noget. Han vendte hende med hovedet nedad, så fostervandet kunne løbe ud og stak også lige en finger i munden på hende, for at sikre at hendes luftveje var fri. Hun begyndte at få en bedre farve og kom med lidt lyd, men var stadig meget blå. Han gnubbede hende og det hjalp lidt. Hun kom tilbage på mit bryst og min far spurgte hvad det blev. P. begyndte at panikke, for hun ville ikke rigtigt igang, så han tog hende igen. Jeg lå bare og fattede slet ingenting af hvad der skete. Ti minutter efter hun blev født kom jordemoderen ind af døren. Hun så ret overrasket ud, da min far sagde "hun har født" og så at P. stod og arbejdede på at få Hannah i gang mens hun lå på mit bryst. Hun trak vejret, men ikke rigtigt stabilt som hun skulle. Jordemoren skyndte sig at smide sin jakke og finde sine ting frem. Hun fik klippet navlestrengen, så de bedre kunne gnubbe hende og fik suget hende. Så ville hun give lidt ilt, men opdagede at der ingen babymaske var i tasken. Hun gav Hannah to pust med voksenmasken og så trak hun vejret. Jordemoren lagde masken ud for Hannahs ansigt med ilt og så gik hun ind og ringede til fødegangen og blev enig med dem om at vi skulle ind omkring fødegangen en tur. Da hun kom ind i soveværelset igen foreslog P. at de gik ud på puslebordet, hvor det var lidt nemmere at komme til og noget bedre lys. Derude rettede Hannah sig så og fik god vejrtrækning. Så kom der en jordemorstuderende og to minutter efter kom der 3 falckreddere ind af døren og de havde så heldigvis en babymaske med. Jeg lå inde i sengen og kunne se alle de her folk der væltede rundt mellem hinanden og vidste ikke hvad der skete. P. gik ud i køkkenet og hentede noget vand og kom ind til mig, lukkede døren og begyndte at vaske mig lidt. Badeværelset og entreen var så fyldt med mennesker at han bare var i vejen. Det var meget rart døren blev lukket, for jeg kunne jo bare ligge og se på al den panik uden at gøre noget. Jeg havde en masse tanker der for rundt i mit hoved, men jeg kunne ikke få dem over mine læber, så jeg anede ikke hvad der foregik. Den jordemorstuderende bankede på og kom ind til os. Hun fik fundet et bind og så skulle vi lige have moderkagen født. Så kom der to falckreddere ind og ville have mig over på en båre med det samme, men efter lidt diskussion mellem redderne og den studerende fik jeg da lov at føde moderkagen først. Jeg blev lagt på den der bære-båre-stol-ting og nedstigningen fra 3. begyndte. Mig og 3 reddere, jordemoren med Hannah og P. med alle deres tasker.

Udenfor blev jeg lagt over på en båre og så begyndte jordemoren og den ene falckredder at diskuterer om Hannah skulle sendes af sted og så kunne de få en anden ambulance til at hente mig. Jeg var efterhånden temmelig meget i chok og havde en fornemmelse af at Hannah ikke ville overleve. Jordemoren virkede meget utryg og havde gjort det hele vejen igennem og hun fortalte ikke rigtig hvad der foregik. P. spurgte på et tidspunkt om han kunne komme med ambulancen sammen med mig (han ved jeg har det meget dårligt med hospitaler), men nej det kunne han ikke, for der var ikke plads og så skulle han da i øvrigt også lige have pakket noget tøj til mig og Hannah og have autostolen med.

Da jeg blev kørt ind i ambulancen kunne jeg se på P. at han var ligeså bange og forvirret som jeg var. Der var ingen af os der helt forstod at vi lige havde fået et barn mere og vi var ikke sikre på om vi fik lov at beholde hende. Inde i ambulancen sad jordemoren med Hannah pakket ind i et af de der folietæpper og en ilt maske over hendes ansigt. Redderne satte blink på og det gik over stok og sten til hospitalet. På den lille skærm i ambulancen kunne jeg se at der stod at de skulle ud til en nyfødt der ikke trak vejret. Det skræmte mig, for så måtte det jo være galt med hende og det kunne ikke være rigtigt at hun havde det fint, som jordemoren sagde lige inden vi kørte. Jeg kunne ikke se min datter, for jordemoren sad med hende. Jeg var ikke sikker på hvad der skete, men alle mine sanser kørte på højtryk. Jeg fik en falckbamse til Hannah og den lå jeg så på båren og krammede, mens jeg følte mig totalt tom. Jeg havde ikke holdt mit barn, jeg anede ikke hvordan hun så ud og jeg vidste ikke hvordan hun havde det, men det kunne jo ikke være godt, når jeg ikke måtte se hende. Jeg havde efterveer og de gjorde sindsygt ondt, fordi ambulancen kørte ret stærkt, henover brosten og rundt hjørner.

Vi kom frem til hospitalet og blev kørt op på fødegangen, hvor de stod klar til at tage imod os. Hannah blev lagt på børnebordet og jeg kom over på fødelejet. Børnelæge, jordemor, afdelingsjordemor og en gynækolog stod og arbejde på Hannah. Hendes kropstemperatur var faldet til 35,4 grader under transporten og hendes vejrtrækning var igen blevet meget anstrengt. Jeg kunne ikke se hende og der var ingen der fortalte mig, hvad der foregik, så jeg måtte stykke lidt sammen ud fra hvad jeg hørte. Der var ingen der så mig, ingen der talte til mig og jeg følte mest af alt at jeg var i en anden verden. Det var mit barn, jeg havde ikke set hende og der var ingen der fortalte mig hvad der foregik. Jeg lå der på fødelejet med en skide bamse, helt alene, hvor det var meningen at jeg skulle have ligget i min seng, sammen med min mand og studeret det her lille vidunder vi havde skabt. Hun skulle have ligget på min mave og have diet ved mit bryst, men nu lå vi her, adskilt og hun fik mme i en sprøjte, mens jeg lå og krammede en bamse, for bare at have et eller andet i mine arme. De blev ved med at referere til Hannah som ham og jeg havde bare lyst til at skrige til dem at de for helvede vel kunne se at det var en pige jeg havde født. Men jeg kunne ikke sige noget, ikke engang spørge hvordan hun havde det.

Der kom en ssa ind med mme og det var hende der var med til Alex? fødsel. Det var så fantastisk at se et kendt ansigt midt i alt det her kaos, selvom hun selvfølgelig ikke kunne huske mig. Den jordemorstuderende kom ind og satte sig ned ved siden af mig og fortalte at P. var på vej, men at min far havde sat ham ned med en kop kaffe, så han lige kunne falde lidt til ro. Hun fortalte mig også at det så ud til at Hannah var ved at rette sig. Børnelægen begyndte at snakke om at hun måske skulle op på børneafdelingen og have c-pap, for at hjælpe hendes vejrtrækning, men de ville lige se tiden an.

Endelig kom P. Endelig var der en at holde i hånden, en der forstod. Jeg kunne stadig ikke tale, men han forstod hvordan jeg havde det. Jordemoren kom over og undersøgte mig for bristninger. Jeg skulle have to sting i den ene skamlæbe og 3 i den anden. Hun bedøvede og begyndte at sy. Det gjorde vildt ondt, for det er svært at bedøve skamlæberne. Da hun havde gjort det skulle hun lige trykke mig på maven. Jeg fortalte hende at hun ikke skulle trykke nogen steder før jeg havde været ud at tisse. Jo, hun mente altså at, det skulle hun. Jeg fik fortalt hende, at hun bare havde af at holde fingrene væk indtil min blære var blevet tømt (jeg havde ikke været på toilettet siden jeg havde født og det var ved at være 2½ time siden) og åbenbart fik jeg sagt det på en måde, så hun fattede at jeg mente det, for jeg fik et bind på, så jeg kunne komme på toilettet. Så ville hun give mig en hospitalsskjorte på, men det nægtede jeg. Så fandt hun et tæppe jeg kunne have om mig, på vej ned til toilettet. Hun forstod åbenbart ikke at det ragede mig en papand, at jeg ikke havde andet end en bluse, der var godt fedtet ind efter en fødsel, og et stort bind, men det var mig lige meget. Jeg ville bare se mit barn, jeg var ligeglad med mig selv.

Jeg fik tisset og kom tilbage på briksen, hvor hun fik trykket på min mave som hun skulle. Hannah var i mellemtiden kommet i kuvøse og efter lidt tid kom børnelægen i tanke om at hun da kunne vende kuvøsen, så jeg kunne se min datter og holde hende i hånden. Endelig fik jeg lov at se min smukke pige. Jeg stak hånden ind til hende og hun krammede min finger og puttede sin kind indtil min hånd. Det var som om hun sagde: der var du mor, du var blevet væk. De fleste var forsvundet fra stuen igen, så endelig var vi næsten alene med vores datter og kunne få lov at se hende. Børnelægen kom og så at Hannahs vejrtrækning igen blev besværet og derfor skulle hun op på børneafdelingen og have c-pap og så ville de også ligge en sonde, så hun kunne få noget mad. Jeg spurgte om jeg ikke kunne få lov til at holde hende inden de kørte. Jordemoren og børnelægen kiggede på hinanden som om jeg havde bedt dem hente Eiffeltårnet til mig. Men de hentede da nogle varme tæpper og jeg fik lov til at have hende hos mig 2 min. Børnelægen sagde at vi godt kunne indstille os på at det ville tage nogle dage inden vi kom hjem. Jeg var totalt knust, for jeg har det super skidt med børneafdelingen. Jeg prøvede at fortælle dem hvordan jeg havde det, men de ignorerede mig.

Jeg fik noget tøj på og skulle på toilettet igen. Da jeg kom tilbage var de kørt med hende, men P. sad og ventede på mig. Han fortalte at han havde bedt dem om at køre hende op, så ville vi komme når de var færdige med hende. Vi fik talt lidt om alt det der var sket og han sagde at han var meget bange for at hun havde fået en hjerneskade, fordi han ikke havde fået gnubbet hende ordentligt i gang. Jeg tudede lidt, for jeg kunne bare ikke rumme mere. Jeg ville bare have mit barn og tage hjem. Efter ½ times tid kom jordemoren og hentede os. Vi kom op på børneafdelingen og så vores barn, liggende i en kuvøse, med c-pap i næsen, sonde og diverse elektroder koblet til alverdens alarmer. Jeg havde bare lyst til at sætte mig ned ved hende og tude. Men jeg ville heller ikke forstyrre de 9 andre børn på stuen. Der kom en laborant og tog blodprøver igen igen, da de skulle holde øje med hendes blodsukker og så var de også bange for at hun havde fået en infektion, da hun havde små blodudtrækninger på ryggen. Hvis hun havde en infektion, skulle hun have iv-antibiotika og vores mulighed for at komme hjem forsvandt endnu engang ud i fremtiden. Hannah græd da de tog blodprøverne og jeg kunne se en tåre i hendes øjenkrog. Det var slet ikke til at bære at se mit barn så ulykkeligt og ikke kunne tage hende op til mig og give hende den tryghed hun havde brug for. Vi sad der 20 min., men da Hannah faldt i søvn og der først ville komme svar på blodprøverne efter nogle timer, blev vi enige om at vi hellere måtte gå ned på barselsgangen og få mig installeret. Klokken var ved at være 6.30 og P. skulle hjem og have ringet til sit job, sendt min far hjem og fulgt Alex i børnehave.

Nede på barselsgangen blev vi modtaget af en utrolig sød ssa. Hun gav sig tid til at høre hele historien og også hvorfor jeg havde svært ved at være der. Hun tilbød at fortælle dem der var i kontakt med mig at jeg havde svært ved at være der og hvorfor, så jeg ikke skulle forklare mig, hvis jeg fik det dårligt med at være der. Det tilbud tog vi imod. Vi gik uden for og sad lidt. Jeg følte mig så alene og var meget ked af at P. var nødt til at tage hjem. Klokken nærmede sig 7 og byen begyndte at vågne. Der var vagtskift og der kom den ene bil efter den anden, med sygehus personale. Det var mærkeligt at sidde og se på at folk fulgte deres vanlige rutine, når nu vi sad i den her forvirrede boble. P. tog hjem og jeg gik ind på barselsgangen og lagde mig i sengen. Jeg besluttede at jeg ikke ville gå op til Hannah igen før kl. 10. Jeg havde brug for at hvile mig lidt. Jeg lå og stirrede ind i væggen og prøvede på at finde hoved og hale i alt det der var sket, men det lykkedes ikke rigtigt. Jeg kunne ikke sove, for tankerne fløj rundt i mit hoved. Kl. 9 ringede jeg til min fætters kone og fortalte hende at jeg havde født og hvad der havde fulgt efter. Det var rart at få fortalt det hele igen og vi tudede sammen i en 45 min. Så kom dagvagten og ville have mig med på en rundtur på barselsgangen. Jeg var egentligt ligeglad med hvor de forskellige ting var, men fulgte da med.

Efter den gik jeg op til Hannah. Jeg sad ved hendes kuvøse og nussede hende. Der kom en utroligt sød sygeplejerske og præsenterede sig, det var hende der var tilknyttet Hannah. Jeg fik spurgt om infektionstallene var kommet tilbage og det var de og der var heldigvis ikke noget i vejen, blodudtrækningerne var sikkert kommet af at hun blev gnubbet hårdt. Kort efter kom børnelægen og undersøgte Hannah. Sygeplejersken fortalte at hun havde skruet helt ned for ilten i c-pap, så Hannah kun fik alm. luft og hendes iltmætning så fin ud. Børnelægen mente at de ligeså godt kunne fjerne c-pap og da iltmætningen fortsat så fin ud og Hannahs vejrtrækning ikke blev besværet igen, skulle hendes blodsukker bare lige tjekkes igen og hvis det ikke faldt, mente børnelægen ikke at der var nogen grund til at vi skulle være der længere. Sygeplejersken fortalte at de bare lige skulle tjekke at Hannah kunne spise selv og så måtte vi tage hjem om eftermiddagen. Så spurgte hun om jeg havde noget tøj til Hannah, for så kunne hun ligeså godt få det på. Jeg skyndte mig ned efter tøj til hende og ringede også til P. og fortalte at vi kunne komme hjem.

Da jeg kom op til Hannah igen var alle elektroderne blevet fjernet og hun havde kun pulsoxymeter på foden. Hun havde fået taget det sidste blodsukker og det så fint ud. Sonden var også blevet fjernet og jeg kunne give hende tøj på og endeligt kunne jeg sidde med min lille pige i favnen. Hun var nu 10 timer gammel. Det var tid til at amme hende og jeg lagde hende til. Samtidig med at hun suttede, skulle hun have mme gennem en sonde til hendes mund, så hun fik noget mælk, så hendes blodsukker ikke faldt. Hun skulle spise 20 ml. men hun fik kun 8 og så faldt hun i søvn. Sygeplejersken og jeg blev enige om at Hannah nok bare var træt efter at vi havde moslet med hende, først undersøgelse og så at få tøj på. Hun skulle så spise igen senest kl. 15 og der måtte vi gerne give hende en flaske, så de kunne se at hun kunne spise selv. Det sagde jeg gladelig ja til, for amningen ville jeg alligevel ikke få etableret på hospitalet og jeg ville bare hjem! Amningen havde også sat gange i efter veerne igen og de kom rullende med 5 min. mellemrum og varede et min. Men de var ikke så slemme nu, hvor jeg sad med min lille datter i favnen. P. kom og vi sad lidt med Hannah, indtil han skulle ned og flytte bilen. Mens han var væk, vågnede hun igen og ville have mad. Sygeplejersken lavede en flaske med 35 ml. mme til Hannah. Hun skulle ikke spise det hele, men hun slugte flasken på 2 min. og så fik vi lov at tage hjem, når vi havde skiftet hendes ble. P. kom op igen og jeg gik ned og ringede til min far og fik ham til at hente Alex i børnehaven, så vi kunne blive udskrevet og komme hjem. Vi skiftede hendes ble og hun havde tisset lidt og så kunne vi endeligt gå fra børneafdelingen med vores lille datter. Vi gik ned på barselsgangen og fik ryddet op efter mig (smidt sengetøj til vask osv.). Så havde vi en udskrivningssamtale med en jordemor og endelig, kl. 16, kunne vi gå fra sygehuset og køre hjem.

Efterfølgende har vi så fundet ud af at Hannah havde det ok, da vi røg af sted med ambulancen (det er jordemoren selv der har sagt det), men at hun blev svag igen, pga. at hende temperatur faldt under transporten. Derfor har jeg været meget vred på jordemoren, da jeg føler at hendes inkompetence og usikkerhed gjorde at jeg blev frarøvet de første timer med Hannah og blev nødt til at tilbringe nogle timer på børneafdelingen, hvilket er et af mine værste mareridt. Det ville ikke have været gået bedre, hvis hun skulle have været født på hospitalet, for vi var ikke nået derind, så det holdt vi hurtigt op med at tænke på. Men det har taget lang tid at komme over den oplevelse her.
__________________
Helle - mor til Alex 0802 og Hannah 0107

Kan man leve uden bølger?
Herma er offline   Besvar med citat
Besvar


Aktuelt aktive brugere, der læser denne tråd: 1 (0 medlemmer og 1 gæster)
 
Trådværktøjer
Visningstilstande


Powered by vBadvanced CMPS v3.1.0

Alle tidspunkter er GMT +2. Klokken er nu 12:23.


Powered by vBulletin® Version 3.8.2
Copyright ©2000 - 2018, Jelsoft Enterprises Ltd.
no new posts