Fødselsberetninger - Side 3 - Slyngebarn
Slyngebarn.dk

Gå tilbage   Slyngebarn > OT og andet godt > Ordet er frit
Glemt adgangskode? Tilmeld

Ordet er frit Snak, snak, snak og snak........

Besvar
Trådværktøjer Visningstilstande
Ulæste 18-04-07, 12:14   #31
Metski
Metski har ikke brugt den nye funktion...
Bare send min post til Slyngebarn.dk
 
Metskis avatar
 
Tilmeldingsdato: 27/03-07
Geografisk placering: Frederiksberg C
Indlæg: 3,202
Tak givet gange: 230
Takket 149 gange i 102 indlæg
iTrader: 8 / 100%
Re: Fødselsberetninger

Min fødselsberetning:
Søndag d.14/1 - 5 dage efter terminen fødte jeg på Hvidovre Hospital en dejlig lille pige. Hun vejede 3732 g og målte 55 cm.
Den første spæde ve startede kl 9, men var lidt i tvivl om det nu var rigtigt. Kl 10 vækker jeg storebror og farmand og fortæller dem, at jeg tror lillesøster melder sin ankomst i dag. Veerne er ikke regelmæssige og ikke specielt slemme. Jeg går i bad og mens jeg står og slapper af i badet går vandet kl 10.45 Herefter tager veerne pludselig meget til og kommer med nogle min mellemrum. Det er slemt, men har jo prøvet det en gang tidligere, så vidste det nok blev endnu værre. Ringer på fødegangen kl 11.15 og vi aftaler vi skal komme og blive tjekket en time senere, men de har travlt så jeg skal være forberedt på ventetid, og man kan jo sagtens blive sendt hjem igen, som jordemoderen i telefonen sagde.
Vi kører afsted hjemmefra kl 12 - med veer er der faktisk okay langt fra Frederiksberg til Hvidovre, og jeg er ikke god til at sidde i den samme stilling med veer, så der blev hopet noget rundt inde i bilen, da veerne på dette tidspunkt kom hele tiden.
De sidste to veer i bilen inden vi når hospitalet føler jeg virkelig det presser på dernede, er lidt i tvivl om jeg måske skal på toilettet, for tænker ikke over det måske allerede er baby.
Vi kommer ind på fødegangen kl 12.25 Ole siger med det samme til jordemoderen at vi altså ikke kan sidde og vente for jeg har sagt det presser meget på.. Vi kommer ind på en undersøgelsesstue, jeg bliver undersøgt, og er helt åben og klar til at føde- stress stress..
Bliver hurtigt kørt ned på fødestuen, jordemoderen skynder sig at gøre klar, kl 12.35 presser jeg første gang, og lillepigen er født kl 12.37.
En dejlig hurtig fødsel, og er meget glad for vi ikke kørte hjemmefra senere, for så var vi ikke nået derud (Det er Ole ihvertfald også, han bliver let stresset når det har med fødsler at gøre).
Vi blev på hospitalet de obligatoriske 4 timer og kørte derefter hjem. Det var skønt at komme hjem samme dag. :smile:
__________________
Mor til skønne M 2001, frække I 2007 og lækre S 2009, og min blog lige her
Metski er offline   Besvar med citat
Ulæste 08-05-07, 11:30   #32
Mango
Mango har ikke brugt den nye funktion... Edit
Gæst
 
No Avatar
 
Indlæg: n/a
Sikke en tudetråd (på den gode måde)!

Jeg har også et par beretninger at bidrage med.

Alfreds fødsel:

Jeg fødte den 31.8. en søn på 2145 gram og 46 cm. Jeg var 33+1 henne.

Jeg var til møde om dagen og til fødselsforberedelse om aftenen. Kom hjem ved 22-tiden og nåede lige at sætte mig og tale lidt med kæresten, inden jeg syntes, der begyndte at blive lidt vådt. Jeg var ude at tisse et par gange, inden det gik op for mig, det nok ikke var det. På med et sammenrullet viskestykke og ind på sofaen, mens jeg bad kæresten om at ringe til fødegangen på Gentofte. De sagde, de syntes, vi skulle komme ind forbi og blive checket.

Vi var der kl. 00.30, hvor jeg blev undersøgt. De konstaterede, at jeg var 1 cm åben, og jeg begyndte så småt at få lidt ondt. Jeg fik en sprøjte med noget lungemodnende, i fald jeg skulle føde. Den skulle så gerne gentages 24 timer senere. Lægerne vurderede, at jeg skulle videre til Glostrup sygehus, hvor der er neonatalafdeling, så jeg blev stoppet i en ambulance og så af sted. Her begyndte veerne - jeg trak vejret, som jeg havde lært, og prøvede at slappe af. Det var lidt svært, fordi der var meget få pauser mellem veerne - de klingede sådan lidt op og ned, men holdt aldrig helt op.

1.30 var jeg i Glostrup og blev kørt ind på en fødestue, hvor en jordemoder og en jordemoderstuderende ventede. De var meget, meget søde, og jeg følte mig helt tryg ved dem. De satte overvågningsudstyr på mig og checkede barnets hjertelyd og mine veer, som stadig var meget gode. Jeg fik også med det samme lagt et vehæmmende drop for at prøve at standse fødslen.

Jeg lå og koncentrerede mig om at trække vejret og tage en ve ad gangen (omend der stadig kun meget sjældent var pauser imellem dem). Jeg ville virkelig gerne have, fødslen snart skulle stoppe, så jeg kunne sove... Min kæreste lå ved siden af og småslumrede og hentede lidt vand, når jeg bad om det. Jeg fik det virkelig varmt indimellem og fik en kold klud på panden. Jeg kan huske, jeg tænkte, at hvis jeg skulle ligge og have det sådan her i 36 timer endnu, ville det blive hårdt - jeg troede jo, det var indledende udvidelsesveer.

På et tidspunkt ville jeg gerne ud at tisse, hvilket jeg fik lov til. Jeg trissede derud med mit drop og mit stativ og fik tisset og lavet en lille pølse... og fik pludselig pressetrang. Det lykkedes mig at tørre mig og trisse ind igen og lægge mig, og så fik jeg den eneste ve, der fik mig til at småjamre og synes, at NU gjorde det da ondt. Jeg sagde det til jordemoderen, som heldigvis tog mig alvorligt og lige mærkede på mig. Hun kunne til sin store overraskelse konstatere, at jeg var helt åben og klar til at føde!

Jeg fik mit tøj af (havde stadig mit eget på) og lagde mig over på fødebriksen. Så startede presseveerne, som jeg faktisk ikke husker som smertefulde. Det var bare helt vildt absurd at ligge der - jeg følte mig helt vågen og til stede. Det var meget voldsomt at opleve, at kroppen bare spænder og presser sig sammen og ved, hvad den skal - og at man så bare må tage en dyb indånding og presse til, så godt man kan. Det tog ikke så lang tid - måske 15-20 minutter - så var han ude med et kæmpe vræl. Dejligt at høre, at han havde det godt. Der var en børnelæge til stede, som sugede ham fri for fostervand i svælget, faderen klippede navlestrengen over (den var for kort til, at lillen kunne nå op at ligge på min mave), lillen blev pakket ind og børnelægen tog ham med op på neonatalafdelingen.

Jordemødrene lirkede moderkagen ud og checkede så mig - jeg var revnet en lille smule, men det skulle ikke sys. Jeg var helt paf over at ligge der og have født og faktisk have det meget godt og føle mig ret frisk. Jeg fik et par stikpiller, som skulle få livmoderen til at trække sig sammen - ak, efterveer gør ondt!

Jeg fik lidt at spise og traskede så over i en rullestol og blev kørt op for at kigge til sønnike, som havde det fint. Meget sært at sidde der, når jeg nu troede, jeg bare skulle ind på hospitalet og checkes og så hjem igen og være gravid i 7 uger endnu... men superdejligt, at det var gået så godt. Jeg følte virkelig, jeg havde haft en god fødsel, selvom det var surt at måtte ligge helt stille under veerne, når jeg nu havde lyst til at bevæge mig meget mere.

Vi var på hospitalet i 4 uger, indtil amningen kørte ... men det er en hel roman for sig.
  Besvar med citat
Ulæste 08-05-07, 11:33   #33
Mango
Mango har ikke brugt den nye funktion... Edit
Gæst
 
No Avatar
 
Indlæg: n/a
Emils fødsel:

Onsdag den 11.10 kl. 15.31 blev Lille Ny født. Han vejede 3800 gram og var 54 cm lang og er både fin og dygtig. Og sød. Og helt overraskende stærk og stabil i kroppen af en nyfødt at være. Pga. min forhistorie med gruppe B-streptokokker skulle vi have to overnatninger på barselsgangen for at sikre, at en eventuel infektion blev opdaget straks. Men jeg havde for at beskytte barnet fået 7 mio. enheder penicillin under fødslen, så han burde være sikret ? og der har da heller ikke vist sig nogen problemer.

Nå, om forløbet (som blev meget anderledes end forventet): Søndag morgen begyndte noget slimet udflåd med lidt blod i at slatte ud indimellem. Straks troede jeg, der ville skvatte en baby ud om lidt. Det gjorde der ikke. Manden havde lånt bilen ud i et par timer, hvilket ikke huede mig. Og vi fik eftermiddagsgæster, hvilket jeg heller ikke var sikker på, om vi skulle aflyse. Det behøvede vi så ikke.

Det fortsatte mandag, og natten til tirsdag kom der en ordentlig slat, hvilket jeg tolkede som slimproppen. Den blev efterfulgt af rimeligt regelmæssige plukkeveer, så jeg var ret sikker på, jeg skulle føde tirsdag. Jeg tog bussen på fødegangen til tjek tirsdag formiddag for en sikkerheds skyld ? de kunne konstatere, at livmoderhalsen var udslettet og jeg var 3 cm åben allerede. Og det nærmest uden at have mærket noget til det! Der var regelmæssige plukkeveer med 8-10 minutter imellem. Jeg fik formaninger om, at når der kom veer, skulle jeg reagere hurtigt og komme ind på fødemodtagelsen. Men alt var fredeligt, bortset fra plukkeveer, så jeg tog bussen hjem igen, og der skete ikke mere den dag.

Natten til onsdag gik slimproppen så igen! Denne gang mere ?prop?-agtigt og med en frisk blødning. Jeg lagde mig ind i sengen og fik kraftige plukkeveer/småveer med cirka 8 minutter imellem. Jeg kunne dog sagtens slumre lidt imellem dem. Jeg lå bare og håbede, at det ikke ville tage til, så vi selv kunne nå at aflevere Ællingen i vuggestue. Ved 7-tiden stod jeg op og ringede til fødegangen. Veerne tog meget af, da jeg stod op, men jeg havde jo fået at vide dagen før, at jeg skulle reagere ret hurtigt, når jeg fik veer. Så de syntes, jeg skulle komme til tjek. Vi kørte hjemmefra ved 8-tiden, og Manden og Ællingen afleverede mig på fødemodtagelsen, inden Manden kørte Alfred i vugger og så kom tilbage.

Det var samme JM som dagen før, der tog imod mig. Jeg blev undersøgt og fik kørt en CTG ? jeg var nu 5 cm åben, og småveerne var stadig ret regelmæssige. Jeg var himmelhenrykt over, at de 5 cm var gået så nemt! Jeg fik et klyx, og hele forventningen var, at nu kørte det jo bare. Min JM mente, at jeg ville have født inden kl. 14, og vi jokede med, at vi også selv kunne nå at hente Alfred igen.

Jeg fik at vide, at der ville komme en JM fra fødegangen og hente mig. Det var hende, der skulle føde med os. Jeg var lige ude at tisse og så en ældre, noget stramtandet udseende JM med kort, gråt hår stå ude på gangen, og jeg nåede at tænke ?åh nej, ikke hende. Giv mig en ung, blid og hyggelig JM?. Men jow, det var skam hende ? og hun viste sig at være helt i orden. Jeg endte i hvert fald med at være rigtig glad for hendes autoritet og rutine. Hun kom som sagt for at hente os op på fødegangen, men hun mente nu, at vi godt kunne blive på modtagelsen lidt endnu. Det havde hun ret i. Der var stadig veaktivitet, men det var mildest talt temmelig fredeligt. Jeg fik lagt penicillindrop og blev undersøgt kl. 12 ? og der var ikke sket en skid! Stadig 5 cm. åben! Suk. Det var sgu lidt nedslående, når man nu er en hurtigføder, der bare går og åbner sig helt umærkeligt. Veerne tog nu så meget af, at jeg kunne sove lidt, så det gjorde jeg efter frokosten.

Kl. 14 blev jeg undersøgt igen, og stadig ingen udvikling. Veerne var nu næsten helt væk. JM foreslog derefter forsigtigt at prøve at tage vandet for at se, om det kunne sætte skub i noget. Hun sagde også, at der var vagtskifte 15.30, så der ville komme en anden JM og tage over og følge os til dørs. Medmindre jeg havde født inden, selvfølgelig (Heeeelt sikkert der. Der sker jo ingenting, så selvfølgelig har jeg født om en times tid! ).
Vi var meget i tvivl om, om vi skulle gå med på ideen om at tage vandet, eller om vi hellere skulle lade det går sin naturlige gang. Men vi blev enige om, at vi så det som en fremskyndelse af den ?naturlige? proces, og at det sikkert ikke ville ændre noget i det videre forløb for hverken mig eller barnet i forhold til hvis vandet fik lov at gå af sig selv. Det ville bare kappe nogle timer af ventetiden. JM sagde også, at hvis det med vandet ikke satte gang i veerne ville næste skridt være at forsøge sig med et vedrop. Uiks, ikke lige min plan! Og i det hele taget skræmmende at gå med på en plan, der har som formål at man skal få ondt og ende med at presse et barn ud af kroppen!

Nå, men det med at tage vandet virkede! Det blev taget omkring 14.30, og jeg kunne mærke barnet synke længere ned i bækkenet og trykke på en anden måde. Og så gik det ellers løs! Jeg fik kørt CTG, og fra omkring 14.30 var der bare VEER! Allerede den første krævede al min koncentration, jeg brød ud i sved, blev helt bleg og det sortnede en smule for øjnene. Der var ret hurtigt ikke rigtig pause imellem, bare toppe og dale af noget, der gjorde fåtting herrenas. Jeg begyndte at mumle noget om smertelindring, for jeg kunne godt se, at jeg ikke ville kunne klare 5 timer med den slags heftige veer (jeg tænkte ?1 cm i timen?).
14.50 mente JM, at vi skulle gå ned på fødegangen. Hun spurgte, om jeg ville gå eller køres i rullestol, og jeg prøvede at mande mig op til at sige, at jeg godt ville gå ? men så fik jeg så ondt, at jeg indså, det nok var bedre at køre. Hun hentede en rullestol, og da hun kom tilbage, fik jeg pludselig pressetrang. Jeg havde så lige klaret de sidste 5 cm åbning på 20 minutter, hvilket nok var grunden til, at det gjorde pænt ondt.

Nå, men SÅ gik det stærkt! Hun var heldigvis ældre og rutineret, så hun fik læsset mig over i kørestolen og fik kørt mig (bleg, svedig og noget forpint) på fødegangen. Endnu en presseve lige da vi ankom (lige omkring kl. 15), men jeg kom op på lejet, og så var det ellers bare at presse løs. Jeg huskede pressefasen fra sidst som fredelig og nogenlunde smertefri ? noget med at presse og så holde en pause, hvor det ikke gjorde ondt. Det var så muligvis her, at barnets størrelse spillede ind. Det var ikke, fordi det her var uudholdeligt, men jeg kunne GODT mærke, at der var en del barn, der lige skulle passere. Det gik heldigvis fint og godt og efter planen, og han kom ned, som han skulle. Og så skete der til min store skræk det, at jeg begyndte at briste ? og JM lige ville lokalbedøve mig og lægge et lille klip for at lede bristningen den rette vej. Det var heldigvis slet ikke slemt, men jeg havde jo forestillet mig endnu en bristefri fødsel. Og klippes skulle jeg SLET ikke!

Og pludselig kunne de se hovedet (Manden var nede at kigge med på både barn og bristninger, og han er ikke traumatiseret), og i løbet af endnu et par guidede pres var det ude, skuldrene blev lirket fri, og så lettede det bare helt enormt, og kæmpe Lille Ny kom ud i en stor skylle vand! Det var så FEDT, at det var overstået ? og vi nåede det til kl. 15.31, så vores JM fik kun et enkelt overarbejdsminut. Der kom en anden JM og en sød studerende ind og overtog moderkagefødning (det krævede et enkelt lille aktivt pres, men den var også stor, og det lettede rigtig meget at komme af med den) sy-arbejdet (det var ikke så slemt og ikke ret meget, men man gider bare ikke mere skrævroderi på det tidspunkt) og alt det med at måle og veje Lille Ny. Jeg fik ham op til mig med det samme, og han fik lov at ligge der ret længe, inden de kom og dimsede med ham. Det var rart.

Og så var det jo overstået og samtidig lige begyndt. Jeg lå bare der og var i småchok og havde ikke lyst til at prøve at bevæge mig og SLET ikke til at rejse mig op. Jeg ville bare ligge der og sove, tror jeg. Eller stirre ud i luften med et tomt blik. Nå, men op kom jeg og traskede over i en seng, og så blev vi kørt på barselsgangen. Og så lå jeg ellers der i sengen og kunne slet ikke forholde mig til noget som helst. Jeg turde ikke bevæge mig af skræk for, at det skulle gøre ondt ? og så HADER jeg den der følelse af at monsterbløde, så snart man trækker vejret, så jeg ville slet ikke op at stå. Og jeg havde den der baby hos mig og følte mig helt på herrens mark. Hvad fannan ved jeg om babyer? Manden kørte hen for at hente Alfred og min veninde, som havde hentet ham fra vugger. Det var dejligt at se dem. Og 19.45 gik de så igen, og Manden tog hjem for at putte Alfred. Der er ellers fine overnatningsmuligheder for fædrene her i to døgn, men vi vurderede, at det var vigtigere, at han var sammen med Alfred om aftenen, natten og morgenen. Selvom det var superærgerligt ? jeg savnede ham rigtig meget den første aften, hvor vi jo skulle have ligget og kigget henført på det lille vidunder sammen. Nå, men det må vi så gøre fra i dag!

Jeg fik i øvrigt krabbet mig ud af sengen efter et par timer og opdagede, at det hele stadig fungerede, og at der ikke var noget, der gjorde uoverstigeligt ondt. Det var SÅ sært med den ekstra plads i maven ? og så den der lækre vom af totalt udspilede mavemuskler, som ingenting er værd. Sådan så jeg altså ikke ud sidst! Jeg fik også skiftet Lillen og fik ham lagt til igen, og han suttede fint (om end han var ved at have lavet hul allerede ? han suger IGENNEM!). Så jeg endte med at være nogenlunde ovenpå, selvom det knirkende lille væsen ikke tillod mig megen søvn. Det var heldigvis rimelig nemt lige at lange ham et bryst i munden og lade ham ligge og sutte, når han småbrokkede sig, så der var ikke de store ?jamen hvad VIL du???-kriser. Jeg endte med at hæve hovedgærdet lidt og så lægge ham på maven på mit bryst ? sådan sov vi begge to enormt godt i et par timer. Vågnede ved 8-tiden og lå så bare og puttede med ham ungen, der lige sov en time til. Det var rart at vågne med en følelse af mere overskud, selvsikkerhed og tro på, at opgaven kunne magtes. Og nu er det mest bare rigtig hyggeligt.

For resten synes jeg generelt ikke, at nyfødte babyer er ret pæne ? og ham her er vist ingen undtagelse. Men han er rigtig sød og nuttet og lækker og blød og dejlig og sjov, og jeg kan godt lide ham! Men smuk ? naaaaah, det synes jeg altså er svært at forsvare.

Ællingen er i øvrigt indtil videre dybt fascineret af det lille væsen og vil bare kigge på ham og ligge ved siden af ham og hjælpe ham med dynen og den slags. Men okay, Lille Ny gav ham også en fed bil i storebror-gave
  Besvar med citat
Ulæste 08-05-07, 16:19   #34
Quinnie
Quinnie Mere yngel end slyngel...
afro-(sl)yngel
 
Quinnies avatar
 
Tilmeldingsdato: 14/04-07
Geografisk placering: Bramming
Indlæg: 3,755
Tak givet gange: 1,817
Takket 3,568 gange i 1,029 indlæg
iTrader: 12 / 100%
Augustinas ankomst

(Kladden skrevet et par dage efter fødslen på barselsafdelingen, redigeret og renskrevet gennem den første måned af Augustinas liv)


D. 12/2 kl. 10.30 skulle vi møde på svangreafdelingen til igangsættelse af fødslen. Jeg var 38+2 og skulle sættes i gang på grund af en insulinkrævende graviditetsbetinget diabetes.

Jeg fik allerførst kørt en strimmel, som var fin. En jordemoderstuderende mærkede mig på maven og vurderede, at der var en 3500-3600 grams baby derinde.

Midt i frokosten blev jeg tjekket af en læge, som lavede journalen. ?Er det dit første barn?? spurgte hun. ?Nej, vi har to, der er adopteret, så det er den første fødsel? Hun så helt desorienteret ud? ?hvad siger du? Har du aborteret to gange?? Øh nej? Jeg har to adoptivbørn?. Da hun så brillerede ved at fortsætte: Nå så det er første gang I skal have jeres eget barn? var jeg liiiidt træt af hende? Fandt senere på ugen ud af, at hun brugte høreapparat og var hørehæmmet ? så tilgav jeg hende på stedet ;-)

(Kl.12.30):
Jeg blev undersøgt indvendigt og fik lagt en stikpille. Jeg var 2 fingre åben og havde 1 cm livmoderhals tilbage. Eneste forskel til for 1½ uge siden var ½ cm livmoderhals mindre. Den jordemoderstuderende mente dog, at jeg var meget moden og at man forholdsvis nemt ville kunne tage vandet. Efter stikpillen var lagt, skulle jeg ligge stille en time.

14.40 dukkede de første veer op. De var rimeligt regelmæssige 3 min mellem hver og 1 min. Varighed. De var ikke særligt smertefulde, og jeg var ved rigtig godt mod. Desværre udvidede jeg mig ikke og kl. 16.30 gik det helt i stå. Et par timer efter startede det op igen, men meget uregelmæssigt og slet ikke smertefuldt. Aftenvagten mente, at der ikke ville ske mere i dag, så Morten blev sendt hjem kl. 19.45.

1½ times tid senere begyndte veerne igen. Denne gang var de regelmæssige og jeg syntes de gjorde mere ondt end de første. Efter ½ time ringede jeg efter jordemoderen for at informere hende om, at det var i gang igen. Hun lavede endnu en indvendig undersøgelse ? og der var intet sket. Hun var noget kort for hovedet, og jeg fik en følelse af, at jeg var pjevset og bare til besvær. Hun sagde, at veerne nok ville gå i stå igen, og at sådan var det, når man blev sat i gang. Hun syntes jeg skulle lægge mig til at sove?.

Veerne fortsatte ? og som om man kan sove med veer?? Jeg havde en fornemmelse af, at de tog til, men jeg ville ikke kalde på jordemoderen ? eller ringe efter Morten, for der skete jo alligevel ikke mere. Jeg ville jo ikke holde Morten vågen flere døgn fordi jeg hele tiden råbte ?ulven kommer? Og jordemoderen havde jo tjekket mig indvendigt, og der var intet sket?.

Omkring kl. 22.30 ringede jeg alligevel igen? Veerne gjorde rigtig ondt nu. Jeg sagde til jordemoderen, at jeg gerne ville tjekkes, og at jeg, hvis der ikke var sket noget, ønskede noget at sove på. Hun sagde, at hun ville køre endnu en strimmel og tjekke mig bagefter.

Jeg lå og holdt øje med hjertefrekvensen og vemåleren. Hjerteslaget var hurtigt ? også hurtigere end den jordemoderstuderende, der havde dagvagten, havde sagt det skulle være. Vemåleren fulgte slet ikke med min egne følelser af veerne. Når jeg synes veen kom, gik den ofte ikke op ? og når veen toppede begyndte den at stige ? kort sagt; det hang ikke sammen. Det bekræftede mig i den grad i, at veerne var mystiske, at der ikke skete noget, og at projektet var lettere håbløst. Jeg kunne ikke stole på min krops signaler ? og jeg VAR nok bare pjevset. Hvor følte jeg mig frustreret og forvirret!

Jordemoderen kom tilbage. På grund af hjertelyden ville hun lige lade målingen fortsætte lidt. Veerne kommenterede hun ikke ? og så gik hun ellers hjem. Hun sagde hverken farvel eller godnat. Næste gang der kom en jordemoder var det bare en ny; et vagtskifte jeg ikke var ked af!

Nattevagten startede med at sige, at hjertekurven var fin, og at man slet ikke kunne regne med veerne, fordi jeg lå på siden. Hm? Dét havde måske været rart at vide?! Hun undersøgte mig indvendigt: Endelig var livmoderhalsen udslettet og det var tid til at rykke på fødegangen og få taget vandet. Vi aftalte, at jeg skulle have en epidural og hun sagde, at hvis veerne ikke var effektive i løbet af nogle timer, skulle jeg have et S-drop.

Jeg bad om at ringe til Morten inden vi gik derover. Hun sagde, at jeg bare skulle vente, for hun havde noget, som hun ikke rigtig kunne gå fra, så hun ville gerne lige tage vandet og ringe efter bagvagten. Jeg vidste, at det hun ikke rigtig kunne gå fra var en fødsel af et ulevedygtigt barn i 22. uge. En fødsel, der havde været forsøgt igangsat i dagevis ? så jeg ville bestemt ikke insistere på noget som helst ? og hun forsikrede mig om, at der ville være masser af tid.

(Ca. kl. 00.00) Vi gik over på fødegangen og vandet blev taget. Det havde en øjeblikkelig effekt på mine veer: De tog stormagtig styrke ? og jeg begyndte at kaste op under hver ve. Mens jeg lå der med en brækpose gjorde hun lavement klar. Jeg bad hende ringe efter Morten og næsten råbte telefonnummeret til hende i slutningen af en ve. Jeg fik lagt lavementet og fik besked på at holde det længst muligt ? helst 10 min. Men så kom den næste ve ? og jeg skulle kaste op, og at holde et lavement inde mens man brækker sig er vist en fysisk umulighed?.. Jeg greb brækposen, styrtede på toilettet og så sad jeg der med veer, opkast og tyndskid... Jeg følte mig som noget af det ynkeligste på Jorden!

På et eller andet tidspunkt i alt det her, fik jeg ringet til min veninde, der også skulle være med til fødslen.

Sygehjælperen kom tilbage og hun spurgte, om jeg ville under bruseren ? og det ville jeg gerne. Hun hjalp mig af tøjet og hun gik igen. Vandet var fantastisk ? men når veerne kom, kunne jeg slet, slet ikke styre min vejrtrækning. Jeg forsøgte at stå udstrakt, at krumme mig sammen, at sidde og hænge? Men jeg havde slet ikke overskud til at få ro på. Jeg stod på et tidspunkt og kaldte på Morten? Velvidende, at han ikke var der endnu? Jeg har aldrig i mit liv følt mig mere alene. Tårerne løb bare ? og jeg var nærmest desperat hver gang en ve overtog min krop. Følte mig spærret inde i et inferno af smerte, som jeg ikke formåede hverken at lindre eller forstå. Savnede i den grad en beroligende stemme ? en hånd eller bare et blik at fastholde. Jeg kunne slet ikke se mig ud af situationen. Senere spurgte de mig, hvorfor jeg ikke ringede ? og jeg ved det ikke. Jeg tror slet ikke, at jeg formåede at tænke tanken. Og så sad følelsen af at være pylret klart ved; det her var jo ingenting. Det skulle vare mange timer endnu ? og blive meget værre?.. Og så vidste jeg jo, at jordemoderen var optaget ? og jeg ventede bare på, at Morten og bagvagten skulle komme. En ting er helt sikkert: Jeg synes det er under al kritik at lade en kvinde i aktiv fødsel være alene på den måde, og jeg har aldrig følr mig så alene og hjælpeløs før!

Jeg har under graviditeten brugt meget tid på at tænke på, hvordan veer mon føles. Jeg synes ikke, at nogen har formået at beskrive dem, så jeg kunne forstå det. Så her er min beskrivelse af, hvordan mine veer var: Forestil dig et metalbånd, der strammes om den øverste del af din mave. Under hver ve strammes det mere og mere intenst. Nederst i livmoderen sidder der en skruetvinge i hver side. Under hver ve skrues den strammere og strammere. Under de første veer løsnes den lidt i vepauserne, senere bliver den, hvor den er nået til og strammer så bare mere og mere?

Omkring kl. 00.40 kom Morten ? hvilken lettelse? Men han var også forvirret over at finde mig i den tilstand ? og selv om det var så rart at have en at dele det med, så savnede jeg stadig en professionel, der kunne guide. Jeg fandt stadig ingen ro under bruseren og ville bare ind at ligge. Morten hjalp mig med at blive tørret og få en skjorte på, og jeg kom ind at ligge. Nu var sygehjælperen der heldigvis, og hun hjalp med at få min vejrtrækning til at fungere under veerne. Det var en stor hjælp, for veerne gjorde ekstremt ondt nu.

Kl. 01.10 dukkede jordemoderen op.
Hun spurgte, om hun ikke liiige skulle kalde en narkoselæge, så jeg kunne få en epidural. Jeg sagde JA TAK! Og tænkte: Endelig en der kan se, hvordan jeg har det!! Det gjorde hun så. Imens gjorde hun klar til at lægge drop, køre en strimmel og lave indvendig undersøgelse. Jordemoderen konstaterede måbende, at jeg var 7 centimeter åben og hun udbrød: Jeg KAN da godt forstå, at du har ondt!! Du har åbnet dig 3-4 cm på en times tid ? det er 3-4 gange hurtigere end normalt!! Hun gør strimlen klar, og en 10-15 minutter senere kommer narkoselægen og hun vil lægge et drop. Jeg har imidlertid pressetrang ? og det siger jeg til hende. Hun undersøger mig igen ? og jeg er 9 cm. åben!! Narkoselægen sendes hjem igen ? og jeg får stor ros med på vejen. Du er for sej, Winnie?. Var det noget jeg ikke følte mig, så var det sej!

Omkring klokken 01.40 dukkede min veninde Lena op. Jeg lå på siden, og under hver ve, skulle jeg have mit ben op, så jeg dannede plads til, at Augustina kunne komme ned igennem skeden. Det var SÅ hårdt at få det ben op, og det var enormt ukomfortabelt. Pressetrangen var overvældende og på trods af ihærdige forsøg på at puste og gispe kunne jeg bare slet ikke lade være med at presse med. Jordemoderen dirigerede mig om på alle 4, så jeg hang op af ryglænet. Det var meget bedre. Mellem veerne insisterede de på, at jeg brugte iltmasken, så Augustina fik ilt nok. Jeg var flere gange tæt på at kaste masken langt væk ? den lugtede, jeg kunne ikke trække vejret ordentligt og ærlig talt, når jeg endelig havde en vepause, så ville jeg bare være i fred; synke ind i mig selv og væk. I min hukommelse var vepauserne meget korte ? måske ½ minut. Lena siger, at de var meget længere: 2-4 minutter. Når veerne kom, smed jeg masken fra mig, greb fat i hovedgærdet og skifte vis gispede og brølede ? gispede for IKKE at presse ? og brølede når jeg alligevel ikke kunne lade være med at presse. På den måde havde jeg veer i en lille halvtimes tid.

Omkring kl. 02.10 fik jeg endelig lov til at presse med. Hvilken lettelse!! En ting, som overraskede mig meget var, at det virkelig føles som om, at ungen kommer lige så meget ud af det bagerste hul ? som af skeden. En af mine medindlagte på barselsgangen beskrev det som at skide en bowlingkugle ? og det dækker følelsen til fulde!!

På et tidspunkt siger jordemoderen, der hed Lene: Efter den næste ve skal du ned at ligge, så kan jeg bedre komme til at hjælpe hende ud. Det var jo sådan set fint nok ? i teorien, altså! Men med et hoved på vej ud er det altså ikke nemt! Slet ikke! Jeg gik lidt i panik og følte mig overbevist om, at jeg ville sætte mig på hendes hoved, hvis jeg gjorde det. Heldigvis var Lene rimelig bestemt og guidede mig på plads ? og ned kom jeg.

Jeg tror, at jeg fødte hovedet i den første ve efter jeg var kommet ned. Jeg havde ikke selv en klar fornemmelse af, hvor langt jeg var. Har nok altid forestillet mig en rolig fødsel, hvor man talte sammen og evt. fik et spejl over, men jeg befandt mig i en anden verden, som ved siden af mig selv ? sat ude af spil. Det hele var gået så stærkt og havde været så voldsomt, at jeg slet ikke havde mig selv med i det. Vepauserne var så korte, at jeg aldrig rigtig kom til mig selv undervejs.

Jordemoderen mærkede efter på min mave for at se, hvor kroppen kom ? og i næste ve var hun ude og kom op på min mave. Hun skreg en smule ? og jeg var lettet og overvældet. Jeg tror min første tanke var: Hun lever. Den næste var: Det er overstået. Hun blev født kl. 02.21. Jordemoderen skiftede sokker ? for jeg havde sendt en blod- og fostervandspøl ud på gulvet, der var landet plask på hendes fødder.

Augustina var fuldstændig dækket af fosterfedt. Jeg opgav helt at danne mig en mening om, hvordan hun så ud ? det eneste jeg kunne se var, at hun har min næse!

De næste par timer lå jeg med Augustina på maven. Moderkagen blev født uden problemer. De skubbede blod ud af maven på mig (!) og jeg blev syet med omkring 6 sting. Der var en god stemning på fødestuen og det var faktisk først på det tidspunkt at jeg overhovedet forholdt mig til, at jordemoderen var et menneske ? indtil da havde hun bare været den, der ledede slagets gang, og hjalp mig igennem. Jeg fik fortalt dem, at jeg var frustreret over at være blevet ladt alene.

Augustina blev målt og vejet: 52 cm og 3570 g. Hun fik taget blodsukker (3,2 hvilket er fint) og Morten gav hende lidt MME i et bæger. Det skulle hun have, for at stabilisere hendes blodsukker. Alligevel skulle hun på neonatal. Morten gik derned med hende ved 5 tiden. Lena og jeg fik lidt at spise og jeg drak vist en 4-5 glas saft. Så gik vi med ned på neonatal. Augustina sov, så på jordemoderens opfordring gik vi på barselsgangen ? så jeg kunne sove.

Morten og Lena tog hjem. Jeg sov et par timer, gik i bad og spiste morgenmad ? og så gik jeg ned til min lille pige. Hun fik endnu et måltid og de stillede mig i udsigt, at hun ville komme op til mig samme formiddag. En time senere kørte jeg hende op på barsel.

Min baby er bedårende dejlig. Hun ligger og sover. Jeg burde sove sammen med hende, men tankerne om fødslen pressede sig på. Jeg har tudet mig igennem at skrive den. Dele af min fødsel havde jeg klart gerne set anderledes. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke ventede med at tage vandet til Morten og bagvagten var kommet. Jeg forstår ikke, at man ?bare? lader en fødende kvinde alene. Jeg forstår ikke, at der ikke er procedurer for den slags. Det var rædselsfuldt at være alene. Hvorfor tilbød de slet ikke Morten en seng på svangre? Jeg havde enestue! Jeg har ikke svarene ? men jeg har bedt om at tale med min jordemoder om fødslen. Uanset hvad, så er hun det hele værd!
__________________
Winnie
Mor til Johanna født 2002, Thomas 2004 og Augustina 2007.
Tidligere kendt som: Winnie
Quinnie er offline   Besvar med citat
Følgende brugere siger tak til Quinnie for dette brugbare indlæg:
Nadiri (15-07-14)
Ulæste 08-05-07, 18:55   #35
Josi81
Josi81 Nu med baby Bjørk!
Aftensmad? Pizza, skat - mor er på Slyngebarn.
 
Josi81s avatar
 
Tilmeldingsdato: 03/05-07
Geografisk placering: Midtfyn
Indlæg: 2,430
Tak givet gange: 29
Takket 88 gange i 55 indlæg
iTrader: 25 / 100%
Her er mine 3 fødsler i en lidt forkortet version.

Første fødsel af min søn:
Var 21år gammel og var gået 11 dage over termin, da en smule af fostervandet gik kl 16.00. Jeg lagde mig ned og 15min efter kom kæresten hjem og vi fik ringet efter liggende transport da han ikke stod fast! Var MEGA nervøs og rystede for vildt da jeg lå der i ambulancen. Vi ankom på fødegangenb og fik afvide at han nu stod fast og vi godt kunne tage hjem og afvente veer. Han blev skønnet til 3800 af den jdm der tog imod os. Vi tog hjem og et par timer efter var der veer - efter et par timer med veer var jeg utryg hjemme og vi tog tilbage til fødegangen hvor vi fik en stue. Kl var her ca 24.00 Nogle timer efter fik jeg en epiduralblokade og fik sovet en times tid før effekten aftog.
Jdm valgte derefter at tage mit vand for at sætte skub i veerne - fostervandet var grønt og der blev sat elektroder på hans hoved. Fik ve-drop og veerne tog kraftigt til. kl 8.30 fik jeg førstegang besked på at presse - pressede i ca 2 timer uden der skete noget og derfor blev der kaldt en læge. Lægen kom og besluttede at min søn skulle tages med kop. Blev klippet og fik anlagt kop. Koppen smuttede af hans hoved 2 gange - jeg var bare så udmattet kunne næsten ikke mere! De fik sat koppen på igen og endelig blev hans hoved født, men så sad han uhjælpeligt fast!!!! De hev og sled i ham og jeg pressede alt hvad jeg kunne men lige lidt hjalp det! Til sidst fik de ham hevet meget voldsomt ud mens en læge trykkede hårdt på min mave. Han kom endelig ud, men havde det ikke så godt, var slap, blå og skreg ikke. De havde ham på bordet i hvad der syntes som en evighed og endelig fik de gang i ham og han rettede sig hurtigt og jeg fik ham over til mig. Han havde en meget stor fødselssvulst på hovedet det lille pus + han kom ud som stjernekigger med skuldrene på lige linie, derfor sad han fast.
Jeg gik MEGET i stykker ud over det jeg allerede var klippet, faktisk bristede lukkemuskel og det hele og jeg måtte i fuld narkose på operationsgangen og sys i over 1 time :cry: :cry:
De fik måæt og vejet min søn inden jeg blev kørt ned:
5000g og 58cm - hmmm det var så 1200g større end de troede ;-)
Så det var alt i alt en MEGET dårlig oplevelse jeg havde + kunne ikke gå 1 mdr efter - men i dag har vi det begge super!!!

2 fødsle min store pige:
Hmmm efter første fødsel havde jeg ikke mod på at føde selv og blev også på det kraftigste frarådet det af lægerne, faktisk sagde de jeg slet ikke måtte.
Så jeg fik til til pks 38+0.
Vi mødte om morgenen fastende og kunne meget surealistisk bare vente på det blev vores tur! Over middag kom vi på op. De havde meget store problemer med at ligge rygmarvsbedøvelsen - blev stukket over 8 gange og det var endnu en meget ubehagelig oplevelse!
Men da den endelig var lagt gik der ikke længe før vi hørte den vidunderlige lyd af barnegråd! Min datter fik top karakter og var 3724 og målte 55cm.

3 fødsel:
Havde det svært med mit sidste kejsersnit, som jeg syntes var en meget skuffende oplevelse - så besluttede jeg ville forsøge at føde selv denne gang. Blev fulgt nøje og blev vægtscannet og da lillepigen blev scannet til 3800g blev jeg sat igang i 37+5. Vi skulle møde om aftenen hvor jeg fik lagt et blallon kateder som skulle udvide livmoderhalsen nok til at de kunne tage vandet den følgende morgen. Lå hele natten og ventede og havde en meget kort overgang lidt småveer.
Næste morgen kl 10.00 fik jeg fjernet kateteret og de kunne tage vandet. Så ventede vi bare på veer, men ak nej.... kl lidt over 11.00 fik jeg anlagt et ve-drop og så skal jeg love for der kom veer!!! Nærmest en stor ve havde jeg de næste timer - av av av og måtte ikke få smertelindring da jeg tideligere havde fået ks.
Nå, men kl 13. 20 efter bare 2 timer med veer fik jeg pludselig pressetrang. Få minutter før havde jdm undersøgt mig og var der 7 cm åben. Men de fik mig hurtigt hjulpet over på fødebriksen. kl 13.27 pressede jeg førstegang og i første presseve blev hovedet født. Kl 13.33 i anden ve kom min datter til verden. Så den lille dame havde travlt med at sige hej til verden. Jeg fik hende op på maven med det samme!!!! Så DEJLIGT!!!!!! Jeg blødte en del - men fik kun et enkelt sting. Min lille pige var 3760g og 54cm - Dejligt med en RIGTIG god oplevelse!!!!!!!
__________________
Diana, mor til 4 skønne unger!!!
Josi81 er offline   Besvar med citat
Følgende brugere siger tak til Josi81 for dette brugbare indlæg:
Nadiri (15-07-14)
Ulæste 17-05-07, 11:54   #36
Truttenberg
Truttenberg har ikke brugt den nye funktion... Edit
Gæst
 
No Avatar
 
Indlæg: n/a
Min förste födsel af Maia i 1996 forlöb ved planlagt KS pga. UK stilling .. Hun var en lille pige på 2980 gr.

Min igangsætning og fødsel af Luna.

Da jeg fik min første datter i 96´ ved Planlagt Kejsersnit pga. UK stilling, fik jeg efterfølgende en fødselsdepression, men da jeg ikke kendte til dette fænomen så kunne jeg ikke sætte finger på hvad der var galt. Men jeg vidste at alt ikke var som det skulle være. Jeg kom dog ikke i behandling for min fødselsdepression førend 2 år senere, da jeg endelig fik sat ord på det ... Dette var så årsagen til at jeg i Marts 2004 bad om at blive sat igang fordi Jdm og jeg var bange for at jeg skulle samme tur igennem igen efter denne fødsel.

Min mand og jeg ventede vores første fælles barn, en pige i Marts måned 2004 ... Graviditeten havde forløbet fint, dog med lidt små skavanker. Sidst i graviditeten begyndte jeg at blive meget besværet af maven .. Så meget at jeg begyndte at tage afstand rent mentalt til den og dens indhold. Dette fortæller jeg en afdelingslæge på gyn. afdeling på RAS. Hun tilbyder os en igangsætning, måske fordi hun godt kan fornemme at jeg faktisk er smadder nervøs.

Vi fik derfor tilbudt at komme til igangsætning d. 8 Marts klokken 9.

8. Marts 2004.

Vi møder på sygehuset til aftalt tid, med den pakkede taske, en masse blade, bøger og lidt guf .Vi havde afleveret Maia i skolen og Morfar ville så hente hende senere da han skulle passe hende mens vi var på sygehuset. (Mormor skulle nemlig med til fødslen bare som støtte og hjælp til min mand). For nu skulle det være nu ... Det var vi ret sikre på. De starter med at tage blodtryk .. Derefter får jeg kørt en strimmel i ca. 30 min. og alt ser fint ud .. Har dog et par enkelte plukkeveer som den registreres men ikke noget voldsomt. De lægger så den første stikpille op .. Jeg skal derefter blive liggende i ca. ½-1 time og derefter kan vi gå en tur, for så at komme tilbage klokken 14.

Vi går en tur rundt på sygehuset. Snakker og man kan ligesom fornemme spændingen mellem Jack (min mand) og jeg. Vi snakker om at det bliver spændende at se hvad maven gemmer på. Vi kan næsten ikke vente og samtidig er det lidt underligt at nu er det nu.

Jeg kan ikke mærke om pillen gør noget for mig. Blødgør/åbner eller andet.

Vi kommer tilbage på afdelingen og er enormt spændte på "dommen" da hun undersøger mig. ØV den har intet gjort overhovedet. Men så foretager de samme procedure som om morgnen. Måler mit blodtryk, køre CTG og lægger en pille mere. Hvor jeg herefter igen skal blive liggende en halv time.

Efter en halvtime får vi at vide vi skal gå endnu en tur. Og komme tilbage på afdelingen klokken 17. Og hvis der endnu ikke er sket noget nævne værdigt der så kan vi tage hjem og møde igen næste morgen.

Vi gik så endnu en tur og humøret var da også dalet end tand. Jeg ved ikke hvad vi havde forventet. Jo måske at den lille var lige så utålmodig som os og derfor bare ville ud nu. Men sådan så det ikke ud.

Da vi kommer tilbage undersøger hun mig og der er stadigvæk ikke sket noget som helst. Helt lukket og stadig meget hals tilbage. Nøøj hvor var vi skuffet. Og jeg kunne mærke at jeg endnu mere tog afstand fra min dejlige mave. Det skulle jo have været idag .. Det var vi SÅ sikre på da vi mødte ind om morgnen.


9. Marts 2004.

Vi møder ind på RAS klokken 9. Endnu engang med taske, blade, bøger og lidt guf. Og Maia endnu engang sendt i skole. Mere spændt end hvad der var sundt tror jeg.

Samme procedure blev gentaget Blodtryk, CTG, Pille & hvile i en halv time.

Derefter beskeden at nu skulle vi gå os en lang tur. Evt. tage ned i Roskilde by og kigge forretninger. Som sagt så gjort. Så kunne vi også få købt det digital kamera vi havde besluttet vi gerne ville have så vi kunne få mange dejlige billeder af den lille. Så efter en god gå tur samt frokost møder vi ind igen.

Ved undersøgelsen kan hun konstatere at der stadig overhovedet ikke er sket noget. Jeg brød fuldstændig sammen og var sikker på at den lille ikke ville ud til mig / os. De ligger en ny pille op. Og vi går en tur og møder ind igen da klokken 17. Og der er stadig ikke sket noget.

Sygeplejersken og Jdm. kommer ind til os. Vi snakker frem og tilbage om, om vi nu ville fortsætte eller om vi ville vente en uges tid og se om der skulle ske noget af sig selv og så møde ind igen Mandag den 15. Marts i stedet for.

Nøøj hvor var vi fristet til at fortsætte igangsætningen. Men både Jack og jeg blev enige om at der jo måtte være en årsag til at der ikke skete noget, Min krop var simpelthen ikke klar. Den var ikke klar til Prinsessen kom ud til os. Det var en hård beslutning som krævede enorme mængder energi af mig. Men vi ville jo ikke stresse babyen mere end allerhøjest nødvendigt.

Men det blev til at vi stoppede her og kom tilbage om en lille uge.

Vi tog hjem noget slukøret, men også afklaret med vores beslutning.

12. Marts 2004

Jeg vågner om morgnen og har en del murren i underlivet. Har en fornemmelse af at noget er i gærde. Sender en sms til min mand som er taget på job, om at der måske sker noget. Min plukkeveer bider en del. Sådan at jeg lige er nødt til at trække vejret koncentreret. Jeg går på toilettet og ud kommer slimproppen og en lille smule blod. Jeg har jo læst at der kan gå lang tid inden man går i fødsel selv om man har mistet slimproppen. Maia er heldgvis ikke hjemme så jeg behøver stå og smøre madpakke og sende hende i skole.

Dagen går med div. gøremål med lidt opbremsninger pga. veerne. Jeg bløder lidt mere. Men ikke nogen faretruende. Da Jack kommer hjem ringer jeg til gyn. afd. på RAS og fortæller om dagen og de vil egentligt gerne se mig og se om baby har det fint. Vi ankommer. Og de køre CTG og undersøge mig. Jeg er åbnet en finger så lidt er der sket. Og baby har det fint. Så vi bliver sendt hjem igen.

13. Marts 2004


En rigtig hyggelig dag. Frokost med en veninde i Roskilde. hygge med familien. En masse snydeveer. Nyder faktisk på en eller anden måde maven mere end jeg havde gjort det, de sidste mange uger.

14. Marts 2004

Dagen går meget lige som den foregående. Dog Bager Maia og Jack kage til mig om aften som en "nu skal du føde i morgen og spis energi" overraskelses ting. Virkelig sødt og rørende. For alt dette havde også sat sine spor på Maia, hun var jo så gammel at hun var helt klar over hvad der foregik og var jo næsten lige så spændt som os. Så hun er jo også blevet skuffet når vi kom hjem uden baby.

15. Marts 2004

Sender Maia i skole og siger vi ses i eftermiddag. For at hun nu skulle få lidt ro i skolen og ikke gå og være alt for spændt. Fordi vi havde besluttet at kunne de ikke komme til at tage vandet så ville vi ikke have flere stikpiller. Jack havde valgt at tage på arbejde, fordi der skete nok ikke noget idag heller. Jeg tog på sygehuset uden taske eller noget som helst. For var jo sikker på jeg skulle hjem igen

Møder ind på RAS og en jdm. kommer og undersøger mig. og stadig i gang dernede spørger hun om jeg har haft lidt ondt i weekenden og det måtte jeg jo nikke ja til. Hun siger så "jamen vi skal vist have fødselsdag idag" og jeg spørger dumt. "Hvad mener du". Det viser sig så at jeg har åbnet mig så meget at de kan tage vandet uden flere piller eller andet. Jeg var så lykkelig at jeg begyndte at græde. for var samtidig mærket af lidt træthed af ikke at kunne sove ordentligt pga. mine snydeveer i weekenden.

Nå men jeg får kørt CTG og alt ser fint ud. Samt mine veer er blevet væsentligt mere kraftige kan jeg se på strimlen. Jdm. kommer ind og spørger om hun skal ringe efter min mand og jeg beder hende vente til hun har taget vandet og så først ringe når veerne kommer. Hun tager vandet. og det er til min skræk grønt. Ikke voldsomt grønt men nok til at jeg ikke får den vandfødsel jeg så gerne ville have. æv !!

Veerne kommer kort tid efter. Jeg tager faktisk slet ikke tid på dem. For nu er jeg jo på sygehuset og så ved de vel bedst. Jeg ligger i et par timer og hun ringer så til min mand. Ja han står der i løbet af meget kort tid. (godt han ikke har mødt en fartkontrol) Han er helt sort i hovedet og i arbejdstøj. Han er smed

Da er klokken ca. 15.

Jeg bliver kort tid efter kørt til fødegangen .. Får ligeledes lagt et ve- drop .. Men de skruer ikke meget op for det, men nok til at mine veer er regelmæssige. Jeg kan godt mærke mine veer og syntes da også de gør ondt .. men slet slet ikke så meget som jeg havde troet .. Så hvis dette var dét .. Ja så kunne jeg da føde 10 børn ) Jeg skulle blive noget klogere .. Nede på fødestuen fik jeg klyx .. Og det er da helt umuligt at holde den i de 15. min som de siger man skal .. der gik vil præcis 1 min og 30 sekunder så kunne jeg ikke mere

Efter at være blevet tømt kom der ellers gang i veerne. Jeg arbejdede bedst ved at stå op. Koncentrere mig om vejrtrækningen samt noget min veninde havde givet mig af råd. at man forestiller sig under hver ve hvordan ens livmodermund/hals er en blomst der folder sig ud. Det var så dejligt at have noget at fokusere på frem for smerterne. Og jeg er sikker på at det hjalp mig meget. Det var også her min mor kommer enormt forpustet ind ad døren til fødestuen. Sikker på at jeg var lige ved at føde . Men faldt hurtigt til ro da hun fandt ud af hun ikke var gået glip af så meget, heldigvis havde hun vores taske med, samt lidt tøj til min mand så han kan blive vasket og være ren og fin til sit første møde med sin lille bebs

Da klokken bliver omkring 21 kan jeg ikke stå op mere. Mine ben er så de ryster. Jeg er udmattet og smerterne er grove. Trætheden gør at jeg må ned og ligge. Forsøger mig først med at ligge hen over en sækkepude på fødelejet. Men mine veer stopper så det kan jeg ikke. Så jeg må ligge på siden og ryggen. Og nøøj hvor var det bare super ubehageligt. Fandt det virkelig hæmmende i at håndtere smerterne når jeg ikke kunne stå op eller ligge som jeg lå bedst. Spørger jdm. på det her tidspunkt hvor langt hun tror der er igen. Hun siger til mig. klokken 01 føder du. Jeg kiggede på uret og ser til min skræk at klokken kun er 21.30. Puha der er langt til mål.

Omkring klokken 22 kommer jdm. og tilbyder mig noget smertestillende i form af en epidural ... Jeg vil jo ikke have den og har tilmed fået min normale jdm. til at skrive i min journal at jeg ikke vil spørges om det, da jeg ikke er sikker på at jeg ville kunne sige nej. men denne søde jdm. må have overset det i journalen for tilbudet fik jeg. jeg ville ikke og blev enormt ked af det ... Men var så træt så træt og kunne ikke finde ordentligt ro til at arbejde med mine veer så jeg takkede til sidst ja og hørte min kære mand ånde lettet op ved siden af mig Da klokken var 22.30 får jeg lagt epiduralen som mange siger er et vidunder middel .. Hmm måske men bare ikke på mig ... Den virkede kun svagt i højre side og slet ikke i venstre. På dette tidspunkt er jeg ca. 6 cm åben. Men jeg får i følge min journal hvile i ca 15 min. hvorefter jeg klager over pressetrang. De har ikke tid til at undersøge mig da det er midt i et vagt skifte .. Og klokken 23.30 kommer der en jdm. som så undersøger mig og siger der liiiige mangler et lille nøk inden jeg må presse .. Puha det er svært ... Men da klokken bliver 23.50 får jeg lov at presse aktivt. Men dog ikke fuldstændigt igennem. Aii hvor er det dejligt. Den mest skønne befriende følelse at jeg endelig kunne arbejde mig ud af smerterne. Når presseveerne kom og jeg pressede gjorde det ikke ondt mere. men hvis jeg derimod skulle have luft for at presse igen i en ve så gjorde det satme ondt.

Min mand og min mor holdt et ben hver. Og de var så søde og opmuntrende. på et tidspunkt kan jeg mærke hovedet komme helt ned og spænder godt ud i det hele og det svier kraftigt. Det er her heppekoret går igang. Fordi åbenbart kan man se en hårtot i presseveen. Så min mor og mand står i kor og råber (sådan lyder det). "Kom så nu, er den der!" og noget i stil med "Nu, Kommer hun" (som om jeg ikke kunne mærke det) gentagne gange og kan huske jeg bare havde lyst til at bede dem tie stille. Men orker ikke mens jeg presser. Mellem presseveerne skal jeg have luft. Puha det er dejligt med den maske med Luft. Det letter arbejdet lidt syntes jeg og gør mig ikke så træt som jeg nok burde være. Inden jeg får set mig om så er hovedet født og bliver bedt om at holde igen med at presse fordi at jdm. lige skal suge hende i tilfælde af hun har fået noget af det grønne fostervand ned. Endelig må jeg presse igen og hun er født i næste presseve ... klokken 0.59 den 16 marts bliver hun lagt op på min mave. Den stolte far klipper navlestrengen. Jeg føder moderkagen og bliver syet med et par små sting da jeg havde fået lidt rifter. Jeg bløder en del .. Men de får det efter møjt besvær stoppet. Hun vejede 3550gr. Og målte 50 cm.

Friggs födsel i August 06 - Skrevet få dage efter födslen. (En lidt barsk beretning)


Denne gang med en skön lille pige der kom til verden den. 19 August klokken 7.18.

Jeg var jo mödt ind til igangsättelse d. 18 August.. Og fik lagt förste stikpille fredag morgen ... Der skete ikke noget .. Fik så lagt nr. 2 stikpille fredag eftermiddag klokken 17 .. Derefter fik vi besked på at tage en tur ned i Ystad og gå lidt rundt og evt. få noget at spise ...

Dette gjorde vi så .. Og jeg havde da et par små veer .. Men ikke noget voldsomt.

Vi ankommer til sygehuset igen omkring kl. 7.30 og får kört CTG ... Endnu lidt små veer men ikke noget voldsomt.

Vi lägger os til at sove klokken 23 .. Klokken 02 står jeg op for at tisse .. Og kan så märke veerne komme ... Disse veer er fra start til slut virkelig ulidlige .. Slet ikke veer som jeg husker dem ... De bränder i ryggen og träkker nedad i lårene ..

De kommer med meget små intervaller og vare i ca. 1-1½ min. Da klokken er 5.45 ringer jeg efter jdm. og fortäller hende at jeg har disse veer .. Og hun märker derfor på mig og der er ikke sket noget som helst. Hun tilbyder mig et karbad som jeg kan slappe lidt af i ... Så får mig et bad ... På dette tidspunkt er klokken 6 og jeg kommer i vandet ... Ligger der og nyder det... Veerne aftager lidt og kommer ikke så hyppigt .. Men gör virkelig ondt når de er der ... Da klokken er ca. 6.30 står jeg op af vandet da det er for varmt og jeg ikke föler mig tilpas.

Jeg kommer op og bliver tört ... Min mand og jeg beslutter at gå ned og köbe p-billet til bilen og han kan få sig en cigaret ... Vi går nedad .. Og her kommer veerne bare oven i hinanden ... Vi kommer lige ud foran sygehuset og så märker jeg noget der löber ... Må ind igen på toilettet ... Jeg kommer ind på toilettet og ser det er blod der löber .. siger til Jack at det sikkert bare er tegnblödning og at han gerne må se om han kan skaffe mig et bind ... Han kommer tilbage lidt efter og har fremtryllet et bind ... Jeg får det installeret og vi begynder at gå mod udgangen igen .. Ligepludselig gör det bare ondt og jeg siger til Jack at vi skal ind på akutten (Som lå tättest på hvor vi var) med det samme .. fordi noget er galt .. Vi små löber derind .. Og lige da vi träder ind ad dören siger det "plask" på gulvet og så löber det ellers ud af mig med blod .. Altså det var så vildt og surrealistisk og vi går begge i panik og råber hjälp fordi der ikek er et öje i närheden ... Og der kommer en dame styrtende og kigger bare på gulvet og råber der er en der skal komme med en båre ... De får mig ned at ligge og löber gennem gangene med mig op til födegangen .. Og jeg kommer ind på en stue hvor de sätter CTG på mig og lägen scanner mig ... Samt sätter drop i mig og tager blod ... Det hele sker bare i löbet af meget få min.


Lägen siger så lidt undskyldende at de altså er nödt til at tage hende ud nu med KS ... På det her tidspunkt ligger jeg og gräder og er så bange, siger at jeg ikke kan klare mere .. at jeg ville have hende ud ... Så da lägen siger det .. Ja jeg kunne have kysset ham ...

I mens alt det her skete holdt Jack sig lidt i baggrunden .. Dog tät nok på mig til at han kunne holde i hånd og jeg kunne se ham og föle mig mere tryg ..

Han så noget bleg ud og jeg spurgte ham om han var okey .. Og han var ikke okey .. Han fölte sig svimmel og varm i kroppen .. Så da de spurgte ham om han helst ville med ned ved opr. stuen og vente eller vente på födegangen, svarede jeg for ham at jeg syntes at han skulle blive deroppe og så ville den lille jo komme derop

Afsted de körte med mig .. Nåede ikke noget mös eller andet fra min mand .. Hörte bare han sagde at han elskede mig

Jeg blev kört på Oprations bordet og klokken 7.18 blev hun födt .. I fuld narkose.

Jeg vågner på opvågningen ved at jeg bare har SÅ hamrende ondt i underlivet. Märker at der står en og presser helt vildt på min mave og det gör bare så virkelig forbandet ondt. Husker svagt hvordan jeg forsöger at få vedkommende til at stoppe. Hvorefter jeg går ud som et lys igen.

Da jeg vågner helt igen, på opvågningen et par timer efter .. var det förste jeg spurgte efter, naturligvis min lille pige .. Som jeg så fik at vide havde det godt men at de ikke vidste yderligere ..

En times tid efter dette kom Jack og Lille pigen ned til mig på opvågningen ... På dette tidspunkt var jeg igang med den 1 blod transfusion .. Samt fik drop så min livmoder kunne träkke sig sammen. (Derfor at der var en der havde trykket mig på maven, de kunne ikke stoppe blödningen og havde snakket om at fjerne min livmoder, men heldigvis har jeg den endnu).

Men lille pigen kom .. Og hun er bare så fin .. Og lille .. Hun vejede 2430 gr og var 47 lang .. Der er ikke meget sul på kroppen af hende .. Men hun er nu ganske vidunderlig. )

Her et par dage efter er jeg ved at komme mig oven på oplevelserne ..

Jeg mistede alt i alt ca. 4-4½ l. blod .. Og har fået 2 blodtransfusioner .. Lille pigen tabte sig 200 gr. det förste dögn .. Det viste sig at min moderkage rev sig lös, det var ikke veer jeg havde men smerter fra moderkagen .. Da jeg styrtblöder på akutten, var det fordi at den rev sig lös og at navlestrengen til Frigg rev sig fri fra moderkagen. Så det skulle gå stärkt fordi at hun ville forblöde gennem navlestrengen og jeg pga. moderkagen. MEN heldigvis mistede Frigg ikke noget blod umiddelbart.

Det er SÅ skrämmende, fordi det skulle have väret en hjemmefödsel. Men den blev aflyst fordi de måtte sätte mig igang da hun var så lille.. Hun tog ikke på i maven og til sidst begyndte hun at tabe sig derinde. Dette var pga. navlestrengen sad så yderligt på moderkagen at der ikke var nok gennemströmning. Havde vi födt hjemme og dette var sket. Så havde hverken Frigg eller Jeg med stor sandsynlighed overlevet da vi har ca. 1 times körsel til sygehuset.

Men det endte godt og hun er SÅ dejlig.
  Besvar med citat
Ulæste 04-06-07, 21:12   #37
luna
luna Jeg elsker mit liv
Jeg betaler husleje her!
 
lunas avatar
 
Tilmeldingsdato: 03/05-07
Geografisk placering: Sønderjylland
Indlæg: 5,998
Tak givet gange: 5,874
Takket 5,838 gange i 2,584 indlæg
iTrader: 0 / 0%
Nadines fødsel

Jeg vågnede ved halv to tiden om natten. Havde sådan en underlig uro i kroppen og tænkte det jo var helt normalt at have søvproblemer de sidste uger op til fødslen.
De næste timer udvikler det sig til veer, men det opdager jeg selvfølgelig ikke :oops:

Jeg tror selvfølgelig det er plukveer, dem har jeg ikke haft før og de sidder vist også i maven. Veer har jeg fået fortalt sidder i ryggen, og der har jeg ikke ondt.

Jeg brugernattetimerne på at gå skiftevis på toilettet og i bad, det sidste lindrer så dejligt. Og der burde der måske have ringet en klokke, men nej det gjorde der ikke. :-?

Først omkring femtiden kommer mistanken, da jeg opdager at smerterne kommer med fem minutters mellemrum. Kan det være veer ?[smilie=slider_yay.gif]

Den tygger jeg lidt på og ved sekstiden ringer jeg til fødegangen for at høre om de måske kan fortælle mig om det kan være veer.
De afviser det ikke, men opfordre mig til at prøve at hvile mig.
Jeg ringer lige til min mor og fortæller, at jeg måske har veer. Hun skal nemlig med som backup hvis kæresten besvimer eller lignende.

Og så prøver jeg på at hvile, men ender med at bruge en stor del af min tid på at hænge op af et bord. Og pendle til badeværelset for mere lindring.

Min mor ringer senere og fortæller hun har skaffet en bil og kan hente os ved 8 tiden hvis jeg har lyst til, at få tjekket hvad det er. Jeg overvejer lidt frem og tilbage. ved ikke rigtigt om det er pjat, men vi beslutter at det ikke skader at få det tjekket. Og det vil være rart for mig at få an afklaring.

Ved ottetiden tager vi så afsted. Vi smutter lige forbi Aabenraa så kæresten kan få afleveret sin engelsk opgave. Da fjolset kommer tilbage fortæller han så, at han har sagt at jeg er ved at føde. jeg synes han er total dum, for vi ved jo ikke om jeg er i fødsel. :evil:

Undervejs tager smerterne til og hopper rundt i bilen og har lidt svært ved at finde en god måde, at sidde på. jeg fanger min mors blik og læser tydeligt at hun tænker : hold da op pigebarn, skal du hoppe sådan rundt og skabe dig allerede nu, så bliver det en LAAAAAAANNNNGGG fødsel min ven. Fedt nok.

Nå, men vi ankommer til hospitalet og jeg er kun lige kommet ind gennem døren, før jeg får en ordentlig ve, jeg krymper mig. Og en hospitalsansat spørger om jeg har veer og ynker mig. Normalt ville jeg have sat pris på denne medynk i situationen. Men jeg ved jo ikke om jeg har veer ( for det er stadig ikke gået op for klaphatten her) så jeg føler mig mest pinligt berørt. Tænk hvis det slet ikke er veer!!!

Vi får anvist vej og går videre. Kort tid efter kommer en ny ve, jeg søger støtte hos en hospitalsseng, men en dum sygeplejerske fortæller at jeg ikke må læne mig op af deres senge. Hun fortæller slet ikke hvad jeg så kan bruge og der er intet andet. Jeg klarer det alligevel.

I elevatoren op fortæller jeg min mor, at hvis dette ikke er veer og de bare sender mig hjem igen, så kommer jeg ikke tilbage med rigtige veer, for så nægter jeg at få rigtige veer.

Da vi når den rigtige etage skal jeg lige på toilettet. Her ser jeg at jeg bløder. Yeah, det er tegn på en snarlig fødsel. Så slår det mig, der kan stadig gå dage. DAGE.....

Jeg bliver efterfølgende undersøgt og pludselig befinder jeg mig på en fødestue. Et par studerende får lov at se fødslen, men jeg har faktisk stadig ikke fattet jeg er i fødsel, før jordemoderen siger til en af de andre, at jeg nok skal have noget medicin der kan få gang i presseveerne. Jeg spørger så "jamen hvor meget er jeg åben" Ti cm Og du må gerne presse" Lyder svaret.

Og det gør jeg da så. Midt i et pres får jeg lige fortalt jordemoder at jeg umuligt kan presse et barn ud. Hun siger, at det kan jeg sagtens. Men hvad ved hun om det. ;-)
Efter en 3-4 pres. Fortæller jordemoder glad, at hovedet er ude og dækket af en masse sort hår. Og så spørger hun gud hjælpe mig om jeg ikke vil røre. Men det vil jeg ikke. Jeg vil have det barn ud!!!
Jeg når da at tænke og så siger de, at det nemmeste er ovre, når hovedet er født. Ha, jeg kan sgu da mærke den kæmpe krop derinde, det bliver sgu ikke nemt. Og så presser jeg og svup er hun ude. :Yahoo:
De to studerende bliver sendt videre. Jordemoderen påstår de endnu ikke har set en fødsel, men jeg fik nu alligevel en baby. ;-)

Jeg ligger i min lykkerus og kigger forelsket på min baby ien ti minutters tid, så spørger jordemoder om jeg egentlig ved hvad det er. nej det fik jeg ikke lige med. Men lækker er den da. Min kæreste mener det er en pige og han har ret. en rigtig smuk lille pige.

Min mor gentager igen og igen at jeg jo kunne have født i bilen, men herregud det gjorde jeg jo ikke.

Alt i alt var jeg godt tilfreds med min krops arbejde. den fik sig selv tømt, den sørgede selv for lindrende vand, den fik barnet ud, endda uden medicin af nogen art og jeg fik ikke så meget som en rift. Tilgengæld kan jeg når jeg tænker tilbage godt være lidt bekymret for hovedet. Hvordan kunne jeg slet ikke fatte noget som helst ? Men resultatet var der nu ikke noget i vejen med. En dejlig sorthåret lille skønhed på 3000g og 51 cm [smilie=slider_yay.gif]


Luccas fødsel
Jeg falder aldrig i søvn tirsdag aften. Jeg mærker en murren i maven og bliver nysgerrig, gad vide om det er et tegn. Jeg prøver selvfølgelig flere gange at sige til mig selv, at jeg skal ligge mig til at sove, men det lykkedes ikke. Efter nogen tid udvikler det sig til småveer. Jeg genkender dem med det samme og er ikke det mindste i tvivl. Venter bare på hvordan det udvikler sig.
Manden vågner på et tidspunkt og jeg fortæller ham hvorledes det står til. Vi ligger og snakker lidt. Ved ettiden står vi op.

Jeg ringer til min mor ( hun skal passe Nadine) for at høre hvordan vi gør. Hun tilbyder at komme ud til os, så vi slipper for at tage en sovende Nadine med ud til hende.

Jeg ringer til fødegangen for at få afklaret hvor jeg skal føde. En hysterisk læge mener jeg skal føde i Sønderborg p.g.a. min hjertefejl ( allerhelst i Odense) jeg har ønsket Haderslev fordi min mor boede på vejen dertil) Og efter min sidste fødsel har jeg ikke lyst til at køre 20 km i den ene retning og så 70 km i den anden for at føde i Sønderborg eller endnu værre køre helt til Odense..

Men nu er min mor her og så er der 50 km til både Haderslev og Sønderborg så efter aftale med jordemoder bliver det Sønderborg.

Lige nu bliver vi dog hjemme og venter til veerne bliver stærkere. Ved halvfiretiden begynder vi at snakke om at køre. Vi ringer til fødegangen, til kærestens mor og til hans kollega, der skal afbryde sin ferie, for at overtage min kærestes job, nu han skal på barsel.

Og så kører vi.

Det er egentlig meget hyggeligt. Bare os to og tanken om vores nye barn.

Vi når fødegangen og veerne forsvinder selvfølgelig. Jeg er fem centimeter åben. Øv bøv sidst var jeg ti.

Nå, men jeg får en fødestue, som jeg går op og ned af i håb om at få gang i veerne. Jeg vil bare føde og hjem....

efter nogen tid siger jordemoderen, at jeg godt må prøve at hvile mig, det vil ikke stoppe fødslen, hvis jeg er bange for det,måske endda fremme dem. Så vi hopper i seng og prøver at hvile. Manden falder i søvn og jeg får da også hvilet lidt, men veerne tiltager også og pludselig skal jeg op og gå rundt. Kan ikke ligge.

jeg render lidt rundt og hænger lidt op af sengen eller manden, som er vågnet. Da jordemoder kommer og tjekker får jeg lov, at komme i vand.

Det er sååååå dejligt. Det lindrer sååååå meget. Jeg nyder det i fulde drag. På et tidspunkt tjekker jordemoder mig 7 centimeter. Jeg er målløs. Hvor længe kan sådan noget tage?

Veerne tager til og pludselig hopper jeg desperat rundt i vandet for at finde linding. jeg har slet ikke styr på vejtrækningen. Jordemoder hjælper mig heldigvis igang. Og det hjælper lidt at koncentrere sig om.Veerne er efterhånen rimelig utålelig, men jeg nægter jordemoder at hjælpe på nogen måde, ikke engang vandet må hun prikke til. Det skal foregå Naturligt!!! Hun synes vidst jeg er hysterisk og det er jeg jo nok også, men hun er heldigvis for klog til at gå i diskution med en fødende kvinde.

Hun tjekker mig igen og nu er den der. Hun spørger om jeg vil føde i vandet, men det har jeg ikke lyst til på daværende tidspunkt. Så jeg finder op på briksen. der presser jeg en tre fire gange og så har jeg guldklumpen i armene. [smilie=slider_yay.gif] [smilie=slider_yay.gif]
9.47 kom Lucca officelt til verden. Manden mener dog klokken var 9.46 ;-)

Jeg slipper igen for at blive syet og jeg nyder min nyfødte datter og min nybagte far. [smilie=abbraccio.gif]

Efter et par timer er jeg bare så klar til at komme hjem, men da jeg er resus negativ skal jeg vente på min sprøjte, og det tager tid.
Så vi er først hjemme ved bedstemoderen og storesøster kl.fem om eftermiddagen. Og det er bare så dejligt at være hjemme. Bedste har fyret godt op i kaminen og har købt mad med mere og hygget om storesøster, som bare har ventet og ventet på sin lillesøster.

Noah s fødsel
Noahs fødsel starter fire dage før jeg fødte.

Jeg fik veer og efter at de havde tiltaget i tid og styrke begav vi os afsted. Ungerne skulle aflevers ved svigerforældrene først og så videre til fødegangen. Det var 17 dage før tid og jeg håbede ellers på at gå over tid, så vi kunne skippe campingvognen og flytte ind i huset inden han kom.

Så da vi kom derop og jeg kun var 1½ cm åben blev jeg ikke ked, men lidt forundret, jeg havde jo veer.

Vi tog hjem til svigerne. Jeg krydsede fingre for at det ville gå over og først komme igen om lang tid..

De næste dage gik med on-off veer og tegnblødning. To dage efter første tur på fødegangen prøvede vi igen. Men veerne stoppede det øjeblik vi ankom, jeg var stadig kun1½ cm åben og nu var jeg frustreret og synes ikke det var sjovt længere.

De sidste dage før selve fødslen boede vi hos svigerforældrene og det var sikkert heldigt nok. For nu ville jeg jo ikke bare tage afsted og de bor noget tættere på hospitalet en os. Så selv om jeg havde stabile veer længe overvejede jeg ikke at tage derud. Men pludselig fik jeg tre megaveer inden for ti minutter og så fik jeg manden vækket og kæmpede jeg mig ned til telefonen, for at melde vores ankomst.

Vi kørte ved tre tiden. Manden kunne godt mærke at det gjorde ondt og jeg var seriøst bange for at føde i bilen. De sidste veer sagde jeg til mig selv at jeg bare skulle klare denne her uden at presse.Så da manden kørte forkert ved en motorvejsfrakørsel var det svært ikke at bande. Han burde jo kende vejen nu. Men han var nok lidt nervøs.

På fødestuen tog de os slet ikke seriøs. de tænkte nok, at det bare var os "Fuserne" igen. Vi blev blot placeret i et modtagerum med besked på at der ville komme en jordemoder senere. Men det kunne jeg ikke vente på, så jeg gik ud for at lede. Jeg fandt en, blev undersøgt, var selvfølgelig ti cm åben og kom på fødestue.

Jordemoder plaprede løs, hvilket irreterede mig. Det var jo ikke en kaffeclub, men en fødestue. Hovedet var ude i første pres, kroppen i andet. Vores lille knægt var blå ved fødslen og født rødhåret. Hvilket selvfølgelig fik manden til at sammenligne ham med gammelsmølf.

Jeg skulle igen ikke sys. Og jeg var efter nogle timer klar til at komme hjem. Desværre foruroligede hans blå farve og min hjertefejl personalet og jeg gik med til at blive til et døgns observation. Jeg havde bestemt ikke lyst, men jeg kunne se manden delte deres bekymring og helst så mig blive + at jeg selvfølgelig vil give min søn de bedste betingelser, hvis det mod min overbevisning skulle have noget med min hjertefejl at gøre.

Det viste sig heldigvis at han iltede sit blod fint m.m. og formentlig skyldes den blå farve hans hurtige ankomst til verden ( sikke noget at fortælle en kvinde, der har haft veer i fire døgn )
luna er offline   Besvar med citat
Følgende brugere siger tak til luna for dette brugbare indlæg:
Nadiri (15-07-14)
Ulæste 23-06-07, 15:28   #38
Thalia
Thalia er en Digital Geisha og Snageslyngel
Kobberslyngel
 
Thalias avatar
 
Tilmeldingsdato: 17/06-07
Indlæg: 103
Tak givet gange: 11
Takket 94 gange i 28 indlæg
iTrader: 1 / 100%
Sebastians fødsel den 16. Juni

Efter en fabelagtig vidunderlig og meget nem graviditet, afsluttet af nogle uger med væmmelige smertefulde plukveer er Tobias endelig blevet storebror. Snøvsen meldte nemlig sin ankomst den 16. juni, 4 dage tidligere end han var inviteret til.

Efter endnu en skuffende falsk opstart fredag morgen, tog kæresten og Tobias og jeg til grillfest i fodboldklubben fredag aften. Morgenen havde været voldsom nok til at vi var inde og runde fødegangen, men de mange timers regelmæssige veer jeg havde nydt godt af om natten havde ikke gjort noget som helst og jeg var end ikke begyndt at udvide mig. Fredag eftermiddag var veerne forsvundet som dug for solen, og grillfesten endte med at være et super hyggeligt afbræk fra alt det trælse.

Vi tog hjem omkring klokken 20 fredag aften, for Tobias var træt og jeg var sådan lidt utilpas på mange måder, og da vi kom hjem kunne jeg godt mærke at de dumme veer stille og roligt gik i gang igen. Jeg bandede lidt over dem for de var ikke spor kraftigere end dem der ikke havde virket natten før, så jeg forventede at jeg skulle have endnu en nat med formålsløse smerter.

Ligesom natten før blev veerne regelmæssige og stærke, og kæresten kogte en varmepose og hjalp med at tage tid. Vi gik i seng omkring midnat, og en times tid senere var der 4 minutter mellem veerne og de varede alle sammen i ca. 1 minut og gjorde afsindigt ondt. Alligevel snakkede jeg videre om dumme veer som ikke virkede ? lige indtil klokken blev 2.30 og vandet pludseligt gik.
Ret hurtigt blev vi enige om at de veer måske egentlig virkede meget godt alligevel, og mens jeg gennemvædede 4 håndklæder, løb kæresten rundt og pakkede tasken færdig og ringede efter en barnepige til Tobias og alt det andet der lige pludseligt skulle nås.
Vi ankom på fødegangen klokken 3 og blev modtaget af en sød sygehjælper og en JM der virkede meget autoritær, og en lille smule tør. Hun var dog sød og rar og konstaterede at jeg stadig havde en smule livmodermund tilbage men at jeg alligevel var 3cm åben.

Jeg blev fulgt ned på en fødestue og skiftede tøj, og mens veerne tog til drak kæresten og jeg en masse saftevand. Jeg havde det drøn godt mellem veerne og forventede at jeg skulle bruge ca. 10 timer på fødegangen Fødslen af Tobias tog flere dage og til sidst 18 timer med aktive veer så jeg havde masser af tid ? mente jeg.

Klokken 3.30 ankom søde rare Hanne som var den JM der skulle føde med os. Hun var perfekt på alle måder og lige netop den type JM både kæresten og jeg havde håbet på at få. Hun havde en aura af autoritet og erfaring og var samtidig enormt sød og rar at være sammen med.
Veerne begyndte at bide rigtig meget, og der blev fyldt et badekar til mig. Smertelindring i varmt vand havde været guld værd da jeg fødte Tobias, og denne gang var resultatet det samme. Det var simpelthen skønt at sidde i det varme vand og være i stand til at trække vejret roligt selvom veerne var noget nær konstante.

Jeg sad i badekaret i sammenlagt en time, og kom op da jeg begyndte at få trang til at presse med. Egentlig troede jeg at jeg både skulle have epidural og alt muligt andet godt, men Hanne mente helt bestemt at jeg ville føde lige om straks og at der slet ikke var tid til den slags. Jeg huskede stadig at jeg havde haft presseveer i 1½ time dengang jeg fødte Tobias så jeg mente hun var fuld at vås.

På vej tilbage til fødestuen blev veerne rigtig slemme, og da jeg nåede ind til briksen rullede den første rigtige presseve ind over mig. I modsætning til de veer jeg havde haft ude i badekaret kunne jeg slet ikke arbejde med presseveerne. Jeg skreg som en stukken gris, kunne ikke trække vejret og var samtidig sikker på at jeg skulle kaste op. Det var rædselsfuldt på alle tænkelige måder og det eneste der kørte i hovedet på mig var at jeg hellere ville dø end have den slags presseveer i 1 time.
Umiddelbart efter den første presseve undersøgte Hanne mig og mente at jeg med undtagelse af en lille kant, var helt klar til at føde, så da presseve nummer 2 kom, lå jeg igen skrigende og pressede mens hun fjernede kanten. Og pludseligt kom der også en baby ud og så var det hele overstået.

2 timer efter vi ankom til fødegangen havde jeg født en miniature udgave af en baby. Kun 2900g og 51cm men mægtig sød og rar.
Jeg blev undersøgt og vasket og havde kun fået en lille rift så jeg slap for at blive syet. Kæresten tog billeder og Hanne gik ud for at skrive nogle ting og lige pludseligt var der bare fred og ro igen. Og det var dybt underligt for det hele var gået så hurtigt at vi ligesom ikke helt havde nået at opfatte det. Da jeg skulle prøve at lægge ham til brystet første gang blev jeg for alvor skræmt, for hvad pokker er det lige jeg har rodet mig ud i. Jeg aner ikke en dyt om babyer og jeg ved da slet ikke hvordan man håndterer sådan et lille skravl som Sebastian. Tobias var 4100g og 56cm ved fødslen så lillebror er virkeligt lille!

Men vi fik lov at passe os selv, og der gik lang tid før nogen kom og ville pille ved babyen og det var rart bare at sidde der og kigge på det lille bitte menneske vi har lavet. Efter han blev vejet, målt og klædt på smuttede jeg i bad mens kæresten og Snøvsen studerede hinanden lidt mere og omkring klokken 8 ankom storebror så til sygehuset med blomster og kirsebær til moren.
Og faktisk var lige netop Tobias? ankomst det aller bedste i hele verden. Han har nemlig gået op i det med at skulle være storebror med liv og sjæl, og glædet sig mere end alle os andre til sammen.

Og så tog vi alle sammen hjem. 4 timer efter jeg havde født sad jeg hjemme i sofaen og syntes stadig det hele var lidt sært. Kæresten sov og Tobias sad og dikkede sin lillebror og jeg sad bare med nogle væmmelige efterveer og forsøgte at vænne mig til tanken om at babyen nu var ekstern. Men der er ingen tvivl om at det var en super god fødsel
Thalia er offline   Besvar med citat
Følgende brugere siger tak til Thalia for dette brugbare indlæg:
Nadiri (15-07-14)
Ulæste 09-07-07, 19:47   #39
baldus-kunze
baldus-kunze slynger stort set ikke mere... HULK
Sølvslyngel
 
baldus-kunzes avatar
 
Tilmeldingsdato: 08/06-07
Geografisk placering: Slagelse
Indlæg: 461
Tak givet gange: 0
Thanked 4 Times in 1 Post
iTrader: 1 / 100%
Så må det være tur til mine to beretninger.
De er skrevet efter hver fødsel - men I skal da ikke snydes for dem.


Julius - 11. oktober 2004

Veerne startede tirsdag den 6. oktober om aftenen. Jeg var ikke i tvivl om, at det var veer, selvom jeg ikke anede, hvordan det ville føles. De var ikke regelmæssige, men som meget kraftige plukkeveer.

I løbet af natten tog de til og blev regelmæssige med 9 minutters mellemrum. Onsdag går de i sig selv igen, for at komme tilbage natten til torsdag. Torsdag tager vi til kontrol - og jeg er ca. 1 cm åben, og livmoderhalsen er næsten helt væk. Men veerne er blevet til regelmæssige plukkeveer i stedet for rigtige veer. Øv.

Fredag var kroppens hviledag. Der var ikke regelmæssighed over veerne - og de var ikke særlig kraftige. Natten til lørdag bliver de slemme igen, og jeg har samtidig forstoppelse. Det hjælper jo ikke rigtig på det. Snakker med fødegangen, og de tilbyder at jeg kan komme ind og få lavement hvis ikke sveskerne virker. Jeg bliver hjemme.

Natten til søndag er veerne virkelig taget til. Jeg må op og stå, hver gang der kommer en ve. Og de kommer med 6 minutter imellem. Vi tager på fødegangen igen og får at vide, at de kun kan hjælpe, hvis jeg er i aktiv fødsel - det vil sige mere end 3 cm åben. Til min store glæde er jeg 4 cm åben, så veerne har altså gjort noget.

Jeg får tilbudt at få taget vandet eller få et lavement. Jeg tager imod lavementet og tager hjem med viden om, at jeg kan komme igen mandag og få taget vandet.

Søndag aften kl. 18.00 går vandet af to omgange - og den ene mens jeg er på toilettet - så det er lidt svært at vide, hvor meget der var. Det føltes som en rigtig kraftig menstruationsdag, altså hvor man kan mærke den varme væske strømme ud af skeden.

Natten til mandag er veerne rigtig slemme igen, og jeg er ikke i tvivl om, at der vil ske noget. Men veerne tager ikke rigtig til i hyppighed. Der er stadig 5-6 minutter imellem.

Kl. 6 ringer jeg til fødegangen og siger, at jeg gerne vil føde i dag. De siger, at vi skal spise lidt morgenmad og komme stille og roligt derop. Søren går i bad, og jeg er en halv time om at spise en enkelt krydderbolle.

Vi ankommer på fødegangen kl. 7.15, hvor vi bliver taget imod af en sød jordemoder. Hun kører en strimmel på mig og siger, at hun ikke vil undersøge mig. Der er vagtskifte kl. 7.30, så min nye jordemoder vil lave kontrollen. Hun kommer ind til os ca. 7.50 og undersøger mig, snakker lidt med os og får hele optaksthistorien.

Hun beslutter sig for at sætte ve-drop på mig, så vi kan få lidt mere gang i veerne. Jeg kan huske, at jeg spørger, om smerten bliver værre eller kun hyppigere. Hun siger, at den bliver noget værre. Gisp, tænker jeg. Det gør allerede ondt.

Vi snakker lidt om, hvilke former for smertelindring jeg vil have, og jeg siger, at jeg så vidt muligt vil føde uden medicinsk hjælp (ja altså nu bortset fra ve-droppet). Jeg nævner, at jeg meget gerne vil i vand og muligvis også føde i det, og at jeg gerne vil have ilt.

Kl. 8.35 sætter hun ve-drop op, og jeg er allerede træt af at skulle rende rundt med det dumme stativ efter mig hele tiden.

Smerterne fra veerne sidder ind over skambenet, og det føles som om, det er i blæren. Det gør, at jeg føler, jeg skal tisse, hver eneste gang jeg får en ve. Meget belastende.

Jordemoderen snakker meget om bistik som smertelindring til lænden, men jeg poienterer endnu engang over for hende, at jeg ikke har skyggen af smerte i lænden under veerne.

Der bliver skruet op for ve-droppet for hver halve time - altså kl. 9.00 og 9.30. Veerne blev faktisk ret slemme allerede et par minutter efter, det blev lagt, og de kom pludselig kun med 3 minutters mellemrum. Da der blev skruet op anden gang, begyndte de at komme som koblede veer. Det vil sige to veer uden pause. En kort pause og så to nye veer uden pause. Problemet med mine var bare, at de alle var koblede, så jeg havde ingen pauser mellem veerne.

Jeg får gjort badekaret klart og beder om, at det er ekstra varmt. Inden jeg kommer i vandet, undersøger hun mig, og jeg er 5 cm åben. Samtidig synger Michael Falch i sin sang: "5 timer endnu", og jeg siger: "Ja, det håber jeg sgu ikke for mig". Jordemoderen svarer, at det er nu altså ikke utænkeligt. Der tror jeg, at klokken er 10.25. Jeg kommer op i badet, og det var virkelig en fornøjelse. Der blev pludselig pause mellem veerne, og jeg nyder bare varmen.

Men da veerne er kommet sig over det varme vand, tager de til igen. Og jeg føler bare, jeg skal tisse. Jeg tænker, om de mon opdager, hvis jeg tisser i vandet - men kan ikke lige få mig selv til det, hvis nu jeg efterfølgende skal føde mit lille vidunder i vandet. Så jeg står op for at gå på toilettet. Jeg kan selvfølgelig ikke tisse, for det er jo ve-smerterne, der gør det.

Jeg prøver at gå ned i vandet igen, men får konstant koblede veer, så jeg står bare op i badekaret. Og så er jeg ved at blive vanvittig af den plastichandske, jeg har over hånden med ve-droppet. Og så føler jeg, at jeg skal kaste op igen. Det gjorde jeg spontant efter 5 minutter i karet - simpelthen af det varme vand. Det var dog kun lige det sidste glas juice, der kom op.

Op af vandet igen, og jordemoderen gør klar til, at jeg kan stå ind over sengen med iltmasken. Her er kl. 11. Efter 15 minutter med masken, er jeg ved at give op. Stadig ingen pause mellem veerne, og jeg næsten tuder, at jeg klarer det ikke mere. Jordemoderen vil gerne lige undersøge mig, for sådan plejer man at have det, når man er 8-9 cm åben.

Og ganske rigtig, jeg er 8 cm åben, og nu er der ikke langt igen. Hun skal lige finde en læge, der skal kontrollere strimlen igen. Bebsens hjertelyd daler lidt rigeligt under veerne, og da de er koblede, er det jo næsten konstant.

Jeg får lidt lattergas, men mener slet ikke at kunne mærke, at jeg fik noget. Søren siger, at han spurgte på et tidspunkt, om han skulle skrue op, men jeg svarede ikke. Har ikke hørt det. Jeg ligger bare med lukkede øjne og tænker på, at det her gør jeg aldrig - ALDRIG - igen.

Kl. 11.33 får jeg pressetrang, og jordemoderen mener dog, at jeg pjatter - hun er ved at notere ned i papirerne. Jeg kan ikke finde ud af at gispe, så jeg prøver så vidt muligt at lade være med at presse. Men det er godt nok svært.

Jeg må bede hende øve gisp med mig et par gange. Hun er sød til at undersøge mig igen, og jeg er 10 cm åben og får grønt lys til at presse. Jeg kan ikke helt finde ud af det, og det tager lige lidt tid, før jordemoderen får tilrettet sengen, så jeg kan bruge fodstøtten til at stemme imod.

Kl. 11.50 presser jeg aktivt. Det var svært. Jeg synes slet ikke, jeg kunne mærke veerne på samme måde som udvidelsesveerne. Der kommer en læge ind igen, fordi hjertelyden på bebsen daler til 60-80 under presseveerne, og det er for lidt. Der bliver sat en elektrode på hovedet af den lille, fordi jeg ligger for uroligt til, at det kan måles på maven.

Jeg kan høre, de snakker om sugekop, fordi den skal altså bare hurtigt ud nu. Jordemoderen mener dog, at jeg presser så godt, og lægen siger, at nu skal den altså ud, så presseperioden må ikke blive lang.

Jeg tænker, at jeg vil ikke have en kop eller tang om hovedet på min bebs. Det var nok med elektroden. Så jeg presser bare alt, hvad jeg kan med instruktioner fra jordemoderen.

Kl. 12.18 bliver han født i et stort skrig og kommer op på maven af mig. Jeg når at se pungen på vej op og udbryder selv: "Jamen, det var jo en lille dreng", inden nogen siger noget til mig.

Med et er smerterne bare væk. Helt vildt underligt. Ja, altså der var bare nogle nye smerter, for jeg flækkede lidt rigeligt. Han havde sin hånd liggende knyttet oppe ved det ene øre, så der var jo lige noget ekstra, der skulle ud.

Søren mener, at jeg fik omkring 20 sting, men det er svært at sige, for to af syningerne er en rining - altså ikke afsluttede sting. Der skulle to læger ind og kontrollere, før syningen kunne laves, fordi jordemoderen var bange for, at min ringmuskel var beskadiget. Men det var den heldigvis ikke.

Far fik for resten lov at klippe navlestrengen, og jeg huskede at spørge om at få lov at se moderkagen. Meget imponerende. Den blev født spontant efter 7 minutter.

Efter at være blevet syet i ca. 45 minutter, får jeg fjernet droppet i hånden og kommer over i en almindelig seng. Stadig med min dreng på maven - han har ikke været fjernet, siden han blev født. Vi får serveret noget mad og får lov at være os selv i en times tid.

Jordemoderen kommer ind til os igen og måler og vejer Julius. 4.000 gram og 53 cm.

I skrivende stund er Julius 9 måneder gammel. Det er utroligt, så hurtigt tiden er gået. Jeg har glemt, hvordan smerterne var - men kan stadig huske oplevelsen. Jeg gør det aldrig igen.

Jeg er vildt stolt over at have overlevet 6 dage med veer og en efterfølgende lyn-fødsel uden brug af smertelindring. Tænk, det kan lade sig gøre. Ikke en eneste gang under graviditeten havde jeg hørt om gravide, der havde veer i 6 dage.

Stolt eller ej - jeg gør det ikke igen.

Julius har ikke været helt nem, og kombineret med en hård graviditet og en mindre efterfødselsreaktion er vi indstillet på, at han nok bliver enebarn.
__________________
Hilsen Ann - mor til Julius 111004 (med cf) og David 280906.
David bæres en lille bitte smule i den sidste vikle.... men det er på lånt tid.
baldus-kunze er offline   Besvar med citat
Ulæste 09-07-07, 19:48   #40
baldus-kunze
baldus-kunze slynger stort set ikke mere... HULK
Sølvslyngel
 
baldus-kunzes avatar
 
Tilmeldingsdato: 08/06-07
Geografisk placering: Slagelse
Indlæg: 461
Tak givet gange: 0
Thanked 4 Times in 1 Post
iTrader: 1 / 100%
David - 28. september 2006

Onsdag den 27. september 2006 kl. 5.40 mærker jeg den første ve.
Jeg kigger på uret, og afventer ? for det kan jo sagtens være en enlig svale. Men 5.46 kommer den næste, og så fortsætter de ellers bare regelmæssigt med 5-6 minutters mellemrum.
Med tanke på den lange optakt sidst, sendte jeg Søren på arbejde. Der var ingen grund til, at han skulle gå og kigge på mig hele dagen, som sidst.

Jeg får kørt Julius af sted i dagpleje. Når det lige mellem to veer (der er 4 minutters mellemrum på det tidspunkt). Men de var ikke helt sjove at køre bil med. Det kunne dog lade sig gøre, ved lige at holde stille midt i veen.

Hele formiddagen er veerne der med 4-5 minutters mellemrum. Op af formiddagen tager jeg et bad, for at se om det får veerne til at gå i sig selv... altså ? er det snydeveer? De bliver bare lidt svagere og kommer nu kun med 7-8 minutters mellemrum. Til frokost tager jeg et par panodil og vil prøve at sove lidt. Det er lidt svært at sove for veerne. Men nu kommer de kun med ti minutters mellemrum.

Kl. 15.40 har jeg tid hos JM til kontrol. Jeg håber sådan, at hun vil mærke efter, om det har givet noget. Og til min store glæde foreslår hun det selv.
Livmodermunden er helt blød, 1 cm og jeg er 3-4 cm åben. Så jo ? de giver lidt de veer.
JM lover mig, at jeg må komme ind til natten og få en cocktail at sove på, hvis ikke der er sket mere. Men det er lidt besværligt med Julius, så jeg vælger at se hvad der sker og prøver at sove mellem veerne (der stadig er 9-10 minutter i mellem).
JM sagde også, at var der ikke kommet mere gang i det om morgenen, ville jeg få taget vandet, sat ve-drop så ikke jeg skulle gå lige så længe, som de seks dage jeg gik med veer med Julius.

Midt på natten står jeg op ? kan ikke sove. Får brugt lidt tid på nettet, og skal bare lige op og stå, når der kommer en ve.

Kl. 6.30 vækker jeg Søren og siger, at nu vil jeg altså tage et bad. Julius vågner selvfølgelig af, at jeg går i bad ? men det er også ok. Vi gør os klar, får pakket det sidste, ringet til fødegangen (der gerne vil se os) ? og afleverer Julius.

Vildt underligt at tænke på, at når vi henter ham næste gang, er han storebror.

Vi kommer ind på fødegangen (fik selvfølgelig kun en tre-timers parkeringsplads). Vi bliver vist ind på fødestue 1 ? og står så og venter i et stykke tid.
JM og JM-studerende kommer og hilser på. Første tanke: Åh nej ? ikke en studerende. Nå, men de skal jo lære det på en eller anden måde.
JM var jeg ikke helt vild med ? men jeg valgte at lade tvivlen komme hende til gode.

Jeg bliver undersøgt, og de er meget positive. Men hvor er det dog belastende at skulle undersøges af to hver gang. Jeg er nu 5 cm åben ? og meget blød. JM siger: Jamen det er jo overstået i løbet af formiddagen. Hendes erfaringer med andengangsfødende var desværre imod min erfaring med veer. Men det vil historien vise lidt mere om.

Jeg har det faktisk ok. Veerne gør ondt ? men de er til at holde ud. Snakker lidt med JM om, at de er fine ? og jeg nok skal forvente at sådan vil de fortsætte. De behøver ikke at blive værre. (Jeg har stadig erfaringen fra første gang om de uudholdelige veer. Men får at vide, at det nok er ve-droppet, der havde gjort det.

Der går rimelig lang tid, før de undersøger mig igen. Nedslående. Der er næsten intet sket. Kun seks cm. Og det samme gentager sig så efter en time. Jeg får at vide, at jeg ikke må komme i vand, før jeg er mindst 7 cm åben, da veerne ikke er stabile nok. ØV!.
Får nogle varmeposer at gå rundt med. Men de er ret belastende at prøve at holde på plads.

Kl. 11.55 tager de vandet. For hulan det gjorde nas. Nøj hvor jeg bandede af den JM. Hendes hænder var bare så små, og hendes fingre så korte ? så hun kunne slet ikke nå ordentlig op i mig. Og så nev hun i noget kød inde i skeden, med den dims hun skulle springe hinden med. Der kom næsten intet fostervand. Men det der kom, var fint klart, som det skulle være.

Desværre hjalp det bare absolut intet på hastigheden med at udvide mig. Og jeg stod og tudede op af Søren. Jeg følte bare at de første fire timer på fødegangen var spildte.
Jeg havde SÅ mange gange spurgt til, hvorfor ikke vandet blev taget med det samme ? og om jeg skulle have det drop.
Der var i mine øjne intet sket. Stadig kun 1-2 cm mere åben end dagen i forvejen. Og fire timer spildt. Det er sgu hårdt at have veer i så lang tid. (Så næsten hellere ve storm i 40 minutter ? og så er det overstået).

På et tidspunkt får jeg dog JM til at indrømme, at hun har taget fejl. Hun var sikker på, at mine veer var meget bedre, og at det ville gå langt hurtigere. (Ikke at jeg kan bruge det til noget ? men det var vigtigt for MIG, at hun indrømmede sin fejl).

Jeg spørger til yderligere smertelindring ? og Søren spørger om akupunktur vil hjælpe, der hvor mine smerter sidder. De sætter fire nåle i ryggen ? og hold da op hun var fummel fingret den JM. Det var bare ikke noget hun skulle give sig til som bi-beskæftigelse ? for der vil ikke være nogen kunder!!!!! (Jeg synes ikke rigtig det hjælper ? men det er jo svært at sige).

Iltmasken er blevet min bedste ven. Den er uundværlig under veerne.
På et tidspunkt mens jeg står med masken (eller det var vist mellem to veer) går døren op. Ind kommer en læge (midt i 30-erne) og faktisk ret godt udseende.
Han var 'desværre' bare gået forkert ? skulle vist ind på en af de andre stuer.
I min ve-trance var jeg en smule plat, og da han har lukket døren igen udbryder jeg:
Øv, han så da ellers ret sød ud.
Samtidig vender jeg mig om og siger undskyld til Søren, kunne godt se, at det var en plat 'tøse-joke'. Men den fløj bare ud af mig.
Søren morede sig. Men mest over, at jeg fik gjort den unge jm-studerende ret så pinligt-berørt ved den udtalelse.

Da jeg bliver undersøgt for 117 gang (og selvfølgelig af dem begge) ? og der på to timer igen kun er sket meget lille udvikling, bryder jeg sammen. Jeg siger, at jeg ikke kan klare mere ? og at de må gøre noget. Hvad er mulighederne?
Jeg får at vide, at ingen læge vil lægge epidural, når jeg er så langt. Hrmpf.......
Men jeg kunne få noget morfin!!!!!
Jeg vil bare IKKE have morfin så sent i fødslen, da det jo vil påvirke David. Så nej tak. Der er intet at gøre. Jeg må holde ud. Så tuder jeg igen.....

Kl. er nu 13.25 og de vil gerne lige køre en strimmel på mig (de har undret sig lidt over, at hjerterytmen ikke laver nok udsving, når de måler den med doptonen). Nå men, op på briksen ? og sikke et helvede. Jeg duer bare ikke til at ligge ned, når jeg har veer. Jeg klamrede mig til masken, og Sørens hånd. (Han har en meget høj smertetærskel ? men han sagde at jeg klemte GODT fast ? så det gjorde faktisk ret ondt).

Bagvagten bliver tilkaldt efter ca. 20 minutter. Hjertelyden gav stadig ikke nok udsving. Men lægen var tilfreds. (Søren undrede sig over, at JM valgte at lave så meget dramatik omkring det. For det var jo det samme der skete under Julius' fødsel. Så det var jo 'normalt' nok for os).

For ikke det skal være løgn, så var bagvagten den før omtalte (godt udseende) læge. Jeg glædede mig bare over, at han ikke havde hørt det jeg havde sagt tidligere.
Lægen blev ved at sige til os, at vi ikke skulle være nervøse ? det var helt normalt. Ja ja, det var vi jo klar over. Det var bare en meget usikker JM (der tidligere havde fortalt, at hun var langt over 3000 fødsler).

Jeg er ved at blive vanvittig af at ligge på ryggen. Så jeg får lov at lægge mig om på siden. Den forbandede overvågning tager altså også livet af mig. Men den er jo nødvendig.
Hjerterytmen daler desværre rigtig meget, da jeg kom om på siden. Så de kalder bagvagten igen. Jeg bliver igen beordret på ryggen. Hjerterytmen retter sig rimelig hurtigt. Og da bagvagten ankommer, er det blevet fint igen. (Jeg har i mellemtiden fået lagt elektrode på Davids hoved, da det ikke fungerede på siden med overvågningen).
Forvagten kommer også midt i det hele ? de havde kaldt begge to, men ikke nået at aflyse ham. Begge læger står og kigger og siger at det hele ser fint ud.

Men vi kan næsten forstå, at de gerne vil have ham hurtigt ud ? for den lave hjerterytme tyder på at han er stresset. Men årsagen er vist også, at strimlen ikke rigtig opfanger veerne korrekt. JM siger nemlig på et tidspunkt, at det er underligt at veerne er forsvundet. Og jeg ligger bare med de ondeste veer, og kan slet ikke svare. Søren siger til hende, at det er apparatet, der ikke opfanger det rigtigt, for han kunne både se og mærke på mig, at veerne var slemme nok.
Men de beslutter så at sætte ve-drop alligevel. (Jeg lå ellers i min rus og ønskede at de sendte mig til akut kejsersnit (hvordan kan man egentlig ønske det)...... jeg kunne bare snart ikke klare mere af de smerter).

JM undersøger mig, og siger at jeg er ni cm. Åben. Og så spørger hun, om ikke jeg skal presse. Har du pressetrang? Ja, det havde jeg ? men slet ikke den rigtige. Smerterne gjorde så ondt, så jeg spændte helt forkert op. Det pressede midt i skeden (bækkenet). Men slet ikke pressetrang som da jeg fødte Julius.
Men jeg følte lidt på hendes kommentarer (hun sagde at jeg gerne måtte presse med) ? at jeg skulle kunne presse. Det virkede bare forkert.

De får sat ve-droppet ? og jeg får fægtet midt i det hele, at det SKAL sidde i venstre hånd. Det var yderst vigtigt for mig (skør ide..... når jeg nu var så langt i forløbet). Det er lægen der sætter det ? men jeg har lukket mig ind i mig selv og ligger bare med lukkede øjne.
kl. 14.50 har de sat droppet. Søren siger, at det virkede med det samme. Jeg synes ikke at kunne huske nogen forskel. Veerne var i forvejen uudholdelige.

Kl. 14.55 får jeg pludselig mega pressetrang ? og kan slet ikke lade være med at presse. Men da JM jo tidligere havde sagt at jeg gerne på presse, så presser jeg bare til.
Jeg er vildt overrasket over mig selv. For jeg brøler ind i masken, mens jeg presser. Da jeg fødte Julius var jeg stille som en mus. Men det var bare så udløsende endelig at kunne presse, så det skulle skriges ud.

Efter første presseve spørger jeg JM, om det er ok ikke at trække vejret mens jeg presser (som om man kan det......) - men de havde jo tvunget masken på mig, da David skulle have ilt på grund af den dykkende hjerterytme.

Jeg hører midt i det hele at de siger: Det her når lægen ikke at være med til (jeg fandt aldrig ud af, hvorfor han skulle være med til pressefasen og selve fødslen. Det må jeg lige spørge min JM om, når vi skal til hæl-prøve i morgen.)

To presseveer mere ? og han er ude. Pressede fire minutter i alt med de få pauser mellem de tre veer. I anden presseve var jeg ellers opsat på at få ham ud. Men JM beder mig om at gispe. Jeg tænker hvorfor hulan skal jeg det. Han skal ud. Men Søren siger, at jeg havde presset i 40 sekunder uden at trække vejret ? så der skulle lige lidt luft til.

Han kommer op til mig med det samme. Er meget fedtet og blodig. Meget mindre end Julius ? og meget mørkere. Det var helt vild så stor forskel der var. Selvom det er to år siden, så havde jeg stadig fornemmelsen i fingrene af, hvordan det var at få ham op på maven.

David skreg fint, og fik 10 på apgar scoren med det samme.

Han lå bare og sundede sig. Jeg ville ikke prøve at lægge ham til, før jeg kom op i en lidt mere behagelig stilling. Brysterne er bare ikke til at fange rigtig i den liggende stilling.
Far klippede navlestrengen, og jeg fik indsprøjtning for at livmoderen skulle trække sig sammen. De fik lige ordnet hvad de skulle ? og ventede så på moderkagen. Den måtte dog vente på sig. JM satte sig hen og skrev journal, og den studerende fik opgaven med moderkagen. Men hun blev ved at sige, at den stadig sad fast. Efter lidt over et kvarter, kommer JM hen for at se om den studerende har ret. Hun hiver en lille smule i navlestrengen, og moderkagen fødes fint. Den sad altså ikke fast.....

Jeg bliver lige tørret af, da de jo skal se hvor meget blod der kommer med ud. De har skrevet 350 ml ? så det er helt fint.

Så ligger jeg ellers der med benene i vejret stadigvæk, og de undersøger moderkage, og sætter sig så igen hen og skriver journal.

Søren undrer sig ? og det samme gør jeg. Så Søren begynder at finde nogle klude og får gjort mig ren (der er en del blod på mine ben osv.)
Jeg spørger så ud i lokalet, om jeg skal syes ? det har de ikke sagt noget om. Men hvorfor ligger jeg ellers der, stadig med benene i vejret?
Ingen reaktion, så jeg må spørge igen.

JM svarer lidt fraværende, at nej, det skal jeg ikke ? jeg er fin, ikke engang nogle rifter.
Jamen spørger jeg så igen: Hvor længe skal jeg blive liggende sådan her så?
Jeg ville bare gerne op at sidde, så jeg kunne lægge David til brystet.

Øhhhh ? de kommer så begge to hen, og rydder op, får givet mig et bind og et par underhylere på. Sengen bliver igen lavet om til seng (hele fodenden bliver taget af, når man skal til at føde).
Langt om længe kommer jeg op at sidde, og tager David op til brystet. Haps siger det. Han griber bare om vorten og krænger sine læber ud, som om han aldrig har prøvet andet. Hvor var det dog vidunderligt at der ikke skulle en kamp til.

Ve-droppet skal sidde 1½ times tid endnu, da det også hjælper med at livmoderen trækker sig sammen.

Der blev hentet ristet brød til os, og så fik vi ellers lov at være lidt alene.
Der skulle være vagtskifte ? så det var nogle andre, der ville komme og afslutte os, og sende os hjem. Men det var helt fint.
Jeg havde også fået nok af den JM nu.

Efter et par timer kommer der et ungt JM og studerende par ind til os. Super søde ? og fortalte lige om, hvad der skulle ske. De skulle lige ordne nogle papirer, så ville de komme ind og undersøge og måle og veje David.

Det bliver overstået (3450 gram og ca. 52 cm).
Jeg kommer op af sengen, og får lov at gå i bad. Py ha, det var faktisk ret hårdt. Jeg var helt forpustet. Underligt at der er det kæmpe tomme hul i det øverste af maven. Der går jo noget tid, før organerne falder rigtig på plads.

Men jeg kommer i tøjet, alt mens far sidder og hygger med David.

Far går i bilen efter autostol og pakker vores ting ned. Jeg giver David tøj på, og så er der faktisk bare at vente på de officielle papirer, vi skal have med. Så er vi klar til at tage hjem.

Kl. 17.58 lige under tre timer efter fødslen sidder vi i bilen på vej hjem. Vi ringer til dagplejen og fortæller at vi er på vej. De var søde at passe Julius de par ekstra timer den dag. Helt vidunderligt.


Jeg synes ikke det var en vildt fed oplevelse at føde denne gang.
Jeg følte ikke, at jeg blev hørt, når jeg fortalte om hvordan det var gået første gang, og hvordan jeg følte det gik med veerne.
Jeg kan ikke rigtig acceptere at jeg skulle 'lide' i så mange timer med dumme ikke regelmæssige veer, når der kunne være taget vand og sat drop langt tidligere.
Det irriterer mig, selvom jeg nu godt kan se, at de par timer jo ingen betydning har lige nu, når jeg sidder med ham i armene. Men det gjorde, at oplevelsen ikke blev god. Og det havde jeg håbet, at det ville være denne gang.

Kemien passede bare ikke med den JM. Da jeg snakkede med min egen JM på 2. dagen (hun ringede som kontrol, som de gør, når man føder ambulant).
Hun sagde at når nu hun kender os begge to, kan hun godt forestille sig, at kemien ikke lige var perfekt.
Men ret surt at det er JM der afgjorde, om det var en god oplevelse eller ej.

Jeg var faktisk næsten på nippet til at sige, at denne fødsel var værre end den første. Men jeg kan stadig bedre snakke om denne fødsel uden at tude. Det kan jeg ikke med den første. Så den har jo sat nogle dybe spor.
Men forventningerne og erfaringerne fra sidst gjorde, at jeg gerne ville have haft det MEGET anderledes denne gang.

Jeg er dog lige så afklaret som sidst:
Vi skal ikke have flere børn.
(Men da vi også sagde det sidst, kan vi kun smile lidt af, at vi nu er forældre til to vidunderlige drenge).
__________________
Hilsen Ann - mor til Julius 111004 (med cf) og David 280906.
David bæres en lille bitte smule i den sidste vikle.... men det er på lånt tid.
baldus-kunze er offline   Besvar med citat
Ulæste 18-07-07, 20:41   #41
Stinnadk
Stinnadk synes graviditet og bæring er en speget affære
Træslyngel
 
Stinnadks avatar
 
Tilmeldingsdato: 12/05-07
Geografisk placering: Valby
Indlæg: 123
Tak givet gange: 2
Takket 0 gange i 0 indlæg
iTrader: 0 / 0%
Tiden op til fødslen:

Fostervandet gik natten mellem søndag og mandag, efter jeg havde sovet i ca. en time, og veerne fulgte trop med det samme. Jeg fik en tid på hospitalet klokken 8.30 men kom ikke ind før klokken ca.10.00. Min fantastiske fødselshjælper Anne Katrine var med fra starten, og kørte mig frem og tilbage fra hospitalet. Efter en undersøgelse og måling af både mig og Johannes fik vi at vide, at vi skulle tage hjem igen i en 4-5 timers tid til veerne var værre og mere regelmæssige. På det tidspunkt var de stadig tålelige =)

Den aktive fødselsfase:

Vi var hjemme klokken ca 11.30 - 12.00, men allerede efter en time blev det for meget, og vi vendte tilbage til hospitalet. Herfra gik det stærkt. Jeg var udvidet de 3 af de 10 cm der skulle til, da klokken var 14.00 og veerne var ved at blive uudholdelige - jeg var i den aktive fødselsfase.

Jeg fik lavet et lavement og fik et varmt bad, og masser af løfter om at der kom en jordemoder til mig klokken 15 og at jeg ville få bedøvelse dér. Eftersom jeg planmæssigt skulle udvide mig 1cm pr. time, mente de, at jeg /de havde god tid.Da jordemoderen mødte klokken 15 var jeg i mellemtiden udvidet til 8cm, altså hele 5 cm på én time. Så "fløj" vi afsted til fødselsstuen, så meget som jeg nu kunne flyve, med de ve-pauser jeg måtte holde på vejen fra fødegangen til fødeklinikken - en gåtur der føltes 30 km lang. På fødselsstuen fik jeg skreget, som jeg aldrig har skreget før. Jeg var kommet for langt i forløbet til, at jeg kunne få en epidural blokade, og de tilbød i stedet saltvandspabler, som jeg takkede ja til. Jeg ved ikke, om de glemte det igen på grund af mit skrigeri, men de nåede aldrig længere end til at forklare, hvordan de ville lægge dem. Jeg fik aldrig min bedøvelse......

Fødslen :

Efter 2 yderligere lange timers veer, skrigen og råben blev Johannes endelig født klokken 17.16. Et rigtigt velvoksent pragteksemplar =) Det viste sig bagefter, at han havde haft den ene arm med op langs hovedet, og derfor havde kradset hul, på hele vejen ud. det måtte sys indvendigt bagefter. Derudover måtte jeg sys en 5 cm udvendigt, da hans anselige størrelse åbenbart havde været for meget for min stakkels krop. Den 1½ times sammenlapning føltes dog som minutter, da jeg på det tidspunkt havde en lysvågen lille perle af en dreng liggende hos mig. Der var endda overskud til pjatte lidt med mit eget råberi og selve situationen =) Efter sammenlapningen blev det "lille" myr målt og vejet til 4075g og 56 cm.

Klinikken :

Efter 2-3 timer på fødselsstuen blev vi henvist til en enestue på fødselsklinikken. Her blev vi fra d. 12. kl ca 20.00 indtil den 14. kl ca. 12 hvorefter vi vendte hjem.

Stinnadk er offline   Besvar med citat
Ulæste 21-07-07, 21:36   #42
Nanna
Nanna har ikke brugt den nye funktion... Edit
Gæst
 
No Avatar
 
Indlæg: n/a
hld da op nogle spændende fortællinger

så vil jeg også fortælle...

jeg havde lige sendt min mand på arbejde den morgen kl. 0630, da den første ve kom - troede faktisk det var en pluk-ve af format - som jeg altid fik om morgenen når blæren var fyldt... så jeg fo´r ud på toilet for at undgå flere pluk-ve'er af samme kaliber... 15 minutter senere kom der alligevel en plukve mere.... jeg husker at jeg tænkte at de plukveer sørmere var lidt kraftige her fra morgenstunden... da den næste plukve kom 15 minutter senere, var det som om der gik et lys op for mig... og jeg kunne ikke kade være med at blive lidt spændt og smågrinede lidt indtil den næste "plukve kom igen allerede efter 10 minutter..... da kl. var 0800 (kun 1½ timer efter) ringede jeg til min mand på arbejdedet og meldte at han nok måtte forvente at blive kaldt hjem fra arbejde på et tidspunkt, da jeg mente (var stadig i tvivl mente jeg) at ve'erne var gået igang...
Jeg stod op og kom i bad og gik lidt rundt mens de der "pluk-ve'er som vist nok måske var rigtige ve'er blev hyppigere og tog til...

kl. 0900 tingede jeg første gang til føde gangen - da var der allerede kun 6 minutter i mellem (har 45 minutter til sygehus og manden har 30 minutter hjem først)...
jordemoderen spurgte om hvor ondt jeg syntes det gjorde og om hvor længe ve'erne varede.... kæk som jeg var i min ekstase bildte jeg hende ind at ve'erne kun varede en 10/15 sek (havde nemlig ikke taget tid på varigheden hun på hyppigheden) og gjorde ikke mere ondt end at jeg sagtens kunne holde det ud... efter som jeg bor LANGT væk fra sygehus, mente jordemoderen at jeg gerne måtte ringe igen efter en time, bare sådan for en sikkerheds skyld.... - især fordi der kun var 5/6 minutter imellem - (jeg er 3 gangs fødende og havde egentligt fået at vide at der max måtte være 10 minutter i mellem så SKULLE jeg køre afsted)
10 minutter efter ringede jeg til min mand, for nu syntes jeg faktisk at det nev lidt mere end jeg brød mig om og ville gerne ha ham hjem i en fart - hvis nu det blev nødvendigt at køre - han havde 30 minutter hjem...

45 minutter senere (0945) havde jeg taget tid på varigheden af ve'erne for de var vist nok lidt længere end jeg havde regnet med (faktisk målte jeg dem ti at vare over 1 min. ad gangen og med 5 minutter i mellem) Jordemoderen bad mig om at komme til fødegangen hurtigst muligt og da min mand 5 minutter senere kom ind ad døren, bad jeg ham om at skynde sig med at gøre det han nu skulle, for NU VILLE JEG ALTSÅ AFSTED og jeg havde ikke tid til at vente på at han skulle en hel masse.

endelig efter 45 minutter kl. 1045 ankom vi til Esbjerg sygehus. Nu med meget kraftige ve'er og med kun 4 minutter imellem - inden vi kom op på føde gangen og fik kontaktet personalet var endnu 15 minutter gået og ve'erne kom hurtig efter hinanden... Jordemoderen tog i mod mig på en ankomst stue og ville undersøge mig... hun mente at der var go tid.... at jeg nok var i startfasen fordi jeg ikke så ud ti at det gjorde så ondt ?????????????? - (hun skulle bare selv ha haft de ve'er, så havde hun nok ment noget andet ;-) ) - efter at ha undersøgt mig, måtte hun meddele mig at jeg var 5-6 cm åben og skulle ha en fødestue hurtigst muligt.... Det går jo stærkt med dig - kommenterede hun... ( :shock: )

kl. 1130 fik jeg en føde stue, og blev igen undersøgt og fik lov til at komme under en bruser med dejlig varmt vand... min mand fulgte med og tog billeder konstant og så ud til at more sig gevaldigt.... Vi fik sat noget robbie williams på cd'en og jeg rockede afsted med mine ve'er under den varme hane og jamrede og stønnede og pustede hver gang ve'erne kom og kom og kom og kom.... og av.... for pokker hvor det gjorde ondt... ved 1230 tiden meddelte min jordemoder at hun lige skulle ha en spise pause, men at jeg bare skulle ringe hvis det blev nødvendigt... en ½ time senere ved 13 tiden begyndte jeg at få en underlig fornemmelse af tyngde i skridtet... det tyngede hver gang en ve' kom og jeg bad min mand om at hente jordemoderen... og hovsa... kære kone sagde hun - du er sørmer 10 cm åben og må gerne presse...

op på briksen fik jeg bakset mig op og holdt godt fat i ryglænet mens jeg sad/stod på knæ og pressede... av for den l... det gjorde ondt og mens jordemoderen sagde PRES råbte jeg PRES til mand og fødselshjælper... de skulle "holde kontra" på mine balder, fordi mit bækken gjorde vild ondt og truede med at "gå fra hinanden".

I et panisk øjeblik fik jeg fremstammet, om hvornår det var at man nu kunne bede om smertestillende?? jordemoderen grinede til mig og fortalte muntert at det vist nok var lidt for sent efter som at hovedet allerede var født.... 2 pres senere (kl. 1322) fødte jeg en dejlig og vidunderlig søn på 3670 g og 53 cm.

mit hjerte smeltede da jeg kiggede ind i de dybeste øjne som kiggede forundret på mig - snøft hvor er han bare dejlig min lille papegøje...

kl. 1630 - forlod vi sygehuset og kl. 1800 var vi hjemme med vores lille guldklump. :Yahoo:
  Besvar med citat
Ulæste 02-09-07, 18:39   #43
boble
boble jubiii har fået mine smiliys igen
Mælkebøttebarn

Forhandler

 
bobles avatar
 
Tilmeldingsdato: 01/09-07
Geografisk placering: flinterup(vestsjælland)
Indlæg: 4,715
Tak givet gange: 2,048
Takket 2,632 gange i 801 indlæg
iTrader: 2 / 100%
Når en drøm bliver virkelighed, men det ikke gik som man reg

Jeg havde verdens dårligste graviditet... havde håbet på en hjemmefødsel men min krop ville ikke være gravid, jeg røg ind og ud af hospitalet lige fra 5 uge, brækkede mig igennem det meste, fik bækkenløsning i starten af 2.trimester og blev sengeliggende. fik meget vand i kroppen og lå på grænsen til svangerskabs forgiftning, fik store leverpåvirkninger så jeg fik MAX dosis Ursufalk for at kunne undgå leverskade, fik i slutningen af 2 trimester sukkersyge og startet insulinbehandling i slutningen af feb. tog 16 kg. på under graviditeten og tabte dem i løbet af 3 uger, da vandet forsvandt, jeg har nu tabt mig 33 kg siden fødslen (4 mdr. efter)...

d 21 marts blev jeg indlagt på rigshospitalet (igen) fordi jeg ikke kunne holde maden i mig og lå på grænsen til et insulin-chok. Jeg havde stærke smerter i hele kroppen og tudbrølede og tiggede og bad dem lave et kejsersnit... Men de nægtede (skulle vente 2 uger mere for jeg skulle mindst være 36 uger henne)... om aftnen lå jeg og tude igen og opdagene at jeg pludselig svedte meget... hmm... eller dvs. vandet var gået.. *jubel* jeg var i gang med at føde... en sygeplejerske spurgte til veerne.... "hvad for veer????" Jeg havde ikke nogle.... :-S nå men de ville jo nok komme... dagen efter kom jan (min mand) og de prøvede at sætte mig i gang, med modningspiller og drop, men stadigt ingen veer... kl. 01 d 23 marts opgav de og jeg fik lov at sove... kl. ca. 9 blev jeg undersøgt... jeg havde overhovedet ikke åbnet mig og fostrevandet var stoppet med at sive.... nu gik det stærkt... vi var i høj risiko for infektion og jeg skulle til kejsersnit NU men bedøvelsen ville ikke som de ville og jeg var for stor til fuld narkose... så de endte med at gi mig lattergas til ehlana var ude, jeg kunne mærke at de skar AAAAAAAAAAVVVVVVVVVVV og der efter fik jeg et godt skud "et eller andet" så jeg drømte om gule og orange balloner.
Ehlana blev født kl. 11.12 d. 23 marts 2007. Født 34+5 men alligevel vejede hun 3490 g. og var 46 cm (52 cm da vi ankom til Holbæk 5 dage efter) Ehlana fik 10 i agar scorede, lige efter fødslen og kom hen til den STOLTE FAR (jeg sov DYBT) men hendes lunger klappede sammen og hun blev lagt i kuvøse og C-PAP fik sonde, sukkervand, væske, samt en hel del overvågning,






Jeg kom først ned og så hende om aftnen d 23 marts. de måtte køre mig derned i min seng for jeg var helt slatten. Selv om jeg fik afvinde at hun var min, troede jeg ikke på det? hver gang der kom en ?mor? forbi gemte jeg hende under tæppet? for jeg var bange for at de ville tage hende fra mig? jeg græd da jeg blev kørt tilbage på svangergangen og hun skulle ligge alene nede på NEO, for selv om jeg ikke ture tro at hun var min ønskede jeg så brandene at være hos hende. Dagen efter fik jeg det bare være og være, var vildt svimmel og alle lyde lød som om de kom ud af en gammel radio der skratter. Havde stor lyst til at ?besøge? Ehlana men kunne ikke komme ud af sengen uden at verden drejede rundt for mig, havde stærk hovedpine og kvalme. Min mand kørte mig ned til Ehlana i 4-5 minutter? mere kunne jeg ikke holde ud at være der pga. den varme fugtige luft der er der nede? d 25 kunne jeg kun ligge i min seng? var bare så syg af migræne efter alle de mislykkede rygmarv bedøvelser ved kejsersnittet. Jeg fik et par besøg men kunne ikke overskue at tale med dem? om aftnen bad jeg om at komme ned til min datter men sygeplejerskerne ville ikke lade mig komme der ned før jeg gik ud af sengen, der skulle gang i systemet hvis jeg skulle ha det bedrer og ikke få blodpropper var beskeden. Hvor jeg hadede de kællinger? kunne de ikke se jeg var dårlig? Men op kom jeg? det var meget ubehageligt at stå men det hjalp med en ?talerstol? (en form for gå vogn) og jeg fik derefter lov at se ehlana? jeg blev vildt syg da jeg kom ind i den varme luft og kastet op så jeg kunne ikke få ehlana over til mig men blev tudbrølende kørt tilbage til min stue. Om mandagen havde jeg det lidt bedrer og kunne gå lidt omkring med talerstolen. Blev kørt ned til ehlana i kørestol så det var en fremgang, måske de der sygeplejersker alligevel havde ret? Jan havde fødselsdag om mandagen og fik lov til at sove nede hos Ehlana? det var dejligt at han denne dag ikke skulle ?forlade os? vi hyggede os om dagen og efter at jan havde skiftede Ehlana åbnede hun øjnene og kiggede på mig? jeg smeltede og salte tåre trillede ned af kinderne på mig? >>JEG VAR BLEVET MOR<< jeg kunne næsten ikke rumme denne fantastiske følelse, jeg havde fået den mest dyrebare skabning og var angst for om jeg nu skulle miste hende, hun så, så skrøbelig ud, med alle de slanger, ledninger og dioder, jeg sad og kiggede på monitoren og fulgte hendes målinger og stivnede totalt hver gang en alarm lød. Min hørelse var stadigt dårlig så jeg kunne ikke høre om det var hendes eller et andet barns alarm.
Om natten kunne jeg ikke sove og måtte flere gange gå ned og tjekke at hun havde det godt. Jeg var ved at blive fortrolig med monitoren men måtte stadigt havde hjælp til at tage hende over til mig, var bange for ledningerne, hvor i mod Jan havde helt tjek på det hele. Tirsdag formiddag fik vi af vide at vi ville blive overflyttet til Holbæk onsdag kl. 9. det glædet vi os begge til for det er meget tætter på vores hjem ved Kalundborg, og her var chance for at jan kunne sove hos os. Tirsdag aften inden jan to hjem fik vi besked på at hun nu skulle ud af C-PAP?en og vi blev begge to så glade og lettede, jeg tude igen? (det var ved at blive en fast del af mig med tåre i øjnene) om natten sad jeg det meste af tiden hos hende, sov kun knapt 3 timer i min seng og kun fordi jeg blev BEORDRET til det. Om natten fik Ehlana lidt ilt et par gange men holdte ellers selv sine tal pæne? jeg viste stadigt ikke om jeg kunne køre sammen med hende til Holbæk eller om jeg skulle køre i en særskilt vogn, men jeg fik heldigvis lov til at køre med? jeg var super lettet, folkene fra Holbæk kom kl. 11 der var nemlig knas i kommunikationen mellem Holbæk og Rigshospitalet, så afgang var blevet forvekslet med ankomst. Det hold det skulle transportere Ehlana var vild søde og gjorte alt hvad de kunne for at jeg skulle være tilpas men alligevel brød jeg fuldkommen sammen da de lage hende i transportkuvøsen, hun så pludselig meget syg ud. Maria som var sygeplejerske og endda skulle være vores kontakt sygeplejerske lage en arm om mig og hjalp mig ud i ambulancen, det skulle nok gå lovede hun? man blev jo ikke overflyttet FRA rigshospitalet uden at det var fordi det gik godt. Da vi ankom, blev Ehlana og jeg modtaget af min elsket mand jan (hvor jeg dov havde savnet ham) og en super sød børnelæge der to imod os som var vi de bedste venner.

Vi fik en ?intensiv stue? og jeg fik for første gang lov til at ligge Ehlana til brystet, hun snusede og slikkede lidt men andet skete der ikke rigtigt? men jeg var lykkelig? det første skridt mod at hun selv spiste var taget. Hun havde ingen sutte refleks endnu men den ville komme lovede sygeplejerskerne. Vi havde meget mere privatliv på Holbæk og følte os super godt tilpas





. Men lykken varede ikke ved. Ehlana?s gulsot tal var blevet meget høje og hun skulle i lys, min verden sank i grus? nu døde hun fra mig? det gik lige så godt og nu ville jeg miste hende. Jan og sygeplejerskerne talte sammen og blev enige om at jeg skulle hjem en tur, jeg havde været under alt for meget pres og havde fået alt for lidt søvn. Jeg savnede mine dyr og mit hus noget så grusomt men da jeg skulle hjem ville jeg blive?

men hjem kom jeg og jeg fik et LAAAANGT bad og blev nusset om af min mand det var dejligt men hold da op hvor jeg savnede min smukke datter, kl. 03 vågnede jeg og græd som piskede jeg savnede hende så grusomt!!! Jeg ?fik lov? at ringe til NEO og blev beroligede med at hun sov godt og tallene var på vej ned. Jeg fik ikke sovet mere men lå og blev holdt om, hvilket jeg havde meget brug for. Kl. 6 stod jeg op. Nu havde jeg ?været sød? så nu ville jeg tilbage til min datter. Men jeg skulle først spise noget og det røg da også ned KOM NU AFSTED!!!!!!!!! På vej til NEO blev vi ringet op Ehlana var ked og savnet sin mor lød beskeden? hvis jeg var utålmodig før var det ingen ting imod hvad jeg nu var!!! Politikerne er nogle bæster med de farthastigheder? men jeg tror at selv om jan havde køre 200 km/t havde det været for langsomt.

Hele dagen sad jeg stort set med hende konstant og om natten blev jeg smidt i seng kl. 03? nu skulle jeg altså tænke på mig selv!! Hvad er det for nogle de sygeplejersker? Jeg kunne/ville ikke ligge inde i et andet rum end hende!! Sæt hun fik brug for mig, og jeg følte virkeligt at det var lige meget med mig bare hun havde det godt? men dagen efter kunne jeg jo netop ikke være der for min datter, fordi alt fik mig til at tude og da hun fik revet sonden op og derfor skulle havde lagt en ny, brød jeg atter sammen! Hvor var verden bare uretfærdig!! Hvorfor skulle hun have så svær en start? Hvorfor kunne det ikke være mig det gik ud over?? Jeg havde VILDT DÅRLIG SOMVITTIGHED og følte at det var MIN SKYLD at hun havde det slemt, jeg havde jo virkeligt ønsket at hun skulle komme ud af min krop, hvis jeg nu ikke så brandene havde ønsket at få det kejsersnit ville hun sikkert stadigt være inde i mig, tryg og i sikkerhed mod alverdens onde sygeplejersker!! Hun skulle jo slet ikke havde været født endnu
Om aftnen fik vi tilbud om at Ehlana kunne komme ud af overvågningen, hvilket vi takkede ja til. Hun skulle dog ligge på en apnø- madras, hvis hun lå i sengen




Den nat sov hun inde hos mig? jeg var total færdig og sygeplejerskerne fik lov til at gi hende mad (hun fik jo sonde) både kl. 01 og kl.04 hun sov også igennem begge måltider så jeg havde ikke kunnet amme hende alligevel. Fredag bad vi om en familiestue (så jan kunne sove hos os) men der var ingen muligheder for dette? jeg var dybt ulykkelig hver gang Jan to hjem, men kunne ikke få mig til at tage fra Ehlana, hun skulle jo ammes ved alle måltider så hun kunne lære at spise, og det krævede jo at jeg var der? lørdag fik vi tilbud om at være med i en ?omrykning? så Jan kunne blive og sove? jeg var over lykkelig? jeg skulle sove sammen med de 2 i verden jeg elskede højest. Den nat fik jeg en god søvn? det var ikke fordi jeg sov specielt længe, der skulle pusles, ammes og sondes hver 3 time, men jeg slappede af og følte mig tryk, hvilket betød meget!! Mandag d 2. april havde jeg fødselsdag og Ehlana blev undersøgt, og da amningen efterhånden gik nogle lunde (hun spiste selv ca. 20-25 % af et måltid de fleste gange, en gang i mellem ingenting) var vi interseret i hvornår de troede vi ville kunne tage hjem? 14 dage lød beskeden? hmm ikke hvad vi havde håbet på men ok, det skulle vi nok klare!!

Tirsdag d 3 rev Ehlana sonden op igen og jeg var dybt ulykkelig? nu skulle hun jo igen havde lagt en sonde *gys* men Maria vores kontakt sygeplejerske mente at vi skulle se tiden an. Vi kunne jo altid ligge en hvis det ikke gik!! Det første måltid gik ikke så godt hun to kun 16 ml, det næste gik lidt bedrer 35 ml. Det 3. måltid ÅD hun et helt måltid (75 ml) næste måltid igen var hun så godt nok total færdig og spiste kun 8 ml. men der efter spiste hun godt ved alle måltider dvs.omkring eller over 40 ml. hver gang og onsdag kom der en læge ind og sagde til os ?nå i er på vej hjem!? A HVAD ER VI??? Vi skulle jo blive der i 14 dage til?!?!?! Eller dvs. det troede vi. Torsdag d 5 gik vi væk fra at veje Ehlana før og efter amning for at kontrollere hvor meget hun spiser. Så nu kunne jeg amme når hun ville, bare der ikke gik mere end 4 timer mellem. Og fredag d 5. april blev vi ?løsladt? aldrig havde jeg troede at det ville være så fantastisk at gå ud af døren til NEO!! Og turen hjem var helt fantastisk Ehlana lå på bagsædet i sin lift og sov, vi kunne tage hjem og skulle ikke køre nogle stæder med minder at vi selv ville!!!

Jeg vil gerne takke de fantastiske sygeplejersker der har taget sig af os, på tros af mine tude ture og til tider sikkert psykotiske opførelse har været der for os, med trøst, råd og støtte i en MEGET SVÆR TID

Ehlana vejet 6,8 i onsdags (4 mdr. gl.) og var 65,5 cm lang så hun vokser super...!! Hun er vores kærlighedsbarn, og selv om det har været en grim graviditet og jeg VAR 100% sikker på jeg ALDRIG ville udsætte mig selv for at skulle være gravid igen? så tror jeg ikke at Ehlana bliver enebarn? hun har været hvert et smertefuldt sek. værd? og selvom hun har haft en meget sværd start på livet, har vi klaret det sammen i fællesskab, det har bragt min mand og jeg tætter sammen og gjort at vi kan påskønne vores datter endnu mere end andre forældre nok gør.

Ehlana?s lykkelige mor
Bettina Lindegaard
__________________
Mor til E 2007 og L 2011

se på solen og glæd dig over dens varme istædet for at brok dig over den skygge der falder bag dig, du skal ikke den vej alligevel
boble er offline   Besvar med citat
Ulæste 03-09-07, 10:10   #44
Smilende_Maria
Smilende_Maria har ikke brugt den nye funktion...
Kobberslyngel
 
Smilende_Marias avatar
 
Tilmeldingsdato: 02/08-07
Geografisk placering: Kalundborg
Indlæg: 130
Tak givet gange: 0
Takket 0 gange i 0 indlæg
iTrader: 0 / 0%
Det er altså lægne siden jeg skrev dette - hun er idag 20 mdr [smilie=slider_yay.gif]

Kære Juliane.

Nu vil jeg berette om den dag du kom til verden ? i det smukkeste snevejr man overhovedet kunne forestille sig, ligesom jeg havde forestillet mig det.

Tirsdag den 27. december 05, forventede jeg egentlig at vi skulle møde dig(dette var dagen hvor jeg hele tiden havde sagt du ville ankomme), men du mente noget andet, så vi ventede da bare videre. Der var jo ikke så meget vi kunne gøre, det var helt op til dig, hvornår du var klar. Ifølge scanningen var det også først nytårsaften. Måske var det fint nok, da jeg netop havde været hos lægen og få konstateret et akut lændehold, så føde, det mente jeg bestemt ikke ville blive rart!
Onsdag den 28. december 05, havde jeg hele dagen menstruationssmerter, og en mystisk lyst til rugbrødsmadder med Nutella. Menstruationssmerterne var jeg ikke ubekendt med, da jeg flere gange i graviditeten havde haft det, så måske var det nu, eller måske var det ikke. At jeg havde lyst til de her Nutellamadder var lidt mere mærkeligt, da jeg aldrig spiser det. Men 9 hele store rugbrødsmadder med Nutella blev det til denne onsdag. Måske var det for at tanke kroppen op med noget energi, for denne aften gik det jo som bekendt løs. Kort før midnat, spiste jeg de 5 af madderne 

Klokken 00.30 var vi, din far og jeg, gået i seng, og jeg synes godt nok de kom i bølger de her menstrustionssmerter, så vi ville lige tage tid på dem. 10 minutter imellem, men det ændrede sig hurtigt til 4 minutter og sådan fortsatte det ellers bare. Din far begyndte at tro på at det kunne være nu, og jeg var da også delvist klar over det, men ville ikke rigtig sige det højt, da jeg jo kunne tage fejl.
Imens vi så lå der ? jeg havde ondt, og din far tog tid ? begyndte han at spørge mig om, hvilket tøj han skulle have på ud på fødegangen! Altså det kunne jeg da bare overhovedet ikke tage seriøst, men lidt sødt var det da?. Det endte desuden vist bare med at være det første og det bedste i skabet.
Jeg sagde til din far, at nu skulle han lægge sig til at sove lidt, så én af os i det mindste havde fået lidt søvn. Han påstod højtlydt, at DET kunne han da ikke nu hvor det var i gang osv. osv., og så gik der ellers 3 minutter, og en lettere snorken bredte sig i soveværelset ovre fra din fars side af sengen  Ja ja, han kunne ikke sove?
Jeg forsøgte også om jeg kunne falde i søvn, da smerterne overhovedet ikke var slemme, bare ret regelmæssige så jeg blev konstant vækket. Jeg stod op og satte mig ved computeren for at fordrive tiden, og måtte hvert 4. minut op at stå for at klare mig igennem en ve. Jeg fik skrevet på Netbaby og Babyzone, som er 2 babysider på nettet, at jeg nu havde haft veer i et par timer. Derefter smuttede jeg i bad for at slappe lidt af. Her tog veerne til, men det var stadig kun i plukkeve-genren  Jeg havde taget mit stykke papir med ?ve-regnskab? og en kuglepen med derud, men måtte hele tiden skrive på det, så det var til sidst gennemblødt.

Veerne ændrede karakter, og jeg kaldte på din far for at få ham ud af sengen. Hvis der var noget jeg ikke havde lyst til, så var det at forlade mit dejlige varme bad. Det var utroligt lindrende med vandstrålen mod lænden. Jeg måtte selvfølgelig råbe en del gange, og følte bare jeg skreg for døve øre til sidst. Øv, hvor sov han bare tungt! Men op kom han, lettere sovende og forvirret. Jeg sagde at han skulle ringe til fødegangen bare for at høre dem ad, og lige advare dem om at vi nok kom senere på dagen.
Jeg kom ud af badet, og fik bare lagt mig i sengen for at tage veerne der. Ikke særlig rart at ligge ned imens fandt jeg ud af. Jeg snakkede i telefon med en rar jordemoder, som sagde at vi skulle komme derind, men at vi bare skulle tage os god tid. Imellem veerne havde jeg overhovedet ikke noget imod at trække i tøj og finde tasker frem. Faktisk fik vi ordnet kattebakkerne og pakket det sidste uden større problemer. Vi havde ringet efter Falck som skulle køre os til Holbæk sygehus, men da dette var natten for den store snestorm efter jul, havde de ingen ledige biler, så de ville bestille en taxa til os.
Aldrig har jeg haft så anstrengende en tur i taxa ? 1 time tog det at komme til sygehuset, vi var der kl. 5.

Det var sådan lidt surrealistisk at gå turen gennem forhallen og ned ad gangene hen til fødegangen. Vi havde jo været der et par gange før, og jeg havde ligget og forestillet mig mange gange hvordan det ville være når det VIRKELIG var at vi skulle møde dig. Vi måtte stoppe et par gange da jeg lige skulle klare en ve. Jeg synes det var slemt nu, men jeg skulle bare blive klogere! For slemt det blev det da først senere?
Jeg blev undersøgt at den samme jordemoder som jeg havde talt i telefon med, og hun kunne fortælle at jeg var 2 cm. åben ? hvilken nedtur! Hun fortalte os, at vi skulle forvente dette ville tage det meste af dagen. Hjem skulle vi ikke, men de kunne heller ikke hjælpe med en stue. Der var nemlig en fødende kvinder på alle stuerne! GISP! Det var bestemt ikke sjovt. Vi fik at vide, at vi kunne sætte os i en opholdsstue der var på stedet, og så ville der komme en jordemoder og kigge til mig en gang imellem.
I denne her opholdsstue, lå en kvinde og sov, og en anden kvinde sad og så tv-shop. Jeg kunne simpelthen ikke udholde at være derinde, og bad din far om, at vi kunne gå lidt rundt. Det skulle også være godt havde vi jo fået fortalt. Det endte dog med, at vi sad i en stor gang ? der hvor elevatorerne ankommer ? hvor vi rigtig kunne følge med i det hele? og andre kunne ligeså følge med i hvad der foregik for os.
Jeg havde meget ondt nu, og kunne ikke være nogen steder! Endelig kom vores søde doula/fødselshjælper Bettina. Hun var dejlig rolig og havde godt overskud til at være med i det her vi nu skulle til at opleve sammen ? at blive forældre.

Vi var ude på denne gang i 2 timer til klokken blev 7. I mellemtiden havde både Bettina og din far været inde og spørge efter en seng eller en sækkestol til mig flere gange. Jeg fik en sølle dyne? Jeg havde i de 2 timer klamret mig til denne dyne og dine fars ben. Jeg lå og rodede rundt nede på gulvet, og var til skue for alle der havde et ærinde på denne del af sygehuset. Jeg ville så gerne ned og ligge i en seng da jeg var udmattet. Havde jo slet ikke sovet om natten, og havde bare haft veer med 3 og 4 minutter imellem hele tiden.
Endelig kom de og sagde at der ville være en stue ledig om max 15 minutter. Vi begyndte at pakke vores ting sammen og vandrede ned ad gangen mod stue nummer 3 ? den grønne stue. En god ting med de der håndtag langs væggen vil jeg lige indskyde, for det var hårdt at gå derned.

Da vi kom ind på stuen var der fyldt vand i karret til at lindre, men jeg sagde at jeg gerne ville slappe lidt af i sengen. Benene rystede under mig af udmattelse og jeg ville bare ligge ned. Det mente jordemoderen nu ikke, så hun nærmest beordrede mig ud i badekarret. Det var slet ikke det jeg ville, men orkede bare ikke at modsige hende. Det var nu helt bestemt også bare lækkert at komme i det varme vand, og veerne var ikke så voldsomme i en halv times tid. Faktisk faldt jeg i søvn mellem hver ve, og jeg kan huske jeg nåede at drømme alt muligt mærkeligt. Men pludselig hjalp badekarret slet ikke mere, og veerne var virkelig hårde at komme igennem. Jeg vred mig i karret, og ville bare op da der var alt for varmt derinde. Radiatoren var gået i stykker, så der var fuld knald på varmen!
Jeg fik moslet mig ind til sengen igen, mine ben rystede og jeg skælvede over hele kroppen imens jeg klamrede mig til et håndklæde for at blive tør efter badet. Jeg kom op at ligge og jeg var nu 4 cm. åben. Der skete da fremskridt heldigvis. Jeg fik lavement og blev simpelthen så dårlig. Toilettet jeg sad på, var lige op den tidligere omtalte radiator der var i stykker, så der kogte bare derinde. Oveni købet stod vinduet åbent, så det sneede ind på mig. Klokken var her lidt i 8 vil jeg tro. Den jordemoder vi havde på dette tidspunkt brød jeg mig virkelig ikke om. Hun lyttede slet ikke til mig og ignorerede mig når jeg bad hende lade være at røre ved mig og ae mig på lænden. Uha, det var så ubehageligt, ikke engang din far måtte røre mig. Heldigvis var der så mange fødsler i gang, at der var blevet sendt bud efter endnu en jordmoder, og hende fik vi da hun mødte ind. Hun hed Inge og var den helt rette person til at hjælpe mig igennem det sidste.
Hun undersøgte mig kl. 8.30 ca. og her var jeg allerede 6 cm. åben. Det gik bare stærkt, men det var også slemme veer hvor der næsten ikke var pauser imellem. Flere gange undervejs havde jeg været ved at opgive. Jeg stod konstant på alle fire oppe på sengen, og havde placeret hovedet ned i puden. Sådan stod jeg hele vejen igennem. Det var det eneste der var til at udholde? Jeg bad flere gange om smertelindring da jeg bare ikke kunne klare mere, og var klar til epidural-blokaden (det sagde jeg i hvert fald, havde sagt hjemmefra at jeg IKKE ville havde lige netop denne form for lindring). Personalet var blevet ved med at udskyde det, og sige om halv time, om en halv time, om en halv time? Nej, hvor var det anstrengende. Jeg prøvede noget lattergas, men det var ikke lige mig. Jeg turde ikke suge i masken af frygt for at blive svimmel.
Jordemoderen roste mig hele vejen igennem og sagde at jeg bare var rigtig dygtig til at klare mig igennem veerne med min vejrtrækning. Faktisk kunne jeg ikke forestille ikke at trække vejret så regelmæssigt, da jeg ligesom dannede mig egen rytme, og det var det eneste jeg havde at klamre mig til.
Klokken 10 følte jeg at der skulle mere ud efter mit lavement, og gik derfor på wc. Her skete ingenting, og Inge undersøgte mig og kunne fortælle at jeg var 9 cm. åben. Under næste ve ville hun fjerne den sidste kant, og så skulle jeg presse med. Her inden havde de taget vandet som var en smule grønt. Jeg havde iltmasken som var helt fantastisk. Din hjertelyd dykkede nemlig et par gange. Heldigvis ville du bare gerne ud, for da jeg havde presset, og brølet som en hanløve, i 12 minutter var du kommet til verden! Da dit hoved var født kunne de andre se den smukkeste mørke tot hår. Inge bad mig holde igen, men det var for sent, svup sagde det, og resten af din krop var ude.

Desværre blev du ikke lagt op til mig med det samme, og din far fik heller ikke lov til at klippe din navlestreng. Du skulle nemlig suges ud i næsen og munden. Jeg lå spændt og ventede på at få dig over til mig, imens din far stod og kiggede drømmende på dig med tårerne der bare stod ud af øjnene. Han kunne slet ikke holde igen og kunne vist knap nok kigge igennem tårerne.
Endelig kom du over, og Gud hvor var du dog vidunderlig og skøn ? tænk sig alt det hår! Du kiggede meget nysgerrigt på mig og begyndte allerede der at lede efter mit bryst. Og du har hængt fast ved det lige siden  Jeg kiggede ud af vinduet og så at sneen dalede ned ? det var helt perfekt.
Jordemoderen Inge mente bestemt at jeg var en superføder, og kunne ikke forstå da jeg sagde, at de næste tre skulle adopteres. Dette har jeg dog en helt anden mening om i dag, for det var det hele værd.

Lige nu ligger du på din fars skød og pludrer og snakker - faktisk at du ved at lære at bruge sutten. I dag er du næsten 3 måneder og dejligere end nogensinde før!

Jeg elsker dig Juliane, og håber du bliver glad for at læse min beretning en dag? Måske når du selv skal have din førstefødte 

Med de kærligste knus og kys, Mor.


Lige efter fødslen:


Et par timer efter fødslen får hun mme pga lavt blodsukker:


Billede taget igår:
__________________
MOOOOAR til
JULIANE SARA 29.12.05 ANNIKA MARIE 07.07.07
Smilende_Maria er offline   Besvar med citat
Ulæste 03-09-07, 10:19   #45
Smilende_Maria
Smilende_Maria har ikke brugt den nye funktion...
Kobberslyngel
 
Smilende_Marias avatar
 
Tilmeldingsdato: 02/08-07
Geografisk placering: Kalundborg
Indlæg: 130
Tak givet gange: 0
Takket 0 gange i 0 indlæg
iTrader: 0 / 0%
Og så skal lillesøster selvfølgelig også ha sin fødselsberetning på samme måde [smilie=abbraccio.gif]

Kære Annika!

Nu vil jeg fortælle dig om den dag du kom til verden. Du valgte jo at lade vente på dig, men du ville selvfølgelig gerne have den eventyrlige fødselsdato, 07 07 07, og det fik du så. Det er da også ganske specielt med så flot en dato!

Jeg havde godt nok længe ventet på du ville kigge ud til os. Du gav mig alverdens tegn på at det nok snart skulle være, men så lærte vi jo at du er en lille drillepind, for dagene var meget lange da jeg rundede terminsdagen ? hele 5 dage mere måtte vi vente. Det lyder måske ikke af alverden, men når man venter på en prinsesse, så er det en forfærdelig lang ventetid!!

Om aftenen den 6. juli havde jeg de sædvanlige plukkeveer, og lagde ikke meget i det. Men da din far og jeg endelig var gået i seng, faktisk en del tidligere end ellers, kl. 22 ca. kunne jeg godt mærke jeg ville få en urolig nat. Uroen var at mærke i hele min krop og jeg havde altså de her dumme plukkeveer. Kl. 22.30 sagde jeg til din far, at vi nok burde gøre os selv den tjeneste at lægge os til at sove nu, måske ville vi snart få brug for energien. Så det gjorde vi, men jeg fik ikke meget søvn?.. Hele natten gik med at vandre rundt pga. uroen i min krop og så blundede jeg godt nok en smule engang imellem, men det skulle plukkeveerne nok sørge for hurtigt blev afbrudt! Pludselig ser jeg en mus rende over gulvet i soveværelset ? havde godt hørt det puslede et sted, men vi har jo kattene så jeg regnede med det var dem der lavede et eller andet.
Op med din far! Hans søvn blev pludselig afbrudt da jeg meget febrilsk ruskede i ham og meddelte ham om den levende mus der nu rendte rundt under vuggen! Efter lang tid fik vi ? det vil sige din far ? fanget musen, og så i seng igen?? Det viste sig dog at vi denne nat skulle have fat i endnu en mus før den rolige stemning kunne falde over huset igen.. Dette er aldrig sket før, så din far var lidt knotten over at det lige skulle ramle sammen med en forhåbentlig snarlig fødsel.

Ved 5-tiden stod jeg op, opgav simpelthen at finde ro i min krop. Ved halv 6 tiden sad jeg og spiste choko-pops med mælk på inde i stuen, og derefter tog jeg et varmt bad. På dette tidspunkt var jeg ikke i tvivl om der var en fødsel om hjørnet! Veerne var dog ikke regelmæssige og slet ikke slemme, men de bed dog en del alligevel. Jeg kunne godt mærke forskellen på disse og plukkeveerne jeg tidligere havde haft. Jeg sagde til din far, at han godt mentalt kunne indstille sig på, at det nok blev i dag vi skulle have endnu en prinsesse i huset.

Under badet havde jeg ingen veer, men da jeg lagde mig i seng igen kl. 6.30 fik jeg igen en ve, og herfra var de regelmæssige med 10 minutter imellem. Kl. 7 ringede jeg til vores jordemoder Cecilie og gjorde hende opmærksom på, at jeg havde veer, men det var stadig stille og roligt og vi havde ikke behov for hende endnu.
På dette tidspunkt vågnede Juliane, og hun kom ned i mors og fars seng og spiste en pære og så lidt fjernsyn, imens fik jeg et par veer. Kl. 7.30 var det allerede blevet for meget, og vi måtte sørge for at få placeret din storesøster hos naboen. Heldigvis var de hjemme! Lidt i 8 ringede din far til Cecilie for at bede hende om at køre af sted, for jeg havde lige pludselig fået en masse veer oveni hinanden i et kikset forsøg på at pakke Julianes taske færdig.

Kl. 8 skulle jeg på wc nogle gange, og slap gudskelov så for at tage et klyx(!), og 8.10 gik slimproppen. Fra omkring kl 8.30 var veerne regelmæssige med kun 5 minutter imellem, men det var stadig rigtig fint og hyggeligt at snakke og grine imellem hver ve. Vi hørte radio, skrev sms?er og drak juice ? meget idyllisk faktisk :O) 8.45 kom veerne nu kun med 3 minutter imellem. Jeg skulle hele tiden tisse! Meget anstrengende at gå frem og tilbage, men jeg fik jo også drukket en del vand og juice undervejs. Heldigvis havde vi på forhånd besluttet at fødslen skulle foregå ovenpå i køkkenet, så jeg skulle trods alt ikke rende op og ned ad trappen for at nå på wc.
Henrik havde lagt en stor boksmadras i køkkenet og den blev redt op med både pressening, håndklæder, puder og dyne. Der blev lavet kaffe så det duftede i hele huset. Det var i hvert fald rigtig hyggeligt! Eftersom vi havde radioen til at spille i baggrunden, var det også en gang blandet musik der kom ud af højtalerne. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke de ret underlige tekster der nogle gange blev sunget, så et par af mine veer blev afsluttet med at jeg lå og fnisede ? kunne simpelthen ikke lade være! Derudover lå jeg også og tænkte på at jeg gerne ville have en ny hovedpude, og der var beskidt på kanten langs trappen og at mine puder lugtede af noget bestemt af Julianes legetøj. Utroligt hvad der kan gå gennem hovedet af tanker på sådan et tidspunkt!

Omkring kl. 9 kom Cecilie, hun undersøgte mig 9.15 og kunne konstatere at jeg var 2-3 cm. åben. Fra omkring kl. 10.40 tog veerne meget til, kom med omkring 4 minutter imellem og varede 30-40 sekunder. Kl. 11 følte jeg det begyndte at presse lidt og veerne var blevet rigtig slemme og kom med ca.3 minutter imellem.
Kl. 11.25 var jeg 5 cm åben. Heldigvis var vores gode jordemoder var så super at lade være med at sige det! Hun lod mig bare vide, at jeg ikke var helt klar endnu?.. Det ville have været nedslående at få den korrekte sandhed på det tidspunkt, så det synes vi var godt observeret af hende!
Men så gik det stærkt! Jeg havde svært ved at finde den rette stilling, og jeg skulle hele tiden tisse! Jeg prøvede at gå i bad, så stod jeg op under nogle veer, jeg fandt en god stilling liggende på siden og her fik jeg pludselig mulighed for at blunde mellem veerne, som i øvrigt pludselig kom knap så tit. Men de var modbydelige når endelig de var der!
Kl. 12.20 undersøgte hun mig igen, og jeg var nu 8 cm åben! Jeg spurgte om hun ville tage fostervandet da hun kunne se en meget spændt hindeblære! Hun prikkede hul på den ret så seje hinde umiddelbart herefter, og vandet kom i en mindre skylle. Det var lidt grønt, men igen var hun bare god hende Cecilie, og lod være med at bekymre os med det. På dette tidspunkt i fødslen ville hun ikke overflytte os til sygehuset, men hvis det havde været tidligere i forløbet havde det desværre været tilfældet. Din hjertelyd havde været helt perfekt hele vejen igennem, så hun var ikke bekymret for det.
Kl. 12.30 begynder jeg at presse ? og det er både med og uden veer! Ud det skulle du altså bare! Og ja, kl. 12.42, kun 12 minutter senere, ploppede endnu en skøn baby ud og ned på madrassen. Jeg valgte at føde dig stående på alle 4, så jeg kunne se da dit fine hår tittede frem, og det var meget motiverende!
Du var viklet helt ind i den utrolig lange navlesnor ? 2 gange stramt om halsen, 1 gang om armen og 1 gang om maven! Med dig ud, var kommet en ordentlig skylle grønt fostervand! Dog fik du den flotte karakter der hedder 10/1 og 10/5 :O)

Du vejede 3100 gram og var 51 cm lang. En helt perfekt og skøn babystørrelse.
Det var en dejlig oplevelse at lade dig komme til verden. Skønt var det, at vi var herhjemme, så du kunne være i hjemlige og rolige omgivelser fra dine første timer.
Din storesøster synes du er herlig ? går og siger baby og peger på dig hele tiden. Vil gerne ae dig i dit flotte hår og deler også gerne sin sut med dig. Den er du dog stadig for lille til at få. I skrivende stund er du kun 1½ døgn, og du ligger fint og sover i liften. Hele tiden skal vi hen og tjekke om du trækker vejret, for du sover godt nok meget!

Jeg håber du vil finde glæde i at læse min beretning her til dig en dag. Det er i hver fald allerede en stor fornøjelse at være din mor!

Aller aller kærligst, mor.


Og så lige lidt billeder fra fødslen, og et nyt billede [smilie=staff_angelocheride3bd-1.gif]








__________________
MOOOOAR til
JULIANE SARA 29.12.05 ANNIKA MARIE 07.07.07
Smilende_Maria er offline   Besvar med citat
Besvar


Aktuelt aktive brugere, der læser denne tråd: 1 (0 medlemmer og 1 gæster)
 
Trådværktøjer
Visningstilstande


Powered by vBadvanced CMPS v3.1.0

Alle tidspunkter er GMT +2. Klokken er nu 07:39.


Powered by vBulletin® Version 3.8.2
Copyright ©2000 - 2018, Jelsoft Enterprises Ltd.
no new posts