Fødselsberetninger - Side 4 - Slyngebarn
Slyngebarn.dk

Gå tilbage   Slyngebarn > OT og andet godt > Ordet er frit
Glemt adgangskode? Tilmeld

Ordet er frit Snak, snak, snak og snak........

Besvar
Trådværktøjer Visningstilstande
Ulæste 30-09-07, 08:39   #46
TinaR
TinaR prøver at læse med...
Genbrugsslyngel
 
TinaRs avatar
 
Tilmeldingsdato: 31/07-07
Geografisk placering: Nørrebronx
Indlæg: 8,741
Tak givet gange: 294
Takket 820 gange i 282 indlæg
iTrader: 22 / 93%
Send en besked via MSN til TinaR
Har lige siddet og skrevet om i fredags for lige at få styr på det i mit hoved.

Vil lige dele det med jer også.

Efter at være gået i seng torsdag aften starter veerne tyve minutter over tolv.
Der er med det samme 3 minutter i mellem og de tager til i styrke indtil vi kører til Kolding kl.7.
Skuffelsen er ret stor da hun siger jeg kun er 2-3 cm åben og der stadig er livmoderhals tilbage.
De giver et lavment for at prøve og sætte lidt mere gang i det.
Vi får kørt en strimmel med hjertelyd og veer og alt er helt fint. Desværre er der ikke sket noget så vi bliver sendt hjem ved en titiden om formiddagen, jeg har stadig veer med 3 minutter i mellem men de giver åbenbart ikke rigtig noget.

Kvart over tolv er vi hjemme igen og vandet går da jeg stiger ud af bilen ? Vi får lige noget at spise men det får mig bare til at kaste op, så vi kører tilbage til Kolding, stadig med 3 minutter i mellem veerne og de gør virkelig ondt.
Da vi bliver undersøgt i Kolding er der stadig 1,5 cm livmoderhals og maks 2 cm åbent.
Vi snakker med JM om at jeg før har haft veer i flere dage uden at de har virket og jeg helst vil undgå det igen ? Heldigvis er vandet gået så de skal gøre noget inden for 24 timer.

Jm beslutter at køre en strimmel kl.15 og de lader mig ligge i 2 timer stadig med voldsomme veer, kl.17 kommer der endelig en JM som konstaterer at der bestemt ikke er sket mere men at det nok bare skal gået i gang så vi bliver sendt ud at gå i to timer ? Da jeg stadig har veer med 3 minutter i mellem bliver det en meget langsom tur rundt i storcentret med stop hver gang der er ve.

Kl.19 møder vi op på FG igen som aftalt men der går en time før JM har tid, der er stadig livmoderhals men jeg er godt 3 cm åben nu. Under undersøgelsen opdager JM at fosterhinde 2 stadig er intakt så det vand der er afgået må have lagt imellem hinderne.
Hun prikker hul på hinden og fostervandet er meget grønt så jeg bliver indlagt og Brage får en hjertemåler på hovedet ? Hans hjerterytme laver nogle ret voldsomme dyk og stigninger.

21:15 bliver jeg undersøgt igen og der er stadig ikke sket mere så JM beslutter at give ve-stimulerende drop og lade en JM studerende sidde og overvåge veerne.

Omkring kl.21:40 beder jeg om lattergas fordi veerne begynder virkelig at gøre ondt.
22:00 Efter 5 meget kraftige veer kan den JM studerende og jeg ikke forstå lattergassen ikke rigtig virker så hun går ud for at hente JM.
22:10 råber jeg af Brian for der er pludselig presseveer, JM kommer ind og jeg er kun 5 cm åben, 2 presseveer efter er jeg 10 cm åben.
Efter 3 presseveer er Brage født kl. 22:25. Han vejede 3840 og var 56 lang.

De sidste 10-15 gik jeg ret meget i panik for jeg havde slet ikke ventet at føde fredag og da slet ikke så hurtigt når nu der ikke var sket noget i så lang tid.

Pga. det grønne fostervand fik han målt blodsukker og vi skulle blvier 9 timer hvor hans blodsukker skulle måles hver 3. time. Alle målinger så flotte ud hele natten.
Kl.7 kom der ny sygeplejeske som målte hans blodsukker igen og det så meget flot ud så vi regnede med at komme hjem som lovet kl.9 ? Da lægen ikke kom som aftalt kontaktede jeg en sygeplejeske som lovede at han kom inden middag ? Kl.10 ville de lave en ny blodsukke måling hvilket jeg ikke forstod når nu der allede var lavet flere end nødvendigt.
Sygeplejesken forklarede at de havde givet ham modermælkserstatning og skulle se om det virkede, jeg blev meget vred og frabad mig det straks ? Hun forklarede så at vi skulle blive 4-7 dage så de kunne se om jeg kunne amme ham og de ville give ham modermælkserstatning som tilskud.
Det ville jeg slet ikke høre tale for han fejler ikke noget og jeg ved udmærket godt hvordan man ammer. Vi blev enige om at lave en blodsukker måling mere og så lige tale med en læge som ville kommet til middag.
13:30 da den næste måling skulle tages mente hun pludselig at vi skulle vente yderligere 3 timer og jeg bare skulle give ham al det mælk han ville have.
Der kom aldrig nogen læge og 15:30 da den nye sygeplejeske skulle lave målingen mente hun ikke de første målinger talte fordi de jo havde givet ham tilskud (uden jeg vidste det) og hun ville ikke måle før jeg havde ventet med at give ham mad i 3 timer.
Det blev til en voldsom diskussion der endte med at vi tog ham med hjem uden at have fået lov.
I journalen står der at vi har valgt at tage ham med hjem mod deres anbefaling og de anbefalte at vi var blevet en uge hvor de ville supplere min mælk med modermælkserstatning indtil de var sikre på kvaliteten af min amning.
__________________
Tina - Mor til fem drenge.
Kig forbi
TinaR er offline   Besvar med citat
Ulæste 17-10-07, 07:30   #47
almasupermor
almasupermor har ikke brugt den nye funktion... Edit
Gæst
 
No Avatar
 
Indlæg: n/a
Jamen, så vil jeg da også fortælle om min sidste fødsel...
Jeg har det de på hospitalet kalder LYN-fødsler.
Jeg havde en uro i maven da jeg vågnede ca. kl.9.15, og netop pga de hurtige fødsler før, valgte vi at køre til sygehuset...kl.9.30 havde jeg født på bagsædet af vores citroen...ganske udramatisk...det var så for tidligt, men hun havde det godt. tror faktisk det var manden der fik det største chok.


  Besvar med citat
Ulæste 17-10-07, 07:31   #48
almasupermor
almasupermor har ikke brugt den nye funktion... Edit
Gæst
 
No Avatar
 
Indlæg: n/a
Hooovsa...Alma vejede 2490g. og var 46 cm. HUn blev født i 34+1.
  Besvar med citat
Ulæste 30-10-07, 21:54   #49
sidse
sidse har ikke brugt den nye funktion... Edit
Gæst
 
No Avatar
 
Indlæg: n/a
Jeg kan ikke komme med en lang beretning. Hugo Elias Borella Mikkelsen... Scroll lidt ned.

http://www.klinikkenmaia.dk/index.php?id=25
  Besvar med citat
Ulæste 04-11-07, 09:26   #50
Diananas
Diananas lærer af sine fejl:-) og skal vist lære at se sig for....
Overbærende
 
Diananass avatar
 
Tilmeldingsdato: 12/05-06
Geografisk placering: Sydjylland
Indlæg: 5,093
Tak givet gange: 473
Takket 252 gange i 105 indlæg
iTrader: 15 / 100%
Fødslen af Elina, termin 8. april 2003

Jeg blev sat igang tirsdag, d. 22. april da jeg var gået 14 dage over termin. Jeg mødte op på sygehuset kl. 8.00 og fik kørt en strimmel som fortalte at lillepigen havde det godt, men der var absolut ikke tegn på at fødslen var lige om hjørnet.

Kl. 9.00 fik jeg lagt en stikpille, som skulle have lov at virke i 1 time hvor jeg ikke måtte rejse mig fra sengen. Imens fik jeg kørt endnu en strimmel, der denne gang viste begyndende veaktivitet, hvilket også er meningen med stikpillen!!

Derefter fik jeg at vide at de ville se mig igen kl. 14.45 til et nyt tjek, og evt. endnu en stikpille. Eller måske kunne de så tage vandet!!

Nå, men jeg gik en tur i det gode vejr, og kl. 12.00 begyndte jeg at mærke de første veer med en anelse smerte.

Kl. 14.10 kom Martin fra arbejde og veerne var blevet lidt mere smertefulde, men absolut stadig acceptable.

Kl. 14.45 blev jeg så undersøgt igen, og fik kørt en ny strimmel. Denne gang viste den regelmæssige vesammentrækninger i livmoderen. Og lillepigen havde det stadig perfekt!!

Jeg blev undersøgt indvendigt også, men var kun 1½ cm. åben, som jeg havde været de sidste 11 dage!!!

Jordemoderen turde dog ikke give mig flere stikpiller, da jeg så ville risikere at få det de kalder vestorm, uden pause mellem veerne. Hun kunne heller ikke tage vandet, og mente faktisk også at de veer jeg havde ville gå i sig selv igen. Men hun valgte alligevel at sende os på svangergangen for at afvente situationen.

Der kom jeg over ca. 16.30, og veerne tog til i styrke!! Jeg fik et bad, og et par pamol for at tage toppen af smerterne, men ak, det blev kun værre.

Kl. 17.45 blev jeg undersøgt af en læge, og vupti så var jeg pludselig 5 cm åben!!! Nå, men så ville han lige snakke med fødegangen. Imens han gjorde det, begyndte jeg så småt at få pressetrang, og så gik det pludselig stærkt med at komme tilbage på fødegangen.

Der blev jeg så undersøgt af en jordemoder, som kunne konstatere at jeg nu var 6 cm åben med stadig kraftigere presseveer.

Kl. 18.30 kommer den jordemoder der skulle tage imod lillepigen, og jeg siger til hende at nu kan jeg altså ikke holde igen mere, hun undersøger mig og sige: jamen ven, du må da også gerne begynde at presse!!!

De sidste 4 cm var altså gået temmelig stærkt!!! Og i løbet af 28 min. lykkes dig mig at presse hende ud!! Det var hårdt, men vor var det en vidunderlig fornemmelse at få hende op på maven!!! Så alt i alt ca. 7 timer fra 1 ve!! Og så jeg blev lige klippet lidt, heldigvis for det, ellers tør jeg ikke tænke på hvad der kunne være sket!!!!

Jeg nåede hverken at komme i badekar eller få akupunktur, men måtte nøjes med ilt mellem veerne!!

Så det gik stærkt og veerne var knaldhårde, men alligevel en let fødsel som absolut ikke har skræmt mig fra at gøre prinsessen til storesøster når den tid kommer!!!


Fødslen af Milas. Termin 16. december 2005

Efter tiltagende plukkeveer og tegnblødning der startede tirsdag den 20. december, begyndte veerne at bliver kraftigere i løbet fredag den 23. december. Men jeg regnede ikke med at det blev til mere foreløbig, for det havde jo stået på i et par dage.

Men omkring kl. 21.00 den 23. kunne jeg godt mærke at det nok var mere end bare plukkeveer. Jeg gik i seng kl. 22.30, men kunne ikke sove så da kl. var 23.15 gik jeg i bad. Kl. 23.30 gik jeg i seng igen og manden gik med denne gang. Vi besluttede os for at prøve at tage tid på veerne: 6 minutter i mellem og en varighed af godt 1 minut. Ok, som andengangsfødende, med 45 km til fødegangen, en datter der skulle afleveres på vejen og en hurtig fødsel første gang, blev vi enige om at ringe på fødegangen. Her fik vi også at vide at vi bare skulle begynde at komme til Esbjerg stille og roligt.

Vi fik ringet til min mor, som vi mødtes med på vejen. Hun tog Elina med hjem og vi fortsatte mod Esbjerg.

Nu var der kun 3 minutter imellem veerne og på vej op i elevatoren til fødegangen, kun 2 min.

Vi blev modtaget af en meget sød JM og en social og sundhedsassistent, da vi ankom kl. 01.00 den 24.12.05. Jeg blev undersøgt og jeg var 3 cm åben. Herefter blev vi vist ned på en fødestue med tilhørende familierum. Her befandt vi os så frem til presseveerne.

JM sad hos os ca. 2/3 dele af tiden, og bare hyggesludrede mellem veerne, mens hun observerede og tjekkede mig og babys hjertelyd jævnligt.

Kl. 03.00 var jeg 5-6 cm åben. Jeg fik et par varmepuder til lænden og maven (skønt) og et par akupunktur nåle til afslapning. Ind imellem var jeg lige et smut ude under den varme bruser, sikke en befrielse.

Kl. 04.12 gik vandet, og jeg gik i bad igen. Kl. ca. 04.30 begyndte jeg så småt at mærke pressetrangen, så jeg blev hjulpet ind på fødebriksen. Jeg var dog kun 8-9 cm åben og havde stadig en kant af livmodermunden. Den fik JM så hjulpet væk under et par veer. AV!!!! Og jeg fik så endelig lov at presse. Kl. var nu ca. 05.00.
Presseveerne var dog ikke så kraftige som jeg huskede dem fra sidst, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af at bruge dem. JM kunne dog ret hurtigt se hårtoppen, men det skred ikke så hurtigt frem som jeg havde håbet/forventet. Da jeg så spurgte om hovedet snart var ude og fik at vide at der godt kunne gå lidt tid endnu, så tog f...... ved mig. Det skulle bare være løgn og pludselig fandt jeg ud af at bruge veerne og ud komme vores lillebror i to presseveer kl. 05.39.

Det viste sig at han var stjernekigger og havde navlesnoren omkring den ene skulder. JM mente at han måske kunne have vendt sig, hvis jeg havde givet ham den halve time mere, som de havde regnet med det tog men så igen, var det ikke sikkert når navlesnoren lå som den gjorde.

Under alle omstændigheder havde vi nu fået vores lille julenisse. 3930 gram og 57 cm.

1 time efter fødslen fik jeg det rigtig dårligt. Jeg havde ondt i maven og ryggen og kunne ikke være nogen steder. Jeg blev svimmel, blødte meget og kunne ingen ting. De mærkede og trykkede og kunne ikke finde ud af hvad der var galt, så de valgte at tilkalde en læge, der scannede mig for at tjekke om der var noget galt. Han fandt heldigvis ikke noget unormalt, så de konkluderede at det var meget kraftige efterveer (JM havde ikke oplevet dem så slemme før) og jeg fik noget stærkt smertestillende. Det hjalp heldigvis, og selvom de gerne ville have beholdt mig et døgn til observation, blev vi udskrevet kl. 13.00 og kunne tage hjem til mine forældre og holde jul med Elina og lillebror.


Fødslen af Felia, termin 24. august 2007

Efter at have haft småveer hele dagen lørdag den 25. august, fra omkring kl. 7, begyndte de at nive godt omkring kl. 15. De var dog ikke helt regelmæssige, nogle gange var der 15 min imellem andre gange 3 min.

Men kl. 17.30 henter mine forældre de to store, om ikke andet så for at vi få en rolig nat.

Kl. 18 ringer jeg på fødegangen, bare lige for at høre hvad vi skal. Vi bliver så enige om at vi skal have lidt at spise, og så ser vi hvad der sker.

Kl. 18.45 ringer jeg igen og siger at vi kommer.

Kl. 19.30 bliver jeg undersøgt og er 3 cm åben.

Kl. 21.35 er jeg 6 cm åben og tager et bad, mens de fylder fødekaret.

Kl. 22.10 kommer jeg i vandet, og sikke dog en skøn fornemmelse. Veerne bliver dog meget hidsige og langvarrige og kl. 22.25 går vandet og jeg får den første spæde presseve. JM undersøger mig og siger at jeg gerne må presse når jeg kan.

Kl. 22.30 ligger lillesøster så på mit bryst og ser så dejlig ud.

Jeg er sprækket en lille smule, men kun overfladisk, jeg fik dog 2 sting eller noget.

Tøsen sutter fint i begge sider, og bliver så vejet og målt.

Til vores store overraskelse, er hun en lille let en på 3600 gram og 52 cm. Noget af en overraskelse når de to store begge har vejet 3900 og målt 57 cm.

Men alt i alt, en super dejlig og hurtig fødsel
__________________
mor til bambuserne E L I N A 04/03, M I L A S 12/05 og F E L I A 08/07

Alle har været slynget.
Diananas er offline   Besvar med citat
Ulæste 13-11-07, 00:36   #51
hejlouise
hejlouise er træt.
Sorte Slyngel
 
hejlouises avatar
 
Tilmeldingsdato: 06/05-06
Geografisk placering: Jægerspris
Indlæg: 11,448
Tak givet gange: 303
Takket 2,014 gange i 578 indlæg
iTrader: 11 / 100%
Ja, her er så min lange fødselsberetning om Williams fødsel:

Onsdag d. 7. november var mine plukkeveer lidt kraftigere end normalt, og de sad anderledes – jeg har i begge mine graviditeter haft mange plukkeveer, som dog ikke var ubehagelige eller gjorde ondt. De almindelige plukkeveer sad over navlen, men denne onsdag sad de over skambenet og gjorde ikke ondt, men var ikke behagelige. Jeg har dog hørt, at sådanne plukkeveer kunne være optakten til fødslen og kunne vare i dage- eller ugevis, så jeg gjorde intet ud af det.

Natten til torsdag vågnede jeg kl. 2 ved en ekstra kraftig plukkeve – intet nyt i det, da det på det sidste var sket oftere og oftere i forbindelse med fyldt blære om natten, og de andre nætter var det gået over, når jeg fik tømt blæren. Det gjorde det ikke denne gang. Jeg kravlede tilbage i seng, og vågnede igen kl. 4 med samme ”plukkeve”. Jeg stod op og vidste med det samme, at jeg ikke ville gå tilbage i seng men lægge mig på sofaen for at følge udviklingen uden at forstyrre de to sovende. Jeg lavede en kop te og begyndte at tage tid, og det gik hurtigt op for mig, at det ikke var plukkeveer – for det første fordi jeg efter et par stykker ikke længere kunne koncentrere mig om andet, mens det stod på, og for det andet fordi jeg talte 8 på 20 minutter – a ca. 30 sekunders varighed. Min forrige fødsel var et kejsersnit pga. UK, og startede med vandafgang og lidt veer, men da der ikke gik så lang tid fra veerne startede til KS’et, var jeg ikke så rutineret i hvordan veer skal føles.

Jeg ringede til fødeklinikken på Hvidovre, men fik besked om at ringe til fødegangen – deres jordemoder var optaget. Så ringede jeg til fødegangen, og fortalte om min tilstand; vi blev enige om at jeg skulle komme ind med det samme, dels på grund af den lange afstand (55 km) og dels fordi min forrige fødsel var et kejsersnit.

Derefter ringede jeg til Falck og bestilte transport (Mikkel skulle blive hjemme med Amanda), og til min fødselscoach Mia. Jeg gik ind og vækkede Mikkel, og han satte sig ind i sofaen med Amanda, som også var vågnet. Jeg fik pakket det sidste, og kl. 4.45 kom taxaen.

Taxachaufføren snakkede hele vejen til Hvidovre, måske mest fordi han var nervøs over at skulle så langt med en kvinde med veer – egentlig lidt irriterende, men OK, jeg ignorerede ham bare mens veerne stod på. De kom lidt mindre hyppigt i bilen, ca. med 5 minutters mellemrum, og stadig a ca. 30 sekunder.

På Hvidovre fik jeg lov at vente i opholdsstuen i et kvarter, indtil en JM havde tid. Jeg gik lidt rundt og var ret rastløs, men det hjalp at tælle til 12 under veerne, som jeg var blevet rådet til. Så kom JM og viste mig ind i undersøgelsesrummet, hvor jeg kom op på briksen. Jeg fik afleveret min ønskeseddel, og Mia ankom.

JM Pia viste sig fra starten at være en guldklump. Mia blev præsenteret – hun er JM-studerende og uddannet fødselscoach – og JM ridsede op hvad der skulle ske nu. Hun understregede, at det var vigtigt at jeg fortalte om smerterne, pga. risikoen for uterus-ruptur. Da jeg fik den første ve efter at Mia var kommet tog Mia fat i min hånd og stirrede mig ind i øjnene, og trak vejret kontrolleret sammen med mig, som vi havde øvet lidt, og hold da op en forskel det gjorde på smerterne! Ikke at det var behageligt, men på en eller anden måde mere til at holde ud. Det virkede ikke som om der var noget med det gamle KS-ar, da smerten for det første føltes naturlig og for det andet sad meget bredere end arret.

Jeg blev undersøgt indvendigt, og var 7-8 cm åben – klokken var nu 6. Det kom bag på både mig og Mia, men det var en behagelig overraskelse, for det så jo ud til at gå den rigtige vej ganske hurtigt. Collum var udslettet, hovedet i bækkenindgangen, regelmæssig rotation. Spændt hindeblære og tegnblødning. Derefter blev jeg tilbudt et klyx og et brusebad – vi snakkede ganske kort om muligheden for at komme på fødeklinikken og dermed i karbad, men det var ret tydeligt, at det nok ikke ville kunne nås.

JM gik, og Mia havde ingefærafkog med, som hun vædede klude med og lagde over skambenet, når jeg havde en ve. Duften og fornemmelsen af en varm klud var virkeligt lindrende. Efter det obligatoriske kvarter kom jeg på toilettet og derefter i bad - det var rart at komme i brusebad og have Mia med til at småsnakke om forløbet. Alene det at have en person, der var 100% opmærksom på min tilstand, og tilmed en person, som havde en kvalificeret holdning til min tilstand, var en beroligelse – hun så ikke påvirket ud af situationen, så jeg følte at alt var som det skulle være.

Veerne tog til, og pludselig ændrede de karakter. De havde hele tiden kun kunne mærkes over skambenet, men nu spredte fornemmelsen sig ud, så jeg kunne se min bækkenbund for mit indre øje – det lyder syret, og det var det også, og jeg var på trods af min manglende erfaring på området ikke et sekund i tvivl om, at der snart skulle presses. Jeg opdaterede Mia om situationen, og hun fandt håndklæder til mig og orienterede personalet.

Klokken 7 kom jeg ind på en fødestue, og lige da vi trådte ind startede presseveerne. De første blev klaret stående med Mia i hånden, og så kom jeg op på briksen og blev undersøgt igen. Jeg var nu fuldt åben, men vandet var ikke gået og barnet havde drejet sig lidt skævt. Det var vi forberedte på kunne ske, og jeg havde medbragt en rebozo, som Mia kunne bruge, hvis det var tilfældet, men super-JM Pia mente at jeg bare skulle om på alle fire, så kunne hun klare det. Jeg kom op på knæ og albuer, og så lagde hun et lagen over mit bækken og rystede det – samme funktion som rebozoen skulle have haft. Efter 5 minutter blev jeg undersøgt igen, og barnet lå nu perfekt igen. Hovedet var kommet til spinae, vandet blev taget og hjertelyden var fin. Jeg spurgte om det var nødvendigt at tage vandet, og JM svarede at der ellers var en lille risiko for, at barnet ville få fostervand i lungerne, og da hun ellers var så god, lydhør og respektfuld følte jeg mig tryg ved at følge hendes anbefaling, selvom jeg egentlig helst havde undgået indgreb.

Det føltes godt at ligge på knæ og albuer med en pude under brystet under presseveerne, som jeg indtil nu havde brølet mig igennem. Jeg kunne ikke længere kigge Mia ind i øjnene, men bare presse hovedet ned i puden, mens hun holdt fast i min hånd og snakkede mig igennem hver gang, og det var utroligt rart. Jeg var overrasket over at det lykkedes mig at døse hen mellem veerne, men det var ligesom at power-nappe – det har næppe været mere end et minut eller to ad gangen, men jeg fik virkeligt ladet op og ny energi på den måde. Så sagde JM at jeg fra nu af skulle forsøge ikke at brøle mere, da det tog kraften af presset – hvis jeg kunne holde luften inde og holde presset ville det være bedre. Jeg kom om på siden og holdt mit øverste ben oppe med armen mens jeg pressede, og det var hårdt, men føltes rigtigt. Nogle af veerne blev jeg bedt om at gispe mig igennem fordi det gik så hurtigt, så der var risiko for at sprække meget. Hjertelyden dykkede en smule, så der blev påsat CTG, som på ingen måde generede. Jeg kom om på ryggen for at hjertelyden skulle blive bedre.

JM brugte et ledigt minut mellem veerne på at læse op fra min ønskeseddel om at jeg gerne ville have, at navlesnoren først blev klippet, når den var holdt op med at pulsere, at barnet skulle op til mig uden tøj på med det samme, og at vejning/måling måtte vente til senere. Det var simpelthen så respektfuldt!

Jeg kom op at stå og Mia tilbød, at jeg hang ind over hende, og det forsøgte jeg – men vidste med det samme, at det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg kom ned på hug foran sengen – den bedste stilling indtil videre, det føltes simpelthen så naturligt. Nogle dyyyybe vejrtrækninger og barnets hjertelyd var stabiliseret.
JM forberedte mig på, at de sidste pres skulle foretages på briksen så hun kunne følge med, hun var ikke meget for at gribe barnet fra min hug-stilling, og det var helt OK – jeg var så glad for, at hun hele tiden forsøgte at forberede mig på næste skridt. Der var dog ingen grund til at komme op på briksen før der skete mere, for denne stilling var klart den der virkede bedst for mig. Så JM lå under briksen for at kunne følge med.

Lidt i 8 begyndte der rigtigt at ske noget, barnets hoved kunne ses og jeg fik fremstammet, at mine ben snart ikke kunne holde mig mere - det blev hurtigt tydeligt, at vi ikke kunne nå at få mig op på briksen, så den tilkaldte sosu-assistent fik trukket et betræk over en sækkestol og kastet den om bag mig – jeg kunne så bare læne mig tilbage og give de sidste pres, som var hårde, men jeg kunne jo se en ende på det, så jeg gav den så meget gas, som de ville ”tillade” mig – både JM og Mia coachede nu med hvornår jeg skulle presse og hvor godt jeg gjorde det, og at jeg liiige skulle trække den lidt mere, liiiige lidt mere – fantastisk med eget heppekor, fordi det var så indfølt.

De spurgte, om jeg vil se eller mærke, men jeg kunne slet ikke overskue andet end at bare være i situationen. Sosu-assistenten greb kameraet og begyndte at tage billeder, for Mia var travlt optaget af at coache mig og JM fulgte jo med i udviklingen og havde en hånd på for at det ikke skulle gå for hurtigt.

08.05 – fire timer efter at jeg stod op – blev William født med navlestrengen en gang om halsen og en gang om maven. Jeg så med det samme, at det var en dreng, da de lagde ham på min mave, lige før de dækkede ham til med varme håndklæder. Han skreg og scorede 10/1 10/5 i apgar, og jeg lænede mig tilbage og slappede af mens jeg holdt om ham.

Sådan lå vi lidt indtil navlesnoren holdt op med at pulsere. Lille William var meget vågen og kiggede mig dybt ind i øjnene – nysgerrig og det kønneste barn, der nogensinde er født. Helt objektivt. Han hilste på verden ved at sende en gang meconium ud på maven af mig, og tisse lidt på mig, men det er da en lovlig reaktion på sådan en omgang!

Mia fik lov at klippe navlestrengen, og William kravlede opad til brystet. Mia ringede til Mikkel og fortalte, at han nu var far til to.

Der var nu JM-skifte, og Lone tog over. 8.15 fødtes placenta, og Lone viste mig for- og bagside og forklarede. Livmoderen trak sig pænt sammen, men jeg var sprukket en del, og Lone var lidt bekymret for, om alle hinder var kommet med ud. Hun satte en tampon op, og føj, det var ubehageligt – nu syntes jeg at der var blevet rodet nok med mit underliv. Hun lagde en bedøvelse og gjorde klar til syning, jeg lå og snakkede med William (og gjorde mit bedste for ikke at trække mit underliv helt væk fra Lone) og Mia fik præsenteret sig. Da Lone hørte, at Mia er JM-studerende, tilbød hun straks at forklare Mia hvordan hun syede mig og hvorfor – endnu en meget betænksom gestus, for det havde hun da ikke behøvet – og jeg var jo dels travlt optaget af William og havde ikke brug for Mia, og dels var det lidt spændende at lytte med med et halvt øre.

Efter syningen blev tamponen trukket ud igen, og Lone var tilfreds med blødningen og mente at hinderne nok var med ude. Jeg blev instrueret i at holde øje med blødningen, og så fik vi lov at være alene.

Vi snakkede lidt om oplevelsen, og så kom Mikkel og så smukke William. Omkring 11.30 blev William målt og vejet – 3230 gram og 52 cm.

Alt i alt var det en meget, meget stærk og god oplevelse. Jeg er lykkelig for, at vi havde valgt at jeg skulle føde med en fødselscoach, for ellers tror jeg, at jeg var gået i panik over at det gik så stærkt – og det var Mikkel helt sikkert også. Der var ingen af os, der havde regnet med at det skulle gå så hurtigt! Men den tryghed, som Mia bragte med til fødslen, var fantastisk!

Jeg ved jo ikke, om det er på grund af mine fødselsforberedelser, men med til historien hører da, at jeg brugte en del tid på Optimum Foetal Positioning – forskellige øvelser til at hjælpe barnet til at finde den rette rotation i ugerne op til fødslen, f.eks. at sidde fremoverbøjet i stedet for tilbagelænet, bevæge mig meget, vaske gulv på alle fire, sidde på en stor bold om aftenen ved computeren – og drak hindbærbladte hver dag for at styrke livmoderen. Det kan være en fis i en hornlygte, men summa summarum er, at resultatet blev det ønskede…
__________________
KH / Louise
Mor til sødeste Amanda (aug. 05) og skønneste William (nov. 07)
hejlouise er offline   Besvar med citat
Ulæste 05-02-08, 12:04   #52
darling75
darling75 SMASK forelsket <3
Bare send min post til Slyngebarn.dk
 
darling75s avatar
 
Tilmeldingsdato: 27/11-07
Geografisk placering: Øster Vedsted, Ribe
Indlæg: 3,648
Tak givet gange: 1,954
Takket 1,366 gange i 743 indlæg
iTrader: 8 / 100%
Anne-sofie's fødsel termin 8. oktober.

Den 8. oktober kom og gik igen uden det mindste lille tegn på at der var noget under opsejling... vente vente vente... havde fået en tid til 42+ kontrol på sygehuset, men regnede ikke med at der ville blive brug for den, da min store pige kom på terminsdag... men men men ak og ve... den 22. oktober kl. 8.00 måtte jeg pænt møde op til 42+ kontrol for mit barn havde åbenbart tænkt sig at være rasmus modsat allerede inden han/hun kom til verden... starter sgu godt... blev undersøgt indvendigt, stadig lidt livmoderhals tilbage, men den var blød og jordmoderen kunne få 1 sølle finder op... vægtscanning sagde 3500 ca. og fint med fostervand, urinen var fin og CTG'en ligeledes super... konklusion... alt var bare tiptop, så resultatet var at jeg blev sendt hjem med en ny tid den 25. oktober til en ny kontrol Der ville jeg så KUN være 42+3, men regnede ikke med at få brug for den nye tid, da jeg havde haft tegnblødning siden natten til den 22.... Men fuck hvor havde jeg bare regnet forkert... Den lille der lå trygt og godt i min mave havde ikke i sinde at lade sig lokke ud, såden uden bøvl... så den 25 om morgenen tog vi igen turen fra Ribe til Esbjerg, dog denne gang havde jeg ikke tænkt mig at tage hjem uden barnet i favn, så måtte de smide mig ud for gik ikke frivilligt
Samme tur igen, scanning... fin... urin... fin... CTG fin... undersøgelse... stadig livmoderhals tilbage, dog 2 fingre nu .... Rådet fra jordmoderen var at vente endnu en dag og hvis der så stadig ikke var sket noget næste morgen kl 8, så ville de sætte mig igang... Hun lavede en hindeløsning for at hjælpe det lidt på vej, og så gik turen tilbage til Ribe...
Men det havde dog hjulpet lidt og der kom lidt veer da vi kom hjem, men de kom og gik, for når jeg lå ned på siden var der mellem 8-10 min imellem, men kom jeg op og gå forsvandt de... De blev dog i løbet af eftermiddagen værre og værre, og syntes egenlig at de var begyndt at bide, ringede på fødegangen og fik lov til at komme ned til et tjek, og så kunne jeg få noget med hjem at sove på, så jeg var frisk til fødslen... skulle blive klogere...
ca. kl 21. blev jeg tjekket... der var bare ikke sket en hujende fis, nix, nada, et stort fedt nul... så hjem igen... fik ellers tilbudt at blive dernede og sove, men hvem gider det? ikke mig i hvert tilfælde...
ca. kl 21.50 tog jeg pillen og gik i seng... kl. 22.30... hang jeg i røret til fødegangen og fik pustende og stammende spurgt om jeg kunne komme derned og få noget smertestillende der virkede for hvis jeg syntes de gjorde ondt før ja så var det her helved i forhold til, de kom væltende med 1/2 til 1 min mellemrum og gjorde bare ONDT... Jeg kunne bare komme, men hun synes jeg skulle prøve at tage et brusebad inden og se tiden an.... FLOT DAME genial ide or not... Det tog 20 min og stod kun under vandet de 2, resten gik med at komme af og i tøjet, for det er lidt svært når man skal hænge ind over bordet... Fik jaget min stakkels mand ud af sengen, og i tøjet, og så gik det ellers mod Esbjerg igen, denne gang noget hurtigere for havde så at sige veer hele tiden... elskede bare panikhåndtaget... den blev godt afprøvet og kunne egentlig havde undværet sædet for den brugte jeg faktisk slet ikke...
kl 00.05 (3 timer efter 2 fingre og livmoderhals) blev jeg undersøgt indvendigt, og da jordmoderen sagde at der kun var en lille kant tilbage og fik et lidt stresset udtryk i ansigtet, skulle jeg lige være helt sikker og spurgte om det ville sige at jeg var fuldt udvidet, sagde hun ja ca 9 cm, trak fingrene ud og så gik vandet i en ordentlig skylle... for 3. gang den dag jeg FUCK ... Så kom der ellers fart over feltet, de skulle lige havde gjort rent efter vandafgangen inden de kunne få mig af briksen og ind på en fødestue... Nu flyder tiderne sammen, men fik i hvert tilfælde ret hurtigt lidt presseveer men måtte ikke presse da barnet stadig manglede at komme forbi en lille kant, og stod lidt med hovedet på skrå tog det lidt tid... Ja tak DAME hvordan lader man lige være med at presse, men det gik og kl. 02.42 er Anne- sofie født, med hjælp af et lille klip... 3520 gram og 54 cm...
Har efterfølgende undret mig meget over jordmoderen der sendte mig i bad herhjemme, for min egen jormoder havde sagt at vi skulle ringe på fødegangen når der var 7-10 min imellem og veerne var kraftige, fordi jeg var 2. gangsfødende... og så sender hende jeg snakkede med mig i bad da der var mellem 1/2 og 1 min imellem og jeg næsten ikke kunne snakke med hende... WHAT ARE YOU THINKING... havde det ikke været fordi Anne-sofie stod skævt i bækkenet så kunne hun ligeså godt havde meldt hendes ankomst hjemme eller i bilen, og hvor fedt havde det lige været... Ikke fedt, og manden min havde absolut ikke kunne se det fede i at agere fødselshjælper eller skulle rengøre bilen bagefter Men det gik som det skulle, men av av av...
__________________
Hilsen Lene Enestående mor til
L fra sept. 03 og A fra okt. 07, og S fra juni 11.
Bærer S i GF onbu (Adam) de få gange det sker.

Sidst redigeret af darling75; 05-02-08 kl. 12:07
darling75 er offline   Besvar med citat
Ulæste 13-02-08, 21:56   #53
Dorte
Dorte rydder op og rydder ud og ... :-)
Slyngelmor
 
Dortes avatar
 
Tilmeldingsdato: 16/05-06
Geografisk placering: Østjylland
Indlæg: 6,809
Tak givet gange: 1,199
Takket 2,595 gange i 1,392 indlæg
iTrader: 26 / 100%
Min beretning om Williams fødsel ved planlagt kejsersnit.

William blev født torsdag d. 16. august 2007 kl. 14.45, da jeg var 38+5. Hans to store søstre på fem og tre et halvt er begge født ved akut kejsersnit af flere forskellige grunde, så Williams fødsel var planlagt til at skulle foregå som kejsersnit.


Graviditeten gik godt; jeg tog kun 11 kg på, hvor jeg havde taget næsten det dobbelte på i de foregående graviditeter. Alligevel var jeg noget besværet og glædede mig over at jeg ikke risikerede at gå 14 dage over tid, men faktisk kunne se frem til at føde 10 dage før terminen. Både ved scanning i uge 20 og 30 lignede den lille baby i min mave umiskendeligt en dreng, så vi og pigerne regnede med en lillebror. Det var dejligt at kunne forberede hans ankomst ved at ordne det mest drengede af babytøjet – og heldigvis arvede vi også en stor stak drengetøj. De sidste par uger før fødslen spøgte tanken dog i mit hoved om det nu også VAR en dreng ;-) En pige havde selvfølgelig også været meget velkommen, men det ville nok have taget lidt tid at omstille sig.


Om morgenen på den planlagte fødselsdag stod vi tidligt op. Jeg havde sovet udmærket om natten, ihvertfald ikke dårligere end andre nætter som højgravid. Det var rart at være noget nær veludhvilet inden fødslen - noget jeg ikke havde prøvet før, da pigerne begge er født op ad dagen efter en nat med veer. Vi skulle møde på barselsafdelingen kl. 7.15. Vi havde længe talt om at pigerne gerne ville tegne på min mave, men havde ikke fået det gjort. Nu var det sidste chance, så de tegnede løs kl. 6.30 om morgenen - en velkomsthilsen til lillebror. Det var en hyggelig afslutning på graviditeten.


Da min mand og jeg mødte op på barselsafdelingen fik vi at vide at vores kejsersnit var planlagt som nr. tre den dag. Vi belavede os derfor på en del ventetid, men regnede dog med at have fødslen overstået inden middag. Vi havde aftalt med barnepigen at hun skulle komme med storesøstrene i besøgstiden mellem kl. 15 og 16. Vi blev indlogeret på vores egen stue med senge til os forældre og en lille vugge til baby, babytøj, bleer og puslebord. Og så var det ellers at vente – og vente – og vente.... Timerne gik, jeg hvilede mig, vi læste, snakkede, hørte musik og LÆNGTES efter vores lille baby. Ved frokosttid blev min mand tilbudt mad – jeg var fastende siden midnat og efterhånden ret sulten. Jordemoderen kiggede forbi og kunne fortælle at kejsersnit nr. et og et akut var overstået og at nr. to nu var igang. Så var det altså snart vores tur. Men først kl. 14.00 blev vi endelig hentet af en portør og ført til operationsgangen. Vi var ellers lige ved at opgive håbet om at blive forældre igen den dag ;-)


På operationsstuen var der mange folk, men en rolig og forventningsfuld stemning. Ved de akutte kejsersnit er der foregået en masse ting samtidigt, men denne gang gik det stille og roligt med én ting ad gangen - drop, bedøvelse, "indpakning" mm. Dejligt var det også, at der denne gang ikke var nogen bekymring for det ufødte barn - han havde det fint og var ganske upåvirket af det der skete udenfor. Min mave med tegningerne vakte beundring - det havde de ikke oplevet før. Tegningerne blev dog dels vasket væk af jod og dels noget krøllede da maveskindet ikke mere var udspændt, men nogle af dem overlevede. Anæstesilægen måtte stikke 3 gange før det lykkedes at bedøve mig - jeg var lige ved at frygte at det ville ende med en fuld bedøvelse, men heldigvis lykkedes det altså til sidst. Og det var selvfølgelig lidt ubehageligt men ikke uudholdeligt. Der var en del rykken og skubben med William før han var ude. Det oplevede jeg som noget mere ubehageligt denne gang, men jeg havde jo heller ikke veer kort forinden at sammenligne med, som jeg har haft de andre gange. Personalet fortalte at det er for barnets skyld at man hiver og skubber - det aktiverer og stimulerer barnet på en måde der minder om den vaginale fødsels påvirkning af barnet.


Lige som han blev født brød solen igennem ganske kortvarigt på den ellers grå og regnfyldte dag :-) William var helt perfekt da han blev født - behøvede ikke suges eller på anden måde hjælpes - og han skreg allerede inden han var helt ude af maven. Han virkede så klar til at blive født, slet ikke som om det var i "utide". Havde han fået lov at vente på en vaginal fødsel ville det helt sikkert alligevel være sket snart derefter. Ole fik taget nogle imponerende billeder af hans vej ud af maven - for ham var det en stor oplevelse at følge ham på vejen ud. Han fik også lov at klippe navlestrengen - ikke det første klip der løsnede ham fra mig, men det andet klip der kortede stumpen af til navle. Som kejsersnits-far var det første gang han prøvede det; det var rart at personalet var lydhøre over for dette ønske.


William blev undersøgt, målt og vejet og kom så over og hilste på mig. Han vejede 3610 g og var 52 cm lang - et fint gennemsnitsbarn. Efter vores ønske blev han pakket ind i tæpper i stedet for at få tøj på - jeg ville nemlig gerne være den første til at klæde ham på, for det har jeg ikke været med de to andre. Vi havde ønsket at han kom ind på Oles mave indtil jeg var klar til at have ham, men den opererende læge ville gerne at jeg skulle være syet sammen inden der blev åbnet ind til ikke-steril hud og det var jo fair nok. Ole stod så med William i favnen ved siden af mig mens jeg blev syet sammen. Da jeg var kommet over i min seng igen fik jeg William over til mig på mit bare bryst og mave. Og haps sagde han og suttede og suttede den næste times tid. Man skulle tro han aldrig havde lavet andet - han vidste ihvertfald lige hvordan han skulle gøre. Ved et, for os heldigt, sammentræf var der fyldt på opvågningsstuen, så vifik lov at blive på operationsstuen til jeg var så langt ude af bedøvelsen at jeg kunne komme direkte over på min stue på barselsgangen. På den måde slap vi for at blive adskilt, William og jeg, og det var helt perfekt. Det havde vi ellers indstillet os på, omend ikke særligt velvilligt. William blev liggende ved mit bryst stort set resten af dagen og suttede og suttede - lige den suge-malle jeg havde ønsket mig!


Vi ringede rundt til familien og delte den glade nyhed. Der var nogen der syntes det havde været en meget lang dag, fordi de jo vidste hvad der var igang og ikke kunne forstå at de ikke hørte fra os. De havde vist næsten foretrukket ikke at vide besked om dagen - og bare blive overrasket når fødslen var ovre :-) Klokken lidt over fem var vi tilbage på stuen og kort tid efter kom de to stolte storesøstre på besøg. De fik heldigvis lov at komme selvom besøgstiden var ovre - ellers havde de jo måttet vente helt til om aftenen. De var rigtig glade for at se ham og måtte jo lige se hans bitte små tæer og fingre og ører... og prøve at sidde med ham. Ikke lige Williams kop the men han tog det pænt; især da han kom tilbage til mig igen. Og endelig fik jeg noget MAD - havde ellers kun fået et glas vand efter operationen. Jeg tror aldrig noget har smagt mig så godt; efter 17 timers faste var jeg glubende SULTEN ;-) Der var virkelig tale om multi-tasking: jeg ammede William, snakkede med pigerne, spiste sandwich OG fik kigget på såret af en sygeplejerske - samtidig.


Jeg var hurtigt på benene da først jeg havde fået følelsen tilbage i dem. Det er gået hurtigere for hver gang jeg har fået kejsersnit, sjovt nok. Men det har uden tvivl spillet ind at jeg ikke denne gang havde brugt kræfter på en halv vaginal fødsel først, som jeg havde de andre gange. Jeg gik en tur på toilettet og så tilbage i sengen. William kom over på fars mave og det var et helt andet billede af ham jeg fik når han lige kom lidt på afstand - en rigtig lille lækkermås!! Vi snakkede om navne, for af dem vi havde udvalgt os på forhånd var der ingen der passede til ham! Jeg ved ikke hvor navnet William kom fra - han må næsten selv have haft det med...


Inden vi gik til ro for natten fik William for første gang tøj på - vi var bange for at han ellers ville blive kold i nattens løb hvis dynen røg af ham. Jeg nød meget at have ham hud mod hud - det var en god måde for os at lære hinanden at kende på. Og jeg var glad for selv at klæde ham på i stedet for at modtage en allerede påklædt baby. Allerede næste dags aften løb mælken til - det var dejligt hurtigt, men han havde også suttet flittigt. Det var helt klart også en gevinst af den tætte kontakt vi havde. Der er ellers en vis tendens til at mælken er længere tid om at løbe til efter et planlagt kejsersnit fordi kroppen ikke har været udsat for den vaginale fødsels hormonelle påvirkninger. Men min erfaring er så at denne tendens kan modvirkes ved masser af hud-mod-hud-kontakt.


I løbet af fredagen udviklede jeg en "kejsersnitsskulder" efter fødslen. Først troede jeg at jeg havde fået infiltrationer i skulderen af at sidde og spænde mens jeg ammede, men det skyldtes nok enten at jeg havde ligget forkert på lejet under operationen eller at de havde fået trykket eller hevet i mig, da William skulle ud. Det var rart at kunne få en varmepude udover den smertestillende medicin som jeg i forvejen fik. Det gjorde virkelig ondt da jeg skulle sove om aftenen, så Ole måtte tage William på armen og gå ham til ro, selvom han uden tvivl hellere ville have været ammet i søvn. Lørdag morgen var det heldigvis væk igen.


Vi blev på barselsafdelingen fredag og tog så hjem lørdag middag, da William var knap 2 døgn gammel. Min mand var heldigvis indlagt på familiestue sammen med os, så vi kunne hjælpes ad med at passe William. Uden ham ville jeg som nyopereret have været afhængig afpersonaletshjælp til at håndtere mit barn. William foretrak at sove på en varm krop frem for at ligge i en kold vugge, så det var rart at kunne gå på toilettet og i bad uden at bekymre sig om om han var ked af det. Og så var det også uvurderligt for os at vi som nybagte forældre kunne dele hans første timer og nyde dem sammen. Det var næsten som en parweekend, hvor vi også fik snakket meget sammen når han sov. Pigerne blev passet hjemme af farmor og farfar og kom på besøg et par gange. De var lidt ved siden af sig selv og savnede os, men for os som par og os alle som familie var det en rigtig prioritering at vi var væk de 2-3 dage. Jeg havde brug for at slappe af, få maden serveret og have ro omkring mig efter operationen og mens amningen kom godt igang.


Alt i alt var det en rigtig dejlig og rolig fødsel, som faktisk indeholdt det der stod på min ønskeseddel - ihvertfald de vigtigste punkter. Vores ønsker var:
- at baby kan være tæt på mor - hud mod hud - så meget som muligt
- at baby kan være på fars mave, hvis mor er forhindret
- at baby ikke straks får tøj på, men pakkes ind i stofble og tæpper indtil mor kan give tøjet på
- at baby ikke vejes og måles straks på operationsstuen, men senere - efter den første ammetår (dette skete ikke, men det foregik stille og roligt og føltes ikke som et overgreb mod William eller os.)
- at se moderkagen
- at far kan klippe navlestrengen om muligt.


Det var først et par dage efter da jeg fortalte om hele forløbet at det gik op for mig at jeg faktisk havde fået min ønskefødsel - at 3. gang var lykkens gang. Jeg blev fyldt af en stor taknemmelighed over at have fået denne dejlige oplevelse - ingen panik, ingen uro og bekymring, bare tid, ro og en perfekt baby.


Og så fik jeg iøvrigt ros af obstetrikeren fordi jeg var så god til at danne meget fine ar! De kunne næsten ikke se arret fra 2. kejsersnit og valgte at skære ved siden af det, fremfor at skære det væk som man plejer. Og på grund af denne evne er der ingen problemer i forhold til at få endnu et kejsersnit - og dermed endnu et barn - skulle vi en dag ønske os det. Det er jo rart at vide :-) Ved lægesamtalen i uge 20 blev vi ellers spurgt om vi ønskede en sterilisation, når nu lægerne var derinde - det er åbenbart et standardspørgsmål til trediegangs-kejsersnitsfødende! Men når man bliver bedre og bedre til at være gravid og føde eller måske rettere til at komme sig ovenpå operationen er det jo ingen sag at få flere børn ;-)
__________________
Mor til L '02, N '04, W '07 og M '11.
Allow yourself to be a beginner. No one starts off being excellent.
Dorte er offline   Besvar med citat
Ulæste 20-02-08, 18:47   #54
SamsonsMor
SamsonsMor har ikke brugt den nye funktion... Edit
Gæst
 
No Avatar
 
Indlæg: n/a
Her er min fortælling om min dejlige, dejlige fødsel, som oprindeligt blev skrevet på et andet forum.

Mandag d. 29. oktober gik med at spise en del ”vekage”, velvidende at den slags jo ikke rigtig virker. Men min mand var ret utålmodig, og jeg gad ikke lytte på hans plageri om at få Samson ud i de næste par uger. Og kage er jo altid godt. Om aftenen begyndte jeg at føle mig ret øm i ryggen, men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvad det skyldtes. Jeg følte mig bare som en gammel kone og tænkte, at min krop efter en utrolig nem graviditet nu var begyndt at vise tegn på, at lillemanden godt måtte komme ud. Ømheden kunne nemt tages ved at sidde på min store motionsbold.

Natten til tirsdag sov jeg ikke særlig godt, da ømheden stadig var der. I min døs kunne jeg et par gange mærke at ømheden ligesom ændrede sig til decideret ubehag som nærmest trak om fortil. Kunne mærke at dette ubehag havde en start og en ende, men troede at det var måden jeg lå på eller noget. Hen ad morgenen begyndte jeg så at få trang til at gå på toilettet ret ofte, vel at mærke ikke for at tisse. Omkring kl. 7 går jeg så på toilettet igen, og bedst som jeg sidder der og venter på der skal ske noget, mærker jeg noget falde ud af mig, og det føles alt for fast til at være udflåd. Det var så slimproppen der var røget sig en tur. Nåh for søren, det var da lidt spændende, tænkte jeg. Jeg gik så i seng igen, men begyndte nu at mærke det der ubehag igen, og nu kom det rigtig tit. Det tog dog lidt tid inden det gik op for mig, at det nok var veer. For jeg kunne slet ikke få det til at passe med, at de kom med så kort mellemrum så hurtigt. Jeg fik sendt manden på arbejde, da jeg ikke mente at det virkelig kunne være nu. Når de her veer kom så hyppigt så hrutigt, måtte det vel være en form for snydeveer. I terminstråden fik jeg så fortalt hvordan det stod til, og efterhånden som veerne blev længere (omkring 50 sek) og kom endnu hyppigere (fra ca. Hvert tredje til hvert andet minut) og jeg også fik tegnblødning, fik de kloge kvinder dunket det ind i mit hoved at der altså var ved at ske noget og det ikke var pjat. Jeg havde ringet til fødegange omkring kl. 9, forklarede min situation, og de ville så gerne høre fra mig igen omkring kl. 11. Da jeg ringede dertil igen, og snakkede med en meget sød JM, prøvede jeg at lyde mere forpint på telefonen end jeg virkelig var, for nu ville jeg gerne have lov at tjekkes . Hun var meget overrasket over at høre, at jeg havde sendt min mand på arbejde, og sagde at han godt kunne komme hjem nu, og så ville hun gerne se os til et tjek.

Manden blev kaldt hjem, og i mellemtiden hyggede jeg mig med at kramme min store bold når jeg fik en ve. Da manden kom hjem, havde jeg allerede ringet til dem der skulle passe vores hund, og sagt at min mand ville aflevere hende. Min mand var dog i tvivl om det var nødvendigt, for vi kom jo nok tilbage igen. Det lykkedes ham for et splitsekund at sætte mit sind i tvivl, men til sidst sagde jeg at det nok var bedst at aflevere hende, for at være på den sikre side. Så afsted kom vi i bilen og slentrede spændte ind på hospitalet. Vi gik og holdt hænder og smilede, mens vi snakkede om at vi muligvis inden for de næste par dage skulle være forældre. Det var vildt mærkeligt.
På hospitalet blev vi så mødt af den samme søde JM jeg havde snakket med. Hun kiggede lidt sjovt på mig, og sagde at jeg så absolut ikke lignede en kvinde i fødsel. Hun kørte så en strimmel på mig i 15 min tid. Hver gang hun kunne se på strimmlen at jeg fik en ve, kiggede hun på mig og rystede lidt på hovedet. Hun synes ikke jeg lod til at mærke meget til veerne overhovedet. Da strimlen var færdig, konstaterede hun at de typer veer jeg fik – to kort efter hinanden, fulgt af en længere pause – var typisk for den allertidligste del af fødslen, så hun regnede med at sende os hjem igen. Hun ville bare lige tjekke, hvordan det stod til ”down under” også. Som hun sad der med hånden oppe, så hun lige pludselig helt mærkelig ud i hovedet, vendte sig mod min mand og sagde ”Så kan du godt gå ud til bilen og hente hendes taske. I kommer ikke herfra uden en baby.” Jeg var på det tidspunkt (12.30) 6 cm åben.

JM havde i forvejen spurgt mig om hvilken fødsel jeg ønskede mig, og hun gik straks i gang med at tjekke om fødebassinet var frit, og om der var en JM, der var kvalificeret i vandfødsler. Heldigvis var det et ja til begge. Mens bassinet blev fyldt op blev vi indlogeret på en fødestue med badekar, som jeg så kunne sidde lidt i og det varme vand føltes rigtig godt under veerne som efterhånden tog lidt til i styrke. De var dog stadigvæk ikke værre end at jeg godt kunne snakke mens de stod på. Vi var begge i supergodt humør og glade for at alt var gået så let indtil videre. Vi blev introducerede til den JM som skulle være hos os under fødslen. Hun var flink nok, men det var ret svært at forstå hvad hun sagde, da hun var polsk e.l. og hendes engelske ikke var helt godt. Hun fortalte os i øvrigt at alle jordmødrene snakkede om mig og var mystificerede over, at jeg ikke var mere forpint så langt inde i fødslen. Og da vi gjorde parat til at flytte stue og jeg frisk og frejdig smed min taske over skulderen og marcherede afsted rystede hun på hovedet og sagde, hvad jeg allerede havde fået at vide utallige gange, at jeg ikke lignede en kvinde i fødsel. Det skulle vist så også være sidste gang nogen sagde det.

Vi kom ind i rummet med fødebassinet; et ret dystert, småt rum uden nogen dikkedarer. Jeg kan huske, at jeg på det tidspunkt gentagne gange spurgte min mand om han var ok, for der var ingen radio og vi havde ikke taget bøger eller blade med, og jeg havde så ondt af at han bare skulle sidde der og kigge. Men så snart jeg kom i bassinet, kom der virkelig gang i sagerne, og fra da af havde jeg meget lidt overskud til at bekymre mig om ham. Veerne kom ret hurtigt efter hinanden, og nu måtte jeg jamre hver gang de kom. På et tidspunkt fik jeg en meget stærk ve, og måtte op af bassinet for at brække mig, men det var heldigvis kun den ene gang. Det var også på omkring det her tidspunkt, at jeg sagde ok til at få ethonox gas. Jeg skal ikke helt kunne sige, om den som sådan havde nogen smertestillende effekt, men den hjalp med at koncentrere sig om verjtrækningen, så den lille gas dims blev min gode ven. Veerne var nu så stærke, at jeg ikke rigtig kunne styre mig længere og ofte baksede med benene i vandet og skreg, når de kom. Jeg var ked af at jeg reagerede sådan, for jeg følte at der nu var meget lidt overskudskvinde over mig, og hver gang JM bad mig om at lade være med at jamre eller trække vejret langsommere, følte jeg at jeg havde fejlet. Det var også på omkring det her tidspunkt jeg begyndte at synes at alle omrking mig skulle tage og skride ad helvedes til. Når jeg lå der med min ”sut” i munden og JM på den ene side, manden på den anden, begge givende ”gode” råd og støtte, havde jeg utrolig meget lyst til at gribe om bag deres nakker og knalde deres hoveder mod hinanden. Men jeg opførte mig pænt. På et tidspunkt måtte jeg dog vrikke min finger af manden, da han midt i en ve prøvede at vise mig, hvordan jeg skulle trække vejret. Det var helt vildt irriterende at høre ham så ubesværet trække vejret, når jeg allermest havde lyst til at stoppe med at trække vejret og drukne mig selv i bassinet. Manden har også sidenhen sagt, at jet et par gange i mellem veerne lod til at synke lige lovligt langt ned mod vandkanten.

Jeg skal ikke kunne sige præcis hvornår jeg fik presseveer eller hvor mange jeg havde inden Samson var ude. Det er her jeg virkelig ville ønske JM havde været lidt mere meddelsom, for jeg anede ikke hvad der foregik dernede og havde virkelig brug for at blive forsikret om, at der ikke ville gå længe. Ydermere var jeg meget bange for at presse for tidligt og sprække helt vildt. Men tiden kom da, hvor jeg endelig fik lov til at presse, og her er det så at oplevelsen blev lidt syret. De første par pres brølede jeg som en ko, for det føltes mest naturligt, men jeg fik streng besked på at lade være af JM så jeg ikke spildte kræfter på at råbe. Jeg kan huske, at jeg tænkte at jeg var ligeglad med hvor meget ekspertise hun havde, jeg vidste godt nok selv, hvordan jeg skulle føde det her barn. Men jeg endte nu alligevel med at følge ordren. Så i stedet skulle jeg holde vejret og presse alt hvad jeg kunne. Jeg aner ikke hvad der skete, men de to gange jeg prøvede det, forsvandt jeg ligesom for omverden, og det var ret skræmmende. F.eks., den ene gang, kan jeg huske at ligesom jeg begyndte at presse, begyndte jeg at tænke på vores hund, og hvordan hun mon havde det. Det næste jeg ved er at jeg begynder at drømme om hende løbende rundt i skoven. Det føles som om jeg er væk i en evighed, men lige pludselig ”vågner” jeg og ser JM og min mand, der kalder mit navn. Jeg ryster helt vildt og undskylder gentagne gange uden at ane hvorfor. JM beslutter sig for at det er bedre at jeg holder mig til de spontane pres, men jeg protesterer fordi jeg rent faktisk godt kan lide at presse. Vi beslutter os så for, at jeg skal prøve en kombination, hvor jeg begynder med at trække vejret hurtigt nogle gange og så presse med al magt. DET virker, og ret hurtigt kommer hovedet ud og flyder lidt rundt mellem mine ben, mens jeg stadig kan mærke ham sparke mig indefra. Og så kommer resten af ham med næste pres kl. 17.06. Der har uden tvivl været smerter under presseperioden, men jeg husker kun at det var det fedeste i verden at presse og aktivt gøre noget for at få ham ud. Jeg synes, det var det vildeste rush og får næsten lyst til at gøre det igen.

Lige pludselig har jeg den dejligste, fedtede blålilla baby i armene. Min mand siger noget og jeg kan høre på hans stemme at han græder. Jeg kan ikke græde, kun undre mig over hvor den lille lækkerbuks kom fra – på trods af mit mørbankede underliv burde være svar nok. Han skriger ikke, men ligger lige så roligt på mit bryst. Jeg bliver ved med at spørge om han er ok. Jeg vidste ikke at babyer født i vand generelt er mere blå samt mere rolige end ”landkrabber”. Farmand får klippet navlestrengen og får Samson i armene, mens JM får mig op og stå og ud af bassinet, da moderkagen ikke må fødes i vandet. Jeg ryster, men det er kun på grund af temperatur forskellen. Jeg har sagt ja til at få en indsprøjtning for at moderkagen skal komme hurtigt, og jeg får den, men jeg tror ærlig talt ikke jeg har haft brug for den, da moderkagen kommer ud næsten ligesom JM trækker nålen ud af mit lår. Jeg synes JM og hendes hjælper er alt for meget over mig, og jeg kan ikke forstå, hvorfor de virker bekymrede over hvordan jeg har det. Jeg har det fint, og vil bare se på vores søn som min mand sidder og holder.

Så kommer vi ellers ind på en anden stue, hvor Samson kommer under en varmelampe og jeg bliver tjekket. Jeg tænker at efter sådan en let fødsel og graviditet, må jeg bare blive straffet ved at været sprækket helt vildt. Men alt er tip top dernede; jeg har kun en lille skræmme på den ene skamlæbe, som der ikke skal gøres noget ved. Samson bliver vejet, men ikke målt, da de siger det alligevel aldrig bliver præcist. Men de måler hans hoved som er 35cm.

Vi føler os bare så heldige over at alt gik så godt. Min mand har været så god til at kapere alt omkring fødslen. Vi havde ikke regnet med han ville have lyst til at se alt det, der foregik når hovedet kom ud, men han blev grebet af det hele og var fascineret. Selv da jeg stod op og havde den moderkage faldende ud af mig, blev han slet ikke dårlig. Hell, jeg så ham endda lige snige et kig, da jeg bagefter lå og blev tjekket af JM .

Den allerførste følelse jeg har da jeg står op af bassinet er en helt utrolig sult. Desværre får vi noget gudsjammerligt toast med syltetøj, der smager af fisk. Og det bliver så efterfulgt af et ligeså gudsjammerligt aftensmåltid til mig, med en fish pie der er blevet hældt en halv bøsse peber i og en form for kage med noget udefinerbart sort klistret stads ikke ulige det, vi venter på sønnikke skal presse ud. Det gør han i øvrigt først kl. 6 om morgenen med en almægtig prut, som uden tvivl har vækket alle på barselsgangen. Maden spiller en stor faktor i, at jeg inisisterer på at tage hjem allerede næste morgen. Det, og så at jeg ikke kan lide at være væk fra min mand, når vi lige er blevet en lille familie. Jeg ved at han helst også vil kigge på vores søn hele tiden. Jeg får kun sovet 40 min den nat på barselsgangen, for jeg kan ikke få nok af at se på Samson og studere de 1000vis af forskellige ansigtsudtryk han laver i søvne. Mit hoved er fuld af tanker og jeg har ingen at dele dem med. Desuden er de tre andre kvinder på barselsgangen mærket af rigtig traumatiske fødselsoplevelser, og jeg føler mig udenfor og kan ikke lide at ligge og høre dem græde – for ikke at nævne snorke!

Så sådan gik det til, at vi kom hjem dagen efter fødslen et underskønt familiemedlem – og en fantastisk oplevelse – rigere.

Min mors veninde skrev efterfølgende en mail til mig, hvor hun beskrev hvordan hun, i det øjeblik hun fik sit første barn i armene, ønskede at få 100 børn, bare så hun kunne opleve det øjeblik 100 gange. Det passer meget fint, på hvordan jeg havde det. Og sådan havde jeg det specielt, da han for første gang rigtig nærstuderede mig med sine øjne. Vi lå bare der og stirrede og stirrede på hinanden. Min dejlige lille prins.
  Besvar med citat
Ulæste 27-02-08, 12:38   #55
macila
macila er glad
Aftensmad? Pizza, skat - mor er på Slyngebarn.
 
macilas avatar
 
Tilmeldingsdato: 20/05-07
Geografisk placering: Horsens
Indlæg: 2,814
Tak givet gange: 687
Takket 876 gange i 509 indlæg
iTrader: 9 / 100%
Katrines vej til verden - 2001

Ja, der går jo lige et par dage inden jeg skal føde igen, men sad lige og kiggede gamle mails igennem, og fandt i min gamle terminsgruppe mit fødselsforløb fra Katrine. Det kommer her:


Lige lidt forhistorie. Min termin var den 5. august. Hun blev født den 13. august 2001. Dagene før havde vi været til skanderborg festival, vi havde gratis billetter, og de skulle da udnyttes!!



Lørdag den 11. august til søndag den 12. august


Vi havde en utrolig lang dag til festival. Vi tog derop kl
17, og kom hjem igen kl. 02.30! Men det var rigtig fedt. Da jeg
kom hjem blev jeg noget overrasket, da jeg tog strømperne af. Jeg
kunne se mine blodårer!! Og der var mellemrum mellem tæerne!! Og
ankler, hvilket herligt syn!! Nå, men jeg kunne jo kun glæde mig
over det, og hoppe til drømmeland, det tog ca. et splitsekund
*GGG*
Kl. 7 vågnede jeg og var sulten, og skulle tisse. Og jeg fandt ud
af, at jeg blødte en lille smule. Uh, sikken kriller!! Heldigvis
sov jeg til kl. 11, hvor jeg synes det murrede lidt i lænden.
Siden da har jeg haft små-veer, først 15 minutter imellem, men
her til aften ca. 6-7 min imellem og varer ca. 40 sek.
Slimklatten er også dukket op.
Det føles som en god omgang mens-smerter, der hvor man bare har
lyst til at grave sig ned, + lidt oveni.

Og jeg skal hilse at sige, at dybe vejrtrækninger helt sikkert
bliver en god ven senere i forløbet, det er jeg sikker på.
Heldigvis varer de jo ikke så længe, så det hjælper lidt....



Søndag den 12. august

Vi blev enige om at gå i seng kl. 21.30, for at slappe lidt af.
Fra 23-tiden og til kl. 01 var der 4-5 min mellem veerne, og de
varede ca. 1 min. Så jeg ringede ind på fødegangen, mens Stig
stod og barberede sig *SS* Nå, vi var jo velkomne til at kigge
ind, for at se hvor langt i forløbet jeg var. På vej derind, og
derinde, var det som om nogen havde trykket på en kontakt, for de
kom ikke længere som perler på en snor, nej, det var surt. Jeg
blev undersøgt og var kun åben for en finger, og så tog vi hjem.
JM sagde, at et karbad og et par panodiler ville være godt, så
jeg kunne hvile lidt.. Ja det må i sgu nok sige, de gik fandme
næsten i stå!! Så det gik fra ve hver 4-5 min til 15 min til ½
time!! Jeg fik da til gengæld slumret noget, og først da jeg stod
helt op her kl. 10, er der kommet lidt gang i det igen. Nu er der
bare 8-10 min imellem og BIDER af h. til. Piger, br avvv!
brug vejrtrækningen, og vip med bækkenet. Det hjælper i hvert
fald her!! Til gengæld lyder jeg som en rigtig stønner, så jeg
skal ikke uden for en dør, inden jeg skal på fødegangen *GGG*

Men skal jeg love for de kan mærkes!! Man skal godt nok finde den
positive tankegang frem, at hver eneste ve bringer dig tættere på
målet!!

Mandag den 13. august

Selve fødslen var efter min mening ganske hård, men den tog ikke
så lang tid, da vi først kom derind. Jeg var ved at være noget
træt hen på eftermiddagen, og havde svært ved at finde mig til
rette. Ved 17-tiden ringede jeg ind på fødegangen der var 5-6
min. mellem veerne, men de varede til gengæld 1½ min. Jeg fik den
sædvanlige sludder for en sladder, men "hvis jeg virkelig syntes
det var nødvendigt, kunne jeg da godt komme ind. Men du ved godt,
en fødsel tager mange timer"!!
Da vi kom derind var jeg 4 cm åben, og jeg kom badekar. Det var
bare fedt!!! På den korte køretur var der lige pludselig kun 3-4
min mellem veerne.

Stig sad bare og holdt mig i hånden, og gav mig noget at drikke.
På et tidspunkt syntes jeg det blev ret slemt i lænden, og
JM-eleven tilbød mig bistik. AAAAAAAAAAAAVVV. Jeg var overhovedet
ikke forberedt på denne anderledes smerte, og jeg skreg som en
stukket gris!! Stig sagde bagefter, at det var noget af det
værste ved fødslen!!
Så nu har jeg prøvet disse bistik, og jeg gør det ikke igen.

Bistikkene hjalp en lille smule, men jeg vil ikke udsætte mig
selv for 4 bistik igen, så hellere veer, dem kender jeg da *GG*
På et tidspunkt var jeg utrolig træt, og havde mest lyst til at
få stoppet denne seance. Jeg prøvede også ilt under fødslen,
før medicinen. Jeg fik masken for ansigtet, og fik at vide,
at jeg skulle trække vejret heeeelt vildt dybt. Og jeg gjorde
virkeligt mit bedste, indtil jeg begyndte at blive så svimmel
og få prikker for øjnene blink.gif Fik for en gangs skyld skældud af JM,
at jeg skulle tage mig sammen, indtil Stig opdagede....

- de havde glemt at tænke for ilten...

Desværre fik JM-eleven overtalt mig til
at få pethidin, det har jeg godt nok fortrudt senere. Men jeg var
villig til alt i denne situation. Hun tilbød mig også epidural,
hvilket jeg var helt villig til. De skulle med begge ting køre
hjertelyd og velyd, så jeg skulle have de der bælter rundt om
maven. Jeg kunne ikke ligge på ryggen, det gjorde bare ondt i
bækkenet og hofterne, og jeg blev svimmel. Så jeg fik en
MEGA-sækkestol at slænge mig hen over, mens jeg stod på knæene.
Perfekt. Nå, men jeg fik pethidin, der gjorde at jeg blev sløv i
vepauserne, men til gengæld overmandet af veerne, så jeg
overhovedet ikke kunne finde ud af hvad jeg skulle gøre af mig
selv. Til sidst lå jeg og smågræd, fordi jeg kunne ikke finde ud
af at trække vejret, så jeg kom lettere over veen, jeg faldt jo
lidt hen. Jeg synes ikke det tog nogen smerter, men det har det
jo nok gjort alligevel, jeg har jo bare ikke kunne reagere
ordentligt når der kom en ve. Jeg var forresten kun 5 cm åben
efter at have ligget ca. 2½ time i badekarret, så de satte nål i
hånden, så jeg kunne få noget væske, før jeg måtte få epidural.
Da de havde kørt en strimmel, undersøgte de mig igen, og der var
jeg 8 cm åben. Så den nål fik de aldrig brug for! Jeg fik et skud
med noget medicin, for livmodermunden manglede lige lidt hjælp,
jeg tror hun sagde noget om en "krave", der ikke var gledet helt
tilbage. Hun prøvede at hjælpe på vej mekanisk først, men det
virkede ikke. Jeg havde presseveer i 20-30 min. men jeg skulle
holde dem tilbage, da denne kant ikke var helt på plads. Oven i
alt dette sjov, var der vagtskifte. Mega ugenialt. Jeg fik en god
gammel jordemoder, der frygtelig gerne ville i kontakt med mig.
Men da de havde stoppet det pethidin i mig, var jeg ikke specielt
meddelsom. Hun var rigtig træls at høre på, især da hun beordrede
mig om på ryggen. Jeg fik også at vide at jeg skulle være stille,
og ikke ligge og skabe mig!! Jeg satte lyd på alle mine veer,
ellers gik jeg helt i panik!!! Dumme k....
Jeg begyndte at græde, da hun ville have mig om på ryggen, for
det gjorde jo skideondt, og jeg kunne godt mærke, at den bette
meget snart kom. Jeg kunne overhovedet ikke håndtere mine
presseveer når jeg lå på ryggen. JM begyndte at skælde mig ud
igen, men så blev Stig sur. At nu måtte HUN altså tage sig
sammen, at jeg havde problemer med at ligge på ryggen, om hun
ikke havde fået det at vide!! Jeg kunne have kysset ham!! Så de
satte en elektrode fast i hovedet på Katrine, for det var
besværligt at læse de strimler, når jeg stod på alle fire. Og så
kom jeg om, og fik gispet mig igennem synes jeg en hel masse
presseveer. Jeg ved egentlig ikke hvor mange veer jeg brugte til
at få hende ud, jeg vil tro en 5-6 stykker. Det gik i hvert fald
hurtig, et kvarter ca. Det var altså en utrolig mærkelig
fornemmelse at presse. Det var en uimodståelig trang, som var så
svær at gispe sig ud at. Jeg pressede også lidt, men jeg fik at
vide, at det var helt i orden, bare jeg gispede så meget som
muligt. Fostervandet havde de forresten taget, imellem de to
undersøgelser, det var nok derfor det gik så hurtig med de 3 cm.
Da Katrine ploppede ud, var fostervandet lysegrønt, så jeg fik
hende lige op mellem benene, og kunne se hende og røre hende, hun
var bare så flot!! Stig sagde, at han havde kigget med det samme
hvad det var, han havde stået og tænkt: yes en dejlig pige!! Da
jeg havde "pillet" lidt ved hende, og Stig havde klippet
navlestrengen, kom hun over til lægen, der lige tjekkede hende.
Imens kiggede jeg på Stig, der havde tårene trillende ned af
kinderne. Det var bare så vildt!!
Og så kom energien. Jeg kom om på ryggen, godt støttet af
sækkestolen, og så fik jeg lige syet et par rifter. I mens jeg
møvlede rundt, fik Stig Katrine i armene, det var næsten endnu
mere vildt! Han var altså lige til at spise!! Han kom over og
lagde hende på mit bryst, hvor hun møvlede rundt for at finde
noget mad!! Hende JM-en var godt nok noget skør, hun hev og sled
i de tråde, og jeg kunne tydeligt mærke det!! Jeg sagde av, og så
sagde hun ja, det kan da godt være jeg trak lidt hårdt, hvorefter
hun gjorde det en gang til. Genialt!!
Nå, jeg blev lappet sammen og gjort lidt ren. Vi fik lov til at
hygge med hende i en times tid, så blev jeg beordret ud at tisse,
mens hun blev vejet,målt og fik K-vitamin, og Stig gav hende tøj
på. Så fik vi de berømte tørre skiver franskbrød, og varm kakao,
jeg var lidt øm i halsen af at sætte lyd på!!
Katrines apgarscore var 10/10.

Efter 2½ times venten, kom JM og sagde, at jeg skulle på
barselgang. WHAT!! Vi havde da vi kom sagt, at vi ville på
patienthotel, og vi havde efter fødslen snakket om, at det blev
så dejligt med første nat sammen!! Der var altså fuldstændig
booket op...
Vi kom på barselsgang midt om natten, ind på en 4-sengsstue, men
der lå kun en. Hun havde heldigvis lige taget den bette op for at
amme, så vi forstyrrede ikke helt vildt. Stig var bare så ked af
det, for han havde ikke regnet med at skulle hjem. Jeg var også
grædefærdig, så gearet op, og så en spand koldt vand i hovedet!
Nå, vi nussede lidt om den bette, og så kom der en sygeplejerske
ved 3.30-tiden og hjalp med at lægge hende til, mens jeg lå ned.
Stig tog hjem, men han skulle nok komme igen næste morgen...

Jeg lå og ammede Katrine, mens jeg halvslumrede. Lige pludselig
gylpede hun lidt fostervand op, og jeg opdagede at hun havde både
skidt og tisset. Da jeg ikke viste hvor nogen ting var, ringede
jeg efter en sygeplejerske, der nok lige skulle gøre hende frisk
igen. Efter et kvarters tid kom sygeplejersken tilbage, uden
Katrine. Hun syntes der var noget med hende vejrtrækning, så hun
havde tilkaldt en læge, der lige skulle kigge på hende. Nå,
hvordan reagerer man så?!
Efter 20 min kom lægen så ind og sagde,
at hende vejrtrækning var lidt stødvis, og hun var lidt kold, så
hun skulle i kuvøse. Det var højst sandsynlig dette Pethidin, der
havde en virkning efter 4 timer, så hun havde fået modgift. Åh,
hvor det gøs i mig!! Lægen sagde, at sygeplejersken ville komme
over om lidt og snakke med mig, men hun kom bare ikke. Så mig i
bedste cowboystil rundt på barselsgangen, for jeg vidste heller
ikke hvor kontorer var. Da jeg kom derover, lå hun inde i en
kuvøse, splitternøgen. Og der var ikke noget med hendes
vejrtrækning der. Jeg fik lov til at nusse hende til hun faldt i
søvn, det var dejligt. Her er klokken ca. 6- 6.30, og jeg har
ikke sovet endnu. Det gav heldigvis fred i sjælen at se at hun
havde det godt, selvom de ville beholde hende lidt endnu. Jeg
formåede at få slappet af/døset hen i 1½ time, hvor jeg endelig
skulle tisse.
Jeg lå og ventede på Stig skulle komme, så vi
sammen kunne gå over til vores datter. Jeg gik ned og fik
morgenmad, og gik så over for at se min datter. De blev hurtigt
enige om, at hun ville have godt af at ligge hos mig og blive
ammet, så jeg fik hende over med kuvøse og det hele, så hun kunne
komme i igen bagefter. Men sygeplejersken kunne ikke få den til
at virke igen, så hun kom aldrig derind igen. Hun blev til
gengæld undersøgt mange gangde den dag og næste, og der var bare
intet!!
Da klokken blev 11 var jeg godt knotten over at Stig ikke var
dukket op endnu, så jeg ringede hjem til ham. Han sov!! Staklen
havde været oppe, og ringet til familie og venner, men han skulle
lige slappe af fem minutter.... En time senere stod en
brødbetynget Stig ved siden af mig, mens sygeplejerskerne kom og
sagde "Godmorgen" til ham *SSS*

Onsdag fik jeg lov til at komme på Patienthotellet, hvilket var
så totalt fedt, bortset fra varmen. Vi nød virkelig at være
sammen, vi lå med hende imellem os om natten. Vi havde rigtig
mange gæster, det var lige ved at være for meget. Heldigvis var
min mor der hver dag, så hun hjalp lidt med underholdningen. Hun
er altså eminent til at være der når man har brug for det!!
Lørdag formiddag gjorde vi klar til at komme hjem, og Katrine fik
taget hæleprøve. Hun sagde ikke ret meget, kun et lille
grisebasse-grynt. Og så kom hun i sit eget tøj! Sikke en
forvandling!! Stig havde haft så travlt med at komme ind til hans
tøser hver dag, så han havde ikke købt ind. Så Katrine har været
i Føtex for første gang, førend hun har været hjemme!! Hun sov
hele tiden.



---og faldt lige over noget om pethidin:

Kontraindikationer:
Mindre end 4 timer til forventet fødsel, dvs. hos 1. gangs fødende bør orificium ikke være > 5 cm, og hos flergangs fødende bør man være tilbageholdende med at give Pethidin pga. risiko for hurtig fødsel.

Antidot:
Naloxon (Narcanti®) gives til:

Respirationspåvirkede børn født af kvinder, der har fået Pethidin under fødslen.



Der gik ikke 4 timer i mit tilfælde, og har højst sandsynligt været omkring eller over 5 cm åben... Tror da f..... Katrine havde probs med vejrtrækningen. Men var det mon en idé at fortællle det før??
__________________
Hilsen Camilla
K
01 C04 J08
Der er aldrig noget der er sket i fortiden. Der sker aldrig noget i fremtiden. Kun i nuet
macila er offline   Besvar med citat
Ulæste 27-02-08, 12:40   #56
macila
macila er glad
Aftensmad? Pizza, skat - mor er på Slyngebarn.
 
macilas avatar
 
Tilmeldingsdato: 20/05-07
Geografisk placering: Horsens
Indlæg: 2,814
Tak givet gange: 687
Takket 876 gange i 509 indlæg
iTrader: 9 / 100%
Christians vej til verden - 2004

3 år senere skal lillebror Christian fødes. Hvor jeg med Katrine gik over tid, kom han lige til tiden...

040504

Katrine er kommet i DP, og veerne begynder lige så stille om formiddagen. Men der er 10-15 min imellem, så jeg tager den heeelt med ro. Ved 15-tiden er der 8 min imellem, bider lidt mere, så jeg ringer til Stig og siger, at han skal komme lige hjem fra arbejde, så han er hjemme 16.15. Han har bagefter sagt at jeg lød gaaanske rolig. Min søde far har hentet Katrine, og de leger rundt. Kan mærke han synes det er lidt underligt jeg ligger på sofaen og pruster, eller går rundt. På et tidspunkt, mellem 15 og 16, ligger jeg mig ind i dobbeltsengen, synes de bider lidt. Katrine, som er 2½, ligger sig ved siden af mig og aer mig. Hun ser ikke bange ud, giver mig et medfølende blik, sådan lidt "nåååh lille mor, stille og rolig mor". Hun spørger om babyen vil ud. Jeg får svaret, og at jeg skal ind på sygehuset, så lillebror kan komme ud, og så ser hun ham i morgen tidlig.

Stig kommer først hjem 16.45, og skal lige i bad. Der er der 8 min mellem veerne. Min far kommer ind efter en halv times tid, og spørger om han skal køre igen, siden der ikke sker noget?? Neeej far, her er nogle penge, tag i bare i bilka og spis!!! Så han smuttede med Katrine.

Kl 18 kører vi på fødegangen, der er der lige pludselig kun 3-4 min imellem, og av hvor de bider!!

18.30 er vi på fødegangen, bliver undersøgt og er 7-8 cm åben!! En episode fra undersøgelsesrummet, hvor JM er HB, som var der under det meste af min sidste fødsel, og som jeg havde forsvoret aldrig at skulle se igen!! Jeg er jo pænt forpint, men i forhold til sidste fødsel, er jeg veludhvilet, og ved hvad der venter. JM siger så, at hvis der kommer en ve, må jeg gerne lige ligge mig på siden, hvis det hjalp. Tak for det. Men da der kommer en ve, SKAL jeg bare ned og stå, for så kaperer jeg dem meget bedre! "Nånå, kan man ikke nøjes med at ligge ned" NEJ, det kan jeg ikke, de her veer de bider sgu!!! "jaja, du behøver jo heller ikke gå i panik" Øh, de bider sgu = panik??
Nå, men hun opdager så først bagefter, at jeg er de der 7-8 cm åben, og så bliver hun lidt stille, hvorefter jeg ganske hurtigt får stillet en fødestue til rådighed.

Havde jo en idé om at skulle i badekar, så får klyx 18.45, men får også heftige veer på toilettet, pressetrangen begynder. Da JM siger "hvis du skal presse nu, ligger du dig bare ned på gulvet, så tager vi imod der " (sidder på toilettet), bliver Stig sådan lidt , men jeg får taget mig sammen, kommer ind på briksen, og placerer mig på en sækkestol i knæ/albueleje Nu er kl 18.55, og 9 cm åben

19.06 går vandet, det er grønt, og jeg presser nu aktivt. Bliver nødt til at presse mellem de 2 sidste, for at få ham hurtitgt ud...

19.09 fødes Christian, efter 3 presseveer, med navlestrengen en gang rundt om halsen. Trækker ikke vejret så godt. Apgar 7/1, men efter 5 min 10/5. Han bliver suger for grønt fostervand. Han er 56 cm og vejer 4210 g

19.15 føder jeg moderkagen, der er nogle afrevne hinder, derfor vil de gerne have jeg bliver natten over.

Så bliver jeg ladt alene, med min kæreste og dreng, og de kommer senere og syr mig sammen. Var vist gået lidt i stykker, forskellige steder.

kl 22.30 kommer jeg på patienthotellet hvor jeg overnatter alene, mens stig tager hjem til katrine. de kommer næste dag og henter mig, og katrine er bare såååå sød!!

Ifølge JM startede fødslen kl 17 ca

På 3. dagen sidder jeg til Stigs nevø konfirmation, med boooobies der er fyldt med mælk!! Christian spiste en gang, så sov han lige 5 timer i streg. Det var første gang han fik fuld valuta for pengene hehe. Og jeg fik lækker mad! Nej, jeg var fyldt med energi, og træt af at folk ikkev ville besøge mig de første dage...
__________________
Hilsen Camilla
K
01 C04 J08
Der er aldrig noget der er sket i fortiden. Der sker aldrig noget i fremtiden. Kun i nuet
macila er offline   Besvar med citat
Ulæste 15-03-08, 15:17   #57
kvind
kvind har ikke brugt den nye funktion...
Bare send min post til Slyngebarn.dk
 
kvinds avatar
 
Tilmeldingsdato: 28/05-07
Geografisk placering: Samsø
Indlæg: 3,345
Tak givet gange: 2,319
Takket 1,001 gange i 581 indlæg
iTrader: 17 / 100%
Lillebror

Fødselsberetning

Hej piger

Så blev der tid til at skrive om min efter min mening helt fantastiske fødsel. (det syntes man vel )

Jeg var til jordemoder onsdag den 12 marts og få akupunktur. Om natten kl. 1 kunne jeg ikke rigtig sove for plukveerne blev til veer.

Det blev morgen og manden blev sendet afsted, med besked på at holde sig klar. Jeg kørte min søn i børnehave (med vepauser) og fortalte dem at jeg havde veer.

På vej hjem ringede den ene jordemoder og fortalte at hun havde overtaget vagten, da den anden var fløjet over med en anden der skulle føde (puha. der blev jeg sku lidt nervøs). Jeg fortalte om veerne og hun gav mig besked på at tage hjem og hvile.

Kl. !3. syntes jeg godt at manden må komme hjem, og ringer også til børnehaven for at få en kollega til at tage min søn (han er i den børnehave jeg normalt arbejder i).

Jeg ringer til jordemoder kl. 13.15 og hun møder os på sygehuset kl. 13.30, jeg er stadig lidt i tvilv om veerne giver noget. Bliver undersøgt og er 5 cm. åben, vil bare så gerne hjem og fylde karet. Det syntes hun er er god ide, og hun henter sine ting og kommer lige efter.

Vi prøver at fylde karet, men løber tør for varmt vand . Men superjordemoder og far koger vand til det store kar. Jeg har ikke tid for veerne tager til.

Kl. 15.35 sætter jordemoderen nogen akupunkturnåle foran og bagved, for at gøre noget sagde hun bagefter

Endelig kl. 16.08 kommer jeg i vandet. 16.30 får jeg pressetrag, det er en hindeblærer, og da jeg bliver undersøgt er jeg 8-9 cm åben. Jeg får imellem presseveerne, spurgt om jeg selv kan tage imod han, og det får jeg selvfølgelig lov til. Jordemoderen tager vandet og hovedet bliver født så jeg kan mærke hans hår, 16.49 blev han født, med hånden ved kinden (derfor bristede jeg og måtte sys lidt).

Han fik 10 i apgar, og skreg ligeså meget så moren lige havde gjort .

Vi sad lidt i vandet, så kom jeg op og fødte moderkagen og blev syet. Tog et hurtigt bad og lagde ham til, derefter blev han vejet og undersøgt ,alt var som det skulle. Jordemødrene havde begge skudt for lavt Han vejede 4900 g og var 58 cm.)

Senere kom storebror og min kollega og delte gaver ud (juber)

Min mor sad på færgen da jeg fødte, så hun ankom til et få timer gammelt barnebarn.

Det hele var bare en god og rolig oplevelse. Jeg følte mig virkelig tryg ved det hele.

Hilsen Karen og vistnok Andreas.
Vedhæftede billeder
Filtype: jpg Andreas 2008.jpg (10.0 KB, 50 visninger)
Filtype: jpg Andreas 2008 002.jpg (10.3 KB, 35 visninger)
__________________
Mor til J 28-02-05 og A 13-03-08

Sidst redigeret af kvind; 15-04-08 kl. 17:27
kvind er offline   Besvar med citat
Ulæste 18-03-08, 13:37   #58
Trine_mor
Trine_mor ...kronisk skruk....
Perlemor
 
Trine_mors avatar
 
Tilmeldingsdato: 27/03-07
Geografisk placering: Himmerlands Hovedstad Hobro
Indlæg: 1,400
Tak givet gange: 46
Takket 68 gange i 42 indlæg
iTrader: 5 / 100%
Wilmas fødsel 17. marts 2007

...barn nr. 4 kommer da til tiden - eller lidt før??!!

Nr. 1 - Luna kom dagen før termin, brødrene Albert og Bertram kom begge 2 dage over termin, så da jeg 4. gang gik ind i 3. dag over termin uden at have nogle tegn på snarlig fødsel, blev jeg godt vranten og synes det hele var ganske ulideligt....og jeg måtte vente yderlige 6 dage på at se den lille.

Fredag d. 16. marts - 8 dage over termin er jeg til tjek hos jordemoderen. Det bliver konstateret at barnet står dybt, fast og at jeg rent faktisk er 4 cm åben....og kan ikke mærke det fjerneste...desværre kan man ikke længere føde i på Hobro Sygehus - ellers ville jordemoderen med glæde ha' prikket vandet, så lillen kunne få lov at se dagens lys...men ak nej, det måtte hun ikke....jeg vraltede hjem igen - hentede unger og ventede på farmand....og absolut stadig intet i gærde.

Således går den 8. dag over termin.

Lørdag d. 17 april blir jeg vækket af mindstemanden Bertram ved 6.30 tiden....vi trisser ud og finder morgenmaden frem og vækker resten af hytten. Gemalen skulle rent faktisk afsted på kursus lidt i 8 - et kursus der skulle afholdes ca. 40 km fra vores hjem. Vi var blevet enige om at han skulle tage afsted, da der ikke var nogen tegn på snarlig fødsel. Ved halv 8 tiden er morgenmaden og kaffen indtaget og Ronni gør klar til at køre. Det gør han således 10 min. senere. Ungerne og jeg sætter os i køkkenet igen og hygger videre. Kl. 7.50 skal jeg på toilet - da jeg får løftet mit efterhånden ret store korpus fra køkkenstolen og bevæget mig lettere besværet ind i stuen, mærker jeg et smæld nederst i maven...og jeg kan mærke noget der siver....det skal lige tilføjes, at vandet ikke er gået af sig selv ved mine 3 forrige fødsler, så jeg måtte lige ud og tjekke. Jow, jow - det var da vist vandet, der var begyndt at sive..... SHIT tænkte jeg, for når først vandet er gået hos mig - så sker det altså!!!!! Jeg fik fat i Ronni, der var nået 10 km fra vores hjem....han vendte om. Jeg ringede til fødegangen i Randers 7.55 og fortalte at vandet vist var gået....'Har du veer' - lød det i den anden ende af røret 'Nope, men min erfaring fortæller mig, at de kommer inden for de næste 5 min, og så går det stærkt....' og den søde jordemor mente, at jeg som 4. gangs fødende nok godt vidste, hvad jeg talte om, så de ville gøre klar til at modtage os. Jeg ringer derefter til svigerforældrene, der skal komme og se efter de små. Jeg får gjort mig nogenlunde anstændig og kl. er nu 8 og den første ve kommer snigende.....manden kommer susende ind i indkørslen - jeg står og venter udenfor med Bertram på armen ....svigerforældrene kommer også og overtager børneflokken i indkørslen....og så vælter veerne frem. Mig ind på bagsædet og så afsted....vi har ca. 25 minutters kørsel til sygehuset - en del af turen på motorvejen.

Veerne skyller simpelthen bare ind over mig nu - og jeg må presse benene sammen for ikke at føde....jeg råber til Ronni at vi fandme ikke kan nå sygehuset, for jeg skal føde NUUUU. Han kører som ind i helvede - og på en eller anden måde når vi sygehuset kl. 8.25 - Ronni styrter ind efter jordemødre og seng ....mig op i sengen - huhej ind i en elevator, op på fødestuen....tjek og pres og vupti - kl 8.35 er Wilma i mine arme....

Den vildeste fødsel - 35 minutter max fra første ve....

Jeg er egentlig glad for at fødslen ikke varer længere - kan sagtens følge med - men næste gang blir det nok hjemme....tror ikke jeg har nerver til en motorvejsfødsel....

kram
Trine
__________________
Trine
...mor til Luna (98), Albert (03), Bertram (06) og Wilma (07)
Trine_mor er offline   Besvar med citat
Ulæste 30-03-08, 03:10   #59
macila
macila er glad
Aftensmad? Pizza, skat - mor er på Slyngebarn.
 
macilas avatar
 
Tilmeldingsdato: 20/05-07
Geografisk placering: Horsens
Indlæg: 2,814
Tak givet gange: 687
Takket 876 gange i 509 indlæg
iTrader: 9 / 100%
Jacob Emils vej til verden!

Jacob Emils vej til verden!


Mandag den 24. marts 2008 skulle vi til brunch hos en ven kl 9. Det var rigtig hyggeligt, og vi fik gået en meget lille tur, i den dejlige sne. Vi var hjemme ved middagstid.
Der har været tilbagebrænding i træpillefyret, så Stig skal have det tømt, og så fyldt op igen.

Stakkels højgravide mig får et flip over et eller andet åndssvagt, og skælder Stig ud. (var det mon ikke ham der var stakkels? Jo :-D ) Jeg proklamerer at jeg vil ind og hvile, så kan jeg i det mindste ikke skælde ud hihi.
Synes jeg har lidt småondt, men jeg har jo haft så mange plukveer, så det tager jeg mig ikke af. Får dog varmepuden på, og tager så tid. 10 min. 8 min. Ja, en lille time gik jo hurtigt med sådan et interval.

Min far kommer på visit ved 14-tiden, han skal hjælpe ovenpå. Jeg går ud i køkkenet, og vi får spist lidt sen frokost, mens jeg nok må indse, at der er noget i gære. Men hverken slimprop, tegnblødning eller noget andet havde vist sig...

Mens vi har spist, er intervallerne blevet kortere. Lige pludselig er der 3-5 min imellem veerne, og de varer 30-40 sek. Jeg ringer på fødegangen kl 15, for at sige at der er noget i gang. De vil ringe tilbage lidt senere...

Stig og jeg snakker lidt, får aflyst drengenes planer om at skulle ovenpå, da far nok i stedet for skal tage sig af ungerne. Så ringer M fra fødegangen, og siger at hun lige pakker sin taske, og så kommer hun !! Jeg blev helt vild glad fordi det var M,, som også havde været på hjemmebesøg, men også mundlam, for hvorfor allerede? Jeg ville jo nødigt at jeg spildte hendes tid... Men hun sagde at hun bare kunne køre igen, så det var ikke noget problem.

Så gik især Stig i sving. Karret skulle jo pumpes op og fyldes, og der skulle være klar til at lave en intermistisk briks i køkkenet. Men fyret var ikke kørt helt tør, så han måtte igang med det også. I mellemtiden fik vi fundet det sidste til ungerne, og så kørte de med morfar. De glædede sig vist både over at lillebror snart kom, men også til at skulle sove hos morfar!

JM M kom 15.45, og vi snakkede lidt.

Jeg var nok lidt sen til at opfange, at der ikke var mere varmt vand, for jeg lod det løbe lidt for længe med koldt vand. Men vi gik lige så stille igang med suppegryder og elkande, og Stig fik da sig også et lille bad. Jeg troede jeg havde god tid, og veerne var da til at holde ud.. Jeg kørte mit mantra :Det godt at have veer - Det er godt at have veer

Jeg blev undersøgt kl 16, 3 cm åben, og lidt livmoderhals. Hmm, jeg var da igang, meen jeg var lidt bange for hvis det skulle stoppe. Jeg går og sidder lidt, drikker te, snakker lidt med JM, som jo har god tid. For at holde veerne til ilden, får jeg Klyx kl 17, og det er effektivt. Lige pludselig skal jeg koncentrere mig noget mere under veerne, men det går.

17.50 bliver jeg undersøgt igen, nu 4 cm åben :-( Prøv lige at spørg om jeg mistede modet. Heldigvis fik M peppet mig lidt op, for livmoderhalsen var væk, og jeg mærkedes
helt anderledes. Men jeg mistede lige lidt gejst der.)
Stig er ved at blive lidt stresset, for fødekarret skal gøres helt klar, og jeg havde jo altså fået hældt lidt for meget koldt vand i, så han rendte i pendulfart med varmt vand. Samtidig begyndte jeg at kræve hans tilstedeværelse under veerne, så han kunne massere mig hårdt på lænden. Det var GULD! Men jeg tror ikke han syntes det var fedt, der var lige noget at se til.

20 min senere kommer jeg i fødekarret, og det er perfekt timing, jeg har så meget brug for det. Jeg har haft fornemmelsen af at skulle presse, men ikke så slemt. Da jeg kommer i vandet bliver den noget mere udtalt, og da jeg bliver undersøgt 18.30, er jeg 8 cm åben! De næste par veer kæmper jeg mig igennem, for jeg troede de sidste 2
cm lod vente på sig. Jeg må gispe mig igennem en 2-3 veer, og jeg kan mærke af jeg bliver usikker og bange, for jeg kunne ikke gøre det længere, han var simpelthen på vej.
Så næste ve presser jeg lidt, og jeg prøver at få sagt, at M skal holde igen forneden, men jeg kan ikke få det sagt så hun forstår det, og jeg må selv tage en hånd derned.
Vildt surrealistisk! Tænk at kunne mærke ham, igennem, fosterhinderne! Jeg kommer ud på den anden side af veen, og sidder på knæene i vandet. Jeg får en presseve mere,
og får hylet op, at jeg ikke kan lade være med at presse, hvor M så siger sødt til mig, at jeg også gerne må presse! Og Plop, vandet går, og ud kommer hovedet. Jeg holdt
selv igen, en vild fed fornemmelse, at kunne mærke hans ansigt. Jeg får lagt mig tilbage, Stig holder mig under armene, og resten af kroppen kommer i næste ve. M holder
ham under vandet, til jeg er klar, og så får jeg ham op... Det er en hel vild mærkelig og vild fornemmelse, at være med hvor "tingene sker", og kunne kigge op på billederne
af de andre unger, og så have den bette fis lige der i armene! Vi er forældre igen! Kl. 18.40.

Da vi har sundet os lidt, Kommer jeg over og ligge på sofaen, med Jacob på maven. Stig klipper navlestrengen, og jeg føder moderkagen. Der er en lille bristning, så jeg
bliver syet lidt. Jeg føler mig ikke smadret, men jeg ryster/dirrer over hele kroppen! Stig får ham over og de er bare lækre. Jeg kommer på benene, og Stig og M får ham
målt og vejet, og så får han en ble på, og så pakker vi ham ind i en dyne. Kunne ikke nænne at putte ham i tøj med det samme, så han ligger bare og dier hos mig, hud mod hud.
Han var 3800g og 53 cm.

Så melder sulten sig, og vi sidder i køkkenet og får lidt at spise, og hyggesnakker. Stig har heldigvis sat gang i vandaftømningen, så 2 timer efter er karret tømt, og vi
kunne rulle det ud i brusekabinen og gøre det rent.

Vi får ringet til vores unger, den store glæder sig til at se ham, men den lille har vi svært ved at overbevise om, at han er kommet. "Nej, lillebror kommer først i morgen!"
Godt så!

JM bliver 2 timer efter fødslen, og jeg har det glimragende! Vi går i seng ved 23-tiden, og jeg sover ikke det halve af natten, ligger bare og kigger på min guldklump
Alt i alt en total fed oplevelse, som jeg gerne ville opleve igen! M var supersød og glad, og hun gav en skøn ro. Det bedste af det hele var, at hun havde byttet sig til den vagt, ellers ville jeg have fået en anden!
__________________
Hilsen Camilla
K
01 C04 J08
Der er aldrig noget der er sket i fortiden. Der sker aldrig noget i fremtiden. Kun i nuet
macila er offline   Besvar med citat
Ulæste 11-05-08, 17:43   #60
Fraggle
Fraggle med meget om ørerne...
Shhhhh........ jeg skriver
 
Fraggles avatar
 
Tilmeldingsdato: 09/04-08
Geografisk placering: Aabenraa
Indlæg: 1,442
Tak givet gange: 56
Takket 180 gange i 91 indlæg
iTrader: 2 / 100%
Var gået to uger over og var simpelthen ved at blive sindsyg! Selvom min graviditet har været lettere end nogen jeg kenders, var det stadig mit personlige helvede, jeg er simpelthen bare ikke typen der kan rende og føle mig sund og frodig, jeg HADEDE det og hvis det står til mig, gør jeg det ikke igen.

På den anden side var jeg meget glad for at slippe for hele seancen med at få veer, at vandet går osv. derhjemme, jeg var jo alene og har bare ikke den type forhold til min familie at jeg ville have dem i nærheden i sådan et forløb. Derfor havde jeg også besluttet mig for at føde alene (til alle fagfolks store forargelse). At blive sat igang passede lige med mit temperament.

Så fredag morgen kørte min mor mig op på Haderslev sygehus og sagde pænt farvel igen.

Undskyld hvis jeg glemmer lidt detaljer i forløbet, men mine minder er mest fokuseret omkring dagen efter, hvor min baby lå der og var så dejlig

Min jordemoder var ung og rigtig sød. Hun kom ind og mærkede mig til at være ca. 2 cm åben i forvejen, hvilket var meget typisk. Så fik jeg stikpillen omkring 10.30 tiden og fik at vide at der kunne gå dagevis, men det regnede hun bestemt ikke med fordi jeg var lidt åben i forvejen. Jeg kunne også risikere at der kom lidt "stik" i siden. I en time skete der ingenting, men så begyndte alt bare at være "klamt", den film jeg så gav mig bare kvalme, udsigten var bare ækel, sengen var elendig og alting føltes forkert. Sådan gik der et kvarter og så fik jeg bare grovsmerter. Efter en halv time hvor det bare gjorde sindsygt ondt ringede jeg efter jordemoderen for at høre om jeg ikke måtte få mit epidural, for jeg var ved at hyle af smerte (græder ALDRIG af smerte, så det var ret overvældene for mig), men hun mente altså at det nok bare var de der stik. Jeg var fuldstændig chokeret, for hvis det her var stik, hvad var veer så? Der var ingen pauser eller lign. det gjorde bare monster ondt. Hun bad mig ringe efter hende igen hvis det ikke gik over i løbet af et kvarter, den samme besked fik jeg igen efter et kvarter, hvor hun dog lovede at mærke efter når hun kom tilbage. Det glemte hun desværre og jeg havde vist lidt "flinkeskole" kørende...

Til sidst gik hun heldigvis med til at lægge epidural nu, for jeg kunne overhovedet ikke holde det ud længere, da hun mærkede mig fik hun også et lille chok, for jeg havde udvidet mig sindsygt meget på den korte tid og skulle faktisk for længst have haft min epidural og de der "stik" hun mente det måtte være, var faktisk EN lang ve, der bare ikke ville stoppe (muligvis pga. at jeg var blevet sat igang), derfor står der i mine papirer at veerne begyndte ca. 13.30 fordi det først var dér hun opdagede at det var alvor

Jeg fik mit lavement, hvilket morsomt nok var den første "pause" fra smerterne, indtil jeg havde været på toilettet.

Da de havde lagt lokalbedøvelsen til epiduralen, spurgte jeg om det ville komme til at gøre mere ondt at få lagt blokaden. "Nej nu kommer du ikke til at kunne mærke så meget mere", typisk nok tror de man bliver beroliget af det, men for mit vedkommende betød det at jeg var ved at gå i panik da det gjorde sindsygt ondt at få epiduralen, jeg troede jo at han måtte gøre noget forkert, for det skulle jo ikke gøre ondt

Så var der vagtskifte og den nye jordemoder kom ind. Jeg kunne med det samme mærke at den var gal.

Havde fået at vide at det var hende jeg skulle snakke smertelindring med, så jeg forklarede hende at jeg ikke var interesseret i unødvendige smerter, men nu havde jeg jo fået epiduralen, (det var tydeligt at jeg troede den gav fuld smertelindring under fødslen, dumme dumme mig...), men hvis de blev nødt til at fjerne den, ville jeg have en lokalbedøvelse.
Kunne straks se på hende at hun var en af de der irriterende "moder-jord-kvinden-skal-føde-i-smerte-ellers-er-det-nærmest-en-dæmon-der-kommer-ud"-typer.
"Altså der vil jo altid være liiiiidt smerte også uanset om du er bedøvet..." og ja det var jeg da indforstået med, men ville bare have så lidt smerter som muligt.
Men det viste det sig da senere at jeg kunne glemme alt om

Kunne mærke at jeg skulle på toilettet og insisterede på at gå selv, hvilket også gik fint, selvom jeg ikke kunne mærke mine ben kunne jeg stadig kontrollere dem.

Senere kunne jeg ikke holde ud at ligge længere og ville rejse mig op, men idet jeg gjorde det begyndte vandet i sile ned. Selv troede jeg at jeg havde tisset i bukserne, men jordemoderen lugtede til det (noget af et syn at en fremmed kvinde står og lugter til ens "tis") og det var vandet der var gået. Det blev det så ved med i en uendelighed, så selv jordemoderen og medhjælperen blev helt forvirrede over at der kunne være så meget.

Lidt tid gik uden oplevelser, veerne gjorde ikke ondt mere og jeg lå bare og fulgte med på monitoren i at min babys lille hjerte slog.

Så begyndte jeg at få smerter ned i benet, hvilket skræmte mig igen, da det var i samme side som det også havde gjort ondt at få epiduralen i og jeg var stadig bange for at der var sket et eller andet forkert, da den blev lagt. Men jordemoderen mente at det var fødslen der skulle gå igang, så jeg kom over på fødebriksen og så begyndte presseveerne, som gjorde sindsygt ondt. Kunne slet ikke forstå hvad der foregik, for det her var jo overhovedet ikke meningen og nu skulle jeg så til at presse, jordemoderen brokkede sig over at jeg trak vejret forkert (ingen havde fortalt mig hvordan det skulle gøres), mit problem var bare at der var så kort tid imellem veerne, at jeg ikke kunne nå at få vejret, så det var helt umuligt for mig at holde det, for at presse. Men helt elendig kan jeg da ikke have været, for fødslen varede kun en halv time. Ally var helt sund og rask og jeg fandt ud af at det åbenbaret ikke er alle der glemmer smerterne.

I dag vælger jeg så at så vidt muligt ikke at tænke på min graviditet og fødsel, da det er tæt på de mest rådne minder jeg har. Guldklumpen der kom ud af det, er muligvis nok det værd men jeg havde helt sikkert elsket hende ligeså højt hvis hun var adopteret

Jeg tror en stor del af mit problem har været at jeg som før nævnt simpelthen bare ikke er typen til at gennemgå den slags. Jeg har aldrig set frem til at være gravid, føde og have en lille baby. Mit indre billede af det at få et barn har altid været at snakke og opleve ting med det, ja jeg er i bund og grund en mand...
Men helt sikkert også at folk blev ved med at bagatalisere hvad der skulle ske, så jeg troede der var noget galt når det så viste sig at være noget helt andet.
__________________

Sidst redigeret af Fraggle; 11-05-08 kl. 17:45 Årsag: Stavespasser...
Fraggle er offline   Besvar med citat
Besvar


Aktuelt aktive brugere, der læser denne tråd: 1 (0 medlemmer og 1 gæster)
 
Trådværktøjer
Visningstilstande


Powered by vBadvanced CMPS v3.1.0

Alle tidspunkter er GMT +2. Klokken er nu 07:31.


Powered by vBulletin® Version 3.8.2
Copyright ©2000 - 2018, Jelsoft Enterprises Ltd.
no new posts